Vi længes alle efter at høre til
Om det er blandt familie, venner, kollegaer eller folk i Kirken, så ønsker vi alle at høre til.
Jeg er ikke god til basketball. Kald det gener, kald det naturlige evner, kald det hvad som helst – det lader til, at alle andre på banen har det, og jeg ikke har det. Det får mig ofte til at føle, at jeg ikke hører til.
Det faktum afholdte ikke mine venner fra at blive ved med at invitere mig til at spille basketball. Jeg løb bare frem og tilbage på banen og lod som om, jeg vidste, hvad jeg lavede. Jeg tror ikke, jeg er narrede nogen. Men til deres ros gjorde de deres bedste for at medtage mig.
Under en kamp skød jeg bolden, og den fløj mod kurven. Den ramte bagpladen, kanten og faldt så gennem nettet. Jeg fattede det ikke. Ved rent held ramte jeg plet!
Mine venner, der forstod det enestående ved dette øjeblik, lykønskede mig. Jeg bidrog ikke meget til spillet, men jeg følte, at jeg hørte til, og det betød meget.
At høre til er et menneskeligt behov. Om det er blandt familie, venner, kollegaer eller folk i Kirken. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ønsker vi ikke alene at høre til, men vi bør også ønske, at andre også føler, at de hører til. Vi bør følge Frelserens eksempel og kærlighed og række ud til alle, der ønsker »at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk« (Mosi 18:8).
Der er brug for os alle
Desværre er det ikke alle, der føler, at de hører til – selv i Kirken. Nogle kan føle, at der ikke er brug for dem eller endda at være lukket ude. Men i virkeligheden er der brug for alle. Apostlen Paulus sagde, da han talte om Kirken: »[Kristi] legeme består heller ikke kun af én del, men af mange« (1 Kor 12:14).
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det er umådeligt tilfredsstillende at føle, at der er behov for én i Kristi legeme. Om jeg fungerer som et øje eller en arm er underordnet, faktum er, at der er brug for mig … og legemet er ufuldkomment uden mig.«1
Når vi bliver en del af Kristi legeme – Kirken – tilslutter vi os andre i tro. Og som en del af Kristi legeme er der brug for alle medlemmer af Kirken.
Vi kan hjælpe andre til at føle, at de hører til.
Udover at nyde nadveren kommer vi i kirke for at mødes »for at faste og for at bede og for at tale, den ene med den anden, om [vores] sjæls velfærd« (Moro 6:5).
De, der er nye eller kommer tilbage til Kirken, kan være lidt utilpasse. De kan føle, at de ikke hører til og håber, at nogen vil række ud og være venlig. Vi kan være dem, der smiler, siger hej og bliver venner med dem.
Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Hvis vi vitterlig er vor Herre Jesu Kristi disciple, hjælper vi kærligt og forstående vores naboer til enhver tid.«2
»Ingen af jer skal gå bort«
Da Frelseren viste sig for nefitterne, indbød han alle til at føle mærkerne i sine hænder, fødder og side. En efter en kom folk hen til ham (se 3 Ne 11:15). Han helbredte dernæst de syge, sårede og plagede (se 3 Ne 17:7, 9). Han velsignede derefter alle børnene og bad for dem (se 3 Ne 17:21). Kort tid efter sagde han mildt: »Jeg … har [ikke] befalet, at nogen af jer skulle gå bort« (3 Ne 18:25).
Uanset hvilke kampe I har, jeres baggrund, jeres opvækst eller noget andet der gør, at I føler, at I ikke hører til, så husk, at Frelseren ikke ønsker, at I går bort. Hvis I nogensinde har følt jer alene eller udenfor, så ved han, hvordan I har det. Han var foragtet og afvist (se Es 53:3). Han påtog sig vores synder og sorger og oplevede alle former for smerte og ensomhed (se Alma 7:11). Jesus Kristus oplevede frivilligt alt dette, så han kan vide, hvordan han hjælper os. Når vi følger ham, vil vi opdage, at vi hører til.
Der er plads til jer
Kirken er til for at hjælpe os til at lære, hvordan vi kan blive som vor himmelske Fader. Den giver også den nødvendige ramme og myndighed for at indgå hellige pagter og anbringe os på vejen til ophøjelse.
Uanset hvor på denne rejse I er, så husk, som ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Der [er] plads til jer i Kirken. Kom, slut jer til os!3
Når vi forsøger at følge Frelserens fuldkomne eksempel ved at elske, hjælpe og række ud til hinanden, kan vi gøre Kirken til et tilhørssted og et sted for samhørighed. Selv for personer, der ikke kan spille basketball!