Kapitel 1

Efterlev det, vi tror på

Vores religion må komme til udtryk i vores dagligliv.

Fra George Albert Smiths liv

Da George Albert Smith var 34 år gammel, lavede han en liste over beslutninger, som han kaldte sin »personlige trosbekendelse« – 11 punkter, som han forpligtede sig til at leve efter:

»Jeg vil være ven med de venneløse og finde glæde ved at hjælpe de fattige med deres behov.

Jeg vil besøge de syge og lidende og indgyde dem et ønske om tro til at blive helbredt.

Jeg vil undervise om sandheden til menneskehedens forståelse og velsignelse.

Jeg vil opsøge den vildfarne og prøve at bringe ham tilbage til et retfærdigt og lykkeligt liv.

Jeg vil ikke forsøge at tvinge folk til at leve op til mine idealer, men hellere elske dem til at gøre det, der er rigtigt.

Jeg vil leve sammen med folket og hjælpe dem med at løse deres problemer, så deres jordiske liv kan blive lykkeligt.

Jeg vil undgå høje stillingers berømmelse og søge at hindre tankeløse venners smiger.

Jeg vil ikke bevidst såre andres følelser, ikke engang nogen, der har gjort mig uret, men søge at gøre noget godt for dem og gøre dem til mine venner.

Jeg vil overvinde tendensen til selviskhed og jalousi og glæde mig over alle vor himmelske Faders børns fremgang.

Jeg vil ikke være nogen levende sjæls fjende.

Da jeg ved, at menneskehedens Forløser har tilbudt verden den eneste plan, der fuldt ud kan udvikle os og gøre os virkelig lykkelige her og hinsides, føler jeg, at det ikke blot er en pligt, men et velsignet privilegium at udbrede denne sandhed«¹ (se forslag nr. 1 på s. 9).

De, der kendte præsident Smith, har sagt, at han virkelig efterlevede sin trosbekendelse. Ezra Taft Benson, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, fortalte om en oplevelse, hvor præsident Smith var tro mod sin beslutning om at »besøge de syge og lidende og indgyde dem et ønske om tro til at blive helbredt«:

»Jeg vil aldrig ophøre med at være taknemlig for de besøg, han aflagde i mit hjem, da jeg tjente som ydmyg missionær … Især er jeg taknemlig for et besøg, han aflagde en sen aften, da vores lille barn lå på dødens tærskel. Uanmeldt fandt præsident Smith tid til at komme til vores hjem og lægge sine hænder på den lille, der i timevis havde ligget i sin mors arme, og love hende fuldstændig helbredelse. Sådan var præsident Smith, han havde altid tid til at hjælpe, især dem, der var syge, og dem, der havde mest brug for ham.«²

Spencer W. Kimball bemærkede et andet tilfælde, hvor præsident Smiths handlinger viste hans overbevisning om at gøre godt mod »nogen, der har gjort [ham] uret«:

»Det blev meddelt [præsident Smith], at nogen havde stjålet hans frakke fra vognen. I stedet for at blive vred, sagde han: ›Bare vi dog vidste, hvem det var, så vi også kunne have givet ham tæppet, for han må have frosset. Og også noget mad, for han har sikkert været sulten.‹«³

En anden iagttager skrev om George Albert Smith: »Hans religion er ikke en lære lagt på køl. Den er ikke kun teori. Den betyder mere for ham end en beundringsværdig plan. Den er mere end en livsfilosofi. For én så praktisk anlagt som ham er religion den ånd, hvorved et menneske lever, hvorved det gør ting, om det så blot er at sige et venligt ord eller give et glas vand. Hans religion er nødt til at komme til udtryk i gerninger. Den må omfatte hverdagens detaljer.«⁴

En af hans rådgivere i Det Første Præsidentskab, præsident J. Reuben Clark Jun., opsummerede præsident Smiths personlige retskaffenhed med disse ord: »Han er et af de få mennesker, hvorom man kan sige, at han levede, som han underviste.«⁵

George Albert Smiths lærdomme

Vores lydighed mod evangeliet – ikke kun vores medlemsskab af Kirken – gør os værdige til at kaldes hellige.

Tilbedelse i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er et liv hengivet til Gud, et ønske om at være ham værdig, han i hvis billede vi blev skabt og som har givet os alt … hvad der er godt – Jesu Kristi evangelium.⁶

Hvor er det prægtigt at føle, at vi tilhører en kirke, der består eller burde bestå af hellige. Det er ikke tilstrækkeligt, at vores navn står på en optegnelse. Det er vigtigt, at vi lever det liv, der gør os berettigede til at kunne kaldes hellige, og hvis I gør det, vil I være lykkelige …

Da Jesus af Nazaret kom ned på jorden og begyndte at prædike evangeliet om riget, var der mange, især de selvretfærdige farisæere, som forkastede hans budskab og gjorde gældende, at de var Abrahams efterkommere og således antydede, at deres slægtslinje ville frelse dem i Guds rige.

Frelseren meddelte dem, at hvis de var Abrahams børn, ville de gøre Abrahams gerninger (se Joh 8:33-39). Jeg vil gerne sige til de sidste dages hellige, at hvis vi er værdige til at kaldes sidste dages hellige, er det, fordi vi lever et liv som hellige, og det er evangeliets hensigt på den måde at gøre os fortjente til det. Verden er kommet i en sådan tilstand og er blevet bedraget af modstanderen i så lang tid og har erklæret, at den blotte tro på Gud er alt, hvad der er nødvendigt, at jeg frygter for den. Det er blot modstanderens trick⁷ (se forslag nr. 2 på s. 9.)

Den såkaldte »Mormonisme« er Jesu Kristi evangelium, som følge heraf er det Guds kraft til frelse for alle dem, der tror på og adlyder dets lærdomme. Det er ikke de, der siger: »Herre, herre«, der nyder godt af hans ånds følgeskab, men de, der gør hans vilje (se Luk 6:46).⁸

Med henvisning til det 7. kapitel i Matthæus og det 24. vers finder jeg følgende:

”Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.

Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.

Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.

Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort« (Matt 7:24-27).

Hvor mange af os, der lærer Faderens vilje, gør det? Hvor mange af os lægger dag for dag et fundament og bygger en konstruktion, der kan blive i overensstemmelse med værdigheden hos vor Mesters statur? »Ja, menneskene er Guds bolig, ja, templer; og det tempel, som bliver besmittet, det tempel vil Gud ødelægge« (L&P 93:35). Han har givet os større intelligens og visdom end vore medmennesker. De sidste dages hellige har fået en kundskab om forudtilværelsen, en kundskab om, at vi er her, fordi vi bestod vores første prøvestand, og at vi har fået mulighed for at opnå evigt liv i vor himmelske Faders nærhed ved at bestå vores anden prøvestand. Vi bliver ikke dømt som vore brødre og søstre i verden dømmes, men i forhold til de større muligheder, vi er i besiddelse af. Vi er blandt dem, der har modtaget Herrens ord, der har hørt hans udtalelser, og hvis vi følger dem, giver det os evigt liv, men hvis vi svigter, er følgen fordømmelse.⁹

Lad os gøre det bedre, end vi nogensinde før har gjort det. Lad os forny vores beslutning om at være virkelige sidste dages hellige, og ikke kun foregive at være det … Jeg kender ikke nogen, der ikke kan gøre det lidt bedre, end de allerede har gjort, hvis de træffer beslutningen.¹⁰

Vor himmelske Fader forventer, at vi forbereder os på og lever, så vi er værdige til hans lovede velsignelser.

Jeg har slået op på det toogtyvende kapitel i Matthæus’ beretning om Frelserens lærdomme og vil læse denne bestemte lignelse:

»Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:

›Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup.

Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet …

Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på.

Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav.

Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.‹« (se Matt 22:1-3, 11-14) …

Her var en mand, der kom til bryllupsfesten, og da tiden kom, så kongen eller herren, at han ikke havde bryllupsklæder på. Han havde tilsyneladende ikke taget hensyn til dens betydning. Han var kommet ind, uforberedt, og havde forventet at kunne deltage. Han var kommet til festen – de var alle inviterede til festen, men jeg formoder, at de burde vide, at kun de, der var passende klædt på, ville få adgang, og denne mand var forundret, da han fik stillet spørgsmålet om, hvorfor han var klædt sådan.

Verden lader til at tro, at de kan komme, når som helst de er klar. Vor Faders børn forstår ikke, at man skal forberede sig. Modstanderen har således bedraget dem, så de tror, at forberedelse ikke er nødvendig, at hvad som helst er i orden, men i dette budskab, som Frelseren gav i en lignelse til sin omgangskreds, får vi at vide, at der må være en forberedelse, og uden den forberedelse kan ingen få tilladelse til at tage del i vor himmelske Faders mere dyrebare gaver. Det gælder for medlemmer af denne kirke, som har en forestilling om, at fordi de er blevet inviteret, og fordi deres navne står på optegnelserne blandt dem, der er blevet kaldet, skal de ikke gøre mere … De har glemt Herren og forbereder sig ikke til den fest, han har inviteret dem til.

Det er vor himmelske Faders ønske, at vi forbereder os til bryllupsfesten, ellers bliver vi holdt ude. Han forventer, at vi fortsat fylder vores sind med sandheden, og at vi udbreder denne sandhed, når lejlighed byder sig blandt alle hans børn. Selv om vores navn forekommer i Kirkens optegnelser, er det ikke nogen garanti for, at vi får en plads i det celestiale rige. Kun de, der lever værdigt til at være medlem af det rige, får en plads der.

Hvis der overhovedet midt i denne ustabile tilstand, den usikkerhed, der findes i verden, er et tidspunkt, hvor vi bør granske os selv for at finde ud af, om vi gør det, som Herren ønsker, vi gør, er det i dag. Hvis der overhovedet er et tidspunkt, hvor vi bør være sikre på, at vi befinder os på vejen til evigt liv, er det nu. Vi kan ikke forsømme disse muligheder. Gud lader sig ikke spotte. Når han har tilbudt os en gave, når han har anbragt en velsignelse inden for vores rækkevidde, når han har inviteret os til at deltage i en fest og vi overhører den, kan vi være sikre på, at vi vil lide den kval, der kommer til de mennesker, som afviser Herrens velsignelser, når de får dem tilbudt.¹¹

Vi kan ikke leve som verden og med rette forvente at få en plads i riget. I første afsnit i Lære og Pagter henviser Herren til ugudelighed og fortæller os, at han ikke kan se på synd med den mindste grad af billigelse (se L&P 1:31). Det er hård kost, for nogle af os i Kirken har den idé, at vi kan fjante med vor Herres evangelium og med det evige livs grundlæggende principper, og alligevel få den plads, vi ønsker. Det er ikke sandt. Herren vil være barmhjertig, men han vil være retfærdig, og hvis vi vil have nogen som helst velsignelse, er der kun én måde, hvorpå vi kan opnå den, og det er ved at holde de befalinger, der giver os ret til den velsignelse ¹² (se forslag nr. 3 på s. 9).

Hvis vi gør vores fulde pligt, bliver vores livsførelse et bevis for vores tro på evangeliet.

I løbet af i år har jeg haft det privilegium at møde nogle mennesker, der bor i dette lokalsamfund (Salt Lake City), og som ikke tilhører Kirken, og tale med dem om evangeliet. En mand havde boet her i tyve år, en mand, hvis livsførelse var upåklagelig, en god borger, en dygtig forretningsmand, én der var venlig stemt over for vores folk. Han fortalte mig, at han havde boet her i tyve år, og han var kommet til den konklusion, at vi var lige så gode mennesker som vore naboer, der tilhører andre kirker. Han kunne ikke se nogen forskel på os.

Jeg ønsker at fortælle jer, brødre og søstre, at for mig er det ikke nogen kompliment. Hvis Jesu Kristi evangelium ikke gør mig til et bedre menneske, så har jeg ikke udviklet mig, som jeg skulle, og hvis vore naboer, som ikke tilhører denne kirke, kan bo blandt os år efter år uden at se noget bevis på de fordele, som det giver os at holde Guds befalinger, så er der brug for forbedring i Israel …

Gør I jeres pligt? Udfører vi det arbejde, som Herren har betroet i vores varetægt? Fornemmer vi det ansvar, der ligger på os? Eller flyder vi dovent med strømmen, følges med tidevandet og tager for givet, at vi på den yderste dag bliver forløst?¹³

Vi kaldes et ejendomsfolk (se 1 Pet 2:9), fordi vi måske har en gennemgribende tro på Jesu Kristi evangelium …

Hvis vi som ejendomsfolk i den grad levede efter hvert ord, der udgår af vor himmelske Faders mund (se L&P 84:44), da ville vi virkelig være et velsignet folk. Vi lever i stor udstrækning efter det vidnesbyrd, vi har fået af vor Forløser, og så vidt er vi et velsignet folk. Men vi ville blive endnu mere velsignet og få fremgang, hvis vi kunne mande os op til at udføre vores fulde pligt.

Jeg beder til, at ånden, som sætter os i stand til at tjene trofast, må være med os, at ønsket om at gøre godt må overvinde fristelserne på vores vej, og uanset hvor vi går, at andre, der ser vore gode gerninger, ikke kan afholde sig fra at prise vor Fader, som er i himlene (se Matt 5:16).¹⁴

Lad os nu granske os selv. Gør vi så meget, som vi burde? Og hvis ikke, så lad os omvende os og gøre det bedre. Hvis vi gør, som vi bør, hvis vi rækker ud i alle retninger og gør godt mod vor Faders børn, da påfører vi os selv en alvidende Faders velsignelse, og vi vil glæde os over det gode, vi udfører her …

Lad os være ydmyge og bønsomme, leve nær vor himmelske Fader og være et bevis på vores tro på Jesu Kristi evangelium ved at leve op til dets principper. Lad os være et bevis på vores tro på Gud og på det værk, han har givet til jorden, ved altid at leve retskaffent, for når alt kommer til alt er dét det stærkeste vidnesbyrd, vi vil kunne bære om sandheden af dette værk¹⁵ (se forslag nr. 4 på s. 9).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Tænk på nogle idealer eller principper, som du gerne vil følge i dit liv, mens du læser præsident Smiths trosbekendelse (s. 1-2). Overvej at skrive dem i en personlig dagbog.
Læs de første fire afsnit på s. 3. Hvad vil det sige at være en sidste dages hellig? Hvad kan en forælder gøre for at hjælpe sit barn til at leve som en hellig?
Tænk over, hvordan du kan anvende lignelsen om bryllupsfesten i dit liv, mens du læser det delafsnit, der begynder på s. 5 (se også Matt 22:1-14). Hvad tror du fx bryllupsfesten symboliserer? Hvem repræsenterer de inviterede gæster? Tænk over, hvad du kan gøre for at forberede dig på bryllupsfesten (s. 6).
Læs det sidste afsnit af lærdomme (på s. 8) og tænk på én, du kender, der har et stærkt vidnesbyrd om evangeliet. Hvordan er den persons livsførelse et bevis på vedkommendes vidnesbyrd? Overvej, hvad du kan gøre for at være et bevis på dit vidnesbyrd.

Skriftstedshenvisninger: Matt 7:16-23; Jak 1:22-25; 2:15-18; 1 Joh 2:3-6; Moro 7:3-5; L&P 41:5

Til underviseren: »For at hjælpe os med at undervise ud fra skrifterne og de sidste dages profeters ord har Kirken produceret lektionshæfter og andre materialer. Der er stort set ikke behov for kommentarer eller andre opslagsværker« (se Undervisning, den største kaldelse: Hjælpemateriale til undervisning i evangeliet, 2000, s. 52).

»Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.«

»Hvis vi rækker ud i alle retninger og gør godt mod vor Faders børn, da … vil [vi] glæde os over det gode, vi udfører her.«