Ensom frokost
Forfatteren bor i Utah i USA.
Kali ønskede sig bare en ven.
»Helligånden hvisker med en stille stemme« (se Børnenes Sangbog, s. 56).
Kali gik ind i kantinen og så sig omkring. Alle de andre børn løb lige hen til deres venner og samledes ved bordene. Der var meget støj i lokalet og glad latter. Det var kun anden dag i skolen, men det så ud som om, at alle andre end Kali havde nogle at sidde sammen med.
Hun knugede håndtaget på sin madkasse og gik hen til et bord. »Må jeg sidde ved siden af dig?« spurgte Kali.
En pige med en lang brun fletning så op. Hun blev fornærmet og rystede på hovedet. »Nej. Der er optaget,« sagde hun.
»Okay.« Kali gik hen til en anden tom plads og satte sin madkasse.
»Du kan ikke sidde her! Jeg har gemt denne plads,« sagde en dreng i grønstribet skjorte. Han skubbede Kalis madkasse på gulvet. Alle hans venner grinede.
Kali bøjede sig ned og samlede sin madkasse op. Hun gik tværs igennem kantinen og satte sig ved et tomt bord. Hun fik øje på en hjemme fra vejen og prøvede at vinke, men han så den anden vej. Kali blev trist til mode. Hvorfor var der ingen, der ville være venner med hende?
Kali så ned på sin mad. Hun havde pludselig mistet appetitten. Hun tørrede sine øjne, lukkede sin madkasse og gik udenfor.
Alle andre var allerede i gang med at lege med deres venner. Kali satte sig på en bænk og så de andre børn have det sjovt. Så fik Kali øje på en jævnaldrende dreng, der sad alene i græsset. Han havde en plettet gul bluse på og hans hår strittede i nakken.
Kali så væk. Hun så en gruppe piger fra sin klasse spille bold. Hun ville ønske, at de ville invitere hende til at lege med.
Kali så på drengen igen. Han hang med hovedet, og han plukkede græsset rundt om sine fødder. Kali huskede noget, mor sommetider sagde: Hold øje med de børn, der er alene.
Kali blev trist til mode. Hun var også alene. Ingen prøvede at blive venner med hende.
Men så tænkte Kali på, da hun blev døbt sidste år. Hun lovede at lytte til Helligånden. Måske var det Helligånden, der hjalp hende til at huske, hvad mor havde lært hende. Måske prøvede Helligånden at fortælle hende, at hun skulle lege med drengen i den gule skjorte.
Kali sukkede og kom på fødderne. Hun kunne mærke en varm følelse brede sig i hjertet. Hun gik over og satte sig ved siden af drengen i græsset.
»Hej,« sagde hun.
»Hej,« mumlede han tilbage.
»Hvad er din yndlingsfarve?«
»Uhm … grøn.«
»Sejt nok. Jeg kan lide lyserød,« sagde Kali. »Har du et yndlingsdyr?«
Drengen rettede sig lidt op og så på hende. »Ja. Jeg kan virkelig godt lide dinosaurer.«
»Det kan jeg også. Min yndlings er en triceratops.«
Drengen smilede.
Så ringede det ind. Kali kom på fødderne og vinkede farvel til drengen. Hun smilede, da hun gik tilbage til klasseværelset alene. Hun havde måske ikke en bedste ven, men hun var glad for at vide, at hun havde gjort en andens frikvarter lidt bedre. ●