Herren leder sin kirke gennem profeter og apostle
Præsident Dallin H. Oaks
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Herrens værk fordrer en organisation, der ledes af Herren gennem ledere, som han har valgt og bemyndiget, og som han leder til at føre hans hensigter ud i livet. Historier fra skriften viser, at sådanne ledere enten har været en profet eller profeter og apostle. Det var mønstret i Israels pagtsår, i tidens midte og det fortsætter i Jesu Kristi genoprettede kirke.
Herren leder sit folk igennem en organisation
Vor himmelske Faders formål er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv« for sine sønner og døtre (Moses 1:39). I denne uddeling gør han dette gennem Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvis formål er »at hjælpe den enkelte og familien til ophøjelse.«1
»Den store og tungtvejende triade af ansvar, der er lagt på Kirken,« sagde præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), »er for det første at bringe Jesu Kristi evangelium til jordens folk, for det andet at implementere det evangelium i Kirkens medlemmers liv og for det tredje gennem stedfortrædende ordinancer at gøre dets velsignelser tilgængelige for dem, der er gået gennem dødens slør.«2
I vor tid virker mange til at ønske spiritualitet eller religion, men de mener, at de kan få det uden nogen religiøs organisation. De, der tror, at de kan opnå det udenfor en formel organisation, ignorerer den veldokumenterede historie om det, Herren Jesus Kristus oprettede for at sikre kontinuitet og effektivitet for hans evangelium og lære. Som ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum i en bemærkelsesværdig generalkonferencetale for fem år siden mindede os om: »Derpå organiserede Jesus i tidernes midte sit værk på en sådan måde, at evangeliet kunne etableres samtidigt i en række nationer og blandt forskellige folk.«3 Den organisation omfattede apostle og andre embeder, der beskrives i Det Nye Testamente.
Hvorfor kræver det en organisation at opnå Herrens mål? Selvom vor Frelser elsker og hjælper os individuelt, handler han for at opnå sine hensigter for hele Guds børneskare – især hans pagtsfolk – igennem en organisation, der ledes af profeter og apostle.
Kun igennem en organisation kan de enkelte medlemmer af det, som apostlen Paulus kaldte »Kristi legeme« (1 Kor 12:27) modtage de muligheder, de behøver for at opnå den åndelig vækst, der er formålet med deres skabelse. Kun en organisation med forskellige talenter og en vifte af indsatser kan afstedkomme det, der er nødvendigt for at fuldføre Herrens værk.
Det, der kun kan opnås gennem organiserede grupper af troende, omfatter større indsatser for at hjælpe de fattige, forkynde evangeliet for hele verden og at bygge og vedligeholde templer. Profeten Joseph Smith udtalte, at Guds formål med at samle sit folk er »at bygge et hus til Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk sit hus’ ordinancer og sit riges herligheder og lære folket frelsens vej.«4
Det er også nødvendigt med en organisation for at opnå Herrens bud om at »vær[e] ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27). Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt, at vi ikke kan opnå den enighed – en enhed – hver for sig. »Vi må stræbe efter og gøre os værdige til den i fællesskab. Det er derfor ikke overraskende, at Gud beder os om at samles, så han kan velsigne os.«5
Individuelle troende har også brug for at opleve religion gennem en religiøs organisation, for det er den eneste måde, hvorpå vi på bemyndiget vis kan blive irettesat eller lære konsekvensen af synd og fejl. Denne revselse er afgørende for vores åndelige udvikling (se L&P 136:31; 101:4-5; se også Mosi 23:21-22).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) kom med en anden årsag til, at religiøse eller åndelige personer bør organiseres: »Tilfældig personlig godhed er sjældent nok i kampen mod det onde.«6
Kristus ordinerer de tolv apostle, af Harry Anderson
Jesu Kristi genoprettede Kirke ledes af profeter og apostle
Organisationen i Jesu Kristi Kirke må have ledere, der er udpeget af ham og som bemyndiges med kraft og myndighed til at forkynde hans vilje for hans folk.
Frelseren sagde: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt« (Joh 15:16). Bibelen er tydelig omkring, hvem der vælger profeter og apostle. I Det Gamle Testamente ses det klart i kaldelsen af Moses og Samuel og i Det Nye Testamente ses det i kaldelsen af de tolv apostle og apostlen Paulus (se 2 Mos 3; 1 Sam 3; Mark 3; ApG 9). Disse ledere meldte sig ikke som frivillige, og de blev heller ikke valgt af troende.
Bibelen viser også, at religiøse ledere må have Guds præstedømmes myndighed, hvilket man får overdraget fra en, der allerede bærer det. Bibelen beskriver kaldelsen og bemyndigelsen af Aron, nogle af De Tolv og De Halvfjerds og belyser dette princip (se 2 Mos 28:1-4; Mark 3:14-15; Luk 10:1, 17). Man får ikke præstedømmemyndighed ved at læse skrifterne eller fra et ønske om at tjene. Og den ordination der overdrager præstedømmemyndighed kommer fra overhovederne i Kirken, og det gøres offentligt kendt (se L&P 42:11-8).
I Det Gamle Testamente var de åndelige ledere profeter. De beskrives i tre forskellige roller. Nogle var hellige mænd, der havde en profetisk funktion for deres efterkommere, som Abraham. Andre var ledere, der både udøvede politisk og gejstlig magt, som Moses og Josva. De fleste udførte deres profetiske rolle uafhængigt af deres politiske eller patriarkalske position, som Samuel og Esajas. Mormons Bog fortæller om de samme tre roller for profeterne, som for eksempel Lehi (patriark), kong Benjamin (politisk leder) og Alma den Yngre (efter han frasagde sig sit embede som overdommer) (se 1 Ne 1-2; Mosi 1-6; Alma 4-5). Det står dog klart, at alle profeter, der gik forud for Jesus Kristus, kaldte folk til omvendelse og vidnede vigtigst af alt om den Messias, der skulle komme.7
Embedet som apostel identificeres først i Det Nye Testamente, da Frelseren kaldte sine apostle, som han organiserede til at forkynde, døbe og helbrede. Apostlen Paulus skrev, at Jesu Kristi Kirke »er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2:20). Jesus kaldte halvfjerdsere og sendte dem ud for at drage omsorg (se Luk 10:1, 17), og han bemyndigede kaldelsen til andre embeder som evangelister og lærere (se Ef 4:11).
Apostlenes altafgørende funktion i den kirke, som Jesus oprettede, var at bære præstedømmets nøgler. Da Frelseren lovede apostlen Peter »nøglerne til Himmeriget«, beskrev han det som magten til, at »hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene« (Matt 16:19). Med andre ord sikrer nøglerne himmelsk effekt på de bemyndigede præstedømmemyndighedshandlinger på jorden. Apostle, der bærer præstedømmets nøgler, har ret og myndighed til at præsidere over og lede aktiviteter i forbindelse med Guds præstedømme og Jesu Kristi Kirke på jorden.8 Det omfatter udførelse og tilsyn med evangeliets grundlæggende ordinancer.
Som en del af deres ansvar har profeter og apostle den profetiske pligt og gave til at undervise i evangeliets sandheder og vidne som »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23). De identificerer sandhed og fejl og udtaler myndigt: »Således siger Herren.« Præsident J. Reuben Clark jun. (1871-1961), førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, erklærede, at apostle »har retten, magten og myndigheden til at forkynde Herrens ønske og vilje til hans folk[, der er] underlagt Kirkens præsidents generelle magt og myndighed.«9
Som Faderens og Sønnens tjenere underviser og rådgiver apostle og profeter, som de vejledes til det af Helligånden, uden noget andet ønske end at tale om, hvad der er sandt og opmuntre alle til at følge vejen til Guds velsignelser, deriblandt hans ultimative mål for alle hans børn, evigt liv, »den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7). Man kan stole på det, de siger.
Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »I dagens verden med fjernsyn døgnet rundt og radiokommentatorer, der konstant spyer modstridende meninger ud, hvor markedsføringsfolk kæmper om alt fra jeres penge til jeres stemme, er der en klar, ren, utvetydig røst, som I kan stole på. Stemmen er de levende profeters og apostles. Deres motiv er ›intet andet … end jeres sjæls evigtvarende velfærd‹ (2 Ne 2:30).«10
Adgang til apostlenes og profeternes lærdomme er både en velsignelse og et stort ansvar. Velsignelsen er den lette adgang til det, Herren ønsker, at vi hører. Ansvaret ligger i, at den adgang til Herrens lære gør os ansvarlige for at høre og give agt på den. Desværre løfter nogle troende ikke dette ansvar. Det er ikke overraskende, at mange i verden fornægter det faktum, at Gud giver apostle og profeter myndighed og inspiration til at tale i sit navn. Endnu flere afviser profeter og apostle, fordi de fornægter, at Gud findes, eller at der er noget absolut rigtigt eller forkert.
Heldigvis vælger mange at tro og følge profeternes lærdomme. De modtager de lovede velsignelser. Præsident Russell M. Nelson har sagt dette: »Det mønster, som Gud for længst har etableret for at undervise sine børn igennem profeter, forvisser os om, at han vil velsigne hver profet, og han vil velsigne dem, der har brug for profetisk råd.«11
Illustration af Joseph og apostlene: Dan Burr
Profeter og apostle handler igennem råd.
Herren leder sin kirke gennem profeter (flertal) og apostle (flertal), når de sidder i råd. Der er mange eksempler på dette princip.
Herren kalder en profet til at indlede en ny uddeling. Efterhånden som den nye genoprettelse vokser og modnes, åbenbares der læresætninger og retningslinjer for gruppen, og de formidles igennem en organisation ledet af apostle og profeter. Som den genoprettede kirke således voksede og modnedes, åbenbarede Herren, at de vigtigste anliggender og de sværeste sager skulle afgøres af et råd bestående af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostle (se L&P 107:78-79). Der må enhver beslutning »træffes ved enstemmighed« (L&P 107:27). Hvis det ikke »er tilfældet, er deres beslutninger ikke berettiget til de samme velsignelser som de beslutninger, der fordum blev truffet af et kvorum af tre præsidenter« (L&P 107:29).
Alt dette viser Herrens anvisning om, at hans kirke skal ledes af råd bestående af apostle og profeter. Dette beskytter og befordrer den enighed, der er afgørende i Herrens kirke.
»Herren åbenbarede i dette værks begyndelse, at der skulle være tre højpræster til at præsidere over det højere præstedømme i hans kirke og over hele Kirken,« sagde præsident Joseph F. Smith (1838-1918) ved den generalkonference, hvor han blev opretholdt som Kirkens præsident.12 Han bekræftede vigtigheden af tre højpræster i præsidentskabet ved at sige, »at det er forkert, at én mand udøver al myndighed og magt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges præsidentskab.«13 Han tilføjede: »Herren har aldrig haft til hensigt, at én mand skulle have al magten, og derfor har han sat præsidenter, apostle, højpræster, halvfjerdsere [osv.] i sin kirke.«14
Denne reference til flertalsformen, profeter og apostle, er også fremtrædende i denne velkendte undervisning fra præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972): »Der er en ting, der bør stå helt klart for os. Hverken Kirkens præsident eller Det Første Præsidentskab eller den forenede røst fra Det Første Præsidentskab og De Tolv vil nogen sinde lede de hellige på vildspor eller udsende råd til verden, som er i modstrid med Herrens sind og vilje.«15
For at blive officiel lære i Jesu Kristi Kirke, må apostlenes, og tilmed profeternes, individuelle lærdomme bekræftes igennem en godkendelsesproces af andre apostle og profeter. Dette illustreres i Bibelen, da Peter fortalte apostlene om sin åbenbaring til at dele evangeliet med ikke-jøderne (se ApG 11:1, 18). Da uenigheden om behovet for omskæring blev bragt for apostlene, mindede Peter dem på lignende vis om betydningen af den åbenbaring, han havde modtaget, og det godkendte og vedtog rådet med et bekræftende brev til Kirken (se ApG 15).
I den genoprettede kirke kan læresætninger ligeledes heller ikke kanoniseres, før de er godkendt i hele Kirken ved loven om fælles samtykke (se L&P 26:2; 28:13). Det princip blev åbenbaret i 1830 og er blevet anvendt lige siden.16 Denne praksis, der ikke blev fulgt af kirker i den periode, vi kalder for frafaldet, beskytter evangeliske sandheder mod at blive ændret eller påvirket af personlige påfund eller individuelle meninger.
Endelig bevares den grundlæggende enighed om læren blandt forskellige ledere af den gamle regel om, at spørgsmål til apostle eller andre bemyndigede om læresætninger eller retningslinjer, der ikke fremgår klart af skrifterne eller håndbøger, skal rettes til Det Første Præsidentskab (se L&P 124:126).17
Profeter og apostle vidner om Jesus Kristus
Profeten Joseph Smith underviste i sin tid om dette: »Som Gud styrede Abraham, Isak og Jakob som familier og Israels børn som nation, så må vi, som kirke betragtet, være under hans vejledning, hvis vi skal have fremgang og blive bevaret og opretholdt.«18
Denne artikel har beskrevet, hvordan Herren gennem tiden har udført sit værk, og hvordan dette mønster og denne procedure fortsætter i vor tid. Som apostlen Peter sagde, om Kristus »vidner alle profeterne« (ApG 10:43). I vor tid fortsætter Herren med at udføre sit værk gennem profeter og apostle, der er bemyndigede til at handle i hans navn for at udføre hans værk, som er at tilvejebringe evigt liv for menneskene.