Kapitel 23

»Af jer kræves det, at I tilgiver«

Ved at tilgive andre befrier vi os selv for en byrde af had og forbereder os på evigt liv.

Fra George Albert Smiths liv

I 1897, da George Albert Smith stadig var en ung mand, meldte han sig til hjemmeværnet. På opfordring fra nogle af sine venner stillede han op til et embede i hjemmeværnet, men i ugerne op til valget begyndte en konkurrerende hjemmeværnsmand at sprede falske rygter og beskyldte George Albert Smith for at benytte sig af uetiske metoder. Som følge heraf tabte sergent Smith et valg, som han følte, han burde have vundet. Det, der yderligere tilspidsede situationen var, at den mand, der spredte de falske rygter, engang havde været hans ven.

Skønt han prøvede at ryste det af sig, fyldte det George Albert Smiths hjerte med bitterhed. Han tog i kirke søndagen efter, men han følte ikke godt ved at tage nadveren. Han bad om hjælp og indså, at han havde brug for at omvende sig fra den vrede, han følte. Han besluttede at opsøge sin ven og blive forsonet med ham.

George Albert Smith gik direkte til mandens kontor og sagde med en mild røst: »Min bror, jeg beder dig tilgive mig for at have hadet dig på den måde, som jeg har gjort i de sidste par uger.«

Straks mildnedes hans vens hjerte sig. »Bror Smith, du har ikke brug for tilgivelse,« sagde han. »Det er mig, der har brug for din tilgivelse.« De gav hinanden hånden, og derefter forblev de gode venner¹ (se forslag nr. 1 på s. 243).

Nogle få år senere gjorde George Albert Smith det til et af sine livsvarige mål at tilgive andre, da han i sin personlige trosbekendelse skrev: »Jeg vil ikke bevidst såre andres følelser, ikke engang nogen, der har gjort mig uret, men søge at gøre noget godt for dem og gøre dem til mine venner.«²

En nær ven til præsident Smith lagde mærke til, at evnen til at tilgive virkelig var kendetegnende for ham: »Han tilgav oprigtigt alle mennesker. Han var hele sit liv opmærksom på Guds befaling: Gud tilgiver, hvem han vil tilgive. Hvad angår os, må vi tilgive alle mennesker. Det gjorde han og overgav derefter sagen til Gud. Når han tilgav, er jeg sikker på, han glemte. Når én, der tilgiver, kan glemme, da er det menneske i sandhed et usædvanligt menneske, ja, en Guds mand!«³

George Albert Smiths lærdomme

Hvis vi forstår Jesu Kristi evangelium, er vi mere tilbøjelige til at tilgive andre.

Der er én ting, som vi meget vel kunne stræbe efter at dyrke, og det er tilbøjeligheden til at tilgive hinandens overtrædelser. Tilgivelsens ånd er en dyd, uden hvilken vi aldrig fuldt ud kan virkeliggøre de velsignelser, vi håber at modtage.⁴

Verdens mennesker forstår ikke … hvordan Frelseren havde det, da han i sin sjæls dødsangst bad sin himmelske Fader om ikke at fordømme eller tilintetgøre dem, der tog hans jordiske liv, men sagde:

»… Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).

Det bør være holdningen hos alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det bør være holdningen hos alle Guds sønner og døtre og ville være det, forekommer det mig, hvis de til fulde forstod frelsesplanen … Vrede og had i vores hjerte bringer os ikke fred og lykke.⁵

Herren har givet os storslået lærdom, har åbenbaret os sit sind og sin vilje, har undervist os i ting, som verden ikke kender til, og i overensstemmelse med den lærdom, vi har modtaget, holder han os ansvarlige og forventer, at vi lever på et højere plan, et mere ideelt liv end dem, der ikke i lige så høj grad forstår evangeliet, som vi gør. Tilgivelsens ånd er noget, de sidste dages hellige med fordel kunne udøve mere udpræget blandt hinanden … Vi må komme i en tilstand, hvor vi kan tilgive vore brødre⁶ (se forslag nr. 2 på s. 243).

Når vi tilgiver andre, viser vi påskønnelse for den tilgivelse, som vor himmelske Fader viser os.

I forbindelse med det emne (med at tilgive andre) vil jeg læse nogle få vers fra det 18. kapitel i Matthæus begyndende med det 21. vers. Det lader til, at apostlene var sammen med Mesteren ved denne lejlighed, og Peter kom til ham og sagde:

»Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?

Jesus svarede ham: ›Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange« (Matt 18:21-22).

Derpå kom Frelseren med en lignelse … om to mænd. Den ene skyldte sin herre et stort beløb, og han kom til ham og fortalte ham, at han ikke kunne betale det, han skyldte, og bad om at måtte få eftergivet sin gæld. Tjenerens herre fik medynk med ham og eftergav ham gælden. Straks derefter gik denne mand, der havde fået eftergivet sin gæld, ud og fandt en medtjener, der skyldte ham et lille beløb og forlangte sine penge. Den stakkels mand var ude af stand til at indfri sin forpligtelse, og han bad derpå om at måtte få eftergivet gælden. Men han fik den ikke eftergivet, tværtimod blev han pågrebet og ført i fængsel af den, der allerede havde fået eftergivet gæld af sin herre. Da de andre medtjenere så, hvad der skete, gik de hen til denne mands herre og fortalte ham det, og han blev vred og overdrog ham, som han havde eftergivet gælden, til bødlerne, indtil han havde betalt alt, hvad han skyldte. Hans sjæl var ikke stor nok til at påskønne den barmhjertighed, han fik vist, og på grund af den mangel på næstekærlighed, mistede han alt (se Matt 18:23-35).

Til tider opstår der små vanskeligheder blandt os, og vi glemmer den tålmodighed, vor Fader i himlen viser mod os, og i vores hjerte forstørrer vi noget ubetydeligt, som vores bror eller søster har gjort mod os eller sagt om os. Vi efterlever ikke altid den lov, som Herren ønsker, vi overholder i disse anliggender. Vi glemmer den befaling, han gav apostlene i ordene til den bøn, hvori de blev fortalt, at de skulle bede om at få forladelse for deres skyld, som også de forlader deres skyldnere (se Matt 6:12). Jeg føler, at vi er nødt til at lære en hel del i den henseende. Vi har ikke efterkommet vor himmelske Faders krav så fuldstændigt, som vi burde⁷ (se forslag nr. 3 på s. 243).

Ved at vælge ikke at blive fornærmet kan vi rense vores hjerte for alle uvenlige følelser.

Vi har lært, at vi skal elske vore fjender og bede for dem, der foragteligt udnytter os og forfølger os (se 3 Ne 12:44) … Når I bliver hånet, så hån ikke igen. Når andre forfølger jer, så hav medynk med dem, og bed for dem. Husk på den guddommelige Mesters eksempel, som, da han hang på det grufulde stykke træ, sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«⁸

Sommetider har en ledende bror på en eller anden måde såret et kirkemedlem, sandsynligvis uden selv at vide det, og dette barn af vor Fader føler stadig smerte i det stille i stedet for at gøre, som Herren har befalet, at gå hen til den, der har såret, og i venlighed fortælle ham sit hjertes følelser og give denne bror en mulighed for at sige: »Jeg er ked af, jeg har såret dig, og jeg ønsker, du tilgiver mig.« Følgen er, at vi i visse tilfælde konstaterer, at vi føler os fornærmede, hvilket Satan har ansporet os til⁹ (se forslag nr. 4 på s. 243).

Vi har ingen krænkede følelser mod nogen af vore medmennesker; det har vi ingen anledning til. Hvis de misforstår os, citerer os forkert og forfølger os, bør vi huske, at de er i Herrens hænder … Så når vi nyder Herrens nadver … lad os da rense vores hjerte for alle uvenlige følelser mod hinanden og mod vore brødre og søstre, der ikke er af vores tro.¹⁰

Ved at tilgive andre forbereder vi os på det celestiale rige.

Lad os hver især leve på en sådan måde, at modstanderen ikke har nogen magt over os. Hvis I har nogen mellemværender med hinanden, hvis der har været nogen uenigheder mellem jer og andre, så bring dem i orden så hurtigt, som I overhovedet kan, under Herrens Ånds indflydelse, så både I, når den tid kommer, og jeres efterkommere, som måtte følge efter jer, må være forberedte på at modtage en arv i det celestiale rige.¹¹

I bogen Lære og Pagter finder vi en henvisning til dette emne om tilgivelse, hvori Herren giver en befaling. Den står i det 64. afsnit og gælder for os på denne tid. Der står følgende:

»… Sandelig siger jeg jer: Dem, som bekender deres synder for mig og beder om tilgivelse, og som ikke har syndet til døden, dem tilgiver jeg, Herren, deres synder.

Mine disciple i fordums dage søgte anledning til at finde fejl hos hinanden og tilgav ikke hinanden af hjertet; og på grund af dette onde blev de plaget og revset hårdt.

Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd.«

De sidste vers, er dem, jeg vil fremhæve.

»Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.

Og I bør sige i jeres hjerte: Lad Gud dømme mellem mig og dig og belønne dig efter dine gerninger« (L&P 64:7-11).

Hvis vores liv er sådan, at hvis vi i stedet for at indsætte os selv som dommere overfor hinanden, når vi er uenige med andre, ærligt og samvittighedsfuldt kunne bønfalde vor Fader i himlen og sige: »Herre, døm mellem mig og min bror; du kender mit hjerte, du ved, jeg ikke har nogen vrede følelser over for ham, hjælp os til at se det på samme måde, og giv os visdom, så vi kan ordne det retfærdigt mellem os,« hvor ville der da være få forskelle, og sikken glæde og velsignelser, der ville komme til os! Men – små vanskeligheder opstår fra tid til anden, som forstyrrer ligevægten i vores dagligdag, og vi er fortsat ulykkelige, fordi vi værner om en upassende indflydelse og ikke har næstekærlighed …

»Se, jeg taler til jer angående jeres familier – hvis mennesker slår jer eller jeres familier én gang, og I udholder det tålmodigt og ikke bruger skældsord imod dem eller søger hævn, skal I blive belønnet;

men hvis I ikke udholder det tålmodigt, skal det blive tilregnet jer som værende tilmålt jer som et retfærdigt mål« (L&P 98:23-24).

Det er også Mesterens ord til os. Hvis vi lever ifølge denne lov, vokser vi i nåde og styrke dag for dag og i gunst hos vor himmelske Fader. Tro øges i vore børns hjerte. De vil elske os for den retsindighed og retskaffenhed, vi udøver i vores tilværelse, og de vil fryde sig over, at de er blevet født af sådanne forældre. Jeg siger jer, at denne befaling ikke er givet uden grund, for Herren har sagt, at han ikke giver nogen lov af ligegyldighed, men hver en lov er givet, så vi kan overholde og leve op til den.

Vi er kun i denne verden kort tid. De yngste og stærkeste af os forbereder sig ganske enkelt til det næste liv, og før vi kommer ind til vor Faders herlighed og nyder de velsignelser, som vi håber på at modtage ved trofasthed, er vi nødt til at efterleve lovene om tålmodighed og praktisere tilgivelse mod dem, der har forset sig mod os og fjerne alle følelser af had i vores hjerte mod dem.

»Og videre, hvis jeres fjende slår jer for anden gang, og I ikke bruger skældsord imod ham, men udholder det tålmodigt, skal jeres belønning blive hundrede fold.

Og videre, hvis han slår jer for tredje gang, og I udholder det tålmodigt, skal jeres belønning blive fordoblet fire gange« (L&P 98:25-26) …

Må vi have Herrens Ånd til at dvæle i os, så vi kan tilgive alle mennesker, sådan som han har befalet, og ikke kun med vore læber, men fra selve hjertets dyb tilgive enhver forseelse, der er blevet begået mod os. Hvis vi gør det livet igennem, vil Herrens velsignelser dvæle i vores hjerte og vores hjem¹² (se forslag nr. 5 nedenfor).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Tænk over beretningen på s. 237 og læs 3 Ne 12:22-24. Hvorfor tror du, at Herren kræver, at vi forliger os med vore brødre og søstre, før vi kan komme til ham?
På s. 238 forklarer præsident Smith, at vores kundskab om frelsesplanen bør hjælpe os til at blive mere tilgivende. Hvorfor tror du, det forholder sig sådan? Hvordan »komme[r vi] i en tilstand« (s. 238), hvor vi kan tilgive andre?
Tænk på engang, hvor din himmelske Fader tilgav dig, mens du studerer det delafsnit, der begynder på s. 239. Hvorfor tror du, at det gør os uværdige til at få den tilgivelse, vi søger, når vi ikke formår at tilgive andre?
Læs det andet afsnit på s. 240. Hvad hindrer os i at blive forsonet med en kirkeleder eller en anden, som bevidst eller ubevidst har krænket os? Hvad kan vi gøre for at overvinde disse vanskeligheder?
Gennemgå det sidste delafsnit i lærdomme (s. 240-243). Hvordan forbereder vores villighed til at tilgive os til det celestiale rige? Hvordan bliver vores familie velsignet, når vi tilgiver andre?

Skriftstedshenvisninger: Matt 5:23-24, 38-48; 6:12, 14-15; 7:1-5; 18:15; 1 Ne 7:16-21; L&P 42:88

Til underviseren: »Når en person stiller et spørgsmål, så overvej at bede andre om at besvare det i stedet for at besvare det selv. Du kan for eksempel sige: ›Det er et interessant spørgsmål. Hvad mener resten af jer?‹ eller ›Er der nogen, der kan hjælpe med dette spørgsmål?‹« (Undervisning, den største kaldelse s. 64).

»Husk på den guddommelige Mesters eksempel, som, da han hang på det grufulde stykke træ, sagde: ›Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.‹«

»Hvis der har været nogle uenigheder mellem jer og andre, så bring dem i orden så hurtigt, som I overhovedet kan, under Herrens Ånds indflydelse.«