Hjalp min mor på vejen til at blive ædru

Onnastasia Cole

Det er ikke let, men at hjælpe dem, der kæmper med afhængighed, med at overvinde den, er det hele værd.

Fra jeg blev gammel nok til at forstå, hvad alkohol var, vidste jeg, at min mor havde et problem med det. Familien prøvede at skjule hendes misbrug for min søster og jeg, men i længden kunne de ikke skjule alle de tomme flasker om morgenen og tømmermændene.

Vores mor var alkoholiker – og ingen undskyldninger eller bortforklaringer ændrede ved det.

Som ung troede jeg, at afhængighed var et valg. Jeg følte mig afbrændt, hver gang min mor kom hjem og lugtede af alkohol, når hun havde lovet at lade være. Det var som om, at hun ikke ønskede at lave om på det. Men efter jeg havde set hendes smertefulde tårer, mislykkede forsøg og abstinenser i årevis, lærte jeg noget andet.

Da jeg gik på mellemtrinnet i skolen, indså jeg, at min mors afhængighed »ikke ville glide stilfærdigt ind i den gode nat,« som digteren Dylan Thomas engang skrev¹ – og det var ikke, fordi hun ikke ønskede at lave om på det. Det skyldtes ikke mangel på viljestyrke fra hendes side, eller at hun valgte alkoholen frem for sin familie. Hun var fanget i sin afhængighed.

Som præsident M. Nelson har forklaret: »Afhængighed overtager friheden til at vælge senere. Med kemiske midler kan man bogstavelig talt blive løsrevet fra sin egen vilje!«² At blive ædru ville blive en årelang kamp mellem hendes krop og hendes ånd.

Holdt ud trods tilbagefald

Da min mor havde været ædru i seks måneder, begyndte jeg at genkende hende igen – hende, der plejede at danse i bilen og skrive smukke digte og fortælle alle mine venner pinlige vittigheder. Det var som om, at nogle bag scenen pludseligt havde tændt for lyset i hendes øjne igen og arbejdede over for at holde det tændt. Hun havde ikke været ædru i så lang tid i årevis, og det var dejligt at have hende tilbage.

Men det varede ikke ved. En aften inden hun nåede at sige noget, vidste min søster og jeg det. Hendes duggede øjne og blussende kinder sagde alt, efter seks måneder og fire dage var hun faldet af vandvognen igen. Et øjeblik overvejede vi at gå ud ad døren og væk fra al bekymring og frygt, men vi vidste, at hun ønskede at forandre sig. Vi kunne ikke gøre det for hende, men vi kunne støtte hende på vejen mod at blive ædru.

Brød afhængighedens tavshed

I løbet af de næste måneder ledte min søster og jeg efter måder at hjælpe min mor på, så hun kunne blive ædru i det lange løb. Det ville ikke blive let, men hun havde gjort det en gang, og vi vidste, at hun kunne gøre det igen.

Da vi havde set min mors abstinenser før, vidste vi, hvad vi kunne forvente, så vi indsamlede al den alkohol og alle de vinflasker, vi kunne finde og hældte det ud i afløbet. Så købte vi en masse sodavand og gjorde hovedrent i huset, det var vores bedste forsøg på at fjerne min mor fra det miljø, hun var i, da hun faldt i igen.

Efter nogle få dage havde min mor det godt nok til at komme tilbage på arbejde, men vi vidste godt, at kampen ikke var forbi. Frem til det tidspunkt var alvoren af hendes afhængighed ikke gået op for det meste af vores familie og vennerne. I årenes løb var det blevet lidt af en hemmelighed – en kilde til skam, noget som en forsker i socialvidenskab, Brené Brown, forklarer »får sin kraft ved at være usigeligt.«³ Hvis vi gerne ville have, at hun holdt sig ædru, var vi nødt til at bryde tavsheden.

Det var et svært valg at åbne op for vores familie og nogle betroede venner, men det var også meget befriende. Skam »tærer på selve den del af os, som tror på, at vi kan ændre os og gøre det bedre,«⁴ så bare det at tale om hendes afhængighed gav min mor (og mig) håb igen. Vi var ikke alene, og for første gang i mange år, fik vi et billede af et liv, der ikke var styret af hendes afhængighed.

Hold fast i håbet

Jeg forsøger ikke at male et idealbillede frem, det var ikke altid let at bevare håbet. Jeg har støttet min mor i årevis, når hun har forsøgt at blive ædru, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke var tider, hvor jeg blev ked af det, skuffet eller frustreret. Præsident Nelson har om den svære rejse, det er at overvinde en afhængighed sagt: »Enhver, der beslutter sig for at tage den stejle vej mod at blive uafhængig må ruste sig til en livslang kamp. Men en livstid er også prisen værd.«⁵

Hvis I nogensinde har elsket nogle, der kæmper med afhængighed, ved I, hvor svært det er at se dem ødelægge sig selv. Men selv i kølvandet på et tilbagefald, er håbet aldrig ude. Frelseren ved på grund af sit sonoffer, »hvorledes han kan bistå [os], hvad angår [vores] skrøbeligheder« (Alma 7:12). »Med helbredelse i sine vinger« (3 Ne 25:2) rejser han os, når vi føler os for trætte til at fortsætte, han »holder fast i os og opmuntrer os, og nægter at slippe os, før vi er sikkert hjemme.«⁶

Så hvad enten I lige har taget jeres første skridt, eller I har rejst tusindvis af kilometer med nogle på deres rejse mod at blive ædru, er her et par ting, som jeg har lært i årenes løb:

Hjælp dem med at undgå situationer, der trigger dem.

Uanset om den person, I støtter, er en ven, ægtefælle, medlem af familien eller kollega, så er det stort at hjælpe dem med at undgå udløsende situationer. Hver gang min familie går ud for at spise med min mor, beder vi for eksempel om et bord langt væk fra baren. Er der ikke et ledigt, så venter og snakker vi bare, indtil der er et.
Tal deres sag i sociale situationer.

Bare fordi den person, I støtter, har åbnet sig for jer om deres afhængighed, betyder det ikke, at de er klar til, at hele verden ved det. I de første stadier af en rehabiliteringsproces, kan det være ekstremt svært at forklare, hvorfor nogle undgår bestemte situationer eller træffer nogle bestemte valg, især over for fremmede. I de situationer kan man gøre livet lettere for dem ved at hjælpe med at forklare, hvis tingene bliver akavede.
Hjælp dem med at finde flere hjælpekilder.

Uanset, hvor involverede I er i rehabiliteringsprocessen, så kan I på ingen måde gøre alt. Sommetider har min mor bare brug for at tale med nogle, der selv har været der, nogle som forstår det, og det er helt i orden! Professionelle ressourcer og støttegrupper (som Kirkens afhængighedsprogram, rehabiliteringsgrupper, specialister i afhængighed og adfærd) ændrer bogstavelig talt livet, så tøv ikke med at anspore den person, I støtter, til at benytte sig af de ressourcer.
Falder de, så hjælp dem op igen.

Levede vi i en perfekt verden, fandtes der ikke tilbagefald, men dette liv er en prøvestand. Falder den person, I støtter, så mind dem om, hvor langt de er nået. Tilskynd dem til »aldrig at give op efter flere mislykkede forsøg, og betragt [dem] ikke som ude af stand til at ophøre med at synde og overvinde afhængighed.«⁷ Ældste Ulisses Soares fra De Tolv Apostles Kvorum, har sagt, »de har ikke råd til at lade være med at prøve«⁸ (og det har I heller ikke). Tilbagefald sender dem ikke tilbage til startfeltet. Det betyder ikke, at alt arbejdet og det, de har opnået, er væk. De har altid endnu en chance for at komme tilbage på sporet, række ud mod Frelseren og fortsætte fremad.
Hold fast i håbet

At se nogle, som I elsker, kæmpe for at overvinde deres afhængighed, kan sommetider få en til at tænke, om de nogensinde kommer sig helt. (Tro mig, jeg ved det! Jeg har været der flere gange, end jeg kan lide at indrømme). Selv Mormon spurgte: »Og hvad er det, I skal håbe på?« Uanset, hvor hårdt det bliver, er »håb … ved Kristi forsoning« altid indenfor vores rækkevidde (Moro 7:41).

I min levetid er min mor faldet flere gange af vandvognen, end jeg kan tælle til, men jeg kan med stolthed sige, at det er seks år siden, at hun sidst drak. Selvom det har taget mig flere år at lære og genlære, hvordan jeg bedst støtter hende, så har det at se hende blive ædru lært mig, at ingen nogensinde er for langt ude. Uanset, hvor mange gange det menneske, som I elsker, falder i igen, så fortsæt – bliv ved at støtte dem på den måde, I kan nu kan. Rehabilitering er en livslang opgave – en rejse, der er fuld af tårer, sejre, fiaskoer og triumfer – og det er værd at kæmpe for.