Et lys i mørket
Et ganske særligt sted
De, af vores læsere, der har haft den velsignelse og fornøjelse at besøge Bornholm, ved godt, at Rønne Gren ikke er verdens største gren. Den er faktisk ganske lille, men jeg har altid fundet en særlig glæde ved at komme der, hovedsagelig på grund af den gode ånd, jeg altid har følt blandt søskende på klippeøen.
Jeg besøgte første gang øen på en solo cykelferie som 16-årig med en knækket pedalarm og blev vel nærmest forelsket i øen. Siden blev det – som medlem af distriktspræsidenskabet tilbage i 60erne – til hyppige besøg og igen som medlem af højrådet i en lang årrække omkring årtusindskiftet. Hver gang en særlig fornøjelse. Siden havde jeg som informationschef lejlighed til at deltage i Folkemødet 3 år i træk, hvor hver deltagelse medførte 2–3 yderligere planlægningsbesøg. Så for mig er Bornholm og Rønne Gren et ganske særligt sted, og de stovte medlemmer indtager en særlig plads i mit hjerte.
Villige til at tjene
Ikke fordi jeg skal dvæle længe ved begivenhederne under Folkemødet, de gange, vi som kirke deltog, men det vil være rimeligt her at nævne den utrolige villighed, vi oplevede fra medlemmerne i Rønne Gren til på mange måder at tage del i de udfordringer, engagementet i Folkemødet medførte. Det var en sand fornøjelse. Hjælp til at skaffe deltagere til vores events, deltagelse i events, pasning af stand, samarbejde med missionærer m.m. og endelig villighed til at åbne hjem for de tilrejsende søskende. Blandt de sidste var der en, som en del stiftede bekendtskab med, nemlig søster Ruth Ørberg, der stillede hele sit hus til rådighed.
En halvfemsårig taler ud
Det var da også med glæde, at min gamle ven bror Frants Bøving fortalte mig, at den lokale avis, Bornholms Tidende, i marts havde bragt en lang artikel om netop søster Ørberg, der her i sommer fylder 90 år. På opfordring sendte han artiklen til mig, og selvom artiklen ikke handler om Kirken, er den dog omtalt, og omtalen kombineret med søster Ørbergs udtalelser er efter min bedste opfattelse et fint eksempel på det lys, vi alle skulle lade skinne. Søster Ørberg fortæller om sine aktiviteter, der bl.a. består af samarbejde med andre strikkedamer om tæpper til Rumænien, om glad pensionistsang og om sin tur om søndagen til Herman Blems Vej, hvor hun går i kirke i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som hun er medlem af. Hun passer sin dejlige pavillon og sin have, lufter sin hund Karla og holder sig i øvrigt generelt orienteret om situationen i verden. At hun også afviser naboens hjælp om indkøb, kan næppe undre. Om fødselsdagen bliver afholdt, vides i skrivende stund ikke, men som hun siger om familie og venner: »Den går jo nok i vasken, men de er da inviteret og alting.«
En sætning siger det hele
Disse ord fremgår af en leder i samme avis, hvor chefredaktøren causerer generelt om situationen og i øvrigt fremhæver beretningen om søster Ørberg, der tydeligt – og ganske forståeligt – har gjort et stærkt indtryk på ham. Som han siger: »Hun har formået at organisere sit nye liv på en måde, vi andre måske kan lære af. Det handler især om humøret.«
Overskriften på hans leder den dag, den 21. marts 2020 lød: »Det skal nok gå, jeg er ikke værst stedt.« Disse ord er taget direkte fra søster Ørbergs udtalelser til avisen og viser ikke alene et godt humør, men også en tro på og en tiltro til, at vor himmelske Fader er der og altid vil være der for os. Og det er jo slet ikke så ilde, vel.