»Har du en blå bog med guldbogstaver?«
Nogen tid efter, jeg havde smidt bogen væk, blev jeg nysgerrig efter at vide, hvad den indeholdt.
For flere år siden fik jeg en blå bog med guldbogstaver på forsiden af nogle missionærer, der tjente på den militærbase, hvor jeg blev trænet til mit job i den amerikanske flåde.
Da jeg begyndte at læse bogen, var der nogle, der fortalte mig, at den var et falsum, for den var kopieret fra Bibelen. Det fik mig til at tvivle på bogen, men jeg holdt fast i den. Jeg læste lidt i den, smed den i bunden af min rygsæk og glemte så alt om den.
Der gik mere end et år, før jeg syntes, at der skulle ryddes op i min rygsæk. Jeg fandt bogen, men jeg havde mistet interessen for den og smed den væk. Men nogen tid efter blev jeg alligevel nysgerrig efter at vide, hvad der var i bogen med guldbogstaverne. Nu ved jeg, at den følelse kom fra »den Ånd, der leder til at gøre det gode« (L&P 11:12).
I 2005 inviterede en ny ven mig til at lytte til missionærerne. Til at begynde havde jeg spørgsmål og betænkeligheder omkring det, de sagde, men missionærerne var troværdige og kom med svar, der gav mening for mig.
Da jeg indså, at disse missionærer var ligesom dem, jeg havde mødt flere år tidligere, spurgte jeg dem lidt nervøst: »Har I en blå bog med guldbogstaver?«
»Ja, vi har!« svarede den ene af dem. »Den kaldes Mormons Bog!«
Jeg blev begejstret for at få Mormons Bog igen. Jeg blev faktisk så begejstret, at jeg læste den mere end en gang på under to uger! Mens jeg læste og bad, fik jeg en kundskab om, at det er Guds ord.
Ældste Rubén V. Alliaud fra De Halvfjerds sagde engang noget ved en generalkonference, der stemmer med min oplevelse af Mormons Bog: »Derfor vil enhver læser, der forpligter sig til et oprigtigt studie af [Mormons Bog] i en ånd af bøn, ikke bare lære om Kristus, men de vil lære af Kristus – særligt hvis de træffer beslutningen om at ›prøve virkeevnen af Guds ord‹ [Alma 31:5] og ikke afviser det for tidligt på grund af forudindtaget vantro ud fra det, andre har sagt om ting, de aldrig har læst.«1
Ved at læse Mormons Bog, bede og stole på Ånden, har jeg set store ting udfolde sig i mit liv.