Kapitel 8

Templets velsignelser til os og vore forfædre

Formålet med templet er at stille et sted til rådighed, hvor hellige ordinancer kan udføres for de levende og for de døde.

Fra George Albert Smiths liv

I 1905 rejste George Albert Smith som ny apostel rundt til adskillige betydningsfulde kirkehistoriske steder sammen med præsident Joseph F. Smith og andre medlemmer i De Tolvs Kvorum. Et af stederne var Kirtland i Ohio, hvor de første hellige havde bygget det første tempel i denne uddeling. »Da jeg kunne se byen,« husker ældste Smith, »var det første, der hilste os velkommen, det smukke tempel i Kirtland … Det var dér, profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery så Frelseren på talerstolens brystværn. Det var dér, Moses betroede dem nøglerne til Israels indsamling, og hvor Elias og profeten Elias kom i magt og majestæt i kraft af deres storslåede kaldelser og overleverede de nøgler, de havde fået overdraget i deres varetægt, mens de tjente på jorden.«

Mens gruppen gik gennem templet, tænkte ældste Smith på de hengivne hellige, der byggede det. »Da vi forstod, at bygningen var opført af mennesker i yderste fattigdom, hvordan modige mænd arbejdede om dagen for at lægge fundamentet og opføre denne bygnings mure, og derpå stod med våben og forsvarede den om natten mod dem, der havde svoret, at bygningen aldrig skulle færdiggøres, kunne vi ikke andet end føle, at det ikke var noget under, at Herren havde taget imod deres ofre og velsignet dem, som få folk er blevet velsignet på jorden.«¹

År senere, efter at være indsat som præsident for Kirken, indviede præsident Smith templet i Idaho Falls. I indvielsesbønnen takkede han for det frelsende værk, der blev udført i templet for de levende og de døde:

»Vi takker dig, o Gud, for at sende profeten Elias, den fordums profet, som fik ›… overgivet nøglerne til den magt at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til fædrene, så hele jorden ikke skal blive slået med forbandelse‹ (L&P 27:9). Vi takker dig for, at han blev sendt til din tjener Joseph Smith for at overdrage nøglerne og myndigheden til arbejdet for de døde, og for at åbenbare, at frelsesplanen omfatter hele den menneskelige familie, at evangeliet har en universel rækkevidde, og at du ikke gør forskel på nogen, eftersom du har tilvejebragt forkyndelse af frelsens evangelium for både de levende og de døde. Vi er dig yderst taknemlige for, at frelse tilvejebringes for alle, der ønsker at blive frelst i dit rige.

Må det behage dit folk at forske i deres forfædres slægt, så de kan blive befriere på Zions bjerg ved at virke i dine templer for deres døde slægtninge. Vi beder også om, at profeten Elias’ ånd må hvile i rigt mål over alle mennesker hvor som helst, så de må blive påvirket til at indsamle deres forfædres slægtshistorie og gøre den tilgængelig, og at dine trofaste børn må bruge dine hellige templer til på vegne af de afdøde dér at udføre alle de ordinancer, der hører til deres evige ophøjelse.«

I sin bøn anerkendte præsident Smith også, at templet virkelig er Herrens hus og et sted, hvor Guds nærhed kan fornemmes:

»I dag indvier vi her i dette øjeblik templet til dig med alt, hvad der hører dertil, så det kan blive helligt for dine øjne, at det må være et bønnens hus, et lovprisningens og tilbedelsens hus, så din herlighed må hvile over det og din hellige nærværelse bestandigt være i det, og at det må være en antagelig bolig for din højtelskede Søn, Jesus Kristus, vor Frelser, så det både må helliges og indvies i alle dets dele til dig, og vi beder til, at alle der træder over tærsklen på dette, dit hus, må blive påvirket af dets hellighed …

Vil du, vor himmelske Fader, altid lade dit nærvær fornemmes her, så alle, der kommer her, må anerkende, at de er dine gæster, og at dette er dit hus«² (se forslag nr. 1 på s. 86).

George Albert Smiths lærdomme

I templet modtager vi hellige ordinancer, herunder ordinancer, der forener familier for al evighed.

For at vi kan være beredte til det celestiale rige, gengav Herren i sin nåde Jesu Kristi evangelium i disse sidste dage og forordnede i det sin guddommelige myndighed og lod derpå sine børn forstå, at visse ordinancer kan modtages og udføres. Med dette formål blev templer bygget, og i disse templer har de, der ønsker en plads i det celestiale rige, mulighed for at tage dertil og få velsignelserne, for at berige deres liv og forberede dem til det rige.³

Vi er det eneste folk i verden, der ved, hvad templers formål er.⁴

Hvert tempel er blevet bygget med ét stort, evigt formål: For at virke som et Herrens hus, for at tilvejebringe et helligt og passende sted at udføre de hellige ordinancer, der er bindende på jorden såvel som i himlen – ordinancer for de døde og for de levende, der sikrer dem, der modtager dem, og som er trofaste mod deres pagter, et krav på og samvær med deres familier, verdener uden ende, og ophøjelse med dem i vor Faders celestiale rige.⁵

Vi bør være taknemlige for kundskaben om evigheden af ægteskabspagten. Hvis vi alene i dette liv havde håb, ville vi i den grad være de ynkværdigste af alle mennesker (se 1 Kor 15:19). Forsikringen om, at vores forhold her som forældre og børn, som ægtemand og hustru fortsætter i himlen, og at dette blot er begyndelsen til et storslået og herligt rige, som vor Fader har bestemt, vi skal arve på den anden side, fylder os med håb og glæde.⁶

Hvis jeg skulle forestille mig, som så mange gør, at nu, hvor min elskede hustru og mine elskede forældre er borte, at de er ude af mit liv for evigt, og jeg skal aldrig se dem igen, så ville det frarøve mig en af de største glæder, jeg har i livet: Forventningen om at møde dem igen og modtage deres velkomst og hengivenhed og takke dem fra mit hjertes allerinderste for alt, hvad de har gjort for mig.

Men der findes mange, mange millioner af vor Faders børn, som ikke ved, at ved at tage del i bestemte ordinancer som foreskrevet af vor himmelske Fader, kan ægtemænd og hustruer forenes for tid og evighed og nyde samværet med deres børn for evigt. Hvor bør vi være taknemlige for den viden.⁷

Der findes kun få steder i verden, hvor vi kan blive viet for evighed, og det er i Guds templer … Der er også mange af vore brødre og søstre, alle børn af vor himmelske Fader, som nægtes dette privilegium på grund af … årsager, de ikke selv er herre over. Men hvis de lever værdigt, og hvis de ville have benyttet sig af det privilegium, hvis de havde været i stand til det, mister de intet på grund af disse midlertidige, ugunstige omstændigheder. Men tænk derimod på, hvor meget større ansvaret er for de mænd og kvinder, som lever, hvor de kan forenes for evighed, og hvor de kan tage hen og udføre tjeneste for deres døde! Mennesker i verden har ikke den velsignelse. Jeg spekulerer på, om vi virkelig værdsætter det …

Lad os undervise vore unge i disse emner fra deres tidligste barndom, således at når de nærmer sig tidspunktet for ægteskab, hersker der ingen tvivl i deres sind om, hvor, hvordan eller ved hvem denne hellige ordinance bør foretages – og det eneste sted, hvor den kan udføres for tid og evighed er i et tempel.⁸

Jeg takker Herren for alle de ordinancer i Herrens hus, som jeg har modtaget, hver og en af dem har ikke kun været med henblik på mig alene, men jeg har fået lov til at få en del af det, som er beregnet på alle hans børn, hvor end de befinder sig, hvis de er villige til at tage imod det, han tilbyder dem, uden penge og uden betaling.⁹

Alle de … templer, som er blevet bygget eller endnu skal indvies, vil vise sig at blive en umådelig velsignelse for alle dem, der værdigt benytter sig af dette privilegium til at bruge det, både til sig selv og til deres døde slægtninge¹⁰ (se forslag nr. 2 på s. 86).

Gennem tempeltjeneste tilvejebringer vi evige velsignelser for vore forfædre.

Det slægtshistoriske selskab har brugt år på at indsamle slægtshistoriske oplysninger, og andre har brugt år på at tage i Herrens hus for at blive døbt for de døde, få ægtemænd, hustruer og børn beseglet til hinanden og forene familien, sådan som vor himmelske Fader har undervist os i, vi skal gøre. Det ville være godt, hvis vi hver især stillede os selv dette spørgsmål: Hvad gør jeg ved det? Udfører jeg min del? Vor himmelske Fader har gennem Joseph Smith fortalt folk, at medmindre vi udfører tjeneste for vore døde, mister vi vore egne velsignelser, og vi bliver afskåret, og noget af det allersidste, som profeten prøvede at gøre, var at færdiggøre et tempel, hvori folket kunne træde ind og udføre tjeneste for deres døde. Så vigtigt er det. Det skal udføres af nogen.¹¹

Jeg mindes nu en beretning om to brødre, der boede i en by i det nordlige Utah: Den ældste bror, Henry, var bank- og handelsmand og havde rigeligt med midler. Den anden bror, George, var bonde og havde ikke ret meget udover til sine egne behov, men han havde et ønske om at udføre tjeneste i templet for deres døde. Han forskede i deres slægt og tog til templet og gjorde tjeneste for dem, der var gået forud.

En dag sagde George til Henry: »Jeg synes, du skulle tage til templet og hjælpe til.«

Men Henry sagde: »Jeg har ikke tid til at gøre den slags. Det kræver al min tid at sørge for mine forretninger« …

Omkring et år efter tog Henry hjem og besøgte George og sagde: »George, jeg har haft en drøm, og den bekymrer mig. Jeg spekulerer på, om du kan tyde den for mig?«

George spurgte: »Hvad drømte du, Henry?«

Henry sagde: »Jeg drømte, at du og jeg havde forladt dette liv og var på den anden side af sløret. Da vi gik af sted, kom vi til en smuk by. Folk stod samlet i grupper mange steder, og hvert eneste sted, vi kom hen til, gav de dig hånden og lagde deres arm omkring dig og velsignede dig og fortalte, hvor taknemlige de var over at se dig,« sagde han, »men de viste ikke mig den mindste smule opmærksomhed. De var knap nok venlige. Hvad betyder det?«

George spurgte: »Du mente, at du var på den anden side af sløret?«

»Ja.«

»Jamen, det er det, jeg har talt med dig om. Jeg har prøvet at få dig til at udføre arbejdet for de mennesker, der er derovre. Jeg har gjort tjeneste for mange af dem, men der er stadig mange flere, der mangler … Du må hellere skynde dig, for du har fået en forsmag på, hvad du kan vente dig, når du kommer derover, hvis ikke du gør din del med at udføre denne tjeneste for dem« (se forslag nr. 3 på s. 86).

Jeg har tænkt ganske mange gange på denne beretning om disse to brødre. Mange mennesker forstår ikke livets alvor og hellighed; de forstår ikke det evige ægteskabs hellighed. Der findes nogle blandt vores folk, der ingen interesse har i deres slægt. De bekymrer sig ikke om deres forfædre; i det mindste tror man det ikke ud fra den måde, de opfører sig på. De tager ikke til templet for at udføre tjeneste for deres døde …

Efter vi har været i Herrens hus for at få vore egne velsignelser, lad os da tænke på vores ansvar for vore forfædre. Hvordan vil I blive modtaget, når I kommer over på den anden side? Er I en af dem, de rækker ud til og velsigner i evighedens tidsaldre, eller er I ligesom den bror, som på selvisk vis ordnede sine sager her og lod dem, der ikke kunne hjælpe sig selv, fortsætte uden hans hjælp?¹²

I ved, at vi alle er knyttet sammen i det store værk, der udføres i vor Faders templer, hvor familier, der ikke tidligere er blevet forenet, føres sammen ved det hellige præstedømmes kraft. Herrens formål er, at hver eneste af hans sønner og døtre skal have mulighed for at blive velsignet, ikke kun her på jorden, men at nyde evige velsignelser.

Tænk på den hengivenhed og trofasthed hos dem, der dag efter dag går ind i disse templer og virker på vegne af dem, der er gået over på den anden side og ved, at de, der er på den anden side, interesserer sig lige så meget for os. De beder for os og for vores fremgang. De beder på deres egen måde indtrængende for deres efterkommere, for deres afkom, der lever på jorden.¹³

Herren vil hjælpe os, når vi leder efter vore døde slægtninge.

I Chicago gik jeg for en del år siden under udstillingen »Århun-dredets fremskridt« en dag ind i vores kirkes stand og forhørte mig hos missionærerne om, hvem der stod for den store kulturelle og videnskabelige messe.

De fortalte mig, mandens navn var Dawes, og jeg spurgte: »Er han bror til Charles G. Dawes, som har været USA’s vicepræsident såvel som ambassadør i Storbritannien?«

Og de svarede: »Ja.«

»Godt,« sagde jeg, »det er jeg glad for at høre. Ham kender jeg tilfældigvis.«

Jeg sagde til mig selv: »Jeg tror, jeg vil aflægge ham en visit. Det er Henry Dawes.« Jeg kendte Henry Dawes, så jeg gik hen til telefonen og ringede til hans kontor. Hans sekretær … fortalte hr. Dawes, at George Albert Smith fra Salt Lake City var her og gerne ville møde ham, og han bad hende bede mig komme. Så i stedet for at placere mig i køen bag hundrede mennesker, førte hun mig over til en sidedør, og der foran mig stod en høj mand, som jeg aldrig før i mit liv havde set.

Han sagde: »Jeg er hr. Dawes.«

Han var meget behagelig, men I kan nok forestille jer, hvor flov jeg var. Det var hr. Dawes, og han var bror til ambassadøren Dawes, men han hed Rufus Dawes. Jeg anede ikke, at der overhovedet fandtes en Rufus Dawes.

»Nuvel,« sagde jeg, »jeg er kommet for at fortælle Dem, at det er en pragtfuld messe, og fordi jeg vil udtrykke min påskønnelse over for Dem for det, De har gjort for at organisere den og følge den hele vejen igennem. Det er storslået, hvad der er blevet udført, og hvor er det en god undervisning for mange mennesker. Jeg kan forstå, De er en travl mand, og det var alt, hvad jeg ville sige, at lykønske Dem og takke Dem.

»Det er meget betænksomt,« sagde han. »Kom indenfor.«

»Nej, det er alt, hvad jeg ønsker at sige,« svarede jeg.

Han sagde: »Kom med indenfor.«

Jeg sagde: »Nej, der står hundrede mennesker og venter på at møde Dem.«

»Ingen af dem vil sige noget så pænt, som det De har sagt.«

Så jeg gik med indenfor, næsten fuldstændig tom i hovedet og åndeløs. Han insisterede på, jeg satte mig, og det næste, jeg sagde, var: »Forresten, hr. Dawes, hvorfra kommer Deres folk?«

»Mener De i USA?« spurgte han.

»Jeg mener hvor som helst.«

Han sagde: »Er De interesseret i slægtshistorie?«

»Det er jeg i høj grad,« svarede jeg. »Vi har et af de fineste slægtshistoriske biblioteker i Salt Lake City.«

Han sagde: »Undskyld mig et øjeblik,« og gik ud af sit kontor og kom tilbage med en papæske omkring på størrelse med en gammel familiebibel. Han tog en kniv, åbnede æsken og tog en pakke ud, der var svøbt i hvidt silkepapir. Han tog silkepapiret af og lagde en af de smukkest indbundne bøger, jeg nogensinde havde set, på bordet. Den var meget flot trykt og var rigt illustreret, og omslaget var elegant præget med guldtryk.

Da jeg kiggede på den, sagde jeg: »Hr. Dawes, det er et smukt stykke håndværk.«

»Det burde det være. Den har kostet mig 25.000 dollars.«

»Men det er den også værd,« sagde jeg.

Han sagde: »Er den noget værd for Dem?«

Jeg sagde: »Det ville den være, hvis jeg havde den.«

Han sagde: »Det er i orden, De må gerne få den!« – Slægtshistorie til en værdi af 25.000 dollars anbragt i min hånd af en mand, som jeg blot havde mødt fem minutter før! Jeg var forbløffet. Vores første visit varede kun lidt længere. Jeg fortalte ham, hvor stor en glæde det var at få den, og at jeg ville anbringe den i det slægtshistoriske bibliotek i Salt Lake City.

Før jeg forlod lokalet, sagde han: »Hr. Smith, det er min mors slægt, familien Gates’ slægt. Vi er også ved at forberede min fars slægt – familien Dawes. Det bliver en magen til. Når den er færdig, vil jeg gerne sende Dem en kopi af den også.«

Slægtshistorie for 50.000 dollar! – Og blot fordi jeg prøvede at være høflig mod nogen. Jeg tror ikke, det var et tilfælde …

Herren hjælper os. Det er utroligt, hvordan veje åbnes, og hvordan andre mennesker hyppigt tilskyndes til at forberede deres slægtshistorie. Men sommetider forsømmer vi at drage fordel af vore muligheder for at forberede vores slægtshistorie, på trods af at Herren meget tydeligt har sagt, at medmindre vi sørger for vores tempeltjeneste, bliver vi forkastet tillige med vore døde (se L&P 124:32). Det er yderst alvorligt. Det er noget, vi ikke kan lave om på, hvis vi har forspildt vore muligheder, indtil livet er forbi … Vi kan ikke forvente, at andre gør arbejdet for os.

Så Herren opmuntrer, tilråder og rådgiver os på den ene eller den anden måde til at udføre vores arbejde. Nogle familier, der ikke selv kan udføre arbejdet, får nogle andre til at arbejde hele tiden på deres slægtshistorie og optegnelser.

Hvis vi gør vores del, udfoldes vores slægtshistorie for os – sommetider på den ene måde, sommetider på en anden. Så jeg vil gerne foreslå jer, mine brødre og søstre: Lad os gøre vores del¹⁴ (se forslag nr. 4 på s. 86).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Læs uddragene fra indvielsesbønnen til templet i Idaho Falls på s. 78, og læs L&P:109:1-5, 10-13 (fra indvielsesbønnen til templet i Kirtland). Reflektér over de følelser, du har, når du går i templet, og tænk på de oplevelser, der har styrket dit vidnesbyrd om, at templet er Herrens hus.
Hvilke årsager giver præsident Smith til, at der opføres templer? (se s. 79-80). Hvad kan vi gøre for at opmuntre unge til at forberede sig på at blive viet i templet?
Læs beretningen på s. 81-82. Hvilke enkle måder for deltagelse i slægtsforskning findes der for én med mange andre ansvar? Hvad kan præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningen gøre for at tage del i det?
Studér det delafsnit, der begynder på s. 83. Hvordan har Herren hjulpet dig, når du har prøvet at finde oplysninger om dine forfædre? Hvilke andre velsignelser har du fået, når du har deltaget i slægtsforskning?

Skriftstedshenvisninger: Mal 3:23-24; L&P 97:15-16; 110; 124:39-41; 128:9, 15-24.

Til underviseren: Når en person læser højt fra præsident Smiths lærdomme, kan du opfordre de andre i klassen til at »lytte eller se efter bestemte principper eller begreber. Hvis skriftstedet indeholder sjældne eller svære ord eller sætninger, så forklar dem, inden skriftstedet læses. Hvis der er nogen i klassen, som har svært ved at læse, så bed nogle frivillige om det i stedet for at lade eleverne skiftes« (Undervisning, den største kaldelse, s. 56).

Det indre i templet i Kirtland, hvor profeten Elias fra fordums dage viste sig for Joseph Smith og overdrog ham beseglingsmagten og nøglerne til værket for de døde.

»Der findes kun få steder i verden, hvor vi kan blive viet for evighed, og det er i Guds templer.«

»Tænk på den hengivenhed og trofasthed hos dem, der dag efter dag går ind i disse templer og virker på vegne af dem, der er gået over på den anden side.«