Skulle vi acceptere kaldelsen?
Illustration: Getty Images
Som forældre til et småbarn og et spædbarn, havde vi svært ved at passe vores kirkekaldelser. Så da min mand blev kaldet til at tjene som biskop for en menighed af studerende unge voksne, stillede vi os begge ret tvivlende.
Spørgsmål skyllede ind over os om vores evne til at håndtere alting med et yderligere ansvar. Nogle få dage efter, vi havde fået kaldet, opdagede vi, at jeg var gravid med vores tredje barn. Jeg havde desværre en historie med svære graviditeter. Efter vi havde drøftet, hvad vi kunne forvente i løbet af de næste måneder, hvis min mand accepterede kaldet, var vi usikre på, hvad vi skulle. Vi begyndte at bede oprigtigt om trøst og vejledning.
På et tidspunkt overvejede min mand at forklare stavspræsidenten vores situation og takke nej til kaldelsen. Det gav mest mening for os, men da vi bad og fastede, blev vi mindet om noget, som præsident Thomas S. Monson (1927-2018) havde sagt: »Når vi er i Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp«: (»Kaldet til at tjene«, Stjernen, juli 1996, s. 45-46).
Vi fik trøst i hjertet og bekymringerne aftog. Vi fik vished om, at dette kald ikke kom fra stavspræsidenten. Det kom fra Herren, og han vidste, inden vi gjorde, at jeg var gravid, da kaldet blev fremsat. Han kunne gøre mere for vores familie, end min mand kunne på egen hånd, hvis han ikke accepterede kaldelsen.
Med tro i hjertet accepterede min mand kaldelsen, og vi tog hver dag, som den kom. Min tredje graviditet viste sig at blive et mirakel, og vi fik en sund og stærk søn. De år jeg brugte i vores hjemmenighed med vores børn, hjalp os til at blive tættere knyttet, ikke blot som familie, men også med de øvrige medlemmer. Mens min mand arbejdede flittigt i sin kaldelse, lærte jeg at vende mig til min menighedsfamilie efter hjælp med mine børn.
Min mand og jeg er taknemmelige for de mange trofaste hellige og vigtigst af alt, vor himmelske Fader, der hjalp os, mens vi kæmpede for at finde balancen mellem arbejde, familie og tjeneste i Kirken.