Seminar og institut
Lektion 28: Et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus


Lektion 28

Et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus

Indledning

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har erklæret: »Vi bærer, som hans behørigt indsatte apostle, vidnesbyrd om, at Jesus er den levende Kristus« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 3). Vi har gennem dette kursus studeret Jesu Kristi evige tjenestegerning og profeternes vidnesbyrd om ham. Når vi får et personligt vidnesbyrd gennem Helligånden om, at Jesus er den levende Kristus, er vi forberedt til at bære vores vidnesbyrd om Frelseren for andre.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

2 Nefi 25:26; Mosija 18:8-11

Stå som Kristi vidne

Spørg de studerende, om nogle af dem har været i en situation, hvor de var det eneste medlem af Kirken eller det eneste menneske, som repræsenterede Kirkens standarder. Bed dem om at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvad følte I, da I tilpassede jer den situation som Jesu Kristi disciple?

  • Var der nogle betydningsfulde eller udfordrende aspekter ved jeres oplevelse?

Mind de studerende om beretningen i Mormons Bog om Alma, som blev omvendt gennem profeten Abinadi. Efter Almas omvendelse begyndte han også at prædike evangeliet. I Mosija 18 kan vi læse hans læresætninger om dåbspagten. Bed en studerende om at læse Mosija 18:8-11 højt. Bed de studerende om at følge med og identificere holdninger og handlinger, som fortæller, at en person er parat til at indgå og holde dåbspagten. Når de studerende har svaret, skal du henvise til vendingen »at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder« i vers 9. Spørg dernæst:

  • Hvad betyder det at stå som et vidne om Gud Faderen og Jesus Kristus »til alle tider og i alle ting og på alle steder»? (Mosi 18:9).

Vis følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en studerende om at læse den højt:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Det er apostles kaldelse og ordination at være særlige vidner om Kristi navn i hele verden (se L&P 107:23), men pligten til at vidne og bære vidnesbyrd om Kristus til alle tider og på alle steder gælder for alle medlemmer af Kirken, som har modtaget Helligåndens vidnesbyrd« (»Vidner om Kristus«, Stjernen, jan. 1991, s. 28).

  • Hvem har ifølge ældste Oaks ansvaret for at vidne om Jesus Kristus? (Sørg for, at de studerende forstår følgende sandhed: Alle Kirkens medlemmer har indgået pagt om at stå som vidner om vor himmelske Fader og Jesus Kristus).

  • Hvordan kan vi, udover verbalt at fortælle om vores tro og vidnesbyrd, stå som vidner om Kristus? (For at hjælpe de studerende med at besvare dette spørgsmål kan du bede dem læse Matthæus 5:14-16 og 3 Nefi 18:24).

Vis følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en studerende om at læse den højt:

Billede
Ældste D. Todd Christofferson

»Under sit virke på den vestlige halvkugle gav Frelseren denne befaling: ›… hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre« (3 Ne 18:24). Folk skulle gerne se noget af Jesus Kristus i os. Den måde, hvorpå vi handler, taler, fremstår og tænker, afspejler ham og hans lære« (»Bliv et af Kristi vidner« Liahona, mar. 2008, s. 60).

  • Hvornår har I oplevet andre handle, tale eller fremstå på måder, som afspejler deres tro på Jesus Kristus?

  • Hvordan ville I råde andre til at overvinde tøven eller frygt for at være et vidne om Jesus Kristus?

Skriv følgende sætninger på tavlen:

Taler om Kristus

Fryder os i Kristus

Prædiker om Kristus

Profeterer om Kristus

Skriver om Kristus

Bed de studerende om at læse 2 Nefi 25:26 for sig selv, og bed dem forklare, hvordan man kan bære sit vidnesbyrd om Jesus Kristus på de måder, der er beskrevet på tavlen. Som hjælp til klassens drøftelse skal du bruge følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson efter behov:

Billede
Ældste D. Todd Christofferson

»Nefis vending ›vi taler om Kristus‹ [2 Ne 25:26] antyder, at vi ikke skal være tilbageholdende med at tale om vore følelser for Frelseren i vore samtaler og uformelle sammenkomster. Det er ofte disse situationer, hvor vi er på tomandshånd, at man åbent og venligt kan drøfte, hvem han er, og hvad han gjorde og forkyndte samt opmuntre andre til at elske og følge ham.

›Vi fryder os i Kristus‹ angiver, at vores livssyn er positivt, som en afspejling af vores tro på Kristus. Vi ved, at ›hans nåde er tilstrækkelig‹ til at forløse os fra død og synd og gøre os fuldkomne i ham (se Moro 10:32-33). Skønt vi møder skuffelser og sågar tragedier, ved vi, at takket være ham er vores evige lykke sikret. Når vores tro på Jesus Kristus skinner igennem, viser vi andre, som ›slider [sig] trætte og bærer tunge byrder‹, hvordan de kan finde hvile i ham (se Matt 11:28-30).

›Vi prædiker om Kristus‹ henviser bestemt til fuldtids- og medlemsmissionering, men omfatter også det, som vi foretager os ved vore kirkemøder, i søndagsskoleklasser og ved lignende sammenkomster, hvor han er genstand for studium og forkyndelse. Vores deltagelse som lærere og elever er en del af det at bære vidnesbyrd om ham …

›Vi profeterer om Kristus‹ betyder, at vi udtrykker vores vidnesbyrd om ham ved Åndens kraft (se 1 Kor 12:3). ›For Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd‹ (Åb 19:10). Ligesom dem, der i oldtiden profeterede om hans komme, kan vi også i ord og gerning bekræfte profetierne om hans andet komme …

›Og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier‹ påpeger visdommen i at udfærdige en permanent optegnelse over vore vidnesbyrd om Kristus. Vi ved, at de vidnesbyrd, som vi bærer, ›er optegnet i himlen, for at englene kan betragte det; og de fryder sig over [os]‹ (L&P 62:3). Vore egne efterkommere og andre vil måske læse og glæde sig over vore vidnesbyrd om Kristus, som blev nedskrevet til gavn for dem« (»Bliv et vidne om Kristus«, Liahona, mar. 2008, s. 62-63).

Når du afrunder denne del af lektionen, skal du opmuntre de studerende til at tænke over et af områderne på tavlen og sætte sig et mål om, hvad de vil gøre for at udvikle sig til et stærkere vidne om Jesus Kristus.

At vidne om Jesus Kristus

Bed de studerende om at tænke tilbage på dette semesters kursus og finde nogle af Jesu Kristi roller samt nogle af de emner, der handlede om ham, og som blev drøftet i klassen. Sammenfat de studerendes svar på tavlen. (Rollerne kan omfatte Talsmand, Frelser, Forløser, Førstefødte, Enbårne, Jahve, Messias, Skaber. Emner kan omfatte følgende: Jesus Kristus som midtpunkt i Guds plan, hans førjordiske mission, realiteten at han lever, hans mission efter døden, det andet komme, hans hersken i tusindårsriget, evangeliets gengivelse, hans ledelse af Kirken og måderne, hvorpå han er verdens lys og liv).

Download og vis en video med følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), hvor han bar sit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Hvis videoen ikke findes på dit sprog, kan du bede en studerende om at læse udtalelsen højt.

Billede
Præsident Gordon B. Hinckley

»Jesus er min ven. Ingen anden har givet mig så meget. ›Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner‹ (Joh 15:13). Han gav sit liv for mig. Han åbnede vejen til evigt liv. Kun en Gud kunne gøre det. Jeg håber, at jeg er regnet som værdig til at være hans ven.

Han er mit forbillede. Hans levevis, hans fuldstændig uselviske opførsel, hans hjælpsomhed mod de nødlidende og hans store offer står alt sammen som et forbillede for mig …

Han er min lærer. Ingen anden røst har nogensinde udtalt så smukke ord …

Han er min helbreder. Jeg ser med ærefrygt på hans underfulde mirakler …

Han er min leder. Jeg er beæret over at være en af den lange række af dem, som elsker ham og har fulgt ham gennem de to årtusinder, som er gået siden hans fødsel …

Han er min Frelser og min Forløser. Ved at give sit eget liv, i smerte og ufattelig lidelse, har han rakt ud for at løfte mig, og enhver af os, og alle Guds sønner og døtre, fra det evige mørkes dyb, som fulgte efter døden … Min taknemlighed kender ingen grænser. Min tak til Herren har ingen ende.

Han er min Gud og min Konge. Fra evighed til evighed hersker og regerer han som Kongernes Konge og Herrernes Herre. Der er ingen ende på hans herredømme. Natten sænker sig ikke over hans herlighed« (»Mit vidnesbyrd«, Liahona, juli 2000, s. 85).

Præsenter de studerende for følgende situation: Hvilke tre eller fire ideer ville I fremhæve, hvis nogen spurgte jer om, hvad I tror om Jesus Kristus? Giv dem tid til at nedskrive deres tanker. Bed så de studerende om parvis at fortælle hinanden om deres svar. Opfordr dem til at drøfte, hvorfor de har valgt, som de gjorde, og fortælle om oplevelser, der har styrket deres forståelse af og deres kærlighed til Frelseren. Når de studerende har haft nok tid, skal du spørge dem, om de har lyst til at bære deres vidnesbyrd om Jesus Kristus for klassen.

Afslut ved at bære dit eget vidnesbyrd om den levende Kristus og hans evige mission. Overvej at udtrykke din taknemlighed for mange af de betydningsfulde roller, som blev udfyldt af Herren Jesus Kristus igennem tiderne. Giv derpå de studerende følgende udfordring: Nu hvor I er nået afslutningen på dette kursus, skal I overveje, hvem som ville blive styrket ved at høre jeres vidnesbyrd om Frelseren. I den kommende uge og bagefter skal I beslutte jer for, hvem I vil fortælle det til, og hvordan I vil gøre det.

De studerendes læsemateriale

Udskriv