Ring til far
Hvis jeg træder godt til, kan jeg nå hjem, inden gaden bliver oversvømmet.
»Vær … ved godt mod, for jeg vil lede jer frem« (L&P 78:18).
Yu trådte ud af skolen og ned på fortovet med travle mennesker. Han havde hovedet fuld af matematik efter sin ekstratime. Folk skyndte sig af sted med deres paraplyer. Regnen faldt tungt og tæt, og gaden sejlede.
Yus ven, Lin, trådte hen ved siden af ham. »Du bør ringe til din far og få ham til at hente dig,« sagde Lin. »Mr. Zhang siger, at der er oversvømmelser i visse dele af byen.«
»Jeg kan godt selv komme hjem.«
»Men se alt det vand!« sagde Lin og pegede på vandet, der hvirvlede ned i kloakken.
Et øjeblik kom Yu i tvivl. Havde Lin ret? Måske burde han ringe til far og bede om at blive hentet, inden alle gaderne var oversvømmet. Men ham og far havde skændtes aftenen inden, og Yu var stadig sur. Han ville ikke bede far om hjælp.
Yu låste sin cykel op og sagde farvel til Lin. Hvis jeg træder godt til, kan jeg nå hjem, inden gaden bliver oversvømmet, tænkte han.
Han trådte hårdt til, men han kom hurtigt til at fryse om fingrene, hans tøj var gennemblødt, og han blev træt. Igen kom tanken om at ringe til far. Kom den følelse fra Helligånden? Missionærerne, der havde døbt ham, havde sagt, at Helligånden kunne være hans vejleder. Yu kiggede op på himlen. Den var så grå, at han ikke kunne se toppen af bygningerne. Men han var stadig sur på far.
Yu ignorerede følelsen og cyklede videre. Vandet stod så højt, at butikkerne begyndte at lukke. Folk flyttede deres ejendele højere op. Yu så en mor skubbe sine to børn igennem vandet i en lille plastikbåd.
Da vandet stod op over hans ankler, kunne Yu ikke cykle mere. Han stod af og skubbede cyklen. Det var nok for sent at ringe til far, og regnen fossede stadig ned. Det tordnede og lynede over ham. Yu blev bange. Og han var så træt. Han så fremad. Der var stadig langt hjem. Han skulle ikke have ignoreret Helligånden på grund af et dumt skænderi.
Yu gjorde holdt for at bede en kort bøn. Han kunne ikke høre sin egen stemme på grund af regn og torden, men han vidste, at vor himmelske Fader kunne høre ham.
»Vor himmelske Fader,« bad Yu. »Hjælp mig med at komme sikkert hjem.« Da han var færdig, følte han sig stærk nok til at fortsætte.
Endelig kunne Yu se sit hus oppe på bakken. Kold, træt og uden sin ene sko, slæbte Yu sig op ad bakken. Han kunne se, at far stod og ventede på ham udenfor. Far skyndte sig ned ad bakken for at møde ham, og vandet plaskede op omkring ham.
Da far kom ned til Yu, slog han armene om ham. »Jeg var så nervøs!« sagde far. »Du skulle have ringet til mig!«
»Jeg troede, at vi var sure på hinanden,« sagde Yu.
»Jeg er aldrig for vred til at hjælpe dig,« sagde far. Så tog han Yus cykel og trak den resten af vejen op ad bakken.
Selv om tordenen stadig bragede imellem bygningerne og den tunge regn kom væltende ned, fyldte en varm følelse Yus hjerte. Han følte fred og tryghed, da han fulgte med far hjem. ●