Kapitel 17

Troens styrkende kraft

Tro er en gave fra Herren, igennem hvilken de retskafne får bemyndigelse til at udføre bemærkelsesværdige ting.

Fra George Albert Smiths liv

I 1919 blev George Albert Smith som medlem af De Tolv Apostles Kvorum kaldet som præsident for Den Europæiske Mission. I et budskab til de lokale hellige omtalte præsident Smith kort tid efter sin ankomst de vanskelige forhold i Europa, som stadig var ved at komme sig efter første verdenskrigs ødelæggelser: »Jeg er klar over, at vi lever i en vigtig tid i verdenshistorien. Med nye, anspændte forhold blandt landene og en urolig atmosfære, som er almindelig næsten overalt hos menneskenes børn, føler jeg derfor et stort ansvar derved, at jeg må møde dem og jeg stræber yderst indtrængende efter guddommelig vejledning i udførelsen af mine pligter.« Præsident Smith havde tro på, at trods de vanskelige tider, de stod over for, ville medlemmernes og missionærernes indsats blive belønnet med fremgang: »Bistået af gode, dygtige medarbejdere i missionens hovedkvarter og af trofaste mænd og kvinder i missionsmarken ser jeg med glad forventning frem til en udbytterig høst af ærlige sjæle.«¹

En af præsident Smiths mest presserende pligter som missionspræsident var at øge antallet af missionærer i Europa. Kirken havde kun sendt få missionærer til Europa under krigen, og nu gjorde mangel på fødevarer og andre økonomiske problemer, at de europæiske regeringers embedsmænd blev uvillige til at udstede visa til udlændinge. Præsident Smiths vanskelige hverv var at overtale disse embedsmænd til at tillade, at missionærerne kom ind i deres land. I et brev til sin datter Emily fortalte præsident Smith om en rejse til London med dette formål.

»Vores amerikanske ambassadør har været meget venlig og har formået at sikre os et interview med Sir Robert Horne, Storbritanniens arbejdsminister. Da vi præsenterede os i hans kontor, overrakte vi vores brev fra ambassadøren til Sir Roberts sekretær, som spurgte, om vores ærinde kunne vente, eftersom hans chef skulle af sted til Skotland om nogle få minutter og være væk i tre uger. Jeg forsikrede ham om, at vi ville påskønne fem minutter af hans tid nu overordentligt, eftersom vi ikke boede i London og vores sag hastede. Sekretæren gik ind til Sir Robert og vendte snart tilbage og fortalte, at denne ville udsætte sin rejse og møde os kl. 16 samme dag. Jeg havde bedt yderst indtrængende den morgen om, at vejen måtte blive åbnet for os, og da vi blev inviteret til at komme tilbage, følte jeg stor taknemlighed mod vor himmelske Fader.«

På det aftalte tidspunkt blev præsident Smith og hans medarbejdere inviteret ind på Sir Robert Hornes privatkontor. »Vi prøvede at fortælle ham, hvad vi havde brug for og forsikrede ham, at Storbritannien havde behov for det, vi bad om. I næsten halvanden time lyttede han yderst interesseret til noget af Kirkens historie, vores tro og så videre.

Da jeg var færdig, spurgte han atter, hvad vi ønskede af ham, og da vi fortalte ham, at vi ønskede at få den begunstigelse at hæve vores missionærstyrke til 250, det samme som før krigen, sagde han, at det ville være ham en fornøjelse at udstede instrukser til sin afdeling om at tillade, at det antal kunne lande så hurtigt, som de kunne ankomme. Selvfølgelig var vi yderst glade og forlod ham med en forvisning om, at han havde lettet os for noget af en byrde i vores sind.

Jeg er overbevist om, at vi fik en ven i en af Englands mest indflydelsesrige mænd, og jeg vil ikke tøve med at henvende mig til ham på noget tidspunkt, hvis det skulle vise sig nødvendigt.«²

James Gunn McKay, en af præsident Smiths missionærer, som var til stede ved mødet med Sir Robert Horne, sagde senere: »Se det vidunderlige værk, han har udført. Der var kun få ældster dér (i missionen). Det syntes, som om vejen lukkede til, og alligevel kom han fyldt af Herrens inspiration og var i stand til at banke på hos embedsmænd og vinde deres tillid, og til sidst opnåede vi den gunst, vi ønskede, at ældsterne kunne komme og genoptage arbejdet og udføre deres mission med at fremme Herrens sag og udrette hans værk, og på den måde sikrede han os et vidnesbyrd om, at Gud leder dette værk.«³ Ældste McKay tilskrev præsident Smiths succes hans »tro, hengivenhed og næstekærlighed mod alle dem, han omgikkes«. »Jeg arbejdede sammen med ham,« sagde han. »Jeg sad i råd med ham, jeg bad sammen med ham, og jeg ved, at hans tro og loyalitet er så dyb som selve livet«⁴ (se forslag nr. 1 på s. 179).

George Albert Smiths lærdomme

Troens kraft er tydelig i skrifterne.

Vi får at vide, at uden tro kan vi ikke behage Gud (se Heb 11:6). Den er baggrunden for al handling, og skrifterne er fyldt med beviser på troens kraft. Det var Noas tro, der gjorde ham i stand til at bygge en ark, og som følge af lydighed mod Guds befalinger, blev han og hans husstand frelst, mens de, der manglede tro, blev begravet i den store vandflod (se 1 Mos 6:13-22; 7:1-24).

Det var ved tro, at Lot og hans familiemedlemmer blev skånet, da ild fra himlen fortærede byerne Sodoma og Gomorra og tilintetgjorde de indbyggere, som ikke havde tro (se 1 Mos 19:12-25).⁵

Ved tro ledte Moses Israels børn ud af trældom og gik tørskoet gennem Det Røde Hav, hvori de egyptiske forfølgere druknede, da de forsøgte sig. Mængden blev bespist med brød fra himlen. Da Moses slog på klippen ved Horeb, strømmede vandet ud for at slukke deres tørst, og mens de gik gennem ørkenen, blev de ledt til det forjættede land (se 2 Mos 14:21-31; 16:14-15; 17:5-6).⁶

Da Daniel fortsatte med at bede offentligt til Israels Gud, på trods af et dekret, som hans fjender havde forberedt med det formål at få ram på ham, blev han kastet i løvekulen og efterladt om natten. Han vidste, at hans himmelske Fader kunne bevare ham, og hans tillid var urokkelig. Næste morgen gik kongen tidligt hen til kulen og fandt Daniel i live. Hans tro havde gjort de vilde dyr harmløse og gjort ham fortjent til kongens hengivenhed (se Dan 6:4-28).

De tre hebræere, Shadrak, Meshak og Abed-Nego, som nægtede at tilbede en guldstøtte, som Nebukadnesar havde opstillet, blev kastet ned i den flammende ovn, der blev ophedet til syv gange varmere end normalt. De stolede på den levende Gud, og deres tro blev belønnet ved, at deres liv blev skånet (se Dan 3:8-28).

Ved tro kaldte profeten Elias ild ned fra himlen for at fortære hans offer, og kongen og folket blev overbeviste om, at Israels Gud var Gud, og at Ba’al ikke var (se 1 Kong 18:36-40).

Det var ved tro, at Jereds bror og hans ledsagere bevarede deres fædres sprog under forvirringen af sprog ved Babelstårnet og blev bragt til denne vestlige halvkugle (se Eter 1:33-43) … Det var en lignende tro, der gjorde Lehi i stand til at føre sin familie over havet og sætte fødderne på dette land, som er udsøgt frem for alle andre lande.

Det var tro, der satte Jesu disciple i stand til at udholde den forfølgelse, der overgik dem, og trods jødernes modstand at befæste det evangelium, som Frelseren havde overgivet dem.⁷

Det var ved tro, at alle miraklerne blev udvirket af denne verdens Forløser, og af dem, der omgikkes ham. Siden tidens begyndelse og indtil nu har det været det trofaste menneske, der har haft magt sammen med Gud.⁸ (Se forslag nr. 2 på s. 188-189).

Troens kraft er tydelig i de retskafne helliges tilværelse i denne uddeling.

I denne sidste uddeling var det takket være den unge profets (Joseph Smiths) ubetingede tro på Gud, at han gik ud i lunden, knælede, bad og modtog den første, store, himmelske tilkendegivelse, der kom til ham, hvorved de personlige egenskaber hos Guddommen atter blev gjort kendt for menneskeheden. Det var ved tro, at han kunne tage til højen Cumora og fra en engels hænder modtage disse hellige optegnelser, som han senere oversatte ved Guds gave og kraft. Det var ved tro, at han førte sit folk fra Kirtland til Missouris land og tilbage til Illinois, og skønt de gentagne gange blev udplyndret og drevet ud af deres hjem, forblev den tro hos dem, der var sået i deres hjerte, og de vidste, at Gud var opmærksom på dem. Det var ved tro, at den store by Nauvoo blev grundlagt under ledelse af profeten Joseph Smith, og ved tro at han modtog de herlige sandheder, som Lære og Pagter indeholder.

Det var ved tro, at Brigham Young førte folket ind i det vestlige land (Salt Lake-dalen), og da han ankom til toppen af bjerget og så ud over dalen, gav Gud ham et vidnesbyrd om, at dette var stedet, hvor Israel skulle grundlægges … Det var ved tro, at folket lagde hjørnestenen til dette storslåede tempel (templet i Salt Lake City), og i deres svaghed og fattigdom troede de på, at Gud ville berede en vej og tilvejebringe de midler, hvorved bygningsværket kunne færdiggøres. Det var ved tro, at vor himmelske Faders nåde blev skænket folket, da de i deres nød så afgrøderne blive fortæret af græshopperne, uden noget middel til at forhindre det, og ved Guds barmhjertighed blev deres bønner besvaret, og de fik et vidnesbyrd om det, ved at mågerne kom, så deres høst blev bevaret, og de blev reddet fra sult …

Det har været ved tro, at de mænd, der har stået i spidsen for dette værk, har været inspirerede for fra tid til anden at komme med den undervisning, vi havde brug for. Det er ved tro, vi bliver opbygget … af dem, der tjener i Herrens navn, og Talsmanden levendegør deres forstand og bringer det forgangne op i deres hukommelse og viser dem det, der skal komme, og beviser således åbenbaringens ånd.⁹

Det har været ved tro, at Israels ældster er gået frem efter at have forladt deres hjem og deres kære, og har udholdt verdens skændsel for at bære vidnesbyrd om, at Gud lever, og at Jesus er Kristus, og at Joseph Smith var en Herrens profet. Ved tro er de syge blevet helbredt, jeres døde er blevet oprejst til livet. Var de optegnelser tilgængelige med de mirakler, der er blevet udvirket blandt dette folk … ville de være et vidnesbyrd om Guds kraft gennem tro, som ikke overgås af nogen tidsalder i verden.

Det er dette princip, mine brødre og søstre, der får os til at sigte mod himlen, og som giver os håb i livets kamp. Når vi bliver forvirrede og står over for hindringer, vi tilsyneladende ikke kan overvinde og har tro på verdens Forløser, kan vi gå til ham og vide, at vore bønner besvares til vores bedste¹⁰ (se forslag nr. 3 på s. 179).

Dette spørgsmål er ofte blevet stillet: Er det muligt, at de drenge og piger, de unge mænd og unge piger, der er blevet opdraget i denne generation i Kirken, ville være villige til at lide de trængsler, afsavn og prøvelser, som deres fædre og mødre udholdt for evangeliets skyld? Ville de forlade deres trygge hjem for at befolke et nyt land til fordel for deres tro?

Jeg siger jer, at hvis der i deres hjerte er blevet sået en kundskab om dette værks guddommelighed, som vi kender det, hvis de har fået tro, fordi vi har holdt Herrens befalinger, hvis de er blevet undervist i at vide, at Jesus er Kristus, og at Joseph Smith var en Herrens profet, så siger jeg jer: Ja! De ville gøre det, deres far og mor har gjort og udfylde deres plads blandt Israel i de sidste dage.

Hvis det betød afsavn, hvis det betød sygdom og nød, eller selv det at leve i eksil, er der hundred- og tusindvis af vore sønner og døtre, der om nødvendigt ville besegle deres vidnesbyrd med deres liv, når de ved, at dette er Kristi evangelium¹¹ (se forslag nr. 2 på s. 179).

Herren åbner vejen for os, så vi kan gøre det, han beder os om, hvis vi udøver tro.

Jeg husker engang, hvor jeg følte mig tilskyndet til at sige til en missionær, der skulle til en bestemt by, hvor de ikke ville lade os holde møder på gaden:

»Husk nu at give Herren en chance. Du skal bede om en tjeneste. Giv Herren en chance. Bed ham om at åbne vejen.«

Den unge mand tog hen til den by, gik ind på borgmesterens kontor og spurgte, om han kunne tale med ham. Han ville spørge, om de kunne ændre den regel.

Da han kom derhen, fandt han ud af, at borgmesteren ikke var i byen. Den unge mand kom ud fra kontoret, så ned ad gangen og opdagede en dør for enden af den: »Politimesterens kontor.« Han tøvede et øjeblik, og noget sagde til ham: »Giv Herren en chance.« Han gik hen til politimesterens kontor og fortalte ham, hvorfor han var kommet. Da han var færdig, sagde manden:

»Jamen, hvilket gadehjørne vil du gerne have?«

Han sagde: »Jeg kender ikke denne by lige så godt, som du gør. Jeg vil ikke bede om et gadehjørne, der ikke er ønskværdigt, eller hvor vi ville spærre trafikken. Vil du have noget imod at gå med mig ud og vælge et gadehjørne?«

Kan I forestille jer en missionær, der beder en politimester om at vælge et gadehjørne, hvorfra han kan forkynde evangeliet!

Betjenten sagde:

»Selvfølgelig vil jeg gå med dig.«

På et kvarter havde de et af de bedste gadehjørner i byen, med tilladelse til at forkynde Jesu Kristi evangelium, hvor det ikke var blevet forkyndt på gaderne siden før krigen (første verdenskrig) …

Herren har en måde at udføre ting på, som vi ikke er i stand til, og han beder os aldrig om at gøre noget, uden at han gør vejen mulig. Det var det, han fortalte os gennem Nefi. Han kræver ikke noget uden at berede vejen.

»Og det skete, at jeg, Nefi, sagde til min far: Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7).

Hvis der er noget, som Herren beder dig om eller forventer, at du gør, og du ikke lige ved, hvordan du skal bære dig ad, så gør dit bedste. Bevæg dig i den retning, du bør gå, stol på Herren, giv ham en chance, og han vil aldrig svigte dig.¹²

Hvor er det vidunderligt at vide, at hvis vi vil, kan vi holde vor himmelske Fader i hånden og blive vejledt af ham. Intet andet folk i verden har den forsikring, som denne gruppe mennesker har.¹³ (Se forslag nr. 4 på s. 179).

Gud giver tro som gave til de retskafne.

Vores tro er betinget af vores retskafne liv. Vi kan ikke leve upassende og have tro, som vi burde, men hvis vi holder Herrens befalinger, kan vi få tro, og den vil vokse og øges, efterhånden som vores retskaffenhed øges.¹⁴

Hvis nogen af os mangler tro på dette værk, er det fordi vi ikke har holdt Guds befalinger. Hvis der er nogen, der ikke ved, at dette er vor Faders værk, er det, fordi de ikke har gjort deres pligt. Jeg ved, så sandt som jeg ved, at jeg lever, at dette er Herrens værk, og den kundskab kommer som følge af at holde hans befalinger.¹⁵

Vi ved, at tro er en gave fra Gud, at det er frugten af en retskaffen levevis. Den kommer ikke til os på vores befaling, men den er følgen af at gøre vor himmelske Faders vilje. Hvis vi mangler tro, så lad os undersøge os selv for at se, om vi har holdt hans befalinger og uden at tøve omvende os, hvis ikke vi har … Må Herren øge vores tro, og må vi leve, så vi kan være værdig til den.¹⁶

Jeg håber, at de, der har fået denne vidunderlige troens gave, lever, så de kan bevare den.¹⁷ (Se forslag nr. 5 nedenfor).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Se efter beviser på George Albert Smiths tro i beretningen på s. 171-172. En af præsident Smiths missionærer sagde, at hans resultater »sikrede … os et vidnesbyrd om, at Gud leder dette værk« (s. 173). Hvordan er du blevet påvirket af andres tro, som fx et familiemedlem eller en nær ven?
Gennemgå eksemplerne på tro på s. 173-177. Hvilke andre eksempler på tro er særlig meningsfulde for dig? Hvordan kunne du bruge disse eksempler til at hjælpe nogen, der udøver tro, men endnu ikke har modtaget de velsignelser, som han eller hun ønsker?
Hvordan har din tro givet dig »håb i livets kamp«? Hvordan kan tro hjælpe os med at overvinde frygt eller andre »hindringer, vi tilsyneladende ikke kan overvinde«? (s. 176).
Læs beretningen, der begynder på s. 177, og sammenlign den med beretningen i »Fra George Albert Smiths liv«. Hvilke oplevelser har du haft, der ligner dem? Hvad tror du, der menes med at »giv[e] Herren en chance«?
Præsident Smith lærte os, at »tro er en gave fra Gud«, som »[ikke] kommer … til os på vores befaling« (s. 178). Hvordan påvirker dette princip den måde, hvorpå du prøver at øge din tro og inspirere til tro hos andre? Hvilke specifikke ting kan vi gøre for at »bevare« troens gave? (se Alma 32:35-43).

Skriftstedshenvisninger: Hebr 11:1-11, 17-34; Jak 2:17-24; Alma 32:26-43; Eter 12:6-22; Moro 7:27-39; L&P 136:42

Til underviseren: »For at hjælpe eleverne med at forberede sig til at besvare spørgsmål kan du, inden noget bliver læst op eller præsenteret, fortælle dem, at du vil bede dem om at besvare noget … Du kan for eksempel sige: ›Lyt, når jeg læser dette skriftsted op, så I kan fortælle, hvad der interesserer jer mest ved dette‹, eller: ›Se, mens dette skriftsted bliver læst op, om I kan forstå, hvad Herren fortæller os om tro‹« (Undervisning, den største kaldelse, s. 69).

»Skrifterne er fyldt med beviser på troens kraft … Ved tro kaldte profeten Elias ild ned fra himlen for at fortære hans offer.«

Ved tro ledte Moses Israels børn ud af trældom, [og] gik tørskoet gennem Det Røde Hav.«

»Det var ved tro, at Brigham Young førte folket ind i [Salt Lake-dalen].«