Kapitel 5

Det hellige præstedømme – til velsignelse for Guds børn

Præstedømmet er Guds myndighed. De, der bærer præstedømmet, må være værdige og bruge det til at velsigne andre.

Fra George Albert Smiths liv

Under præstedømmemødet ved generalkonferencen den 2. oktober 1948 sagde præsident George Albert Smith:

»Jeg spekulerer nogle gange på, om vi som fædre gør os den umage at forklare vore drenge alvorligheden af den pligt, man påtager sig, når en dreng bliver diakon. Jeg spekulerer på, om faderen lader sin dreng, når han bliver ordineret til diakon, føle, at han har noget nu, der er af evig betydning …

Jeg husker det, som var det i går, da John Tingey lagde sine hænder på mit hoved og ordinerede mig til diakon. Jeg fik det således præsenteret og betydningen af det, at jeg følte, det var en stor ære. Resultatet var, at det var en velsignelse for mig, og derefter kom der efter et stykke tid andre ordinancer til mig. Men i hvert tilfælde var fundamentet i mit sind lagt om, at her var der en mulighed for endnu en velsignelse.«¹

I den samme tale underviste præsident Smith i, at en af de velsignelser, der kommer af ordination til præstedømmet, er muligheden for at velsigne andre. Som eksempel fortalte han om en indflydelsesrig præstedømmebærer – en hjemmelærer – fra sin ungdom:

»Rodney Badger var hjemmelærer i min fars hjem i årevis og en storslået mand. Hver gang, han kom, samledes familien, og han sad og stillede os spørgsmål og fortalte os det, som han mente, vi skulle forstå. Og jeg ønsker at fortælle jer, at når han kom i vores hjem, bragte han Herrens ånd med sig. Og når han gik, følte vi, vi havde haft besøg af en Herrens tjener.«²

Præsident Smith afsluttede med at udtrykke sit ønske om, at præstedømmebærere tjener medlemmerne i deres menigheder og stave og »ikke mister muligheden for at opløfte og udvikle og føre dem hen til at blive det, vor Fader ønsker, de skal blive«³ (se forslag nr. 1 på s. 51).

George Albert Smiths lærdomme

Jesus Kristus gengav guddommelig myndighed til jorden under sin jordiske tjenestegerning.

Da Frelseren kom i tidens midte, fandt han, at den store by Jerusalem vrimlede med ondt. Indbyggerne levede på en sådan måde, at de havde mistet guddommelig myndighed, derfor sendte Gud sin Søn til verden og indførte atter en kirke med guddommelig myndighed … Der fandtes gode mennesker i hans slægt … og der var andre, der stadig virkede i præstedømmet, men det var nødvendigt for Frelseren at komme og gengive guddommelig myndighed …

Da han begyndte sit virke, kaldte han ikke konger, regenter, præster eller andre af stor indflydelse til at hjælpe sig, men han kaldte ydmyge fiskere, og følgen var, at han om sig samlede mænd, der kunne undervises, og ikke mænd, der ikke ville tro på ham. Han organiserede en kirke under ledelse af vor himmelske Fader. Han overdrog guddommelig myndighed til sine omgangsfæller og vejledte dem med hensyn til, hvad de skulle gøre … Han havde guddommelig myndighed, og de retskafne anerkendte ham som Guds Søn. Nogle antog ham blot for at være et godt menneske. Vi tror på, at han kom til jorden, ikke blot for at undervise mennesker i, hvad de skal gøre, men for at overdrage guddommelig myndighed til sine omgangsfæller, så de kunne forvalte ordinancerne i hans kirke …

På Frelserens tid var han den præsiderende myndighed. Efter ham fulgte et kvorum på tolv mænd, som han havde udvalgt. Da han gik bort, blev De Tolvs Kvorum, ikke et antal almindelige mænd, som kaldte sig selv disciple, men et kvorum på tolv mænd, der besad guddommelig myndighed og havde modtaget den af Jesus Kristus, Kirkens ledere⁴ (se forslag nr. 2 på s. 51).

Præstedømmet blev gengivet i vor tid af mænd, der bar det i fordums tid.

Det er optegnet og anerkendt i himlen og på jorden, at trosbekendelser og sekter mangedobledes, efter Jesus Kristus forlod jorden, og kirkernes antal på jorden steg indtil vores elskede profet Joseph Smiths dage, hvor der fandtes mange sekter. Der var mange mænd, der foregav at være i besiddelse af guddommelig myndighed, og jeg antager, at nogle af dem troede, de havde modtaget den …

Da tiden var inde, og verden havde mistet myndigheden eller præstedømmet, kaldte Herren en ydmyg dreng og kom med en himmelsk tilkendegivelse og talte til ham og fortalte ham, hvad han skulle gøre, og sendte andre sendebud og himmelske væsener fra tid til anden, hvoraf organiseringen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fulgte, og i den kirke blev den guddommelige myndighed betroet …

Da Joseph Smith var en ung mand, vejledte Herren ham til at oversætte Mormons Bog. Ved en lejlighed, da Joseph og Oliver Cowdery var i gang med at oversætte, sendte Herren et helligt væsen som svar på deres spørgsmål om dåb. Hvem var det, der kom? Johannes Døber, som bar Det Aronske Præstedømme. Hvor kom han fra? Han kom fra himlen … Han viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery som et herliggjort, opstandent væsen. Han kom som anvist af vor himmelske Fader for at overdrage Det Aronske Præstedømme til Joseph og Oliver, for det fandtes ikke noget sted i hele verden. Det var nødvendigt, at himlen åbnede sig og at en mand, der havde haft præstedømmet, og stadig bar det, skulle komme og overdrage det.

Senere overdrog Peter, Jakob og Johannes, der bar Det Melkisedekske Præstedømme, dette præstedømme til Joseph og Oliver, og Herren ledte organiseringen af Kirken, med et præsidentskab bestående af en præsident og to rådgivere; også et kvorum for De Tolv Apostle, en patriark, højpræster, halvfjerdsere, ældster, præster, lærere og diakoner. Den samme slags organisation, der eksisterede i den oprindelige kirke, hvad angår myndighed.⁵

Den samme myndighed, som Joseph Smith havde, er blevet overdraget til jeres sønner, og de vil blive krævet til regnskab af vor Fader i himlen for at virke i evangeliets ordinancer. Ansvaret, som Joseph Smith fik, er ikke forsvundet med hans bortgang, det er faldet på andre skuldre. Vor Fader i himlen har fra tid til anden ladet dem, der har haft myndighed til at tale i hans navn, komme frem for at forvalte evangeliets ordinancer og velsigne menneskenes børn. De har delt den ære med jer og jeres børn.⁶

Jeg er taknemlig for, at Herren i disse tider atter har åbenbaret evangeliet. Faderen og Sønnen viste sig, mænd, der fordums bar præstedømmet, kom og overdrog dette præstedømme til ydmyge mænd, og de blev igen befalet at overdrage det til andre. Således er evangeliet og præstedømmet blevet gjort tilgængeligt for alle, der vil gøre sig fortjent til at modtage det, og det er Herrens måde.⁷

Jeres mission er bemærkelsesværdig, I mænd, der bærer præstedømmet. Guddommelig myndighed er blevet overdraget jer. I fik ikke jeres ret til at forkynde og undervise i evangeliet og virke i dets ordinancer som følge af jeres uddannelse på en højere læreanstalt. I fik jeres myndighed fra mænd med guddommelig hverv til at handle som Herrens tjenere, og den blev overdraget jer af dem, der modtog det direkte fra vor Herre Jesus Kristus⁸ (se forslag nr. 3 på s. 51).

Guds magt og myndighed kan kun findes i hans sande kirke.

Der er mænd, der har spurgt mig: »Hvad er fordelen ved jeres kirke frem for en anden kirke?« Jeg har på en taktfuld måde prøvet at forklare dem forskellen. Enhver organisation kan samles for at tilbede, men det giver dem ikke guddommelig myndighed. Enhver kirkeforsamling kan hobe sig sammen og organisere kirkesamfund. Det overdrager dem ikke guddommelig myndighed. Mennesker kan forene sig til gode formål, men myndighed fra vor himmelske Fader kan kun opnås på hans måde, og hans måde i tidligere tider var at kalde og ordinere mænd og indsætte dem i værket. Det samme er tilfældet i vore dage …

Folk bør komme til forståelse af, at det ikke giver dem guddommelig myndighed blot at bøje sig for Herren i bøn. At leve op til de krav, der består af ærlighed, dyd, sandhed og så videre, giver dem ikke guddommelig myndighed … Det er ikke tilstrækkeligt, at vi beder, eller at vi går i kirke. Det er nødvendigt, at vi er i besiddelse af guddommelig myndighed, og det er den påstand, at vi er i besiddelse af den myndighed, der har påført denne kirke meget af den forfølgelse, der har fulgt den siden begyndelsen. Men det er sandheden, og mange af vor Faders børn begynder at lægge mærke til virkningen af guddommelig myndighed i denne kirke. De ser den udvikling, der forekommer i mænd og kvinders tilværelse⁹ (se forslag nr. 4 på s. 51).

Personligt ønsker jeg ikke at blive opfattet som en, der finder fejl og kritiserer de mennesker, der tilhører verdens forskellige trosretninger. Jeg er taknemlig for, at der blandt så mange af dem findes gode mænd og kvinder, der tror på ham, og som med det lys, de har, tjener Gud. Men faktum er, at vor Fader i denne verden har oprettet sin kirke. Han har i disse dage overdraget mænd sin myndighed, og der findes ingen anden myndighed i verden, som han vil anerkende end den, han selv har fastsat¹⁰ (se forslag nr. 5 på s 52).

Præstedømmeordinancer er afgørende for os for at kunne indtræde i det celestiale rige.

Hvis vi var ligesom alle andre trosretninger, kan vi søge Herren og modtage hans velsignelser, fordi ethvert menneske, der gør godt i denne verden, modtager en velsignelse. Vi kan have alle de afgørende dyder og gøre dem til vore egne, men uden Guds magt og det hellige præstedømmes myndighed er det ikke muligt for mennesker at opnå det celestiale rige.¹¹

Den eneste plan, der forbereder menneskene til det celestiale rige, er den plan, som vor Herre, Jesus Kristus har givet, og den eneste myndighed, der vil gøre mennesker fortjente til at undervise og virke rigtigt i evangeliets ordinancer, er myndigheden fra vor Herre Jesus Kristus.¹²

Joseph Smith jun. blev kaldet af Gud til at være hans profet, og gennem ham blev det hellige Melkisedekske Præstedømme, som er Guds magt uddelegeret til mennesket til at handle i hans navn, gengivet til jorden. Gennem dette præstedømme bliver enhver ordinance i vor Herre Jesu Kristi evangelium, som er nødvendig for menneskenes børns frelse, forvaltet med rette myndighed.¹³

Hvordan ville det påvirke os, hvis vi måtte skille os af med den myndighed, Gud har overdraget os? Det ville betyde, at dørene til det celestiale rige ville være lukket for os. Det ville betyde, at den velsignelse, som er kronen på værket, og som jeg er blevet undervist i at se hen til, siden jeg var barn, ikke kunne virkeliggøres … Samværet med mine nærmeste … som er mig næsten lige så kært som selve livet, kunne ikke nydes i det celestiale rige.¹⁴

Præstedømmet … er en velsignelse, som, hvis vi er trofaste, vil åbne dørene til det celestiale rige og give os en plads dér, hvor vi kan leve gennem evighedernes tidsaldre. Spøg ikke med denne uvurderlige velsignelse¹⁵ (se forslag nr. 6 på s. 52).

Præstedømmebærere har et ansvar for at leve eksemplarisk og anvende præstedømmet til at velsigne andre.

Hvor er det smukt at se, at mænd, der er værdige, kan modtage præstedømmet, og at de i den myndighed, de har fået, gør så mange ting, der er en velsignelse for vor Faders andre børn.¹⁶

Man kan ikke gå ud i verden i nogen anden kirke eller i alle andre kirker og finde … mænd, der har guddommelig myndighed. Glem ikke det. I tilhører en udvalgt gruppe mænd … der får hænderne lagt på sig og modtager guddommelig myndighed, som gør jer til partnere med Mesteren over himmel og jord. Jeg mener ikke, at I ikke kan le, smile og nyde livet, men jeg mener derimod, at der dybt i hver en sjæl bør være en bevidsthed om, at »jeg er min brors vogter. Jeg har myndighed fra Herren Jesus Kristus – jeg bærer det hellige præstedømme.« Hvis vi vil gøre det, kommer vi ikke til at tage let på hellige ting, som nogle i fortiden har gjort.¹⁷

Den kendsgerning, at de bærer præstedømmet, vil for mange mænd være en fordømmelse, på grund af den måde hvorpå de har behandlet det ved at betragte det som om, det var noget meget almindeligt.¹⁸

Nogle mænd tror, at fordi de bærer præstedømmet, har de lov til at opføre sig på en særlig måde i deres hjem. Jeg ønsker at fortælle jer, at I mænd, der bærer præstedømmet, aldrig vil komme ind i det celestiale rige, medmindre I ærer jeres hustru og jeres familie og uddanner dem og giver dem de velsignelser, som I selv ønsker.¹⁹

Vor himmelske Faders myndighed findes på jorden til velsignelse for menneskeheden, ikke for at gøre dem, der modtager den myndighed, arrogante, men for at gøre dem ydmyge, ikke for at få dem, der har modtaget særlige privilegier, til at føle, at de er større end andre, men for at gøre os ydmyge i vores sjæl, bønsomme i vores hjerte og hensynsfulde over for alle mennesker i alt, hvad vi gør, og således ved vores retsindige liv være eksempler på det, som vor himmelske Fader ønsker, vi skal undervise i.²⁰

At være medlem af Kirken og bære præstedømmet får os ingen steder hen, medmindre vi er værdige. Herren har sagt, at enhver velsignelse, vi ønsker, er baseret på lydighed mod hans befalinger. Vi kan bedrage vores næste, og vi kan bedrage os selv med den tanke, at vi klarer os fint igennem, men medmindre vi holder vor himmelske Faders befalinger, medmindre vi værdigt bærer dette hellige præstedømme, som er så dyrebart, får vi ikke plads i det celestiale rige.²¹

I brødre … har fået overdraget en hellig mulighed, et helligt hverv. I har modtaget det hellige præstedømmes velsignelser. I har fået overdraget guddommelig myndighed, og med den myndighed følger ansvaret at opløfte jeres røst og leve, så mennesker i verden kan kende forskel på Jesu Kristi evangelium og andre organisationer i verden.²²

Hvor som helst I befinder jer, må I huske det faktum, at I repræsenterer ham, som er ophavet til vores eksistens. Det præstedømme, I bærer, er ikke Joseph Smiths præstedømme, eller Brigham Youngs eller nogen andre mænds, der er blevet kaldet som kirkeledere her eller i udlandet. Det præstedømme, I bærer, er Guds magt, som I har fået overdraget fra det høje. Hellige væsener måtte sendes ned på jorden … for at gengive den herlige velsignelse, der var gået tabt for jorden i århundreder. Vi burde så afgjort være taknemlige for vore velsignelser.²³

Jeg beder til, at Herren vil velsigne os alle, at vi vil være værdige til at bære det præstedømme, han har tilbudt os og overdraget os, så folk, uanset hvor vi går, vil kunne sige: »Den mand er en Herrens tjener«²⁴ (se forslag nr. 7 på s. 52).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Tænk over de oplevelser, præsident Smith beskriver på s. 43-45. Hvad kan vi gøre for at hjælpe unge mænd til at forberede sig til at blive ordineret til embeder i præstedømmet? Hvad kan vi gøre for at hjælpe unge piger til at forstå betydningen af præstedømmets kraft i deres tilværelse? Hvorfor er det vigtigt for mænd og kvinder at lære om præstedømmet?
Hvorfor var det »nødvendigt for Frelseren at … gengive guddommelig myndighed« (s. 45) under sit jordiske virke, udover at undervise i evangeliet?
Læs de to sidste afsnit på s. 47 og resten på s. 48. Hvorfor tror du, Herren giver alle værdige mænd mulighed for at få sin myndighed i stedet for at begrænse det til nogle få mænd med en videregående uddannelse?
Præsident Smith talte om »den udvikling, der forekommer i mænd og kvinders tilværelse« takket være præstedømmet (s. 48). Hvad siger denne udtalelse dig? Hvad kan du gøre for at nære præstedømmets kraft og indflydelse i din tilværelse?
Mens du gennemgår det delafsnit, der begynder på s. 48, kan du tænker over, hvad du ville svare, hvis nogen stillede dig det spørgsmål, som præsident Smith fik: »Hvad er fordelen ved jeres kirke frem for en anden kirke?«
Studér det delafsnit, der begynder på s. 49. Hvilke »uvurderlige velsignelser« har du modtaget takket være præstedømmet?
Søg efter de ansvar, som ifølge præsident Smith følger med præstedømmet, mens du studerer det sidste delafsnit i lærdomme (s. 49-51). Hvad kan medlemmer i et præstedømmekvorum gøre for at støtte hinanden i deres ansvar? Hvordan kan kvinder hjælpe præstedømmebærere med at forblive tro mod dette ansvar? Hvad kan præstedømmebærere gøre for at støtte kvinder i deres guddommelige rolle?

Skriftstedshenvisninger: Joh 15:16; Alma 13:1-3, 6-10; L&P 84:19-22; JS-H 1:68-72; TA 1:5

Til underviseren: »Bær vidnesbyrd, når Ånden tilskynder dig dertil, ikke kun ved lektionens afslutningen. Giv dem, som du underviser, muligheder for at bære vidnesbyrd« (Undervisning, den største kaldelse, s. 45).

»Jeg spekulerer på, om faderen lader sin dreng, når han bliver ordineret til diakon, føle, at han har noget nu, der er af evig betydning.«

»Mænd, der fordums bar præstedømmet, kom og overdrog dette præstedømme til ydmyge mænd.«