Jeg blev 14 igen
Mens jeg var i Rochester i New York i USA i forbindelse med arbejde, besluttede jeg at køre hen til Kirkens historiske steder i Palmyra, det lå blot 40 km væk. Jeg ville rigtig gerne se den hellige lund.
På det tidspunkt var jeg både frustreret over noget derhjemme og på jobbet, og jeg længtes efter en hellig oplevelse på egen hånd, der på en storslået måde kunne bekræfte, at vor himmelske Fader var opmærksom på mig.
Dette var flere år før, at besøgscentret ved Cumorahhøjen og templet ved Palmyra i New York blev bygget. Jeg parkerede tæt på familien Smiths gård, steg ud af bilen og fulgte skiltene til den hellige lund. Med en bøn i hjertet, gik jeg på stien mellem træerne. Jeg tænkte, mens jeg gik, og jeg knælede tilmed for at bede. Jeg følte en ro, men jeg så ingen lyssøjle og følte heller ikke noget overvældende. Mine bekymringer tyngede stadig mit sind.
Lidt skuffet gik jeg tilbage mod den genopførte bjælkehytte, som familien Smith havde boet i. Jeg forestillede mig, hvordan de arbejdede, studerede skrifterne og bad der. Jeg gik op på værelserne ovenpå og ind i køkkenet, med det opmurede ildsted, træbordet og stolene, plankegulvet og den enkle indretning. Jeg blev ramt af tanken om, at det var i et hjem som dette, at en 14-årig dreng boede, da han fuld af spørgsmål besluttede sig for at bede om at få svar fra Gud.
Da jeg stod der i døråbningen, klar til at smutte, kiggede jeg mod den hellige lund. Jeg vidste, at Joseph Smith var gået ud i den nærliggende lysning, at han havde bedt og set Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. Pludselig skyllede en medfølelse for Joseph ind over mig. Det var som om, at jeg følte det, Joseph havde følt, inden han gik ud for at bede. Jeg stod tilbage i visdom, men jeg vidste, at jeg kunne bede Gud om den og modtage svar (se Jak 1:4-5). Jeg huskede, hvordan jeg som teenager havde bedt med tro og følt fred og overbevisning. Nu kunne jeg føle det samme håb og den samme kærlighed fylde mit hjerte. Det var ligesom, jeg var 14 år igen.
Jeg bøjede mit hoved og opsendte en stille bøn af taknemmelighed. Jeg havde fået mit svar. Vor himmelske Fader var opmærksom på mig. Og hvis jeg fortsatte med at stole på ham, ville han forsætte med at svare mig.