Tiende-pesos
Forfatteren bor i Chihuahua i Mexico.
Sofía vågnede tidligt. Det var en særlig dag. Hun skulle sælge limonade ved hendes moster og onkels loppemarked. Mamá lavede en stor dunk limonade til hende.
Sofía lavede et skilt. Hun skrev »Limonade!« med orange og gule bogstaver. Hun tapede det på et lille bord. Så satte hun sig ned og ventede.
Snart kom der en mand forbi. »Må jeg få et glas?« spurgte han. Han lagde nogle pesos i hendes bøtte.
»Ja da!« sagde Sofía. Hun hældte et glas limonade op til ham.
Lidt efter lidt begyndte folk at komme til loppemarkedet. Og lidt efter lidt købte de den lækre limonade. Morgenen gik godt. Snart var al limonaden væk.
Sofía raslede med sin bøtte. Den klingede af mønter. Hun havde mange!
»Godt klaret,« sagde papá.
Sofía havde aldrig haft så mange penge før. »Jeg vil købe en yoyo for dem!«
Papá smilede. »Ved du, hvad mor og jeg gør, når vi tjener penge?«
Sofía rystede på hovedet.
»Vi betaler tiende,« sagde papá. »Vor himmelske Fader giver os alt. Han beder om, at vi giver ham en lille del tilbage. Vi betaler tiende, fordi vi elsker ham.«
Sofía smilede. Hun ville gerne vise vor himmelske Fader, at hun også elskede ham.
Papá hjalp Sofía med at tælle sine penge. Hver gang hun talte til ti, lagde hun en pesos i en konvolut. Papá hjalp hende med at skrive tallene på et lille stykke hvidt papir. Så lagde de papiret ned i konvolutten med pengene. Så lukkede de konvolutten. Sofía ville give den til biskoppen dagen efter i kirken.
»Hvordan føles det?« spurgte papá Sofia.
»Rigtig godt! Og jeg har stadig penge til en yoyo.« Hun følte, at vor himmelske Fader var glad for hendes valg. ●