Inspiration på kajen

Afatia Silaga

Min familie havde det dårligt, og jeg måtte vente fire timer på at kunne få båden hjem. Det var tid til bøn.

Jeg var taget hjemmefra med færgen, da jeg fik besked om, at der havde været et stor skænderi i min familie tidligere på dagen. Et meget stort skænderi.

Min hustru var vred. Mine børn var vrede. Alle var kede af det. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg havde taget min arbejdsbil tidligt den morgen fra min hjemø Upolu i Samoa, og havde taget færgen til Savai’i i Samoa. En tur der tager flere timer i hver retning.

Efter jeg havde talt med min hustru i telefonen og hørt vreden i hendes stemme, indrømmer jeg, at jeg havde svært ved at klare tanken om at skulle hjem til den situation. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle håndtere så mange sårede følelser.

Jeg parkerede ved kajen og begyndte at bede. De næste fire timer sad jeg i min bil og bad om min familie, mens jeg ventede på færgen hjem.

Efter lang tid i bøn fik jeg et tydeligt åndeligt indtryk. »Du skal bare vise dine børn din kærlighed til dem. Vis dem kærlighed. Sig: ›Jeg elsker jer, og Gud elsker jer.‹«

Jeg har altid kommet godt ud af det med mine børn. De ved, at jeg elsker dem, og de ved, hvor meget de betyder for mig. Men jeg forstod tydeligt, gennem åbenbaring, at den eneste måde at føre min familie tæt på hinanden igen var ved, at jeg udviste større kærlighed.

Da jeg kom hjem sent den aften, var min hustru stadig meget oprevet. »Hvad har du tænkt dig at gøre?« spurgte hun.

Jeg fortalte hende om den åbenbaring, jeg havde modtaget. Jeg fortalte hende, at jeg følte, at vi var nødt til at vise vores børn tydeligere, at vi elsker dem. »Jeg tror, at det er nøglen til at lindre al den smerte, alle føler,« sagde jeg. Vi aftalte at gøre et forsøg.

Det var tilfældigvis den aften, hvor vi plejede at holde vores ugentlige familieråd. Men på grund af skænderiet havde det meste af familien ønsket at aflyse den. Min hustru og jeg besluttede alligevel, at vi ville holde familieråd.

Til at begynde med var der ingen, der sagde et ord. Jeg kunne se, at der var blevet grædt meget og såret mange følelser den dag.

Så begyndte min hustru at tale. »Jeg vil bare gerne have, at I skal vide, hvor højt jeg elsker jer allesammen,« sagde hun. Jeg kunne se, hvordan børnenes kropssprog ændrede sig. De havde siddet på kanten af stolen allesammen. Men så snart min hustru begyndte at forklare, hvor højt hun elskede dem, lænede de sig tilbage og slappede af. Snart efter begyndte de også at sige noget. Jeg fortalte dem også, hvor højt jeg elsker dem, og hvor glad jeg er for, at vi er en familie.

Det løste hele problemet. Det var ufatteligt. Al vreden forduftede fra vores hjem, og vi blev i stand til at hele sårene.

Det er ikke, fordi min familie er fuldkommen. Men vi elsker hinanden meget højt. Og vi tager os tid til hinanden. Både når det handler om at stå tidligt op for at læse skrifterne sammen, tage i kirke sammen, spille basketball sammen, spise sammen eller bare lytte til musik sammen, så arbejder vi hårdt for at være tætte.

Det korte af det lange er, at min hustru og jeg mere end nogensinde før ved, hvor vigtigt det er at vise vores børn kærlighed.

Det vi kan lære af denne far

Bror Silaga erkendte, at han ikke kunne løse problemet på egen hånd. Han bad i timevis i søgen efter åbenbaring til, hvordan han skulle hjælpe sin familie.
Familien Silaga har centreret deres hjem om Jesus Kristus. Trods tæt pakkede kalendere står de tidligt op for at studere skriften sammen. De holder familieråd ugentligt. De kommer i kirke. De gør alt, de kan, for at få evangeliets velsignelser i deres hjem og familien.
Bror Silaga rådførte sig med sin hustru, inden de talte med deres børn om skænderiet.
Bror og søster Silaga fortæller jævnligt deres børn, hvor højt de elsker dem.
Familien Silaga arbejder sammen, men de leger også sammen. De er eksempler på følgende råd fra ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum: »I familierelationer staves kærlighed [i virkeligheden] t-i-d, tid.« At tage sig tid til hinanden er nøglen til harmoni i hjemmet« (»Det, der betyder mest«, Liahona, nov. 2010, s. 22).