Den sidste turist i Europa
Aktuel efter 70 år
Der var næppe mange af de gæster, der for ca. 70 år siden gæstede det nu snart 125 årige gamle teater »Riddersalen« på Frederiksberg og lyttede til en af den tids store stemmer, Lulu Ziegler, synge Mogens Dams tekst om »Den sidste turist i Europa«, der ville have troet, at deres efterkommere – børn, børnebørn og oldebørn – nogen sinde skulle opleve bare noget, der lignede verden, som de dengang så på i efterkrigstidens golde Europa, men ak – sangens tekst om »alt er ruiner«, »kan noget leve efter kri’en«, »de, der før rejste, bli’r nu borte« er uhyggelig aktuel i skrivende stund, selvom »krigen« er skiftet ud med »krisen«.
Blot en nyhed fra et fjernt land, men …
I de hyggelige efterdønninger af julen 2019 og forberedelserne til et nyt spændende år tog fart, dukkede der oplysninger op om, at man fra et hospital i en kinesisk provins havde underrettet de lokale sundhedsmyndigheder om en ny, åbenbart smitsom virus. Og så tog det fart. En måned senere havde det bredt sig til hele Kina.
Det er vel tvivlsomt, om mange danskere på det tidspunkt regnede med at blive berørt. Livet gik sin gang. Folk tog på vinterferie og så videre. Der var umiddelbart fred og ingen fare. Men ak. I en verden, hvor det at rejse var blevet nærmest almindeligt, flytter tingene sig hurtigt. Og således også med den virus, vi indledningsvis kendte som »Corona-virus«, og som senere blev døbt »Covid-19«.
Umiddelbart blev de første tilfælde i Danmark registreret i Danmark i begyndelsen af marts, men for få øjeblikke siden så jeg, at man nu overvejer, om ikke de i virkelig var 1 måned tidligere uden at blive registreret.
Men hurtigt gik det. Den 2. marts var der 4 tilfælde registreret, mens 122 var i isolation. I skrivende stund er godt 20.000 testet, ca. 2400 er testet positive, 500 er indlagt med 131 på intensiv, og 72 er døde med covid-19 smitte.
Og verden blev forandret
I løbet af marts måned indførtes restriktioner, der ændrede hverdagen for stort set alle mennesker. Grundlovens forsamlingsfrihed blev beskåret, først til maks. 1.000 personer, siden til 10 og i skrivende stund med oplæg til at kunne helt ned til 2.
Skoler og andre institutioner lukkede ned, restaurationer og andre blev lukket, mange er blevet sendt hjem og så videre. Grænserne rundt om i Europa er mere eller mindre blevet lukket og kommerciel flyvning stort set ophørt.
Aflyst blev ferier, teaterture, biografer, sportsbegivenheder, koncerter med mere. Verden gik nærmest i stå.
I Kirken aflystes stavskonferencen i København, og i stedet blev et nadvermøde (uden nadver) udsendt via nettet den 22/3, mens det den 29/3 blev afløst af YouTube talere. Generalkonferencen vil blive transmitteret fra et mindre auditorium på Tempelpladsen.
Lokalt afholdes møder for biskopråd og menighedsråd over Skype og øvrige aktiviteter er aflyst.
I sandhed en prøvens stund.
Trøst at hente
I disse stunder er det livgivende, at vores lokale ledere gør deres bedste og mere til for at indgyde os tro, håb og en optimistisk holdning til fremtiden. Vores profet, præsident Russell M. Nelson, udsendte dansk tid natten til den 27. marts lokal tid et tweet med en opfordring til en verdensomspændende faste og bøn den 29. marts, samtidig med at han indgød os samme håb og tro som vores lokale ledere.
Og alt det, som Lulu Ziegler sang om, hun ville gense – og som vi nu ikke kan komme til som kirke i Warszawa, Rialtobroen i Venedig, Eiffeltårnet i Paris, ja, selv Tivoli i København – vil åbne igen. Om det – mens du læser dette – allerede er åbnet, ved jeg ikke, men tro mig - Europa vil rejse sig af »asken« igen, møderne vil blive genoptaget, og det bliver atter »normale« tilstande, og vi kan – hvem ved – måske blive den første turist i Europa.
Lad os huske, at Herren erindrer os altid.