Kapitel 20

Vores egen og andres timelige frelse

Hvis vi følger Herrens råd, er vi bedre i stand til at opfylde vore egne timelige behov og hjælpe dem omkring os, der har brug for det.

Fra George Albert Smiths liv

George Albert Smith blev præsident for Kirken, da anden verdenskrig sluttede. I krigens kølvand fulgte mange ødelagte lande, og tusindvis af mennesker stod uden mad og andre fornødenheder. I en generalkonferencetale beskrev præsident Smith deres forfatning og tilskyndede de hellige til at lette deres lidelser: »De er alle Guds børn. De har brug for os. De har ikke kun brug for vores moralske støtte og evangeliske undervisning, men de har brug for fødevarer, tøj, tæpper og al slags hjælp, for i mange tilfælde har de intet tilbage. Hvis I kunne se nogle af de breve, der kommer til vores kontor fra nogle af de fattige mennesker derovre, ville det knuse jeres hjerte. Mennesker, der er blevet fjernet fra deres hjem med det i tanke, at de fik lov at bosætte sig et andet sted, og pludselig er blevet svigtet, og da de vendte tilbage til deres hjem, var det udplyndret og røvet for alt, hvad de havde – alt – og efterladt hjælpeløse, uden noget sted at tage hen.«¹

Eftersom Kirken i mange år har haft den praksis at oplagre fødevarer, var den forberedt på at hjælpe under disse forhold. Bestræbelser på at tilvejebringe en sådan hjælp begyndte lige i slutningen af 1945, da præsident Smith tog til Washington D.C. for at lave en aftale med USA’s præsident, Harry S Truman, om at sende fødevarer og tøj til Europa. Under mødet sagde præsident Truman: »Vi vil med glæde hjælpe jer på enhver tænkelig måde … Hvor lang tid til vil det tage jer at gøre det parat?«

Præsident Smith overraskede ham ved at svare: »Det er alt sammen klar … Vi har bygget kornsiloer og fyldt dem med korn og forøget vore flokke og vore hjorde, og nu har vi brug for togvogne og skibe for at kunne sende betydelige mængder mad, tøj og tæpper til de nødlidende folk i Europa. Vi har en organisation i Kirken (Hjælpeforeningen), der har over 2.000 hjemmelavede tæpper parat.«

Præsident Smith fortalte de hellige, at som følge af disse ladninger »modtog mange mennesker straks varmt tøj, tæpper og fødevarer. Lige så hurtigt, som vi fik togvogne og skibe, havde vi det nødvendige at sende til Europa.«²

Næsten 15 år tidligere talte ældste Smith, der da var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, til Hjælpeforeningen under en anden desperat tid – den store depression. Han sagde, at hjælp til de nødlidende rækker ud over at tilvejebringe timelig bistand. Det kræver også sand godhed og næstekærlighed:

»Der har efter min mening aldrig været et bedre tidspunkt end nu, hvor der har været mere brug for godhed. Dette er en tid, hvor folks sjæle prøves, og hvor deres hjerte er knuget. Dette er en tid, hvor mange står over for sult og nød, selv blandt de sidste dages hellige …

Jeg tror, at vor himmelske Fader giver os mulighed for udvikling … Nu opdager vi, om den kærlighed, Frelseren sagde, bør være i vores hjerte, findes blandt os«³ (se forslag nr. 1 på s. 211).

George Albert Smiths lærdomme

Hvis vi handler klogt med vore midler, er vi beredte på hårde tider.

Det var de tidligere pionerers råd under præsident Brigham Young at have et års fødevarer på lager, så hvis nogen mistede sin høst, kunne han klare sig til næste høst …

Vi kan have hårde tider, brødre og søstre, men vi kan være forberedte på dem, hvis vi tænker på de syv år med overflod og de syv år med hungersnød på Faraos tid og planlægger, som de gjorde (se 1 Mos 41). Sådanne forhold kan komme igen. Det ved vi ikke, men vi ved, at Kirkens præsidentskab og ledere i Kirkens første dage rådede folk til at opbevare tilstrækkeligt med fødevarer til at imødekomme en nødsituation. Resultatet har været, at siden folk har bosat sig godt og grundigt her og gårdene er begyndt at producere og flokke og hjorde øges, har der ikke været nogen, der har behøvet at mangle mad.⁴

Vi lever i hårde tider. Skrifterne er ved at opfyldes, og det forekommer mig, at dette er tidspunktet, hvor selv de udvalgte om muligt ville blive bedraget. Det er bemærkelsesværdigt, hvor let det er for dem, der ønsker at fremme deres økonomiske interesser i verden, at finde en grund til at tilsidesætte Herrens tydelige lærdomme med hensyn til vores tilværelse. Og det forekommer mig sært, hvordan mange mennesker tilegner sig en vane med at lytte til dem, der siger noget, der er i strid med vor himmelske Faders åbenbarede vilje …

Dette folk er blevet rådet til at bevare deres energi og deres midler. Vi er blevet undervist af dem, som Herren har oprejst til at instruere os om, at vi bør sætte tæring efter næring, at vi ikke bør følge verdens mode og forbruge lige så hurtigt og endda hurtigere, end vi kan tjene de penge, vi får i hænderne for at tage vare på os selv og vores familie.

Jeg frygter, at de sidste dages hellige i mange tilfælde forblindes af deres egen forfængelighed, af deres ønske om at være det, verden er, og vor himmelske Fader har meget tydeligt fortalt os, at vi ikke kan leve som verden og nyde godt af hans Ånd.⁵

Nogle personer … bruger af deres opsparing og bruger penge på unødvendige ting, og hvis tiderne er hårde, er de måske pludselig ikke i stand til at opfylde deres forpligtelser.

Vi kan måske lære noget af myren. Den samler sine forsyninger, når de er til rådighed og gemmer dem til den dag, hvor det ikke er muligt at få fat i dem. Resultatet er, at dens spisekammer sædvanligvis er godt fyldt op. Græshoppen, et meget større insekt, handler ikke på den måde. Den lægger ikke noget til side til hårde tider, men overlader til forsynet at skaffe den det, den behøver, og resultatet er, at de fleste græshopper sulter ihjel.

Jeg frygter, at visse mennesker er ligesom græshoppen og ikke drager fordel af deres muligheder på fornuftig vis. Hvis de ville tage ved lære af myren, ville de lægge de fødevarer til side, som de har brug for, og altid have dem ved hånden⁶ (se forslag nr. 2 på s. 212).

Herren har anvist os at arbejde for at kunne forsørge os selv.

Selve det faktum, at mange mennesker har fået så mange penge mellem hænderne, giver i visse tilfælde de unge det indtryk, at ærligt arbejde ikke er nødvendigt eller ønskværdigt, fordi pengene kommer så relativt let. Og dog er jeg overbevist om, at ethvert folk på jorden, der ikke tjente til livets ophold ved retskaffenhed og arbejdsomhed, er gået i forfald.

Hvis jeres børn vokser op i lediggang, ved vi, at det ikke er til Herrens behag.⁷

Så er vi meget bedre stillet, når vi er optaget af fornuftigt arbejde.⁸

Vor himmelske Fader har … for meget længe siden sagt, at der var lediggængere i Zion … og han sagde: »Den, der er doven, skal ikke spise arbejderens brød, ej heller bære hans klæder« (L&P 42:42). Jeg antager, at han ikke mente dem, der ikke kan finde arbejde, og som på rette vis prøver at tage vare på sig selv. Jeg antager, at han henviste til den vane, nogle mennesker får med at støtte sig til deres næste … Jeg føler, at intet menneske i denne verden er retfærdiggjort i at føle, at det kan forlade sig på en anden til at forsørge sig. Da jeg var barn, følte jeg ikke, at nogen skulle være tvunget til at sørge for mit underhold. Herren har givet mig intelligens. Han sagde, at jeg skulle arbejde, og jeg begyndte at arbejde, da jeg var 12 år gammel, og jeg fandt glæde ved det, og jeg har tjent til livets ophold og hjulpet andre i over 50 år.

Jeg takker Gud for arbejde, for den glæde, der kommer af at udføre ting i verden. Jeg giver ikke udtryk for nogen særlig form for arbejde udover, at det er hæderligt. Men Herren har givet udtryk for, at vi bør være arbejdsomme. I fordums tider sagde han, at vi bør tjene til livets ophold i vores ansigts sved (se 1 Mos 3:19).⁹ (Se forslag nr. 3 på s. 212).

Hverken rig eller fattig bør være stærkt opsat på rigdomme.

»Ve jer rige mennesker, som ikke vil give jeres gods til de fattige, for jeres rigdomme vil fordærve jeres sjæl; og på hjemsøgelsens og dommens og harmens dag skal jeres klage være denne: Høsten er forbi, sommeren er endt, og min sjæl er ikke frelst!« (L&P 56:16).

Det er, hvad Herren siger om rige mennesker, der nægter at tildele af deres gods til de fattige. Men han siger noget lige så alvorligt til den fattige, som ikke gør sit bedste. Han siger:

»Ve jer fattige mennesker, hvis hjerte ikke er sønderknust, hvis ånd ikke er angerfuld, og hvis bug ikke er tilfreds, og hvis hænder ikke kan holde sig fra andre menneskers ejendele, hvis øjne er fulde af begærlighed, og som ikke vil arbejde med jeres egne hænder!« (L&P 56:17) …

Derpå sagde han ydermere: »Men velsignede er de fattige, som er rene af hjertet.« Der er en ganske stor forskel dér: »… velsignede er de fattige, som er rene af hjertet, hvis hjerte er sønderknust, og hvis ånd er angerfuld; for de skal se Guds rige komme i magt og stor herlighed til deres udfrielse; for jordens fedme skal være deres« (L&P 56:18).

Det er dem, der ikke har verdens rigdom, men stadig har livet og tilværelsen og indsigt, og som er ivrige efter at gøre det, Herren gerne vil have dem til …

Nuvel, mine brødre og søstre, vi har både rige og fattige i vore organisationer. Hvis vi er fattige, kan vi være værdige ligesom Herren angiver her. Vi kan være rene af hjertet og gøre vores bedste, og han tillader ikke dem, der gør deres bedste at lide for livets fornødenheder blandt det folk, der er i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige …

Jeg håber, vi ikke bliver bitre, fordi nogle mænd og kvinder er velstående. Hvis vi er velstående, håber jeg, vi ikke bliver selvcentrerede og uopmærksomme over for andre af vor Faders børns behov. Hvis vi er bedre stillede, end de er, bør vi være virkelige brødre og søstre, ikke blot foregive noget. Vore ønsker bør være at udvikle en sådan organisation i verden, at andre, der ser vore gode gerninger, ville se sig nødsaget til at herliggøre vor himmelske Faders navn …

Vi må ikke tilegne os andre menneskers dårlige vaner. Vi må ikke tilegne os den tankegang, at vi tager det, en anden har. Se på de ti bud, og så vil I finde en kort sætning: »Du må ikke begære« (2 Mos 20:17) …

Vi skal ikke tænke på den måde. Det gør andre måske, men hvis vi har Jesu Kristi evangeliums ånd i vores hjerte, bliver vi ikke bedraget i den henseende.

Vi har fået at vide, at vi ikke kan tjene Gud og en anden herre (se Matt 6:24). Vi må foretage et valg, og hvis vi ønsker at være Guds tjenere og vor himmelske Faders børn og fortjene hans velsignelser, må vi gøre det ved at ære ham og holde hans befalinger. Vore følelser og vores kærlighed, hvis jeg må bruge det udtryk, bør række ud til hele verden, hvis de vil tage imod det¹⁰ (se forslag nr. 4 på s. 212).

Gennem tiende og andre offerydelser bistår vi Kirkens værk og velsigner de trængende.

Herren har givet os det privilegium at kunne bidrage med en tiendedel af vores indkomst til sin kirke til fremme for hans værk i verden. De, der betaler deres tiende, bliver velsignet … Vi kan ikke forvente at gøre os fortjente til velsignelser uden en oprigtig indsats. Vi vil blive krævet at yde, hvad der for nogle synes at være ofre. Jeg formoder, at mennesker, når de betaler deres tiende, tænker, at de yder ofre, men det gør de ikke. De foretager en god investering, som giver et evigt afkast. Vor himmelske Fader giver os alt det, vi har. Han overdrager alt i vore hænder og bemyndiger os til at beholde ni tiendedele af det til eget brug, og derpå beder han om, at vi lægger hans tiendedel, hvor han anviser, hvor han ved, der opnås mest godt til fremme for hans kirke.

Da vi denne morgen hørte rapporterne om denne storslåede kirke (under et møde ved generalkonferencen), gjorde den økonomiske rapport et stort indtryk på mig – at vide, at en stor organisation som denne, med dens skarer af mennesker, der virker på så mange måder, midt i verdens virvar og lidelse er i en sådan tilstand, at én fra Kirkens præsidentskab kan stå her og oprigtigt sige til os, at denne kirke er gældfri. Med landene og de fleste mennesker i gæld er Kirken dog blevet styret således, at den er gældfri. Lad os tænke over det. Lad os støtte Kirken. Lad os følge Kirkens aktive ledelse. Lad os leve således, at Herren kan velsigne os på samme måde, som han velsigner Kirken.¹¹

Hvis I har betalt en ærlig tiende, kan jeg uden tøven sige, at de andre ni tiendedele har været en større velsignelse for dem, der har betalt, end de 100 procent har været for dem, der ikke har. Det er Herrens værk … Mennesker kunne ikke have gjort dette. Med al jeres gavmildhed og alt, hvad I yder, al jeres missionering, med jeres omsorg for de fattige … med alt det, I har givet som almindelige mennesker, vidner jeg om, at det I har tilbage, bibringer jer større lykke, større fred, større trøst og større forsikring om evigt liv end noget andet folk nyder i verden i dag.¹²

Jeg er sikker på, at Herren elsker disse ydmyge, trofaste sjæle, der er villige til at række ud og hjælpe de trængende, hvad enten det er med fødevarer, tøj, tæpper eller venlighed, fordi det er en del af Jesu Kristi evangelium¹³ (se forslag nr. 5 på s. 212).

Hvis vi er gavmilde med vore midler, er der ingen, der behøver at være i nød.

Ingen mand, kvinde eller barn i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige behøver at være i nød, for Kirken er organiseret til at hjælpe dem, der mangler livets fornødenheder. Der er rigeligt til alle, og der er ekstra tilovers … Gud har tilladt mennesker rigdom, og hvis de har opnået den på passende vis, er den deres, og han velsigner dem i deres anvendelse af den, hvis de anvender den på passende vis.¹⁴

Vi bliver så optaget af verden, at vi glemmer de mennesker, der lider, som vi i mange tilfælde kunne hjælpe.¹⁵

Tænk på de mænd, der har været arbejdsløse, og også kvinder … Tænk på de mange af vor Faders børn, som han elsker lige så meget, som han elsker os, der er i nød. Tænk på, hvordan lidelsen vil være, hvis vi, der er heldigere stillet, ikke er gavmilde med det gods, Gud har anbragt i vore hænder – ikke kun godset, men hvis vi tilbageholder opmuntringsord og hjælpsomhed fra hans børn og ikke får besøgt dem i hjemmet, hvor der er så mange behov og giver det, det er muligt for os hver især at give. Brødre og søstre, vi har fået alle disse muligheder for at berige os selv og udvikle vores karakter, og så vi kan samle os skatte i himlen, hvor møl og rust ikke fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler (se Matt 6:20). Disse muligheder får vi tilbudt af en alvidende Fader, der kender enden fra begyndelsen, og som har sagt: »Her er vejen, den skal I følge!«

Lad os … se os omkring i nabolaget – ikke overlade det til biskoppen og Hjælpeforeningen, men lad os hver især tjene dem i kærlighed og godhed, som har så meget brug for os. Og hvad end vi gør, så lad os ikke få dem, der anmoder om hjælp, til at føle sig forarmede. Lad os give det, vi giver, som om det tilhørte dem. Gud har lånt det ud til os. Sommetider handler vi, der har samlet midler, som om vi tror, det tilhører os. Alt, hvad vi har, vores mad, vores tøj, vores husly, vores hjem og vore muligheder har vi alt sammen fået som forvaltere i Kirken og vor himmelske Faders rige, og hvis vi … giver af vores gods, skønt det måske kun svarer til enkens småmønter, får vi fra ham, der bor i det høje, de velsignelser, vi behøver i vores tid her på jorden, og når den tid kommer, hvor vi skal gå på den anden side, opdager vi, at velsignelser venter på os fra en kærlig himmelsk Fader, som har påskønnet den indsats, vi har lagt for dagen.¹⁶

Hvis vi ønsker at være en del vor Herres rige, det celestiale rige, er dette vores mulighed for at forberede os – med uskrømtet kærlighed, med flid, med sparsommelighed, med udholdenhed, med et ønske om at gøre alt, hvad der står i vores magt for at velsigne andre, at give – til ikke altid at føle, at vi skal modtage, men ønske at give, for jeg siger til jer: »Det er saligere at give end at få« (ApG 20:35). Jesu Kristi evangelium er et evangelium, hvor der gives, ikke kun af vores gods, men af os selv, og jeg takker min himmelske Fader for, at jeg tilhører en organisation, der har fået sådanne anvisninger¹⁷ (se forslag nr. 6 på s. 212).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

George Albert Smith fortalte de hellige under den store depression: »Jeg tror, at vor himmelske Fader giver os mulighed for udvikling« (s. 204). Hvad betyder det for dig? Hvordan »udvikler« vi os, når vi tjener de trængende?
Overvej, hvad du kan gøre for at begynde eller forbedre dit forråd af fødevarer og midler, mens du læser det første delafsnit i lærdomme (s. 204-205). Hvilke eksempler er der på nødsituationer eller omstændigheder, som du bør forberede dig på? Hvad kan præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningen gøre for at hjælpe medlemmer til at forberede sig på disse nødsituationer?
Gennemgå det delafsnit, der begynder på s. 206 og læs L&P 68:31. Hvorfor tror du, at Herren kræver af os, at vi arbejder for vores underhold? Hvordan kan man effektivt undervise børn om vigtigheden af arbejde?
Læs præsident Smiths advarsel til de rige og de fattige på s. 207-208. Hvilke konsekvenser er der ved at være stærkt opsat på rigdomme? Hvad kan vi gøre for at undgå det?
Læs det delafsnit, der begynder på s. 208, hvori præsident Smith taler om velsignelserne ved at betale tiende og andre offerydelser. Hvordan kan man effektivt undervise de unge eller nye medlemmer om disse velsignelser?
Tænk på noget specifikt, du kan gøre for at hjælpe biskoppen og andre ledere i menigheden med at imødekomme behov hos mennesker i din menighed eller lokalsamfund, mens du læser det sidste delafsnit i lærdomme (s. 209-211). Hvad betyder det for dig at give »ikke kun af [dit] gods, men af [dig] selv«?

Skriftstedshenvisninger: Ef 4:28; Jak 1:27; 2 Ne 5:17; Jakob 2:17-19; Mosi 4:22-25; L&P 104:13-18

Til underviseren: »Selv når du underviser mange mennesker samtidig, kan du nå ind til den enkelte. Du når for eksempel den enkelte, når du byder hver person varmt velkommen ved klassens begyndelse … Du kan også nå ind til folk, når du gør deltagelse i klassen indbydende og betryggende« (Undervisning, den største kaldelse, s. 35).

George Albert Smith besøger biskoppernes forrådshus sammen med andre kirkeledere. Eftersom Kirken havde opbevaret fødevarer, var den forberedt på at hjælpe de nødstedte i kølvandet på anden verdenskrig.

»Vi kan have hårde tider, brødre og søstre, men vi kan være forberedte på dem.«

»Herren har givet os det privilegium at kunne bidrage med en tiendedel af vores indkomst til sin kirke til fremme for hans værk i verden.«