Kapitel 12

Et begejstret ønske om at fortælle om evangeliet

Vore brødre og søstre over hele verden har brug for det gengivne evangeliums budskab, og det er vores privilegium at fortælle dem om det.

Fra George Albert Smiths liv

En nær ven til George Albert Smith skrev: »Præsident George Albert Smith er missionær af natur. Siden sin ungdom har han haft et brændende ønske om at fortælle sine medmennesker om evangeliets lærdomme, at gøre ›Guds sønner og døtre‹, som han alle betragter som sine brødre og søstre, bekendt med de sandheder, der blev åbenbaret til profeten Joseph Smith.

Ved flere lejligheder havde jeg det privilegium at rejse med tog sammen med præsident Smith. Hver gang lagde jeg mærke til, at så snart folk havde indfundet sig, tog han nogle få pjecer om evangeliet op fra sin taske, lagde dem i sin lomme og bevægede sig derpå rundt blandt passagererne. På sin venlige, behagelige måde stiftede han snart bekendtskab med en medrejsende, og efter kort tid kunne jeg høre ham berette, hvordan profeten Joseph Smith grundlagde Kirken, eller fortælle om de helliges udvandring fra Nauvoo og deres prøvelser og vanskeligheder med at krydse sletterne til Utah, eller forklare nogle evangeliske principper til sin nyfundne ven. Samtale efter samtale fulgte med den ene passager efter den anden, indtil rejsen var slut. I al den tid jeg har kendt præsident Smith, hvilket har strakt sig over 40 år, har jeg lært, at uanset hvor han befinder sig, er han først og fremmest missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«¹

Der blev også skrevet om præsident Smith: »Han talte om religion med en skorstensfejer på arbejde i sit hjem. Han gik sjældent glip af en mulighed for at forklare ›det gengivne evangeliums evige sandheder‹ til enten en ven eller en fremmed. Ud fra hans synspunkt var det det største udtryk for venlighed, for Kristi budskab var den mest betydningsfulde gave, han havde at give«² (se forslag nr. 1 på s. 126).

Eftersom det at fortælle om evangeliet var et emne, som præsident Smith ofte vendte tilbage til i sine taler, er dette det første af tre kapitler om dette emne i dette hæfte. Dette kapitel fokuserer på årsagerne til, at vi fortæller om evangeliet, kapitel 13 præsenterer adskillige måder, hvorpå vi kan deltage i dette vigtige arbejde, og kapitel 14 beskriver, hvordan vi kan være mest effektive i vore bestræbelser.

George Albert Smiths lærdomme

Verden har brug for det, vi har – Jesu Kristi evangelium gengivet i sin fylde.

Verden er i kval, i møje, fra ende til anden. Mænd og kvinder ser her og der og søger efter, hvor de skal tage hen for at gøre det, der giver dem fred … Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet. Den åbenbarede sandhed fra himlen er her, og det er den sandhed, det evangelium, som – hvis verden blot vidste det – er et universalmiddel mod alle deres lidelser. Det er det eneste, der vil give dem fred, mens de er her på jorden.³

Denne verdens mennesker har brug for at genvinde fodfæstet og vende tilbage til det fundament, som himlens og jordens Mester lagde, et fundament af tro, omvendelse og dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse og modtagelse af Helligånden ved håndspålæggelse af dem, der besidder guddommelig myndighed. Det er, hvad verden har brug for. Jeg er i den grad taknemlig for, at mange ser den vej. De er blindt gået ad en vej, der har ført til sorg og lidelse, men der er inden for rækkevidde blevet forelagt et middel mod alle lidelser – Jesu Kristi evangelium. Alle har fået vist en vej, der – selv om den er snæver og vanskelig at følge – fører tilbage til alles Fader, og der er ingen anden vej, der fører derhen.⁴

Verdens kirker prøver på deres måde at bringe fred i menneskenes hjerte. De er i besiddelse af mange dyder og mange sandheder og udfører meget godt, men de er ikke i besiddelse af guddommelig myndighed. Ej heller har deres præster fået guddommelig myndighed.⁵

De sidste dages hellige er de eneste, der har myndighed fra vor himmelske Fader til at forrette evangeliets ordinancer. Verden har brug for os.⁶

I verden er der en virkelig hunger efter Guds ord, og mange ærlige sjæle søger oprigtigt efter at vide, hvad vor himmelske Fader ønsker af dem. Jeg har mødt en række ledere for verdens kirker og har blandt dem mødt ædle personligheder med et hengivent ønske om at gøre godt, men jeg har sjældent blandt dem, der er blevet kaldet til tjenesten i de forskellige kirkeorganisationer, mødt mænd, der har en forståelse for formålet med deres eksistens, eller som er klar over, hvorfor de er her i verden. Mennesker kan ikke undervise i det, de ikke selv ved. Disse gode mænd, der ikke forstår evangeliet og nødvendigheden af dets ordinancer, begrænser deres undervisning til hovedsagelig moralsk undervisning og til at læse salmer for deres forsamling. Isolerede skriftsteder udvælges til tekster for taler om dyd, ærlighed osv., som alle er nyttige og opløftende, men få prædikener forkyndes med en forklaring om kravene for hver enkelt sjæl, før vi kan indtræde i himmeriget. Det er den viden, verden har størst behov for. Få præster har et budskab til deres forsamlinger, der inspirerer dem til tro på Jesu Kristi guddommelighed og nødvendigheden af at tage del i evangeliets ordinancer som foreskrevet af ham⁷ (se forslag nr. 2 på s. 126).

Der er mange mennesker, der ville tage imod sandheden, hvis de fik muligheden.

Vor Faders børn er over alt ivrige efter at vide, hvad de bør gøre, men på grund af de skadelige strømninger, der har gennemtrængt jorden, er de blevet bedraget. Jordens hæderlige mennesker er forblindede for sandheden … Modstanderen arbejder, og den eneste magt, der kan modvirke hans indflydelse, er Jesu Kristi evangelium.⁸

Folk har været mistænksomme over for hinanden. De har ikke troet på det, de har hørt, og de har ikke været villige til at gøre som Filip, en af Frelserens disciple, anbefalede Nathanael, som besøgte ham. Filip sagde: »Herren er kommet.«

Og han beskrev ham, og Nathanael spurgte: »Hvor kommer han fra?«

Og Filip svarede: »Jamen, han kommer fra Nazaret.« Og derpå sagde denne gode mand: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde: »Kom og se!« (se Joh 1:43-46).

Nathanael var blevet opdraget til at tro, at intet godt kunne komme fra Nazaret, og dog var han den mand, hvem Frelseren senere henviste til som en israelit uden svig – en god mand, men bedraget af de historier, han havde hørt.

Da han først lærte det, da han havde taget imod disciplenes opfordring til at »kom[me] og se«, kom han for at se.

Vi har nydt stor glæde under Herrens Ånds indflydelse. Vi ønsker, at alle nyder den velsignelse, så når vi er blevet spurgt: »Hvad slags folk er de mennesker her?« har vores svar været: »Kom og se!«⁹

»Min himmelske Fader … har kaldet mig til at drage til mange dele af verden, og jeg har rejst over en million kilometer, siden jeg blev kaldet til denne tjenestegerning. Jeg har rejst i mange lande og under mange himmelstrøg, og hvor end jer har været, har jeg mødt gode mennesker, den levende Guds sønner og døtre, der venter på Jesu Kristi evangelium, og der er tusindvis, hundredtusindvis, millioner af dem, der ville tage imod sandheden, hvis de blot vidste, hvad vi ved.«¹⁰

Der er mange gode kirkeorganisationer i verden, mange hengivne mænd og kvinder, der lever i overensstemmelse med vor himmelske Faders vilje i henhold til deres forståelse …

Alle mennesker, der vil leve op til det lys, Herren har tilbudt dem og oprigtigt søger ham i bøn, vil blive rørt i deres hjerte, deres sind vil blive påvirket, og de vil få muligheden for at vide, at Gud atter har talt¹¹ (se forslag nr. 3 på s. 126).

Vi er begejstrede over at fortælle om evangeliet, fordi vi elsker vores næste.

Måske ser det for den udenforstående iagttager ud som om, at der blandt de sidste dages hellige er en usædvanlig begejstring. Som en mand for nylig sagde: »Det forekommer mig besynderligt, med hvor stor glæde I folk arbejder for jeres sag. Det betyder intet, om jeg taler med et ungt menneske eller en moden mand, med en gartner eller en politibetjent blandt jeres folk, de er alle glade, tilfredse og overbeviste om, at de er besiddelse af Jesu Kristi evangelium« …

Er det noget under, at der findes en begejstring i vores tilbedelse, så vi har tilbøjelighed til at være ivrige efter at dele ud af disse herlige sandheder til vores næste? Kan det undre, at når det tidspunkt kommer, hvor vore sønner kaldes til missionsmarken, eller vi bliver bedt om at lægge vore pligter til side for at tage ud som den levende Guds tjenere, iført kraft fra det høje, iklædt myndighed, der er blevet overdraget i disse sidste dage, for at vi til alle mennesker kan dele ud af denne vidunderlige sandhed, som har gjort vores tilværelse så rig … at vi reagerer gladeligt og villigt?¹²

Det er Jesu Kristi evangelium, vi kommer med. Det er ønsket om at frelse menneskenes børns sjæle, der brænder i vores hjerte. Det er ikke for at skabe os et godt ry og blive et mægtigt folk økonomisk set. Det er ikke, for at vi kan få vores navn herliggjort på jorden takket være vore resultater, men det er, for at Guds sønner og døtre, uanset hvor de findes, kan høre dette evangelium, som er Guds kraft til frelse for alle dem, der tror og adlyder dets forskrifter. Og de, der tror, vil følge det eksempel, Frelseren viste, da han til sine disciple sagde: »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes« (Mark 16:16).¹³

Tænk på det ansvar, der hviler på os, hvis vi lever vores liv skødesløst og i ligegyldighed og ikke stræber efter at dele sandheden med dem, som Herren elsker lige så meget, som han elsker os, og som er dyrebare i hans øjne. Jeg føler, at der bør ske en opvågnen blandt visse medlemmer i denne kirke. Jeg mener, der bør udvises en større indsats for at dele al den sandhed, som denne kirke besidder, med vor Faders børn.¹⁴

Når en mand er syg, hjælper vi ham gladeligt, hvis han er vores nabo. Hvis der sker et dødsfald i hans familie, prøver vi at trøste ham. Men år ud og år ind tillader vi, at han går på veje, der ødelægger hans mulighed for evigt liv, vi går forbi ham, som om han intet var værd.¹⁵

Er vi klar over, at hver mand er i Guds billede og er en Guds søn og hver kvinde hans datter? Uanset hvor de befinder sig, er de hans børn, og han elsker dem og ønsker, de bliver frelst. Som medlemmer af denne kirke kan vi selvfølgelig ikke blot sidde og se på. Vi kan ikke modtage vor himmelske Faders velvillige gunst, som udøses over os, hvilket er kundskaben om det evige liv, og selvisk tilbageholde den og tro, at vi derved kan blive velsignet. Det er ikke det, vi modtager, der beriger vores liv, det er det, vi giver.¹⁶

Lad os være tilstrækkeligt interesserede i menneskenes frelse til at udvise en hellig tjenstiver for deres omvendelse: At vi kan nyde deres evige taknemlighed og kærlighed og vor himmelske Faders påskønnelse på grund af vores uselviske interesse i hans børn.¹⁷

Vores mission for vor Faders børn … er en fredsmission, med ønsket om Guds velbehag mod alle mennesker. Det er et stærkt og begejstret ønske om at fortælle vor himmelske Faders børn om alt det gode, som han så gavmildt har udøst over os, og det er med håbet om, at de må kunne forstå det, at vi går på knæ, dag efter dag, og beder om, at deres hjerte må blive rørt, at Guds ånd må trænge ind i deres sjæl, så de kan forstå sandheden, på den måde de får den.¹⁸

Åh, måtte denne storslåede kirke, med den magt Gud har givet den, være i stand til at udbrede sandheden hurtigere og frelse nationer fra undergang. Som organisation vokser vi hurtigt, men jeg fryder mig ikke så meget over det højere tal, som jeg gør over troen på, at den påvirkning, som vi har på andre, har et positivt udfald, og at vor Faders børn fra nord til syd og fra øst til vest hører budskabet om liv og frelse, uden hvilket de ikke kan bo i menneskehedens Forløsers nærvær¹⁹ (se forslag nr. 4 på s. 126).

Herren vil holde os ansvarlige for vores indsats med at fortælle andre om evangeliets gave.

Vi har fået en vidunderlig gave, men med den gave følger der et stort ansvar. Vi er blevet velsignet af Herren med en viden, der langt overgår vore medmenneskers, og med den viden følger det krav, at vi fortæller hans børn om den, uanset hvor de findes.²⁰

Jeg forstår ikke, at vi tjener Gud af alle vore kræfter, hvis vi svigter hans børn, eller hvis vi egoistisk bruger så meget af vores tid til gavn for os selv og samler ting i dette liv, og vi efterlader hans børn i mørke, når vi kunne føre dem ind i lyset. Jeg forstår det sådan, at den vigtigste mission, jeg har i dette liv, er: For det første at holde Guds befalinger, sådan som jeg har lært dem, og dernæst at undervise min Faders børn, som ikke forstår dem, i dem.²¹

Der findes intet andet frelsende evangelium, og vi, mine brødre, der bærer det hellige præstedømme, har ansvar for at viderebringe det budskab, ikke kun til jordens nationer, men at være et eksempel på det i vores liv og undervise i det til vores næste, som ikke tilhører vores tro. Jeg advarer jer denne dag om, at Herren holder os ansvarlige for at kalde hans børn til omvendelse og for forkyndelsen af hans sandhed. Hvis vi undlader at drage fordel af vore muligheder for at undervise Guds sønner og døtre, der ikke tilhører vores tro, og som bor blandt os, i vor Herres evangelium, vil han på den anden side af sløret holde os ansvarlige for det, som vi har undladt at gøre.²²

Efter en stund må vi stå over for optegnelsen om os, og hvis vi har været trofaste, er jeg sikker på, at Faderen for os alle i denne verden til takke os og velsigne os for at have bragt så mange af hans sønner og døtre til en forståelse af livets formål, og hvordan det skal nydes under indflydelse af hans ånd.²³

Når vi har evangeliets ånd, er vores ønske, at vi må være i stand til at undervise lige så mange af vor Faders børn, som det er muligt at nå ud til, i de herlige sandheder, der er nødvendige for deres ophøjelse, så vi, når den tid kommer, må stå i menneskehedens Forløsers nærhed og kan sige til ham: »Med den magt du gav mig, med den visdom og kundskab du skænkede mig, har jeg bestræbt mig på i hengivenhed og med uskrømtet kærlighed samt beslutsomhed og venlighed at føre så mange af dine børn til kundskab om evangeliet, som det har været mig muligt«²⁴ (se forslag nr. 5 på s. 126).

Hvis vi fortæller Guds børn om evangeliet, vil vores belønning være stor glæde sammen med dem i det celestiale rige.

Mange af os tilbringer det meste af vores tid med at hige efter de ting i dette liv, som vi er tvungne til at efterlade, når vi tager herfra, men hvis vi ville, er der dog udødelige sjæle overalt omkring os, som vi kunne undervise og inspirere til at undersøge sandheden og i deres hjerte indgyde en kundskab om, at Gud lever. Hvilken skat i hele verden vil for os være lige så dyrebar, for vi ville opnå deres taknemlighed her og deres evindelige og evige påskønnelse i den kommende verden. Det er en yderst vigtig mission.²⁵

Tænk på, hvad det vil betyde, hvis vi, i stedet for egoistisk at have prøvet at frelse blot vores egen lille familie, kan tælle hundredvis af mænd og kvinder, som vi har påvirket til at tage imod vor Herres evangelium. Da vil vi virkelig føle os velsignede og fryde os for evigt over deres kærlighed og påskønnelse.²⁶

Sikken glæde det bliver på den anden side af sløret at finde disse gode mænd og kvinder, der lever op til det lys, de har, og prøver at gøre deres pligt mod Gud, og som på grund af vores kontakt, på grund af vores iver og villighed til at undervise dem, vil modtage yderligere oplysninger om Herrens evangelium og tage imod ordinancerne i hans hellige hus og forberede sig på at blive medlem af det celestiale rige. Hvor vil det bringe jer stor glæde, når den tid kommer, når I står i den store Dommers nærhed, hvis I kunne aflægge regnskab for de få år i jeres liv, der er blevet tilbragt her på jorden, hvis disse vor Faders børn, som han elsker lige så meget, som han elsker os, står ved vores side og siger: »Himmelske Fader, det var denne mand, det var denne kvinde, der først gav mig kendskab til den storslåede sandhed, som i mig vækkede et ønske om at søge dig mere ivrigt, end jeg før havde gjort. Det var denne mand eller denne kvinde, som således velsignede mig.« Og det er ikke alt.

Når den tid kommer, når I vandrer gennem evighedens tidsaldre – og det er lang tid – vil I møde kærlighed og taknemlighed fra enhver mand, kvinde og barn, som I har været med til at bibringe evig lykke. Er det ikke umagen værd? Vi kan tilbringe vores liv her og opnå nogle få hundrede eller tusinde dollars, vi kan eje flokke, hjorde, huse og jord, men vi kan ikke tage alt det med os på den anden side. Det er ikke nødvendigt for evigt liv, det er kun nødvendigt for os her, men hvis vi har gjort os fortjent til Guds andre børns taknemlighed og kærlighed, vil den tilflyde os for evigt. Tænk på, hvad det vil betyde! Når den tid kommer, hvor denne verden skal renses og lutres ved ild og bliver det celestiale rige, hvor al urenhed og alt, hvad der ikke er ønskværdigt, er fejet væk, hvor tilfredsstillende vil det ikke være at opdage, at vi omgås dem, som vi har tjent i jordelivet, og være medarvinger til og blive ledt af vor Herre Jesus Kristus for evigt – er det ikke umagen værd? Er det ikke en vidunderlig mulighed?²⁷ (se forslag nr. 6 herunder).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Gennemgå »Fra George Albert Smiths liv« (s. 117-118). Hvorfor tror du, at præsident Smith var så begejstret for missionering? Hvad betyder det for dig »først og fremmest [at være] missionær for [Kirken]«?
Hvad tilbyder det gengivne evangelium verden ud over den »moralske undervisning«, der gives i de fleste religioner? (Se eksempler på s. 118-119).
Læs det delafsnit, der begynder på s. 119 (se også L&P 123:12). Hvilke eksempler har du set på mennesker, der overvinder misforståelser om Kirken ved at tage imod opfordringen om at »kom[me] og se«? Hvordan kan vi effektivt give en sådan opfordring?
Læs det andet hele afsnit på s. 122. Hvorfor tror du, at vi sommetider er tilbageholdende med at fortælle om evangeliet til vores næste? Tænk over, hvad du kan gøre for at overvinde denne tilbageholdenhed, mens du studerer s. 120-123.
Overvej om du gør det, Herren forventer, du gør for at fortælle andre om evangeliet, mens du læser det afsnit, der begynder på s. 123. Reflektér bønsomt over, hvordan du bedre kan holde den befaling.
Gennemgå det sidste afsnit i lærdomme (s. 124-126) og tænk på den person, der introducerede dig eller din familie for Jesu Kristi gengivne evangelium. Hvad kan du gøre for at vise eller udtrykke din taknemlighed til den person?

Skriftstedshenvisninger: Am 8:11-12; Mosi 28:1-3; Alma 26:28-30; L&P 4:4; 18:10-16

Til underviseren: »Det er bedre blot at fokusere på nogle få gode ideer og en god samtale – og en god indlæring – end det er at haste sig igennem og prøve at undervise i hvert eneste ord, der står i hæftet … En rolig atmosfære er fuldstændig afgørende, hvis I skal have Herrens Ånd hos jer i klassen« (Jeffrey R. Holland, »Undervisning og indlæring i Kirken«, Liahona, juni 2007, s. 59).

»Det er Jesu Kristi evangelium, vi kommer med. Det er ønsket om at frelse menneskenes børns sjæle, der brænder i vores hjerte.«

»Og de, der tror, vil følge det eksempel, Frelseren viste, da han til sine disciple sagde: ›Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.‹«

»Når vi har evangeliets ånd, er vores ønske, at vi må være i stand til at undervise lige så mange af vor Faders børn, som det et muligt at nå ud til.«