2020
Derfor ved jeg, at profeten er kaldet og ledt af Gud
Marts 2020


Kun digitalt: Unge Voksne

Derfor ved jeg, at profeten er kaldet og ledt af Gud

Mit vidnesbyrd om levende profeter ændrede sig den dag, en apostel besøgte Haiti.

Forfatteren bor i Haiti.

Som en person, der er vokset op i Kirken, har jeg altid kæmpet med at kende sandhed og holde mit vidnesbyrd stærkt. Jeg husker en torsdag morgen til seminar, hvor min lærer underviste os om profeter og apostle. Han sagde en sætning, der blev ætset ind i min hukommelse: »Præsident Thomas Spencer Monson (der var profet dengang), er Guds profet, og hvem som helst, der ønsker at vide, om det er sandt, kan oprigtigt bede for at finde svaret.« Hans ord rørte mig virkelig.

Da jeg kom hjem den dag, knælede jeg og bad vor himmelske Fader om at lade mig vide, om præsident Monson var kaldet som profet af ham. I det øjeblik følte jeg en stor og dejlig glæde fylde mig – noget uforklarligt. Fra den dag af vidste jeg, at den varme, jeg følte i det øjeblik, kom fra Gud, og den bekræftede min tro på profeten. Min kærlighed voksede til det punkt, hvor jeg vidste, at jeg måtte følge profetens vejledning i mit liv. Jeg kunne ikke klare det uden den. Jeg ønskede altid at lytte til og adlyde alle hans ord fra generalkonferencen. Da jeg hørte om præsident Monsons død nogle få år senere, blev jeg dybt bedrøvet, fordi min kærlighed til ham var så stor.

Da præsident Russell M. Nelson blev opretholdt som den nye profet, spekulerede jeg over, hvordan jeg nogensinde ville føle så meget kærlighed til ham, som jeg gjorde for præsident Monson! Men vor himmelske Fader kendte mit hjertes ønske, hvilket var at udvikle ligeså meget kærlighed til alle de mænd, han kalder til at lede sin kirke. Og jeg tror, at han ønskede, at jeg blev ved med at få oplevelser, der gav mig mulighed for at få det.

Kort efter præsident Nelson blev kaldet, sendte han ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum til at mødes med de unge i Haiti. Jeg blev glad ved tanken om at skulle se ham. Jeg ønskede at vide helt sikkert, om han virkelig var kaldet af Gud.

Find sandheden

Efter en lang rejse ankom jeg til landets hovedstad og satte mig på en plads i den bygning, hvor ældste Renlund skulle møde os. Da han kom ind i lokalet, følte jeg en mild varme fylde mit bryst. Han indledte sin tale med at sige, at det var præsident Russell M. Nelson, der havde sendt ham for at besøge os. I det øjeblik vidste jeg, at Gud vidste, at vi havde brug for at føle kærligheden og støtten fra den nye profet, og han gav os den mulighed.

Da ældste Renlund bad om en frivillig til at læse indledningen til Mormons Bog højt for gruppen, følte jeg Ånden så stærkt – jeg rejste mig helt uden at være klar over, hvad jeg gjorde. Jeg gik op til forhøjningen og stod tæt på apostlen for at læse. Mit hjerte begyndte straks at slå meget hurtigt, og jeg kan ikke udtrykke med ord den styrke fra Ånden, jeg følte. Det var som om, Guds nærhed var til stede i lokalet, og det var en utrolig følelse. I det øjeblik forsvandt alle mine spørgsmål og tvivl. Jeg vidste, at ældste Renlund virkelig var en apostel kaldet af Gud. Jeg følte en stor kærlighed til ham – og til profeten, der havde sendt ham for at tale til os.

Vor himmelske Fader elsker os så meget, at han tilkendegiver sig selv og sin vejledning gennem sine vidunderlige ledere. Jeg bærer vidnesbyrd om, at profeterne og apostlene er kaldet af Gud, at præsident Nelson følger Guds anbefalinger og åbenbaring, og at han altid vil lede os på den rette vej. Arbejdet med evangeliets gengivelse begyndte med Joseph Smith, og det arbejde fortsætter stadig i dag. Og når vi gør vores bedste for at følge vores profeters råd og deler sandheden med andre, kan vi også tage del i den igangværende genoprettelse.