Kirkebygninger – steder for ærbødighed og gudstjeneste
Biskop Dean M. Davies
Førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd
Herrens Ånd er i vores kirkebygninger og vil inspirere os, når vi opfører os ærbødigt for ham.
En god kollega fortalte mig engang om en oplevelse, han havde haft med at udføre en opgave, der gik på at sætte stole på plads og rydde op i stavscentret efter en stavskonference. Efter han havde udført disse opgaver en halv time, opdagede han, at han var alene i bygningen. Frem for at føle sig alene og en trang til hastigt at forlade stedet, bemærkede han den samme sødmefulde fred, som han havde følt under konferencen, og den tog til.
Da han var blevet færdig med opgaven og forlod bygningen, mødte han et andet medlem, der iagttog ham indgående. Da han indså, hvad min ven havde gjort, tog han ham i hånden og sagde: »Bror, Herren ser de små ting, du gør for ham, og han kigger ned og smiler ad dem.«
Flere år senere, da han tjente som biskop, befandt den samme ven sig igen alene i kirkebygningen. Da han havde slukket lyset i bygningen, nød han et øjeblik det månelys, der strålede ind igennem vinduerne og ramte forhøjningen.
Igen skyllede den velkendte følelse af fred ind over ham, og han satte sig ned forrest i kirkesalen og tænkte over de mange hellige stunder, han havde nydt i de rammer – de mange gange han havde set præsterne bryde brødet ved nadverbordet, når han havde følt Ånden ledsage sig, når han skulle tale ved menighedskonferencer, de dåbsmøder han havde stået for, de smukke koropførelser han havde hørt og de talrige vidnesbyrd, som menigheden medlemmer havde båret, der havde rørt ham dybt. Da han sad der alene i kirkesalen, følte han sig overvældet af den samlede virkning, som disse oplevelser havde på hans og medlemmernes liv, og han bøjede sit hoved i dyb taknemmelighed.
Min ven var blevet víst og korrekt undervist om, at de helligste steder på jorden er templerne og hjemmet, men gennem sine oplevelser begge de steder, fik han også en forståelse af vores kirkebygningers hellige beskaffenhed. Eftersom de er indviet med præstedømmemyndighed, bliver disse bygninger rammer, hvor Herren udøver åbenbaringer over sit folk og hvori »guddommelighedens kraft« tilkendegives igennem de ordinancer, der finder sted der (se L&P 84:20).
Kombinationen af kirkebygningen og hjemmet giver de trofaste hellige den lovede glæde, de kan nyde på sabbatsdagen. Det bliver et sted, hvor medlemmernes samlede tilbedelse gør, at »deres hjerter knytte[s] sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden« (Mosi 18:21) og til Frelseren. For at vi kan vise passende taknemmelighed og respekt for udgydelsen af de åndelige velsignelser, der tilflyder os i vores kirkebygninger, bør vi tilgå de kirkebygninger med en indstilling af dyb og oprigtig ærbødighed.
Betydningen af ærbødighed
I vor tids kirkekultur er ordet ærbødighed blevet synonym med ordet stille. Selvom blid musik bestemt er passende i vores kirkebygninger, fanger denne noget begrænsede tolkning ikke den fulde betydning af ordet. Ordet Ærbødighed kan på dansk spores tilbage til tysk af verbet ehrerbietig ›som tilbyder eller viser ære‹, i denne form er det påvirket af ældre nydansk erbødig, som betyder ›rede, villig‹.1 Kunne vi måske finde er ord, der bedre beskriver følelsen i vores sjæl, når vi vitterlig tænker over, hvad Frelseren har gjort for hver eneste af os?
Jeg bliver mindet om ordene i den smukke salme, vi synger i vores kirkebygninger, »O, se hvilken kærlighed Jesus har vist mod mig.«2 Den dybe følelse af taknemmelighed, hyldest og forundring er kernen i ærbødighed, og tilskynder os til at undgå enhver form for sprog eller adfærd, der kan mindske de følelser i os selv eller andre.
Fotografi af en kvinde på talerstolen: Tiffany Myloan Tong.
Kirkebygninger og sabbatsdagen
Fra moderne åbenbaring ved vi, at en central del af vores helligholdelse af sabbatten er at »tage til bønnens hus og bringe [vores] sakramenter som et offer på [Herrens] hellige dag« (L&P 59:9). »Bønnens hus[e]«, som vi samles i på sabbatten, er vores hellige kirkebygninger.
Præsident Russell M. Nelson har hjulpet os til bedre at forstå den tætte sammenhæng mellem vores ærbødighed for Frelseren og vores følelser for sabbatsdagen. Præsident Nelson har om sin egen erfaring med at lære at ære sabbatten sagt: »Jeg lærte af skrifterne, at min adfærd og indstilling til sabbatten var et tegn mellem mig og min Fader.«3
Akkurat lige som vores opførsel og indstilling til sabbatten er et tegn på vores hengivenhed for Herren, er vores opførsel, vores indstilling og selv måden vi klæder os på i hans bønnehus en indikator for den ærbødighed, vi føler over for Frelseren.
Kirkebygninger og ordinancer
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har understøttet vores forståelse af dette og sagt:
»Udover at skabe tid til mere hjemmebaseret evangelisk undervisning [understreger] vores ændrede søndagsmøder … Herrens nadver som den hellige, anerkendte centrale del i vores ugentlige gudstjeneste. Vi må erindre på en så personlig måde som mulig, at Kristus døde af et knust hjerte ved helt alene at bære hele den menneskelige families synder og sorger.
Eftersom vi har bidraget til denne dødelige byrde, kræver et sådant øjeblik vores respekt.«4
Det er vigtigt at mindes, at det udpegede sted for den ophøjede respektfulde stund til Frelseren er kirkesalen i kirkebygningen. Udover den ærbødighed vi føler under den ugentlige nadverordinance, forstørres vores følelse af ærbødighed og respekt, når vi tænker på de andre præstedømmeordinancer og velsignelser, der finder sted i kirkebygningen, blandt andet navngivelse og velsignelse af små børn, dåb og bekræftelse, præstedømmeordinationer og indsættelse i kaldelser. Hver af disse ordinancer og velsignelser kan føre en udgydelse af Helligånden med sig, hvis de, der deltager, og de, der er til stede, kommer med en ærbødig indstilling.
Fotografi: James Iliff Jeffery
Kirkebygninger og gudstjeneste
Sabbatsdagen giver os mulighed for at tilbede Herren under vores hjemmestudium og som menighed under nadveren og andre møder. Siden Kirkens første tid har de hellige nydt at komme sammen for at socialisere og styrke deres fællesskabsbånd som brødre og søstre. Vores kirkebygninger er tilmed udformet med steder til at understøtte sådanne aktiviteter i ugens løb. Vi må dog aldrig tabe det primære formål med disse faciliteter af syne, som er at tilbede og dyrke Gud.
Gudsdyrkelse og ærbødighed er tæt forbundet. »Når vi tilbeder Gud, nærmer vi os ham med ærbødig kærlighed, ydmyghed og beundring. Vi anerkender og accepterer ham som vores ophøjede Konge, Skaberen af universet, vores elskede og uendeligt kærlige Fader.«5
Dette centrale formål med at komme i kirke, bør derfor påvirke vores adfærd i kirkebygningen, selv når vi er der i forbindelse med sociale eller rekreative aktiviteter. Der bør gøres store bestræbelser for at minimere uro, uorden eller skade på nogen del af faciliteterne som følge af kirkeaktiviteter, og der bør handles prompte for at rengøre eller reparere, hvis skaden skulle ske.
Børn og unge kan undervises om, at ærbødighed og varetagelse af kirkebygningen rækker længere end til søndagsmøderne. Medlemsdeltagelse i rengøringen af kirkebygningen – især den fælles deltagelse af forældre og børn – er en skøn måde at udvikle en følelse af ærbødighed på for vores hellige faciliteter. Som det blev vist i min vens oplevelse med at rydde op i sit stavscenter efter en stavskonference, så er selve den handling at tage sig af kirkebygningen en måde at dyrke Gud på og indbyde Herrens Ånd.
Fotografi af medlemmer, der står udenfor: Massimo Criscione
Kirkebygninger og Frelseren
Under præsident Nelsons profetiske ledelse er der blevet gjort en betydelig indsats for at sikre, at Jesu Kristi navn aldrig udelades, når vi omtaler hans kirke. På tilsvarende vis må vi aldrig tillade, at Frelseren ikke står helt centralt i vores gudstjeneste – deriblandt i vores kirkebygninger.
Vi er vant til at omtale templet som Herrens hus, hvilket er en præcis og vigtig betegnelse. Vi er dog måske mere tilbøjelige til at glemme, at hver eneste af vores kirkebygninger er indviet med præstedømmemyndighed som et sted, hvor Herrens Ånd kan dvæle og hvor Guds børn – både indenfor og udenfor Kirken – kan komme »til kundskab om deres forløser« (Mosi 18:30).
Det nyligt bekendtgjorte initiativ til at udsmykke vores kirkebygninger med kunst, der afbilder Frelseren og de guddommelige begivenheder i hans jordiske og efterjordiske liv, er udformet for at drage vores øjne, sind og hjerte nærmere til ham. Når I træder ind i disse »bønnens huse« til møder og aktiviteter, opfordrer vi jer kærligt til at standse op, kigge på og tænke over disse hellige malerier og lade dem øge jeres følelse af respekt og ærbødighed for Gud.
Profeten Habakkuk siger i Det Gamle Testamente: »Men Herren er i sit hellige tempel. Vær stille for ham, hele jorden!« (Hab 2:20). Må vi ligeledes huske på, at Herrens Ånd er i vores kirkebygninger, og vil gennemtrænge vores hjerte i en sådan grad, at vi opfører os ærbødigt for ham.