Seminar og institut
Lektion 10: Kom og følg mig


Lektion 10

Kom og følg mig

Indledning

Jesus Kristus sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Joh 14:6). »[Jesu] vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 3). Denne lektion fokuserer på Jesu Kristi invitation til alle om at følge ham og blive hans disciple. Denne lektion undersøger også, hvad det vil sige at vandre på disciplens vej.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Johannes 1:35-47; 2 Nefi 26:33; Alma 5:33-34

Jesus Kristus inviterer os alle til at blive hans disciple

Bed en studerende om kort at fortælle om en gang, hvor vedkommende var på vej til et sted og begik en fejl ved at køre den forkerte vej eller dreje for tidligt. Bed derefter de studerende om at læse Johannes 14:6 og med egne ord fortælle den læresætning, som Jesus belærte om i dette vers. (De studerende bruger måske andre ord, men de bør forstå, at den eneste måde, vi kan komme tilbage og bo hos vor himmelske Fader, er ved at følge Jesus Kristus).

Fortæl de studerende, at Jesus Kristus inviterede andre til at følge ham, da han var blevet døbt og fristet i ørkenen. De, som fulgte Frelseren dengang og nu, kaldes disciple. Bed de studerende om i Johannes 1:35-47 at navngive nogle af Frelserens tidligste disciple, og hvad der fik dem til at følge ham.

Vis følgende udtalelse af præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab, og bed en om at læse den højt:

Billede
Præsident James E. Faust

»Ordet for discipel og ordet for disciplin kommer begge fra den samme latinske rod discipulus, som betyder elev. Det fremhæver praksis eller øvelse. Selvdisciplin eller selvbeherskelse er konstante og blivende egenskaber ved dem, der følger Jesus …

Hvad er en sand discipel? Det er først og fremmest at være lydig mod Frelseren« (»En sand discipel«, Liahona, nov. 2006, s. 20).

  • Hvad antyder denne definition på en discipel om livet for Jesu Kristi disciple fordum?

Bed de studerende om at læse og sammenligne 2 Nefi 26:33 og Alma 5:33-34 for at se, hvem Jesus også bød følge sig. Tal derpå om følgende spørgsmål:

  • Hvad lærer disse skriftsteder os om Frelserens invitation til at komme til ham? (Når de studerende har svaret, kan du skrive følgende sandhed på tavlen: Jesus Kristus indbyder alle mennesker til at komme til sig og blive sine disciple).

  • Hvad lovede Frelseren ifølge Alma dem, der accepterede hans invitation om at komme til ham?

  • Hvad betyder disse løfter for jer?

Matthæus 4:18-22; Lukas 5:11; 9:57-62; 14:25-33

En Jesu Kristi discipel

Del de studerende op parvis. Bed dem om at læse Matthæus 4:18-22 og Lukas 5:11 og identificere de ofre, som nogle af Jesu Kristi disciple fordum gav for at acceptere kaldet om at følge ham. Drøft følgende spørgsmål:

  • Hvordan vil I beskrive reaktionen hos disciplene fordum på Frelserens befaling om at følge ham? (Drøft betydningen af ord og vendinger som »straks [lod] garnene være« og »forlod alt«).

  • Hvilke vigtige sandheder føjes gennem disse vers til, hvad det betyder at være en Jesu Kristi discipel? (Når de studerende har svaret, skriver du følgende sandhed på tavlen: At være en Jesu Kristi discipel kræver lydighed og ofre).

Giv de studerende en kopi af følgende udtalelse af ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en studerende om at læse den højt:

Billede
Ældste Joseph B. Wirthlin

»Et garn defineres normalt som et redskab, man bruger til at fange noget med. I en mere snæver, men vigtigere forstand kan vi definere et garn som, hvad som helst der lokker os eller forhindrer os i at følge opfordringen fra Jesus Kristus, den levende Guds Søn.

I denne sammenhæng kan et garn være vores arbejde, vores hobby, vore fornøjelser og mere end noget andet vore fristelser og synder. Kort sagt kan et garn være, hvad som helst der drager os bort fra vores forhold til vor himmelske Fader og fra hans genoprettede kirke …

Det er umuligt at nævne de mange garn, som kan fange og forhindre os i at følge Frelseren. Men hvis vi er oprigtige i vores ønske om at følge ham, må vi straks lade verdens garn ligge og følge ham

… Vores liv bliver så let fyldt med aftaler, møder og opgaver. Det er så let at blive fanget i en mangfoldighed af garn, at selv tanken om at rive sig løs fra dem undertiden kan synes truende og endog skræmmende for os.

Nogle gange føler vi, at jo travlere vi har, des vigtigere er vi – som om vores travlhed definerer vores værd. Brødre og søstre, vi kan tilbringe et helt liv med at piske rundt i et febrilsk tempo og afkrydse liste efter liste over gøremål, der i den sidste ende egentlig er ligegyldige.

At vi foretager os en masse, er måske ikke så vigtigt. At vi målretter vore tanker, vores hjerte og vores sjæl efter det, der er af evig betydning – det er afgørende« (»Følg mig«, Liahona, juli 2002, s. 16).

  • Hvis fiskene, nettene og bådene, som fiskerne efterlod, repræsenterer deres timelige bekymringer, hvad kunne Frelseren så kræve, at I lagde til side for at følge ham?

  • Hvorfor er timelige bekymringer nogle gange svære at lade ligge?

  • Hvordan kan vi hver især se, om vi er fanget i den slags net, som ældste Wirthlin omtalte?

Bed de studerende om at fortælle om en gang i deres liv, hvor de reagerede på Frelserens kald om at følge ham (eventuelt ved at skippe nogle gamle vaner eller ved at acceptere en kaldelse i Kirken). Spørg dernæst:

  • Hvordan var accepten af dette kald en velsignelse i jeres liv?

Vis følgende skriftstedshenvisninger og spørgsmål eller skriv dem på tavlen:

Lukas 9:57-62 – Hvad kan forhindre os i at følge Frelseren?

Lukas 14:25-27, 33 – Hvad kræver Frelseren af sine disciple?

Lukas 14:28-32 – Hvordan er ordet fuldføre forbundet med kravene til en discipel?

Del klassen op i tre grupper, og giv hver gruppe en af skriftstedshenvisningerne og det tilhørende spørgsmål. Efter en passende tid skal du bede de studerende fortælle, hvordan deres skriftsteder besvarer deres spørgsmål. Efter I har drøftet alle tre skriftsteder, spørger du:

  • Hvilke krav for en discipel er illustreret ved Frelserens lignelser? (Når de studerende drøfter dette spørgsmål, hjælper du dem til at forstå den følgende sandhed: At være discipel kræver villighed til at efterlade alt og følge Jesus Kristus).

Forklar, at selvom det at være en discipel antyder, at vi stille og roligt styrker vores hengivenhed for og forpligtelse om at følge Frelseren, kræver han ikke, at vi løber hurtigere, end vi har styrke til (se Mosi 4:27).

Giv hver studerende en kopi af følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab, og bed en studerende om at læse den højt:

Billede
Præsident Dieter F. Uchtdorf

»Det første skridt på disciplens vej begynder heldigvis lige præcis på det sted, hvor vi står! Vi behøver ikke kvalificere os først for at tage det første skridt. Det er uden betydning, om vi er rige eller fattige. Der er intet krav om uddannelse, veltalenhed eller intelligens. Vi behøver hverken være fuldkomne eller tale pænt eller opføre os pænt.

Du og jeg kan vandre på disciplens vej i dag. Lad os være ydmyge, lad os bede til vor Fader i himlen af hele vores hjerte og udtrykke vores ønske om at komme ham nærmere og at lære af ham.

Hav tro. Søg, og I vil finde. Bank på, og døren vil blive åbnet [se Matt 7:7]. Tjen Herren ved at tjene andre. Bliv en aktiv deltager i jeres menighed. Styrk jeres familie ved at forpligte jer til at efterleve evangeliets principper. Vær af ét hjerte og af ét sind i jeres ægteskab og i jeres familie.

Nu er tiden inde til at justere jeres liv, så I kan få en tempelanbefaling og bruge den. Nu er tiden inde til at afholde meningsfulde familieaftener, til at læse Guds ord og tale til vor himmelske Fader i oprigtig bøn. Nu er tiden inde til at fylde vores hjerte med taknemlighed for genoprettelsen af hans kirke, for levende profeter, Mormons Bog og præstedømmets kraft, der velsigner os. Nu er tiden inde til at tage Jesu Kristi evangelium til sig, blive hans disciple og vandre på hans vej« (»Disciplens vej«, Liahona, maj 2009, s. 77).

  • Hvor sagde præsident Uchtdorf, at vejen som discipel begynder?

  • Hvornår skal vi ifølge præsident Uchtdorf begynde at gå på vejen som discipel?

Skriv følgende på tavlen:

Nu er tiden inde til …

Bed de studerende om at overveje, hvordan de kan færdiggøre denne sætning og fortælle om en måde, som de vil handle på for at blive en Jesu Kristi discipel Opfordr dem til at handle med det samme, uanset hvad de tænker på, fordi den tanke med størst sandsynlighed kom fra Helligånden. Bær vidnesbyrd om, at Herren vi hjælpe dem til at blive sine disciple, når de tager dette første skridt.

De studerendes læsemateriale

Udskriv