2020
Sådan blev jeg helet efter seksuelt misbrug
Oktober 2020


Sådan blev jeg helet efter seksuelt misbrug

Mit liv har været et mareridt. Men senere hen har jeg lært, at i mine mørkeste stunder har jeg kunnet stole på min Frelser.

silhouette of girl

Fotografi fra Getty Images, brugt som illustration, modelfoto

Mit mareridt begyndte, da jeg blot var syv år, og min mor giftede sig igen. Vi kunne rigtig godt lide min nye stedfar. Han var flink og passede fint ind i vores familie. Jeg følte mig tryg i hans nærhed. Alt var godt indtil en dag, hvor alle andre havde travlt, og han misbrugte mig seksuelt.

Jeg kunne ikke forstå, hvad han havde gjort imod mig. Jeg følte mig bange, forvirret og noget så skamfuld. Men jeg var for bange til at sige det til nogen. Jeg tænkte, at det ville knuse min families nyfundne lykke, og ingen ville tro mig alligevel. Så jeg besluttede at være tavs omkring det.

Han havde kun misbrugt mig den ene gang, men mindet om det overgreb tyngede mit sind. Med tiden blev jeg så bange for, at nogle skulle gennemskue min smerte og opdage min hemmelighed, så jeg prøvede at skjule sandheden ved at blive gode venner med min stedfar. Han var særlig flink ved mig, og jeg begyndte at synes om ham igen.

Men så blev tingene værre. Da min mor begyndte at arbejde om natten, misbrugte min stedfar mig jævnligt. Jeg følte mig så hjælpeløs. Jeg ville gerne sige noget, men min stedfar var så vellidt, og jeg tænkte, at alle ville holde med ham. Så når jeg blev alene om natten, tryglede jeg Gud om at hjælpe mig med at holde min hemmelighed.

Åbnede munden

En dag stoppede misbruget pludseligt. Jeg anede ikke hvorfor. Og selvom han ikke længere misbrugte mig, følte jeg mig altid snavset og skamfuld. Jeg hadede mig selv. Sommetider tænkte jeg endda, at døden ville være lettere end min virkelighed. Jeg ville stadig gerne sige noget, men jeg var bange for, hvad sandheden ville gøre.

Da jeg var blevet 14, hørte jeg en søndag i kirken en lektion om at træffe store beslutninger. Min lærer opmuntrede os til at faste og bede og lovede os, at Gud ville give os styrke til at gøre det rette. Efter kirke blev jeg ved med at tænke på det, hun havde sagt. Jeg spekulerede på, om Gud virkelig ville hjælpe mig med at sige noget, hvis jeg bad ham om det.

Den næste dag fastede jeg om mod til at fortælle min mor om misbruget. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, for jeg kunne kun tænke på, hvordan hun ville reagere. Da jeg nåede hjem, følte jeg mig rigtig syg. Jeg bad igen om styrke, men jeg følte mig ikke klar til at sige noget til hende.

Den aften gik jeg hen til min mor, mens hun lavede mad. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men da jeg så hende i øjnene, fandt jeg modet til at begynde at tale. Da jeg først var kommet i gang, løb alt det, jeg havde gemt på i årevis ud af mig.

Min mor og jeg satte os på sofaen og græd sammen. Bagefter kontaktede vi grenspræsidenten og ringede til politiet. Min stedfar kom til at stå til ansvar for det, han havde gjort mod mig, og jeg fik den beskyttelse, jeg havde brug for – jeg behøvede aldrig at se ham igen.

actor portraying Jesus

Vejen til heling

I den tid var det svært at skulle fortælle myndighederne om mine oplevelser, og at vennerne spurgte, hvor min stedfar var, men med min families støtte var jeg ikke længere alene. Sammen har vi fået et nyt familiemotto: »Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft« (Fil 4:13). Hele vores slægt har også vist deres kærlighed og støtte, og med tiden er vi alle sammen begyndt at hele.

Mor og jeg har fået professionel vejledning, og det har været en stor hjælp! Min terapeut var lige, hvad jeg havde brug for. Hun hjalp mig med at forstå alle de følelser, jeg havde, og hun hjalp mig med at håndtere mine dårlige minder. Jeg havde ikke indset, hvor meget jeg led, før jeg begyndte at føle mig hel igen.

Jeg troede ikke, at smerten ville forsvinde, bare fordi jeg talte om den, men jeg indså heller ikke, hvor lang tid (og hvor stor tålmodighed) det ville tage at hele. Jeg havde så længe følt, at jeg ikke var noget værd. Jeg skulle lære at elske mig selv igen.

Jeg fandt min tabte fred, da jeg vendte mig til min Frelser og vor himmelske Fader. Det har givet mig styrke og håb at indse, at de præcist vidste, hvad jeg følte. Jeg stolede på dem i de mørkeste stunder. Med tiden begyndte minderne at falme, og jeg har virkelig følt fred igennem Frelserens kærlighed.

Noget af det dejligste ved hele helingsprocessen var at indse, at jeg havde en lysende fremtid for mig. Da jeg blev misbrugt, kunne jeg end ikke forestille mig at få et normalt liv. Jeg følte mig beskadiget for altid. Men med hjælp og heling har jeg fundet noget at se frem til. Jeg begyndte at fortælle andre piger, der led, om min historie, og jeg besluttede tilmed at tage på mission. Det har styrket mig at dele mit vidnesbyrd.

Jeg er ikke defineret af det, min stedfar gjorde imod mig. Han ændrede mit liv for altid, men jeg vælger at bruge min erfaring til at hjælpe andre. Nogle dage er stadigt svære, men trods alt har Herren styrket mig, og jeg ved, at han fortsat vil hjælpe mig. Jeg er blevet transformeret fra offer til overlever.