Ny ass. redaktør for Liahona
Langt om længe
Lige siden søster Marlene Olsen fra Ålborg Menighed blev afløst fra sin kaldelse som ass. redaktør for Liahona – en kaldelse, som hun udførte fantastisk og tilførte bladet nye dimensioner – har vi savnet en ny på posten og jævnligt forespurgt rette sted. Men det er en svær proces, for det går gennem områdepræsidentskabet. Men nu er det lykkedes.
Og hvem er det så lige?
Kaldet til opgaven er bror Steffen Vestergaard, der tilhører Fredericia Menighed. Bror Vestergaard, der er 74 år gammel, er oprindeligt fra Esbjerg, hvor han blev døbt i maj 1968 på en kølig aften i havet ud for Fanø Nordspids, som den eneste i familien.
Bror Vestergaard har siden tjent i talrige kaldelser som grenspræsident tre gange (Odense og Silkeborg – 18 år i alt), rådgiver i biskopråd (Odense og Randers) og i stavspræsidentskabet i Aarhus Stav (i 9 år), som medlem af højrådet i Aarhus Stav med ansvar for slægtshistorie samt som højpræsternes gruppeleder i Odense og mangeårig lærer i hhv. Søndagsskolen, præstedømmet og institut.
Ingen tvivl om, at bror Vestergaard er godt kendt i, med og af Aarhus Stav.
Familie og arbejde
I 1971 blev den nye redaktør viet til søster Birte Blønd i Odense. Parret, der altså kan fejre guldbryllup i år, har 5 børn og 5 svigerbørn og ser frem til barnebarn nr. 15. Ligesom bror og søster Vestergaard tilhører 3 af børnene Fredericia Menighed.
Bror Vestergaard er først uddannet som klejnsmed, hvorefter han umiddelbart blev uddannet til maskiningeniør på Odense Teknikum. Han var beskæftiget som sådan, indtil han gik på pension.
Hjertelig tillykke med kaldelsen, og jeg ser frem til et godt samarbejde til glæde for bladets mange læsere.