Min bøn i tro
Illustration: Allen Garns
Da jeg var barn på Robinson Crusoes ø 670 km uden for Chiles kyst, lærte mine forældre, mine søskende og jeg om tro og udholdenhed.
Jeg lærte en mindeværdig lektie en søndag med skybrud. Mine forældre vidste, at de havde en forpligtelse over Herren – de måtte i kirke. Vores paraplyer var gået i stykker, så vi havde kun jakker og støvler til at trodse regnen. Min mor fik den ide, at pakke os ind i plastikaffaldsposer. Vi skammede os ikke over at være de eneste, der gik på gaden i den øsende regn. Vi vidste, at vi gjorde det, Herren ønskede, at vi gjorde.
Da vi kom hen til huset, vi brugte som kirkebygning, indså vi, at vi ville blive de eneste, der var der den dag. Sådan var det mange søndage. Min far tjente som grenspræsident og ledte ofte møder, hvor der kun var børn og nogle få søstre fra Hjælpeforeningen. Han velsignede og omdelte også nadveren.
Jeg savner de dage, hvor vi som familie kom i kirke. At synge salmer sammen og lære om vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, forbliver et dyrebart minde. Mit hjerte er stadig på Robinson Crusoes ø. Alle mine barndomsminder, deriblandt mine forældres undervisning i evangeliet, har rod der.
Der var blot nogle få medlemmer af Kirken på øen, så vi havde ikke de programmer eller ressourcer, som mange medlemmer nyder. Men mine forældre lærte os at komme i kirke, bede og læse skrifterne. Jeg har fundet styrke og vejledning, når jeg læser skrifterne, og nydt stunder med personlig åbenbaring. Jeg husker især en søndag, hvor jeg modtog bekræftelse på, at jeg skulle tage på mission.
Da jeg læste på universitetet i Viña del Mar i Chile, huskede jeg, hvordan mine forældre gik med mig i kirke i sol, regn, hagl og storm. Hver søndag fik dette minde mig til at komme ud af sengen, gøre mig klar og komme i kirke – uagtet hvad der skete udenfor.
Jesu Kristi evangelium har været kernen i mit liv som barn, missionær og nu som hustru og mor. Nu hvor jeg selv har stiftet familie, vil min mand og jeg gerne give mine forældres eksempel videre til vores børn.