Unge voksne
Nye medlemmer: Det er her, I hører til
Prøver I at leve op til de forkerte forventninger?
Når I møder nogen, hvordan introducerer I så jer selv? Hvad er vigtigt for jeres identitet? Jeg hedder Brian. Og jeg tilhører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Men jeg har ikke altid følt, at jeg hører til.
Jeg blev medlem i mit første år på college. Hvad der bare føltes som nogle få måneder efter min dåb, begyndte velmenende medlemmer at spørge: »Skal du på mission?« En mission var ikke noget, jeg havde kunnet tænke alvorligt over endnu. Men jeg følte, at det var forventet, at jeg svarede ja.
Er jeg nok?
Lige over et år efter jeg blev medlem, fik jeg min kaldelse til at tjene i England, og jeg ankom ivrig efter at undervise. Men indenfor nogle få dage gik det op for mig, hvor meget hjemve jeg havde. Jeg var ikke klar til at tage på fuldtidsmission.
Da jeg talte om mine følelser med min missionspræsident, følte han sig tilskyndet til at synge »Der er solskin i min sjæl i dag« (Salmer og sange, nr. 149) over telefonen. Jeg syntes det var lidt mærkeligt, men det gav mig lys og varme.
Men jeg var alligevel en uge senere på et fly på vej hjem. Jeg kæmpede med mine følelser på hele flyveturen. Jeg var overvældet af bekymring for, hvad andre ville tænke om mine valg. Jeg var vred på mig selv over, at jeg ikke tjente de fulde to år – jeg havde trods alt efterladt venner og familie og havde udsat skolen for at tjene på en mission. Jeg havde udholdt så megen sorg, og nu føltes det bare, som om vor himmelske Fader havde forladt mig i nødens stund. Jeg spekulerede på, om jeg overhovedet hørte til længere, fordi jeg ikke havde levet op til alle forventningerne.
Kom, som du er
En uge efter jeg kom hjem, inviterede min bedste vens familie mig over for at se et generalkonferencemøde. Det var det sidste jeg havde lyst til. Men jeg tog afsted.
Halvvejs gennem mødet gik ældste Jeffrey R. Holland hen til talerstolen og sagde: »Der er solskin i min sjæl i dag« – det samme som min missionspræsident uventet havde sunget for mig to uger forinden. Ånden hviskede: »Dette er den kirke, du hører til i.« I løbet af de næste 15 minutter ændrede mit perspektiv sig fuldstændigt.
Det er nemt at føle, at vi ikke hører til, når vi ikke lever op til andres forventninger. Men vi fejler alle (se Rom 3:23). Og ja, Gud siger, der stadig er plads til os alle i hans kirke (se 1 Kor 12:20-23).
Ældste Holland sagde under konferencetalen: »›Kom, som du er,‹ siger en kærlig Fader til hver eneste af os, men han tilføjer: ›Forvent ikke at forblive, som du er‹« (»Sungne og usungne sange«, Liahona, maj 2017, s. 51). Gud ønsker os her, uanset hvem vi er, eller hvad vi har gjort, fordi det giver ham mulighed for at hjælpe os til at ændre os til den, vi bliver (se 3 Ne 18:22).
Inden jeg hørte ældste Hollands tale, troede jeg, at det at høre til betød at leve op til alle forventninger. Nu forstår jeg bedre, at Herrens kirke ikke er for dem, der allerede er fuldkomne, men for at hjælpe dem, der ikke er det. Og når I forsøger at følge ham, hører I til i hans kirke.