Kapitel 9

Åbn din sjæl for Herren i bøn

Gennem personlig bøn og familiebøn kan vi føle vor himmelske Faders indflydelse i vores tilværelse og i vores hjem.

Fra George Albert Smiths liv

Bøn var en vigtig del i det hjem, hvor George Albert Smith voksede op. »Der blev vist opmærksomhed for personlige bønner og familiebønner i husstanden,« sagde han. »Jeg lærte ret tidligt i livet, at Herren besvarer bønner, for han besvarede mine, og han gav mig på mange måder bevis for sin årvågne omsorg.«¹

Selv sent i sit liv huskede præsident Smith med varme, hvordan hans mor, Sarah Farr Smith, lærte ham at bede:

»Jeg blev opdraget ved en sidste dages helligs mors knæ. Noget af det første, jeg husker, var, da hun tog mig ved hånden og førte mig ovenpå. I værelset var der to senge, den seng, mine forældre sov i, og en lille, lav seng på ruller på den modsatte side. Jeg husker det, som var det i går. Da vi kom ovenpå, satte hun sig ved siden af min lille rulleseng. Hun bad mig knæle foran sig. Hun foldede mine hænder og tog dem i sine og underviste mig i min første bøn. Jeg glemmer det aldrig. Jeg ønsker ikke at glemme det. Det er et af de dejligste minder, jeg har i mit liv, en engleagtig mor, der sidder ved min seng og underviser mig i bøn.

Det var en meget enkel bøn, men … den bøn åbnede himlens vinduer for mig. Den bøn fik min himmelske Faders hænder til at nå ned til mig, for hun havde forklaret mig, hvad det alt sammen betød i overensstemmelse med et lille barns forståelse. Siden den dag og til nu, hvor jeg har rejst noget nær en million kilometer i verden blandt vor Faders andre børn, hver dag og hver aften, hvor som helst jeg har været, har jeg følt mig nær min himmelske Fader, når jeg er gået i seng eller har rejst mig fra den. Han er ikke langt væk.«²

Gennem sit liv satte præsident Smith sin lid til bøn, ikke kun som et middel til at komme nærmere Gud, men også for at bede ham om hjælp i nødens stund. En dag, hvor han svømmede i Stillehavet ud for Californiens kyst, havde han følgende oplevelse:

»Jeg blev anset for at være en meget dygtig svømmer og nød sporten i fulde drag. Netop den dag var tidevandet meget højt og meget kraftigt. Da jeg forlod stranden og svømmede ud i havet, dykkede jeg gennem de store bølger, når de blev brudt og sprøjtede hen over mig. Mit mål var de store dønninger bag bølgerne, hvor jeg kunne ligge på ryggen og ride op og ned på disse dønninger.

Mens jeg var optaget af denne interessante sport, brød en kæmpestor bølge, før jeg kunne genvinde balancen efter mit dyk gennem den foregående. Den næste fangede mig og kastede mig ned på havets bund. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev trukket ud af understrømmen. På lige netop det tidspunkt kom bølgerne i hurtig rækkefølge, og jeg kunne ikke genvinde balancen, før jeg måtte dykke fra den ene ind i den næste. Jeg blev klar over, at jeg hurtigt var ved at miste min styrke, at det ville blive nødvendigt for mig at skulle have hjælp. Da jeg red på toppen af en enorm bølge, så jeg det undersøiske pæleværk til en mole nær ved, og jeg tænkte, at hvis jeg med en overmenneskelig kraftanstrengelse kunne nå pæleværkets sikkerhed, ville jeg kunne redde mit liv.

Jeg bad stille min himmelske Fader om at give mig styrke til at nå mit mål. Da jeg blev skyllet hen til en armslængde fra molen, rakte jeg ud og lagde armene rundt om en af pælene. De var dækket med skarpe, mørkeblå muslinger, og da jeg slyngede mine arme og ben rundt om dets sikkerhed, skar de mig i brystet, benene og lårene. Jeg klamrede mig til den, så længe jeg kunne udholde smerten og så efter en stor venlig bølge på min vej, som jeg kunne kaste mig ud i og komme hen til en pæl tættere på stranden. Hver gang anstrengte jeg mig med en bøn i hjertet om at komme fra den ene pæl til den næste ved hjælp af en rullende bølge.

Langsomt, men sikkert og med stort besvær kæmpede jeg mig vej mod stranden, hvor vandet var lavt nok til, at jeg kunne gå op på stranden. Da jeg nåede sikkert ind til det varme sand, faldt jeg udmattet om. Jeg var så svag, så tæt på at være druknet, at jeg var ude af stand til at gå hjem, før jeg havde hvilet mig nogen tid. Mens jeg lå på sandets varme og sikkerhed, tænkte jeg på den oprivende oplevelse, jeg netop havde været ude for, og mit hjerte fyldtes med taknemlighed og ydmyghed over, at Herren havde … reddet mit liv«³ (se forslag nr. 1 på s. 96).

George Albert Smiths lærdomme

Bøn giver os mulighed for at tale med vor himmelske Fader, som om han var til stede.

Det er en vidunderlig velsignelse, at vi i disse tider med stress og usikkerhed nyder godt af, at vi kan være sikre på at få guddommelig vejledning og have urokkelig tro på en personlig Gud, som interesserer sig for os, og som hører og besvarer vore bønner.⁴

For en del år siden … hørte jeg om en forældreløs niårig dreng, som i hast blev bragt på hospitalet, hvor en undersøgelse viste, at han straks skulle opereres. Han havde boet sammen med nogle venner, der havde givet ham et hjem. Hans far og mor (da de var i live) havde lært ham at bede, og derfor var dét, han ønskede, da han kom til hospitalet, at Herren skulle hjælpe ham.

Lægerne havde besluttet at gå i samråd. Da han blev kørt ind på operationsstuen, kiggede han sig omkring og så de sygeplejersker og læger, der havde været i samråd. Han vidste, at det var alvorligt, og han sagde til en af dem, mens de gjorde forberedelser til at give ham bedøvelse: »Doktor, før du begynder at operere, vil du så ikke godt bede for mig?«

Lægen undskyldte tilsyneladende pinligt berørt ved at sige: »Jeg kan ikke bede for dig.« Derpå spurgte drengen de andre læger, men med samme resultat.

Til sidst skete der noget meget bemærkelsesværdigt. Denne lille fyr sagde: »Hvis I ikke kan bede for mig, vil I så ikke nok vente, mens jeg beder for mig selv?«

De fjernede lagenet, og han knælede på operationsbordet, bøjede sit hoved og sagde: »Himmelske Fader, jeg er kun en forældreløs dreng. Jeg er forfærdelig syg. Vil du ikke nok gøre mig rask? Velsign disse mænd, der skal til at operere, så de gør det rigtigt. Hvis du vil gøre mig rask, vil jeg prøve at vokse op og blive et godt menneske. Tak, himmelske Fader, fordi du vil gøre mig rask.«

Da han var færdig med at bede, lagde han sig ned. Lægernes og sygeplejerskernes øjne var fyldt med tårer. Så sagde han: »Jeg er klar.«

Operationen blev foretaget. Den lille fyr blev kørt tilbage til sin stue, og efter få dage kom han ud fra hospitalet, godt på vej til fuldstændig helbredelse.

Nogle dage derefter tog en mand, der havde hørt om situationen, hen til en af kirurgernes kontor og sagde: »Fortæl mig om den operation, I foretog for nogle dage siden – operationen på en lille dreng.«

Kirurgen sagde: »Jeg har opereret adskillige små drenge.«

Manden tilføjede: »Denne lille dreng ønskede, at nogen bad for ham.«

Lægen sagde meget alvorligt: »Der var sådan et tilfælde, men jeg ved ikke, om ikke det er for helligt for mig at tale om.«

Manden sagde: »Doktor, hvis du vil fortælle mig det, vil jeg behandle det med respekt. Jeg vil gerne høre det.«

Derpå fortalte lægen historien, omtrent sådan som jeg her har genfortalt den, og tilføjede: »Jeg har opereret hundredvis af mennesker, mænd og kvinder, der mente, de havde tro til at blive helbredt, men aldrig før, indtil jeg stod hen over den lille dreng, har jeg følt Guds nærhed, som jeg følte den dér. Den dreng åbnede himlens vinduer og talte til sin himmelske Fader, som man ville med en anden, ansigt til ansigt. Jeg ønsker at fortælle dig, at jeg er et bedre menneske efter at have haft denne oplevelse med at stå og høre en lille dreng tale til sin himmelske Fader, som om han var til stede«⁵ (se forslag nr. 2 på s. 96).

Lad os leve sådan, at der hver aften, når vi knæler for at bede, og hver morgen, når vi bøjer os for Herren i taksigelse, inde i os vil være kraft til at åbne himlene, så Gud hører og besvarer vore bønner, så vi kan vide, at vi har hans godkendelse.⁶

Hvis vi lever nær vor himmelske Fader, bliver vi inspireret til at vide, hvad vi skal bede om.

Min far var som ung mand nær ved at miste livet i floden Provo … Hans far, der var i Salt Lake City, følte sig tilskyndet til at gå ind i et lokale, der var blevet forbeholdt til bøn. Han … knælede ned … og sagde: »Himmelske Fader, jeg føler, der er noget alvorligt galt med min familie i Provo. Du ved, jeg ikke kan være hos dem dér og være her. Himmelske Fader, vil du bevare og beskytte dem …«

På det tidspunkt, hvor han bad, så tæt på som det var muligt at regne ud ved at kontrollere tidspunktet, var min far faldet i floden. Det var ved højvande. Træer og sten væltede ned gennem dalen, og han var hjælpeløs. Dem i nærheden så den knibe, han var i, men de kunne ikke få fat i ham. Vandets turbulens var af en sådan art, at ingen kunne overleve i det. De stod bare og så skrækslagne til. Far gjorde alt, hvad han kunne, for at holde hovedet oven vande, men han blev kastet op og ned og slået ind mod stenene og træstykkerne. Pludselig løftede en bølge hans krop op af vandet og kastede ham op på bredden. Det var et direkte svar på … bøn.⁷

Vi bør være opmærksomme på vore personlige bønner. Vi bør leve så nær vor himmelske Fader, at vi kan vide, når vi bøjer os for ham, at det, vi beder om, er ham velbehageligt, og hvis det ikke bliver os givet på den måde, vi beder om, kan vi vide, at vi får den velsignelse, som vi er berettiget til, og at det vil virkelig være en velsignelse⁸ (se forslag nr. 3 på s. 96).

Bøn er en magtfuld indflydelse i vores personlige tilværelse, vores hjem og vores samfund.

Herren … har forklaret os, hvordan vi kan modtage velsignelser gennem bøn. Der er mange mennesker i verden, som ikke er klar over bønnens virkelige fordele. Bøn er en kraft. Den har en indflydelse, som kun forholdsvis få mennesker synes at forstå …

Hvor mange findes der i denne kirke, som ikke ved, at de har ret til, den absolutte ret til at bede til deres Fader i himlen og bede ham om at fjerne deres lidelse og lede dem til tilfredshed og lykke?⁹

Det er underligt, at noget medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige skal tilskyndes til at bede sine bønner, og alligevel findes der visse mennesker, der ikke beder personlige bønner eller holder familiebøn. Så medmindre vi beder, mister vi den beskyttelse, bøn giver¹⁰ (se forslag nr. 4 på s. 96).

Jeg vil gerne understrege følgende: Jeg håber, at sidste dages hellige ikke vil svigte deres bønner, deres personlige bønner og deres familiebønner. Børn, der vokser op i hjem, hvor der ikke afholdes familiebøn og personlig bøn går glip af meget, og jeg frygter, at midt i verdens forvirring, travlhed og faren rundt efterlades mange hjem uden bøn og uden Herrens velsignelser. Disse hjem kan ikke fortsætte med at være lykkelige. Vi lever i en tid, hvor vi har lige så meget brug for vor himmelske Fader, som de har haft i enhver anden tidsalder.¹¹

Læg ikke Guds kraft til side. Bevar bønnens og taksigelsens indflydelse i jeres hjem, og lad taknemlighed strømme til ham, der er skaberen af vores væsen og ophavet til alt godt.¹²

Lad vores hjem være et sted, der huser bøn, taksigelse og taknemlighed … Lad os bede for de storslåede mænd og kvinder i verden, der har brug for Herren, men ikke forstår hans interesse i dem. Bed for … vore regeringsledere, vore borgmestre, de mennesker, der har politisk indflydelse i vore forskellige lokalsamfund, så de må gøre de ting, der er til vores alles bedste og gør os gladere og behager vor himmelske Fader. Det er vores privilegium. Jeg siger til jer, at bønnens magt er noget, der ikke kan måles.¹³

Familiebøn bringer enighed i familien.

Vi ser som familiemedlemmer ikke altid ens på tingene, mænd tænker ikke altid, som deres hustru gør og omvendt, men hvis I vil bede sammen med et oprigtigt ønske om at være forenede, siger jeg til jer, at I vil være enige om alle vigtige anliggender.

På en plakatsøjle … så jeg: »Den familie, der beder sammen, bliver sammen.« Jeg ved ikke, hvem der havde sat den der, men jeg ønsker at sige, at hvis I tænker over det et øjeblik, ved I, det er sandt. Jeg formaner jer til at bede sammen til Herren, og med det mener jeg ikke blot at sige bønner, jeg mener ikke at … gentage noget om og om igen, men åbn jeres sjæl for Herren som ægtemand og far i jeres hjem, og lad jeres hustru og børn deltage. Få dem til at være med. Så kommer der en indflydelse ind i jeres hjem, som I kan føle, når I kommer der.¹⁴

Som én, Herren har bedt om at undervise, bønfalder jeg jer om at sætte jeres hus i orden. Tag ikke for mange ting for givet. Lad jer ikke forlede til verdens tåbeligheder og dårskab. I må sikre jeres familie på enhver tænkelig måde. Forén dem ved bønnens indflydelse … Hvilken kraft bønnen er til at holde os på vejen til evigt liv og lede os ind i det celestiale rige!¹⁵ (se forslag nr. 5 på s. 96).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Læs i »Fra George Albert Smiths liv« (s. 89-91) mærke til, hvordan præsident Smiths tidlige oplevelser med bøn påvirkede ham hele hans liv. På hvilke effektive måder kan man undervise børn om bønnens kraft?
Gennemgå historien om den niårige dreng (s. 91-92). Hvordan kan det være, at vore bønner sommetider ikke føles som en samtale ansigt til ansigt med vor himmelske Fader? Overvej, hvad du kan gøre i dine personlige bønner for at fornemme hans nærvær oftere.
Tænk på engang, hvor du følte dig tilskyndet til at bede en bøn om noget, mens du overvejer præsident Smiths lærdomme på s. 92-94. Hvad ville du sige til en, der føler, at vedkommendes bøn er forblevet ubesvaret?
Overvej præsident Smiths udtalelse: »Medmindre vi beder, mister vi den beskyttelse, bøn giver« (s. 94). Hvordan har du følt bønnens magt og beskyttelse? Overvej at bære dit vidnesbyrd om bønnens magt for dem, du besøger som hjemme- eller besøgslærer.
Præsident Smith underviste i, at bøn vil »holde os på vejen til evigt liv« (s. 96). Hvorfor tror du, det forholder sig sådan? Hvad kan familier gøre for at sikre sig, at de konsekvent beder sammen? Overvej, hvad du kan gøre for at gøre personlig bøn til en mere meningsfyldt del af dit liv.

Skriftstedshenvisninger: Matt 6:7-13; 7:7-11; 2 Ne 4:35; Alma 34:18-27; 37:37; 3 Ne 18:20-21; L&P 88:63-64

Til underviseren: »Det er derfor eleven, som må sættes i gang. Når en lærer retter søgelyset mod sig selv, bliver forestillingens stjerne, selv taler hele tiden eller på anden vis overtager hele aktiviteten, er det næsten helt sikkert, at han hindrer elevernes indlæring« (Asahel D. Woodruff, i Undervisning, den største kaldelse,s. 61).

»Det er en vidunderlig velsignelse, at vi … nyder godt af, at vi kan være sikre på at få guddommelig vejledning og have urokkelig tro på en personlig Gud, som interesserer sig for os, og som hører og besvarer vore bønner.«

»Vi bør leve så nær vor himmelske Fader, at vi kan vide, når vi bøjer os for ham, at det, vi beder om, er ham velbehageligt.«

»I må sikre jeres familie på enhver tænkelig måde. Forén dem ved bønnens indflydelse.«