Hun er stadig vores
Min mand og jeg skulle besegles, men denne hellige ordinance var langt større end os to.
Illustration: Joshua Dennis
Efter syv års håb om og venten på børn, blev min mand og jeg endelig velsignet med en datter. Alicie var lyset i vores liv, men hun levede kun i fem måneder, før hun døde af lungebetændelse.
Det var den sværeste oplevelse i mit liv. Jeg kom hjem fra arbejde hver dag og satte mig ned og græd. Mine svigerforældre kom ofte og sad hos mig for at styrke mig. Jeg blev ved med at bede om endnu et barn, men det kom der ikke. Jeg var dybt fortvivlet.
Mine svigerforældre opmuntrede min mand og jeg til at rejse til templet i Suva i Fiji for at blive beseglet. Vi havde aldrig været i templet, og vi besluttede, at det var den bedste måde for at finde håb og helbredelse på.
Intet kunne have forberedt mig på det, jeg følte den dag! Jeg vidste, at min mand og jeg ville blive beseglet til hinanden for evigt. Denne kundskab fyldte mig med taknemmelighed og kærlighed. Men jeg havde ikke forstået, at denne hellige ordinance var langt større end os to.
I templet lærte jeg, at Alicie kunne blive beseglet til os. Jeg græd af glæde, da jeg lærte om denne hellige læresætning. Vores datter ville blive vores for evigt! Jeg vidner om, at Gud har sørget for alt, vi behøver for at blive lykkeligt i hans hellige hus.
I årene siden er min mand og jeg blevet velsignet med en søn og tre adopterede børn. Alligevel kan vi aldrig glemme Alicie. På grund af templets ordinancer er vores datter en del af vores familie for evigt.
Når jeg møder nogle, der har mistet et barn, føler jeg deres smerte. Men jeg ved også, at den smerte ikke er enden. Ved at miste Alicie, såvel som andre prøver, ved jeg, at Gud er der for mig. Når jeg bliver mismodig eller klager over noget, ved jeg, at Gud altid er der.
Jeg ved, at jeg vil se Alicie igen, og den sandhed fylder fortsat min mand og jeg med dyb glæde.