Kapitel 6

Oprethold dem, som Herren opretholder

Vore ledere er udvalgt af Herren, og han forventer af os, at vi opretholder dem i ord og handling.

Fra George Albert Smiths liv

George Albert Smith blev opretholdt som Kirkens præsident ved generalkonferencen i oktober 1945. Tæt på slutningen af konferencen udtrykte præsident Smith taknemlighed for de helliges opretholdelse: »Jeg takker jer for den tillid, der er blevet tilkendegivet, mine brødre og søstre, og håber, at det lykkes for mig og lover, som nogle af jer har lovet, at I vil hjælpe med, at det lykkes for mig, fordi jeg kun er et menneske, en af de ringeste blandt jer, men jeg er blevet kaldet til denne tjeneste – og jeg ville ikke være her, hvis ikke jeg vidste, at jeg var blevet kaldet – ved vor himmelske Faders myndighed.«

Så tilføjede han denne anmodning: »Jeg får brug for enhver mands, enhver kvindes og ethvert barns hjælp, ikke for at velsigne mig, men for at velsigne jer, og for at velsigne menneskenes børn, hvor end de måtte befinde sig. Det er ikke mit ansvar, det er vores ansvar.«¹

Som lærdommene i dette kapitel viser, forstod George Albert Smith de tunge byrder, der ligger på Det Første Præsidentskab, selv før han blev præsident for Kirken. Han lærte de hellige, at deres loyalitet og trofasthed kan lette disse byrder, og han var et eksempel på dette princip i sin tjeneste i De Tolv Apostles Kvorum.

I 1946 fremlagde præsident Smith, mens han ledte et generalkonferencemøde, opretholdelsen af Kirkens ledere ved at forklare, at det er mere end blot en passiv handling: »Vi har nu en række forretninger, som sædvane er ved disse konferencer, hvilket vil sige opretholdelsen af Kirkens generalautoriteter ved vores folks håndsoprækning. Jeg håber, at I alle forstår, at det er et helligt privilegium … Det er ikke blot et symbol, men det er en angivelse af, at I med Herrens hjælp vil løfte jeres del af værket«² (se forslag nr. 1 på s. 61).

George Albert Smiths lærdomme

De, der præsiderer over Kirken, er forberedte, udvalgte og inspirerede af Herren.

Denne storslåede kirke er blevet præsideret over af mænd, der er blevet specielt forberedt, specielt undervist, specielt udrustet til denne ophøjede ære, der er blevet overdraget hver eneste, når han har indtaget sin plads. Vor himmelske Fader har i sin visdom omgivet disse ledere i Israel med andre, der ligesom dem selv har tro, og som ikke bøjer sig for personen på grund af hans personlighed eller i hans egenskab af at være Kirkens præsident, men som anerkender ham som vor himmelske Faders talerør og støtter ham og opretholder ham og beder for ham og elsker ham, så de også kan få vor himmelske Faders velsignelser.

Der findes ingen anden organisation som denne i verden. Der findes ikke noget andet folk, der ledes, som dette folk ledes. Det er i sandhed sagt, at de, der præsiderer, blot er mænd. Det er gennem dem, vor himmelske Fader vil udføre sit værk. Det er gennem dem, undervisning i evangeliet må foregå … Den mand, der præsiderer over os i dag, præsiderer ikke på grund af sin egen medfødte evne. Han præsiderer ikke, fordi han er søn af en magthaver, men han er i den position, han beklæder, fordi vor Fader i himlen kender hans sjæls retskaffenhed. Med en forståelse af den beslutsomhed vor Fader ville være nødt til at viderebringe dette budskab til alle jordens nationer, forberedte han ham til den ophøjede kaldelse, han har fået overdraget. Han præsiderer som repræsentant for vor himmelske Fader.³

Jeg har i dag tænkt på de ydmyge, men store mænd, der har ledt denne kirke siden dens organisering … Jeg er godt kendt med mange af Kirkens præsidenter og tror på, at de alle var Guds mænd. Det er utænkeligt, at vor himmelske Fader ville vælge nogen anden type til at præsidere over sin kirke.⁴

Hvad skete der, da Joseph Smith døde? … De hellige afholdt ikke en konklave, valgte en formand og udtog en ny leder. Lederen var allerede blevet udvalgt af Herren. Han, Brigham Young, var seniormedlem i De Tolvs Kvorum … Kirken som enhed opretholdt ham som præsident ved alle dens møder. Da han døde, sagde hans rådgivere ikke, at de var præsident, men De Tolvs Kvorum præsiderede i lang tid, og derpå blev deres seniormedlem opretholdt som Kirkens præsident. Der herskede fuldkommen orden …

Jeg har nævnt nogle af disse ting, for at der ikke skal være nogen fejl. Joseph Smith udkårede ikke sig selv til at være Kirkens præsident. Ej heller gjorde nogen af de, der fulgte ham … Udnævnelsen kommer fra vor himmelske Fader gennem hans inspiration, og mænd modtager al den kraft, der følger med en udnævnelse.⁵

Hvor bør vi være taknemlige over at vide, at dette værk ikke er menneskers værk, men at det er Herrens værk, at denne kirke, der bærer Jesu Kristi navn, ledes af ham. Og han vil ikke tillade noget menneske eller nogen gruppe mennesker at ødelægge den. Han vil ikke tillade de mennesker, der præsiderer over hans kirke, at lede folket på afveje, men han vil opretholde dem med sin almægtige magt. Han vil højne dem i gode og store mænds og kvinders øjne. Han vil velsigne deres virke, og det vil være fyldt af succes. De, der modsætter sig og finder fejl, vil ikke finde glæde i deres modstand. De, der kritiserer og søger at nedbryde Kirkens lederes indflydelse, vil lide følgen af deres forseelse.⁶

Vi har brug for at have taksigelse i vores hjerte over, at vi ledes af hellige mænd, der er inspirerede af vor Fader i himlen, så de kan undervise os dag for dag⁷ (se forslag nr. 2 på s. 62).

Gennem sine tjenere lærer Herren os vejen til lykke og tryghed.

Siden fader Adams dage og indtil nu har Herren formanet folket gennem sine tjenere. Han har inspireret dem til en bedre levevis, når de har lyttet til ham, og fra slægtled til slægtled, når hans børn har haft brug for det, har han sendt hellige mænd ned til verden for at videregive undervisning med henblik på lykke, har inspireret dem til at undervise i de herlige sandheder, der forædler og beriger menneskeheden.⁸

Jeg kender ikke til noget af stor vigtighed, der er sket i verden, som Herren gennem sine profeter ikke har underrettet folket om på forhånd, så de ikke har været ladt tilbage i uvidenhed om det, der ville ske, men kunne planlægge deres liv, hvis de ville, til deres fordel …

Tilfældet med Noa er et eksempel. Han blev befalet af Herren at bygge en ark, hvori de retskafne kunne sikres mod vandfloden, som skulle komme. Noa byggede arken og forkyndte omvendelse til sin slægt i en periode på 120 år, og advarede dem således fuldt ud. Folket var imidlertid så ugudeligt, at det ikke gav agt på advarslen. De havde deres handlefrihed og valgte de det onde frem for retfærdighed. Regnen faldt, og oversvømmelserne kom, og kun Noa og hans familie på otte sjæle blev reddet. Alle var blevet advaret fuldt ud, men på grund af deres egensindighed og deres vægring ved at omvende sig, druknede de (se Moses 8:13-30).⁹

Herren ønsker, vi skal være lykkelige. Det er årsagen til, at han gav os Jesu Kristi evangelium. Det er årsagen til, at han overdrog præstedømmet til os. Han ønsker, vi skal have glæde. Det er årsagen til, at han organiserede denne kirke og oprettede de forskellige embeder i den, og alt dette er på plads … Hvis I vil følge Herrens ledere og dem, Herren opretholder, falder I ikke fra ud i mørket, mister lyset, overtræder Guds love og forspilder jeres privilegier, som han er så ivrig efter, at vi alle kan nyde.¹⁰

Der er for mig kun en sikker vej i vor tid, og det er at følge dem, Herren har udpeget til at lede. Jeg har måske mine egne ideer og opfattelser, jeg har måske min egen bedømmelse angående ting, men jeg ved, at når min bedømmelse er i uoverensstemmelse med lærdommene fra dem, Herren har givet os til at vise vejen, bør jeg ændre min kurs. Hvis jeg ønsker at blive frelst, følger jeg de ledere, som vor himmelske Fader har givet os, så længe han opretholder dem¹¹ (se forslag nr. 3 på s. 62).

De ydmyge og trofaste opretholder og forsvarer Herrens tjenere.

Jeg har kendt tusinder af menigmænd i denne storslåede kirke, mænd og kvinder fra mange lande, som i ydmyghed og trofasthed har taget imod evangeliet for at tilslutte sig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … De har bedt for og opretholdt deres ledere … og i min tid i Kirken mangler jeg endnu at opleve en person, der har holdt Herrens befalinger og som har opløftet deres røst mod dem, der var kaldet til at præsidere over denne kirke. Det er virkelig bemærkelsesværdigt …

Et af de største vidnesbyrd for mig om guddommeligheden af dette værk er, at en mængde mennesker … der ved stavskonferencer har mulighed … for at give udtryk for ved deres stemme enten at opretholde eller afvise at opretholde dem, der præsiderer over dem (idet hver især udøver handlefrihed), fortsat støtter deres ledere. Herrens Ånd vil uden tvivl tilskynde de trofaste og ydmyge til at opretholde hans udvalgte tjenere.¹²

Da Moses førte Israel fra Egypten gennem ørkenen og ind i det forjættede land, angreb Amalek Israel ved Refidim. Moses vejledte Josva til at udvælge nogle mænd til at beskytte Israel. Moses, Aron og Hur gik op på toppen af en høj med udsigt ud over slagmarken. Når Moses holdt Guds stav over sit hoved, havde Israel overtaget, men når han lod sine hænder synke på grund af træthed, fik Amalek overtaget. Der blev sørget for et sæde af sten, og Aron og Hur holdt hans hænder oppe, for at Guds velsignelser kunne tilflyde Israel, så deres krigere kunne få overtaget, og slaget blev vundet. Guds kraft var med Moses og forblev hos ham, indtil han havde udført sin gerning (se 2 Mos 17:8-13). Når han havde folkets støtte, blev de også velsignet, og sådan har det været med alle Herrens tjenere, der har præsideret over Israel …

Lige så længe præsidenten præsiderer over denne kirke, og det har ingen betydning, hvor mange år det bliver, giver vor himmelske Fader ham styrke, kraft, visdom, dømmekraft og inspiration til at tale til Israel, sådan som de har behov for at blive talt til. Vi, som følger hans lederskab, må være ligesom Aron og Hur fra fordum. Vi må holde hans hænder oppe, så Herren gennem ham vil lade himlens velsignelser komme ned over os og dette folk.¹³

Jeg ved, at disse mænd (generalautoriteterne) er Herrens tjenere, og jeg ved, de stræber efter at velsigne menneskeheden. Jeg håber, at ingen af jer … vil undlade at opretholde dem, ikke blot ved jeres tro og bønner, men hvis de eller deres holdninger bliver fremstillet urigtigt, at I vil være villige til og ivrige efter at forsvare dem om nødvendigt, fordi der kommer en tid, hvor de får brug for jeres forsvar. Modstanderen har ikke glemt dem, og et af beviserne for guddommeligheden af disse mænds kaldelse er, at onde mennesker taler ondt om dem, og gode mænd og gode kvinder taler godt om dem¹⁴ (se forslag nr. 4 på s. 62).

Når vi kritiserer vore ledere eller ignorerer deres råd, tillader vi modstanderen at lede os på afveje.

Der findes dem blandt os … der er blevet blindet af menneskers filosofier og tåbelighed. Der findes dem, der forkaster råd og vejledning fra den mand, som Gud har sat som overhoved for denne kirke …

Mennesker, der ikke ved så meget om tingene, kommer pludselig med en lys idé, og de foreslår, at »dette er måden« eller »det her, det er måden«, og selv om det ikke stemmer overens med Herrens råd, overtales nogle til at prøve det. Herren har givet pålidelige råd og udpeget præsidenten for sin kirke til at fortolke de råd. Hvis vi ignorerer det, han som Kirkens præsident råder til, opdager vi, at vi har begået en alvorlig fejl.¹⁵

Kirkens præsidentskab … er vor himmelske Faders repræsentanter, ikke kun for dette folk, men de repræsenterer ham over for alle jordens folk. Vi vil gøre vel i at lovprise og ære disse mænd, som han har sat som overhoved for os. De er mænd med menneskets skrøbeligheder, de vil begå fejl, men hvis vi er ligeså overbærende med de fejl, de begår, som vi er med vore egne fejl og mangler, vil vi se deres dyder, ligesom vi ser vore egne.

Jeg står her for at bønfalde jer, mine brødre og søstre, om ikke at tillade, at kritiske eller uvenlige ord om dem, Herren har kaldet til at lede os, kommer over jeres læber. Vær ikke at finde i selskab med dem, der taler ringeagtende om dem eller svækker deres indflydelse blandt menneskenes børn. Gør I det, kan jeg sige jer, at I vil finde jer selv i modstanderens magt. Han vil udøve sin indflydelse for at få jer til at gå længst muligt væk fra sandhedens vej, og hvis I ikke omvender jer, opdager I måske, når det er for sent, at I har mistet »den kostbare perle«. På grund af jeres selviskhed og blindhed er I blevet ledt på afveje, og jeres kære … vil sørge på den anden side af sløret på grund af jeres svaghed og tåbelighed¹⁶ (se forslag nr. 5 på s. 66).

Modstanderen sover ikke. Han bedrager mange og leder dem i synd … Nogle underviser i falsk lære, og nogle søger at overtale mænd og kvinder til at overtræde vor himmelske Faders befalinger … Hvis de medlemmer af denne kirke, der finder fejl hos Kirkens ledere og kritiserer dem, der giver selve deres liv for at velsigne og gøre godt mod os, blot ville stoppe op længe nok til bønsomt at spørge: »Hvilke af disse lærere er sikre at følge?« ville de ikke have nogen vanskeligheder med at finde den rette kurs og ville opretholde dem, som Herren opretholder.¹⁷

Når vi opretholder vore ledere, forpligter vi os til at følge deres råd og højne vores egen kaldelse.

Det må være en kilde til styrke for denne kirkes præsident at kigge på tusinder af ærlige mænds og kvinders ansigter og se dem løfte deres hånd i pagt med vor Fader i himlen og opretholde ham i det embede, hvortil han er blevet kaldet som præsident for denne storslåede kirke. Den forpligtelse, vi indgår, når vi løfter vores hånd under sådanne forhold, er meget hellig. Det betyder ikke, at vi går stille på vores vej og er indforståede med, at Herrens profet vil lede dette værk, men det betyder – hvis jeg forstår den forpligtelse, jeg påtog mig, da jeg løftede hånden – at vi står bag ham, vi vil bede for ham, vi vil forsvare hans gode navn, og vi vil stræbe efter at udføre hans instruktioner, sådan som Herren vejleder ham i at give dem til os, så længe han er i den stilling.¹⁸

Når jeg tænker på de byrder, som Kirkens præsident og hans rådgivere bærer, og erkender de ansvar, der anbringes på deres skuldre, ønsker jeg af hele mit hjerte at hjælpe dem, så jeg ikke er en klods om benet, men at jeg i den stilling, jeg er blevet kaldet til, og I, mine brødre og søstre, at vi hver især må indtage vores plads og udføre vores del af læsset og højne vores kaldelse til Guds ære og herlighed¹⁹ (se forslag nr. 4 på s. 63).

Gud give, at vi, der er blevet så rigeligt velsignet, må holde hænderne oppe på den Herrens tjener, der præsiderer over os, at vi må hjælpe ham ikke kun ved vores tro og bønner, men ved kærlighed og venlighed, som lejligheden byder sig, at vi må marchere under det banner, han vil holde højt, ligesom Gud fortsat opretholder ham som Kirkens præsident, Herrens profet i disse sidste dage.²⁰

Lad os opretholde disse mænd, som Gud har opløftet til at præsidere over os. Lad os velsigne dem, ikke kun med vore læber, men ved på enhver mulig måde at bistå med at bære den byrde, der hviler så tungt på deres skuldre … Bed for dem, velsign dem og hjælp dem.²¹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Læs det sidste afsnit af »Fra George Albert Smiths liv« (s. 53-55). Hvad er »[din] del af værket«? Overvej, hvordan du ved dine ord og handlinger kan vise, at du opretholder Kirkens ledere, mens du læser dette kapitel.
Gennemgå det første delafsnit i lærdomme (s. 55-56), især det andet og fjerde afsnit. På hvilken måde er Herrens måde at vælge ledere på forskellig fra verdens måde? Hvilke oplevelser har du haft, der har styrket din tro på, at vore ledere er udvalgte af Herren?
Studér det delafsnit, der begynder på s. 56 og læs L&P 21:4-7. Hvilket specifikt råd har Herren givet gennem Kirkens nuværende præsident? Gennem din stavs- eller distriktspræsident? Gennem din biskop eller grenspræsident? Hvilke velsignelser har du modtaget, når du har fulgt dette råd?
Gennemgå det delafsnit, der begynder på s. 57 og læs de to første afsnit i det delafsnit, der begynder på s. 60. Hvad betyder det for dig at opretholde Kirkens ledere? Hvordan styrker det vores familie og hjem at opretholde kirkeledere?
Læs det andet hele afsnit på s. 60. Hvorfor er det farligt at kritisere Kirkens ledere? Hvordan ville det være passende at reagere, hvis nogen påpegede en fejl hos en af jeres lokale ledere?

Skriftstedshenvisninger: Amos 3:7; Ef 4:11-14; Hebr 5:4; L&P 84:109-110; 107:22; 112:20

Til underviseren: En måde at opmuntre til at lære flittigt er at lytte omhyggeligt, når nogen stiller et spørgsmål eller kommer med en kommentar. »At lytte er et udtryk for kærlighed. Det kræver ofte ofre. Når vi virkelig lytter til andre, afstår vi ofte fra at sige det, som vi ønskede, så de kan komme til orde« (Undervisning, den største kaldelse, s. 66).

»Jeg er kun et menneske, en af de ringeste blandt jer, men jeg er blevet kaldet til denne tjeneste … ved vor himmelske Faders myndighed.«

»Vi … må være ligesom Aron og Hur fra fordum. Vi må holde [profetens] hænder oppe.«

Vi opretholder vore ledere, når vi »udføre[r] vores del af læsset og højne[r] vores kaldelse til Guds ære og herlighed.«