Trosskildringer
Sakiusa og Salote Maiwiriwiri
Suva i Fiji
Jeg kunne knap tro den fred og glæde, jeg fandt i familien Maiwiriwiris hjem. Til trods for at de havde mistet to af deres børn, levede de med glæde og en følelse af mål og mening hver dag.
Leslie Nilsson, fotograf
Salote:
To år efter, at vores søn Esa døde af lungekræft, døde vores datter Esalynn af meningitis. I templet fik jeg en stærk tilskyndelse til at tale med en seniorsøstermissionær, der også havde mistet to børn nogle år tidligere. Hun sagde: »Hvis I gør jeres hjem til et helligt sted, kan I mærke jeres børns nærvær der.«
Det er blevet vores mål. Alt det, vi gør, gør vi for at gøre vores hjem til et helligt sted. Vi vil gerne føle, at de er os nær.
Vi ved ikke, hvordan man kan være forældre gennem sløret. Men vi gør vores bedste for at leve retskaffent, vi tror, at de kan mærke vores bestræbelser. Vi nævner Esa og Esalynn ved navn, når vi har familiebøn.
Når vi er uenige om noget her i hjemmet, prøver vi at ordne det hurtigt. Vi vil gerne have at vores hjem forbliver så helligt et sted som muligt. Når vi har gjort det, har vi alle følt håb, heling og kærlighed.
Sakiusa:
Erfaringen med at miste Esa og Esalynn har knyttet os tættere sammen som familie. Vi rådfører os med vores andre børn. Vi kommer i templet som familie. Vi lever vores liv så enkelt som muligt og vælger at være taknemmelige hver dag. Når vi taler om, hvad det betyder at være beseglet i templet som familie, bliver den besegling levende for os. Og igennem alt dette, føler vi tilstedeværelsen af vores børn.
Noget af det første vi gjorde for at gøre vores hjem helligere, var at begynde at læse Mormons Bog hver dag. Til at begynde læste vi historier fra Mormons Bog med billeder for vores yngre børn. Så føjede vi videoer til. Nu læser vi mere fra selve Mormons Bog. Jeg kan vidne om kraften i Mormons Bog.
Jeg kan også vidne om styrken i frelsesplanen. Da vi planlagde begravelser for Esa og Esalynn, besluttede vi ikke at afholde overdådige begravelser, som det er almindeligt i vores kultur. I stedet for var min hustru og jeg de eneste, der talte, og vi talte om frelsesplanen. Mange af vores slægtninge har siden tilsluttet sig Kirken, efter de hørte om disse sandheder ved begravelserne.
Sakiusa underviser sin familie om, at tilbagegang ikke er livets vej, det handler om at se fremad. »Hver dag bliver vi lidt bedre,« siger han. De lever deres liv så enkelt som muligt og vælger at være taknemmelige.
Salote holder meget at være sammen med sine børn og undervise dem i evangeliet.
Familien Maiwiriwiri har et stærkt vidnesbyrd om at være beseglet i templet. De har taget disse sandheder ekstra til sig i erindringen om Esa og Esalynn.
Når familien Maiwiriwiri holder fokus på at leve enkelt og bevæge sig fremad, finder de taknemmelighed for deres velsignelser hver dag. »Vi er taknemmelige for det, vi har,« siger Sakiusa.