Kapitel 13

Gør jeres del for at fortælle om evangeliet

Der er mange måder, hvorpå vi kan deltage i det store værk med at fortælle om Jesu Kristi gengivne evangelium.

Fra George Albert Smiths liv

Ud over at have tjent i næsten 48 år som generalautoritet var George Albert Smith på tre fuldtidsmissioner for Kirken, herunder to år som præsident for Den Europæiske Mission. Han opfordrede kirkemedlemmer til at forberede sig åndeligt til en fuldtidsmission og til at tage imod sådanne kaldelser, når de kom. Men han underviste dem også i, at de ikke behøvede en formel missionskaldelse for at kunne forkynde evangeliet. George Albert Smith var missionær gennem hele sit liv, og han mindede ofte kirkemedlemmer om deres mange muligheder for at fortælle venner og bekendte om evangeliet og opmuntrede dem til at være et godt eksempel på en Kristi discipel.

Præsident Smiths tjeneste i Den Europæiske Mission begyndte kort efter afslutningen på første verdenskrig. På grund af krigen var antallet af missionærer faldet drastisk, og bestræbelser på at øge antallet blev forhindret, fordi missionærerne blev nægtet visa. Derudover spredte Kirkens fjender løgnehistorier om de sidste dages hellige og skabte fordomme, der var vanskelige at overvinde. Trods disse begrænsninger var præsident Smith overbevist om, at værket ville gå fremad takket være trofaste sidste dages helliges eksempel. Han bemærkede, at når Kirken bliver mere kendt, »respekteres dens medlemmer for deres dyder,« og kritikere »berøves hurtigt deres grundløse fordomme ved direkte kontakt med sidste dages hellige i deres dagligdag … Derpå dømmer de os på vore frugter, ud fra egne iagttagelser, og sådanne oplysninger kan, når de videregiver dem, kun have én virkning, og den er til vores fordel.«¹

Kort efter han var påbegyndt sit virke som præsident for missionen, skrev han til Kirkens medlemmer i Europa og mindede dem om deres ansvar for at fortælle om evangeliet og bidrage til at fremme værket:

»Med fuld tillid til at Herren vil bøje alle værdige menneskers hjerte mod evangeliet, når de forstår det, så lad os sammen benytte os af muligheden for at arbejde, mens det endnu er tid. Lad os udbrede Mesterens lærdomme til frelse, både timeligt og åndeligt, for de gode mennesker i Storbritannien og de andre lande i Den Europæiske Mission.«²

Nogle få måneder senere skrev han: »Hvert medlem af Kirken bør fryde sig over at undervise i sandheden. Vi bør hver især gøre noget hver dag for at bringe lyset til vore medmennesker. Alle er dyrebare i vor himmelske Faders øjne, og han vil til fulde belønne os for at have oplyst deres sind. Vores ansvar kan ikke lægges over på andres skuldre.«³

Efter at have vendt hjem fra Europa i 1921 rapporterede George Albert Smith ved generalkonferencen: »De fordomme, der har været mod os førhen, er i vid udstrækning blevet fordrevet, og hundredvis og tusindvis af mænd og kvinder er blevet klar over det arbejde, vi udfører.« Han formanede derpå de hellige til konstant at søge efter måder, hvorpå de kunne fortælle andre om evangeliet: »Vores problem er at finde en måde, hvorpå vi kan præsentere vor Herres evangelium til alle mennesker. Det er vores problem, og med guddommelig hjælp kan vi finde en måde at løse det på. Det påhviler os at forvisse os om, hvorvidt der findes nogle midler, hvorved vi kan gøre mere, end vi allerede har gjort, hvis vi vil leve op til vor himmelske Faders krav«⁴ (se forslag nr. 1 på s. 138).

George Albert Smiths lærdomme

Alle medlemmer af Kirken har et ansvar for at fortælle om evangeliet.

Jeg er så taknemlig over de privilegier, jeg har i Jesu Kristi Kirke, for mit fællesskab med mænd og kvinder i denne og andre kirker. Jeg er taknemlig for at have så mange venner i de forskellige kirker i verden, som er spredt ud over forskellige steder. Jeg er taknemlig for de venskaber, men jeg er ikke tilfreds, før jeg kan fortælle dem om noget af det, som de endnu ikke har modtaget.⁵

Vi sender missionærer ud til jordens lande for at forkynde evangeliet, som det er blevet åbenbaret i disse sidste dage. Men det er ikke vores eneste pligt. Lige ved siden af os, i hundred- og tusindvis, findes vor himmelske Faders udsøgte sønner og døtre. De bor blandt os, vi bliver venner, men vi underviser dem ikke i det evangelium, som vi ved er Guds kraft til frelse, i den udstrækning, som vi burde. Kirkens præsidentskab gør alt, hvad der ligger i deres magt. De giver af deres tid i løbet af dagen og ofte til langt ud på aftenen, til Kirkens fordel. De brødre, de omgås, giver gavmildt af deres tid og rejser rundt og underviser de sidste dages hellige og bringer evangeliet ud til vor Faders børn. Stavspræsidenter, højrådsmedlemmer, biskopper og alle disses assistenter arbejder uophørligt for at velsigne folket, og deres belønning er sikret. Men gør vi alt det, vi bør, således at vor himmelske Fader, når vi står for hans domstol, kan sige til os, at vi har gjort al vores pligt over for vore medmennesker, hans børn?⁶

I en af de allerførste åbenbaringer … i Lære og Pagter, står der følgende:

»Se nu, et forunderligt værk er ved at tage sin begyndelse blandt menneskenes børn …

Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet« (L&P 4:1, 3).

Det er ikke nødvendigt, at I bliver kaldet til at gå ud i missionsmarken for at forkynde sandheden. Begynd med den mand, der bor ved siden af jer, ved at indgyde ham tillid, ved at indgyde ham kærlighed til jer på grund af jeres retskaffenhed, og så er jeres missionering allerede begyndt,

»for se, marken er allerede hvid til høst« L&P 4:4).⁷

Udbredelsen af sandheden er ikke andres ansvar, men det er jeres og mit ansvar at sørge for, at menneskenes børn bliver undervist i Jesu Kristi evangelium i sin renhed. Får det jer ikke til at føle jer taknemlige?⁸

Det er en storslået mulighed for os alle. Jeg vil gerne fremhæve personlig missionering ved hver af os blandt vores omgangskreds. Hvis vi gør vores bedste, vil vi blive overraskede over, hvor mange der er interesserede, og de vil ikke blot være taknemlige, fordi vi bringer dem sandheden og åbner deres øjne for de herligheder og velsignelser, som vor himmelske Fader har beredt, men de vil elske os og være os taknemlige gennem evighedens tidsaldre.

Der er så meget, som Herren har udøst over os, som andre mennesker endnu ikke har fået. Selvfølgelig vil vi ikke være egoistiske. Der bør i vores hjerte være et ønske om at fortælle hver en sjæl, som vi overhovedet kan, om Jesu Kristi evangeliums glædelige sandheder.⁹

Så lad os ikke, når hver af os går fremad og med den indflydelse, vi har på vore venner og bekendte, være frygtsomme. Vi skal ikke irritere folk, men få dem til at føle og forstå, at vi ikke er interesserede i at få dem til at blive medlemmer af Kirken for at øge medlemstallet, men for at de kan nyde de samme velsignelser, som vi nyder¹⁰ (se forslag nr. 2 på s. 138).

Hvis vi lever et eksemplarisk liv, kan vores påvirkning opmuntre andre til at lære om evangeliet.

Husk, at vi alle har et ansvar. Vi bliver måske ikke kaldet til en bestemt opgave, men i hvert et nabolag er der mulighed for, at vi hver især kan udstråle en ånd af fred, kærlighed og lykke i en sådan grad, at folk forstår evangeliet og bliver indsamlet til folden.¹¹

For blot et par dage siden fortalte en veluddannet mand i en samtale med en af vore søstre, som besøgte den østlige del af landet, hende følgende: »Jeg kan ikke tro, sådan som du gør, men jeg ville ønske, jeg kunne. Det er smukt.« Og sådan er det med mange af vor Faders børn. Når de ser beskaffenheden af dette værk og betragter de mænds og kvinders handlinger, der har taget imod sandheden, fyldes de med forundring over det, der er opnået, samt den fred og lykke, der følger den oprigtigt troende, og de ønsker, at de også kan få del i det. Og det kan de, hvis de har tro.¹²

Jeg har ofte lagt mærke til, og jeg tror, de fleste af jer, der har haft missionæroplevelser, er enige med mig, at ingen god mand eller kvinde kan være under påvirkning af trofaste medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og tilbageholde deres rosende bemærkninger om det, de observerer, mens de er sammen med os. Når de forlader os – sommetider er det anderledes – men mens de er under den påvirkning, der kommer fra Herren, og som de tjenere, der tjener ham, er i besiddelse af, er de som regel glade for i rosende ord at omtale det, de har set og følt.¹³

Modstanderen har anvendt sine mest kraftfulde midler for at hindre udbredelsen af evangeliets sandheder. Og det er jeres og min pligt med takt, broderlig kærlighed og tro at overvinde de fordomme, som modstanderen har sået i vor Faders børns hjerte, for at nedbryde de falske indtryk, der i visse tilfælde eksisterer i selv gode mænds og kvinders sind, og for at undervise dem i vor Herres evangelium, som er Guds kraft til frelse for enhver, der tror på og adlyder det.¹⁴

Jeg mener, at den store organisation, som vi tilhører, burde være i stand til at vise et sådant eksempel, så mennesker i vores nabolag, som ikke er kirkemedlemmer, og som ser vore gode gerninger, ville være nødsaget til at prise vor himmelske Faders navn. Det er sådan, jeg føler i den henseende. Alt, hvad vi behøver, er at vise et godt eksempel, være gode mænd og gode kvinder, og det vil de lægge mærke til. Så vil de måske give os mulighed for at undervise dem om det, de ikke ved.¹⁵

Hvis vi, som medlemmer af Kirken, holdt Guds befalinger, hvis vi tillagde sandheden den værdi, vi burde, hvis vi levede vores liv i overensstemmelse med dens smukke lærdomme, så vores omgangskreds, der så vores adfærd, ville se sig nødsaget til at søge efter sandheden, ville vi være nogle strålende missionærer¹⁶ (se forslag nr. 3 på s. 138).

Vi tager del i missioneringen ved at forberede fremtidige missionærer og ved at støtte dem på deres mission.

Det er ikke kun vores mission at undervise i Jesu Kristi evangelium og efterleve det, men det er vores mission at sende vore sønner og døtre ud i verden, når de fra tid til anden bliver kaldet til at virke i Kirkens tjeneste. Når de tager af sted, bør de være således oplært, at de vil være ubøjelige overfor modstanderens fristelser. De bør være så rene, dydige og retskafne i deres livsførelse som overhovedet muligt, og da vil påvirkningen ved selve deres tilstedeværelse kunne mærkes af dem, de er i kontakt med. Guds Ånd bor ikke i urene tabernakler, men hans Ånd bor i dem, der holder sig selv rene og friske.

Lad os derfor opdrage vore drenge og piger under Guds Ånds indflydelse.¹⁷

Lad ikke jeres børn vokse op uden at undervise dem i Jesu Kristi evangeliums principper. Vent ikke, til I sender dem ud i missionsmarken, med at lære dem, hvad evangeliet betyder. Da jeg var i sydstaterne som missionær for 55 eller 60 år siden, kan jeg huske en mand, som kom fra en stor familie, sagde: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle disse mennesker.«

»Jamen,« sagde en af brødrene, »undervis dem i Bibelen. Få fat i din Bibel og læs 1. Mosebog.« Han sagde: »Jeg ved ikke, hvor i Bibelen 1. Mosebog findes,« og dog kom han fra et … sidste dages helligt hjem for at udbringe livets og frelsens budskab til disse mennesker i sydstaterne. Det var imidlertid ikke længe derefter, at hans sind blev forandret. Han havde fået et vidnesbyrd om sandheden gennem studium og bøn, og han vidste, at evangeliet var her, og han var i stand til at stå frem og frimodigt bære vidnesbyrd om, at Jesu Kristi evangelium er sandheden.¹⁸

Vigtigheden af at forberede sig til dette værk gør indtryk på mig. Det er ikke tilstrækkeligt, at en dreng blot tilkendegiver sit ønske på grund af tillid til sine forældre, for at gøre det, de ønsker, han skal gøre, at tage ud i verden og forkynde evangeliet. Det er ikke tilstrækkeligt, at han tager imod det kald, som vor himmelske Fader fra tid til anden foretager gennem sine tjenere til at tjene på en mission, men det er også nødvendigt, at han gør sig fortjent til arbejdet, gransker skrifterne og lærer det, Herren ønsker, han skal vide. Det er vigtigt, at vore sønner og døtre bliver grundfæstede i deres tro og ved, lige som deres forældre ved, at dette er vor Faders værk …

Et dusin mænd, der har kvalificeret sig til arbejdet, er i missionsmarken mere værd end hundrede, der er uvidende om sandheden og som selv skal undervises, før de er i stand til at forklare det for andre.

Dette er vor Faders værk og er ikke til at spøge med. Det er af yderste vigtighed for os. Lad os … bestræbe os på at fæstne troen i vore børn, så de er villige til at adlyde hvert et kald, og fra deres sjæls inderste sige: »Jeg er parat til at gå hen, hvor end min himmelske Fader ønsker, jeg skal tage hen«¹⁹ (se forslag nr. 4 på s. 139).

Der er fremsat en bøn om … at vi sender vore sønner og døtre ud i missionsmarken … Det er mig en glæde at se mænd og kvinder spare op og planlægge, for at deres børn kan gå ud i verden. Inden for de sidste uger tog en ung mand … af sted til missionsmarken, og hans to søstre … sender ham en del af deres små indkomster, for at han kan nyde velsignelserne ved en mission. Han er den første i en stor, børnerig familie, der skal på mission for at udbrede sandheden … Jeg kender den glæde, som disse to gode kvinder, der har tro til at give af deres midler til deres bror, så han kan tjene Herren i missionsmarken, vil fyldes med i deres hjerte. De får den velsignelse, der kommer af at undervise i evangeliet, så meget som det kan lade sig gøre at få uden selv at tjene.²⁰

Jeg tænker … på vore repræsentanter i missionsmarken, der er spredt ud over forskellige steder i dette land og i visse fremmede lande. Bed for dem, brødre og søstre. De har brug for Herrens hjælp, og de har brug for vores tro og bønner. Skriv til dem og giv dem opmuntring, så de ved, når de får brev hjemmefra, at de altid huskes.²¹

Vi deltager i missioneringen ved selv at forberede os på at tage på mission.

Det vil ikke vare længe, før der vil være efterspørgsel efter dygtige mænd og kvinder i denne kirke til at undervise i sandheden i egne af jorden, hvor vi hidtil har været udelukket fra: Og hvis vi ønsker evig glæde i vor Faders rige sammen med dem, han har velsignet os med her, lad os da være uselviske i vores tilværelse: Lad os forberede os til arbejdet og tage ud i verden og forkynde sandheden, når lejlighed byder sig, og være de redskaber i vor Faders hænder, der drager hans børn tilbage til ham ved at undervise dem i hans evangeliums skønheder.²²

For blot få år siden gik det mange af mine venner godt. De havde livets nødvendigheder og mange luksusting, og da det blev antydet, at de kunne tage ud i missionsmarken, sagde nogle af dem: »Jeg kan ikke forlade mine forretninger, jeg kan ikke klare mig, hvis jeg stopper og efterlader det, jeg har.« Men deres virksomhed er gået ned og har efterladt dem. Det, som de troede, de ikke kunne klare sig uden, er væk og uden for deres rækkevidde, og mange af netop disse mænd ville i dag være glade, hvis de kunne gå ti år tilbage, og hvis de da blev kaldet til at træde ind i Herrens tjeneste, ville de sige: »Jeg vil tilpasse mig til situationen, jeg er glad for den mulighed, jeg får tilbudt, for at være livets og frelsens tjener.«

… Tænk på vore muligheder og privilegier ved at kunne sidde hjemme hos denne verdens ærefulde mænd og undervise dem i Jesu Kristi evangelium. Tænk, hvad det ville betyde at sidde sammen med mænd, som ikke besidder guddommelig myndighed, og undervise dem i frelsesplanen og forklare dem, hvordan de også kan nyde de velsignelser ved guddommelig myndighed, som I nyder.

Jeg fornemmer, at nogle af os er selviske. Vi er så glade for at nyde vore velsignelser, vi er så glade for at være omgivet af livets behageligheder og at omgås de bedste mænd og kvinder, der findes i denne verden, at vi glemmer vores pligt over for andre. Hvor ville vi være lykkelige, hvis vi ville stræbe efter at gøre vores indflydelse for det gode mere gældende i verden ved at betjene dem, der endnu ikke har forstået vor Herres evangelium.

Mange af os er over halvvejs i livet, mange af os er ved at afslutte vores arbejdsliv. Kirken har brug for missionærer ude i marken. Mænd, der forstår evangeliet og som er villige til om nødvendigt at give deres liv for det, og når jeg siger, at vi har brug for missionærer, mener jeg, at verden har brug for dem.²³

Missionsmarken ligger foran os. Vor Faders sønner og døtre behøver os … Der er i denne kirke tusinder af mænd og kvinder, som er i stand til at undervise i evangeliet, og som kan blive dygtigere ved at gøre deres pligt i missionsmarken. De vil blive velsignet med midler, tilstrækkelige til at de kan udføre det værk, Herren ønsker, vi skal udføre.²⁴

Nu, da tiden er for hånden, hvor hindringerne bliver brudt ned og de barrierer, der er blevet oprejst for at hindre evangeliets udbredelse, er blevet væltet, når lyden af Herrens røst gennem hans tjenere kommer til jer: »Forbered jer til at gå ud i verden og forkynde evangeliet,« så gør ikke, som Jonas gjorde, prøv ikke at gemme jer eller løbe væk fra jeres pligt, kom ikke med undskyldninger om, at I ikke har de nødvendige midler, sæt ikke tåbelige ting i vejen for jeres vision, som vil forhindre jer i at få evigt liv i jeres himmelske Faders nærhed, som kun kan opnås ved tro og hengivenhed for hans sag. Lad hver mand sætte sit hus i orden, lad hver mand, der bærer præstedømmet, sætte sig selv i orden, og når kaldet kommer fra Herrens tjenere om, at han skal gå ud i verden for at undervise om sandheden, for at advare menneskenes børn, sådan som vor himmelske Fader kræver, de skal advares, lad da ingen gemme sig bag tåbelige ting for at blive slugt, om ikke af en stor fisk, da af verdens tåbelige ting (se Jon 1:1-17).²⁵

Det er ikke en let opgave, det er måske ikke behageligt at blive kaldt ud i verden og forlade dem, man holder af, men jeg siger jer, at de trofaste, de, der opfylder den forpligtelse, der kræves af dem, vil opnå en fred og glæde, der overgår al forstand, og forbereder dem til i rette tid, når livet er fuldendt, at stå i deres Skabers nærhed og blive anerkendt af ham på grund af det, de har gjort.²⁶

Jeg beder til, at hans Ånd må findes overalt i Kirken, at kærligheden til vor himmelske Faders børn må findes i vores hjerte, at vi må fornemme betydningen af vores mission i verden, mens vi griber efter ting, der ikke er vore, der kun er os til låns som forvaltere, så vi ikke glemmer den uvurderlige gave det er, det uvurderlige privilegium inden for vores rækkevidde det er at undervise i evangeliet og frelse menneskenes børns sjæle²⁷ (se forslag nr. 5 på s. 139).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Tænk over præsident Smiths ord i »Fra George Albert Smiths liv« (s. 129-130). Hvorfor tror du, han var så optimistisk angående missioneringen i Europa trods modstanden? Hvordan kan dette eksempel hjælpe dig, hvis din familie eller venner afviser din invitation om at lære om evangeliet?
Gennemgå det første delafsnit i lærdomme (s. 130-132). Hvilke metoder har du fundet frem til at være de mest effektive, når du skal fortælle om evangeliet til venner og bekendte?
Tænk på et tilfælde, du kender til, mens du læser det delafsnit, der begynder på s. 132, hvor et kirkemedlems eksempel har gjort, at nogen lærte mere om Kirken. Hvilke andre årsager er der til, at det i missioneringen er så vigtigt at efterleve Kirkens standarder?
Søg på s. 132-134 efter ting, som fremtidige missionærer er nødt til at gøre for at forberede sig åndeligt til deres mission (se også L&P 4). Hvad kan forældre gøre for at forberede deres sønner og døtre? Hvordan kan præstedømmekvorummer og Hjælpeforeningssøstre hjælpe?
Gennemgå det sidste delafsnit i lærdomme (s. 136-138). Hvilke »tåbelige ting« kunne afholde os fra at tjene på en mission? Hvilke velsignelser får man ved at tjene som seniormissionær? Overvej, hvad du mangler at gøre for at forberede dig til at tage på mission.

Skriftstedshenvisninger: Matt 5:14-16; Mark 16:15-16; 1 Tim 4:12; Alma 17:2-3; L&P 31:1-8; 38:40-41

Til underviseren: »Når du benytter dig af en række forskellige aktiviteter i forbindelse med undervisningen, har eleverne tendens til at forstå evangeliets principper bedre og huske mere. En omhyggeligt udvalgt metode kan gøre et princip mere tydeligt, mere interessant og lettere at huske« (Undervisning, den største kaldelse, s. 89).

George Albert Smith tjente som præsident for Den Europæiske Mission fra 1919 til 1921.

»I hvert et nabolag er der mulighed for, at vi hver især kan udstråle en ånd af fred, kærlighed og lykke.«

»Der er i denne kirke tusinder af mænd og kvinder, som er i stand til at undervise i evangeliet, og som kan blive dygtigere ved at gøre deres pligt i missionsmarken.«