Kapitel 15

Frem Herrens værk

Gud leder sit værk, og han kalder på ethvert af Kirkens medlemmer til at hjælpe med at fremme det.

Fra George Albert Smiths liv

Da George Albert Smith blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum i 1903, var Kirkens medlemstal på lidt over 300.000. Ved slutningen af hans virke som præsident for Kirken, var det steget til over 1 million. Præsident Smith frydede sig over en sådan vækst, fordi det betød, at frelsens budskab nåede ud til flere og flere mennesker. »Hvor bør vi være lykkelige,« sagde han til en generalkonference i 1950, »ikke fordi der er flere i den organisation, vi tilhører, men fordi flere af vor Faders børn, flere af hans sønner og døtre, er kommet til forståelse af sandheden og kommer ind i den organisation, han har forberedt, så han kan undervise os i livets vej og lede os ad vejen til evig lykke.«¹

Mellem 1903 og præsident Smiths død i 1951 mødte Kirken mange udfordringer i forbindelse med dens verdensomspændende fremgang. Begivenheder som den første og den anden verdenskrig samt den store depression (en omfattende økonomisk krise) begrænsede alvorligt antallet af missionærer, der kunne sendes udenlands. Trods disse vanskeligheder forblev George Albert Smith overbevist om, at Kirken ville fortsætte med at vokse og fuldbyrde sin skæbne om at »[fylde] hele jorden« (Dan 2:35). I 1917, hvor første verdenskrig var på sit højeste, fortalte han de hellige: »Jeg bliver ikke mismodig, fordi sandheden ikke vinder hurtigere frem. Tværtimod ser jeg i disse tiders begivenheder en alvidende Faders indgriben for at forberede vejen til at sprede det evangelium, han har gengivet her på jorden i vor tid.«²

Skønt første halvdel af 1900-tallet mødte betydelige udfordringer, frembragte det også nye teknologier, som præsident Smith mente, ville fremme Herrens værk. Han var en stærk fortaler for flyindustrien og så det som en mulighed for at fuldføre sine rejseopgaver som generalautoritet mere effektivt. Han støttede også Kirkens anvendelse af radio og fjernsyn, så Herrens ord kunne nå et bredere publikum. »Vi bør betragte disse opfindelser som velsignelser fra Herren,« sagde han. »De udvider vore muligheder betragteligt. De kan virkelig blive velsignelser, hvis vi anvender dem i retfærdighed til at udbrede sandheden og fremme Herrens værk blandt menneskene. Den store udfordring i verden i dag ligger i vores anvendelse af mange af disse opfindelser. Vi kan anvende dem til at nedbryde, hvilket vi sommetider førhen har gjort, eller vi kan benytte dem til at oplyse og velsigne menneskeheden, sådan som vor himmelske Fader ønsker, vi gør.«³

I en generalkonferencetale i 1946 profeterede præsident Smith om anvendelsen af sådanne teknologier: »Det varer ikke længe, før Herrens tjenere fra denne talerstol og andre tilgængeliggjorte steder kan komme med budskaber ud til isolerede grupper, der ligger så fjernt, at de ikke kan nås. På den og på andre måder skal vor Herre Jesu Kristi evangelium, den eneste Guds kraft til frelse som forberedelse til det celestiale rige, høres i alle dele af verden, og mange af jer, der er her, skal opleve denne dag«⁴ (se nr. 1 på s. 158 og 4 på s. 159).

Præsident Smith forstod, at Kirkens værk har fremgang, fordi det er Herrens værk, og han lærte de hellige, at muligheden for at deltage i dette værk er en velsignelse, som Herren tilbyder hvert medlem af sin kirke. Under den første generalkonference efter sin indsættelse som Kirkens præsident sagde han: »Jeg er klar over det store ansvar, der ligger på mine skuldre. Jeg ved, at uden vor himmelske Faders hjælp, kan den kirke, vi er en del af, ikke have fremgang. Intet menneske eller nogen gruppe kan gøre, at den får fremgang, men hvis denne kirkes medlemmer fortsat holder Guds befalinger, efterlever deres religion, er et eksempel for verden og elsker deres næste som sig selv, vil vi gå fremad, og større lykke vil tilflyde os.«⁵

George Albert Smiths lærdomme

Der er rigeligt med muligheder for ethvert medlem til at deltage i Herrens værk.

Ansvaret for udførelsen af dette værk påhviler ikke Kirkens præsident alene, ej heller hans rådgivere, ej heller Apostlenes Kvorum, men det tilfalder også enhver mand og kvinde, der er blevet døbt af en Guds tjener og er blevet medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … Vi kan ikke overdrage ansvaret, selv om vi ville. Vor Fader har lagt det på vore skuldre, og vi må rette ryggen og hjælpe med at føre det til sejr.⁶

Jeg tror på jer, mine brødre og søstre. Jeg har tillid til jeres tro og jeres retskaffenhed … I er hver især også ansvarlige over for Herren for at fremme dette værk, såvel som de, der præsiderer over jer, er. Jeg kan ikke sige: »Skal jeg vogte min bror?« Jeg kan ikke overdrage ansvaret … men eftersom jeg står i rækkerne blandt vor Faders børn, må jeg bære min del, jeg må løfte den del af byrden, som vor himmelske Fader lægger på mig, og hvis jeg skulker, da vil jeg opdage, at jeg sætter den velsignelse over styr, som jeg ville få ved at være lydig mod vor Faders befalinger.⁷

Hvor bør vi dog være ivrige efter at gå omkring og gøre godt. Det er en doven tjener, der venter, indtil han får befaling i alt (se L&P 58:26-27). Vor himmelske Fader forventer, at vi højner vores kaldelse, uanset hvor den er, og uanset hvor ydmyg vores lod i livet måtte være.⁸

En mand er ikke nødt til at være medlem af De Tolvs Kvorum eller Kirkens præsidentskab for at kunne opnå de største velsignelser i vor himmelske Faders rige. Det er blot embeder, som kræves i Kirken, og der er mange trofaste og hengivne mænd, der er værdige til disse embeder, hvis tid og talenter er nødvendige overalt i Kirken … Husk, at der blandt Kirkens rækker og over hele Kirken er rigelige muligheder for, at enhver mand og enhver kvinde kan gøre noget for at velsigne deres medmennesker og fremme Herrens værk.⁹

Der er en tendens til hos nogle, der bærer præstedømmet, og hos nogle, der har stillinger i Kirken, at forsømme nadvermøder og andre vigtige pligter, og til at indskrænke deres indsats til en bestemt kaldelse. De kan være funktionærer og lærere i søndagsskolen og anse det for at være tilstrækkeligt at udføre deres søndagsskoletjeneste, eller de kan være i Unge Mænd eller Unge Piger, eller i Primary, eller arbejde med slægtshistorie, eller være velfærdsarbejdere, eller have en anden opgave, og hvis de udfører deres forpligtelser i den henseende, betragter de det som at have udført hele deres pligt.

Hvor meget vi end elsker og velsigner alle sådanne for den tjeneste, de yder, er vi pålagt at minde os selv om, at det kræves af os alle at leve efter hvert ord, som udgår af vor himmelske Faders mund (se L&P 84:44). Generelt set letter bestemte opgaver os ikke for vore andre forpligtelser, og bestemte møder erstatter eller overflødiggør ikke Kirkens almindelige møder. Og helt udover vore bestemte forpligtelser og opgaver forventes vi dag efter dag at opføre os som sidste dages hellige i ordets bredeste betydning, således at når vi ser nød eller trang, eller behov for råd og vejledning ved en hvilken som helst anledning, bør vi uopholdeligt optræde som Herrens tjenere og hjælpe til.

Og så findes der dem, der kun er medlem af Kirken af navn, men som synes at føle sig undtaget fra at yde nogen form for tjeneste. Men før eller siden begynder de at føle sig ubehageligt til mode, bliver tvivlrådige i sindet, som vi alle gør, når vi svigter det, som vi ved, er vores pligt. Et menneske, der lever i overensstemmelse med Jesu Kristi evangelium, tvivler aldrig på Kirkens fremgang, men det menneske, der forsømmer sin pligt, som svigter sine pagter, mister Herrens Ånd, og begynder dernæst at spekulere på, hvad der skal blive af Zion …

Når man gør sin fulde pligt, ved man, ligeså sikkert som man ved, at man lever, at det er vor Faders værk, og at han vil stå sejrrig tilbage.¹⁰

Kan I ikke se, hvilket storslået værk og under der er gået fremad? Kan I ikke se, hvordan vi som enkeltpersoner blot har bidraget med vores lille smule, men i forening bliver det til en del, og Herrens ord er blevet udbredt blandt menneskenes børn, ikke på militaristisk vis, men i mildhed og i kærlighed, med et ønske om at velsigne hele menneskeheden?¹¹ (se forslag nr. 2 på s. 159).

Modstand vil ikke stoppe Kirkens fremgang, for det er Guds værk, ikke menneskers.

Kirken begyndte med blot seks medlemmer. Den er vokset dag for dag trods den ondes modstand. Havde det ikke været for retfærdighedens stærke arm, havde det ikke været for vor himmelske Faders overvågning, var denne kirke blevet knust som en tynd skal for længe siden. Imidlertid har Herren sagt, at han vil værne om os, og han har lovet os beskyttelse, hvis vi vil ære ham og holde hans befalinger.¹²

Denne kirkes vækst er ikke sket, fordi den er populær. Den er sket trods denne verdens forstandige menneskers modstand, den er sket trods religiøse læreres modstand, og den indsamler fortsat her og der udvalgte ånder, der har levet således, at de kan begribe sandheden.¹³

Jeg har læst min bedstefars, George A. Smiths, dagbog … Jeg har læst hans personlige oplevelser, hvoraf nogle var yderst smertefulde og andre mirakuløse. I sine unge dage blev han sendt ud for at forkynde vor Herres evangelium. Han oplevede det samme som andre mennesker, der var blevet kaldet til at tjene. Mennesker med ondt i sinde kom med falske anklager mod ham og hans kammerater, men han fortsatte trofast, og Herren forsvarede dem og ærede dem i menneskers øjne og gav dem et vidnesbyrd om dette værks guddommelighed, der var så bekræftende, at ingen opgave var for vanskelig for dem at udføre i udbredelsen af sandheden.

Bedstefar var blandt den gruppe, der blev sendt til England for at forkynde evangeliet i 1839. Dér stræbte modstanderen på enhver måde efter at tage modet fra dem. Dagbøgerne fra det tidspunkt afslører, at de blev urigtigt fremstillet af ugudelige mennesker og angrebet af onde ånder, men Herren bevarede dem, og de udførte et storslået værk. Otte fra De Tolvs Kvorum var der på det tidspunkt. Blandt dem, der var kaldet til at tage til England, var der mænd uden midler til at betale for sig selv, men de begyndte hjemmefra til fods. Grundet langvarig sygdom var en af disse mænd for svag til at gå tre kilometer for at tage en hestevogn, men blev hjulpet derhen af en ven. De havde tro på Gud. De vidste, at dette var hans kirke, derfor tog de af sted, og venner uden for Kirken blev inspirerede til at give dem penge og betale for deres overfart på havet, hvor de gav deres budskab, og mange trofaste mennesker tog imod sandheden som følge af deres virke.¹⁴

Dette er Guds værk. Det er ikke noget menneskes værk. Intet menneske eller nogen gruppe kunne have ført det fremad og fået succes over for verdens modstand. Mange gange har de, der gør modstand mod værket, følt, at Kirkens endeligt var kommet, og hver gang har Herren i sin majestætiske kraft løftet den op, og den er gået fremad fra by til by, fra landsby til landsby og fra land til land.¹⁵

Jeg ved, at der er mange problemer, og der vil blive større problemer som tiden kommer og går, men den samme Fader i himlen, der ledte Israels børn, der frelste Daniel og de tre hebraiske venner fra undergang, den samme himmelske Fader, der bevarede vore forfædre, som kom ind i Salt Lake-dalen og bosatte dem her og velsignede dem og gjorde det muligt for dem i folkets fattigdom at få dette storslåede tempel i Salt Lake City såvel som andre storslåede templer … den samme Fader, jeres og min Fader, er rede til at udgyde sine velsignelser over os i dag.¹⁶

Der er ingen grund til at være modløs. Jesu Kristi evangelium ruller fortsat fremad. Vi har et løfte fra vor himmelske Fader om, at det bliver ved med at rulle fremad. Ingen anden uddeling har fået lovning på det, som vi har fået. I de fordums uddelinger er evangeliet blevet taget bort fra jorden. Da det blev gengivet i vore dage, var det med løftet om, at det aldrig igen vil blive taget bort fra jorden eller givet til et andet folk. Så jeg trygler jer, der har lagt hånden på ploven, om ikke at vende om. Tjen Gud og hold hans befalinger.¹⁷

Vi behøver ikke føle os ængstelige for Zions fremgang, for det gode gamle skib sejler stolt videre, og de trofaste og oprigtige styrer hende sikkert mod Guds havn, kronet med herlighed, udødelighed og evigt liv. Jeg frygter ikke for disse aldrende mænd og kvinder, der har bevaret troen. Jeg frygter ikke for de drenge og piger, der vandrer i lydighed mod Herrens befalinger … Men de sidste dages hellige, der velvidende om vor Faders vilje ikke har udført den, de, der fra tid til anden hører Herrens lærdomme og vender dem ryggen, dem frygter jeg for, at de ikke når målet, medmindre de ændrer sig og omvender sig af hele deres hjerte.¹⁸

Hans værk skrider fremad, vi må være aktive, hvis vi vil holde trit med det. For hvert år siden Kirkens organisering har den vokset sig stærkere i forhold til året før. I dag er udsigten til fortsat fremgang bedre end nogensinde. Flere mennesker lærer sandheden om os og vores holdning til dem. Fordomme grundet uvidenhed overvindes, efterhånden som lyset spredes blandt masserne …

Det burde være indlysende for enhver, og det bliver det en dag, at modstanden mod dette værk ville have sejret over det for længe siden, hvis ikke det havde været guddommeligt. Lad hele verden vide, at det ikke kan kuldkastes, for »det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror« (se Rom 1:16).¹⁹ (Se forslag nr. 3 på s. 159).

Gud udligner forholdene i verden, så hans værk kan blive spredt over hele jorden.

Gud har besluttet, at det budskab, der blev forkyndt af hans tjenere i fordums tider, og som fornyes og udbredes af hans tjenere i de sidste dage, skal høres, og ved sin mægtige kraft vil han udligne denne verdens forhold og ydmyge menneskenes børn, indtil de er modne til omvendelse og villige til at lytte. De sandheder, vi underviser i, det vil sige de sandheder, som Gud kræver, vi underviser verden i, vinder frem.²⁰

Herren åbenbarede for en af sine profeter, at han ved fremkomsten af Mormons Bog ville påbegynde sit værk blandt nationerne til sit folks genrejsning (se 2 Ne 30:3-8; 3 Ne 21:1-14; 29:1-2). Når vi indser, med hvilken hastighed Jesu Kristi evangelium kan udbredes nu i sammenligning med året 1830, kan vi se, at Herren har løftet sin hånd, og muligheden for kundskab gives til menneskene. Det vil ikke vare længe nu, før evangeliet på hvert et sted på jorden kan høres ved Herrens tjenere, som forkynder det med kraft. Vor himmelske Fader vil udligne forholdene i verden, så evangeliet kan blive forkyndt.²¹

Frelseren sagde, at dette evangelium om riget skal blive prædiket i hele verden som et vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme! (se JS-M 1:31). Herren ville ikke kræve noget, der var umuligt. Han fjerner forhindringerne, og evangeliet »skal blive prædiket«.²²

Zion bliver forløst, og verden, som nu misforstår »Mormonismens« værk, vil indse, at det er Guds kraft til frelse for dem, der vil holde vor Faders befalinger. Mit vidnesbyrd er, at værket vokser hastigt, og at menneskenes børn tager imod »Mormonismen« i deres sjæl, det vil sige vor Faders værk. Vi kan måske selv være ubetydelige, men hvis vi lever et dydigt og rent liv, hvis vi gør det, vi ved, er det rigtige, oprejses mænd og kvinder for at fortsætte Herrens værk, indtil vor Faders værk er blevet udført på den måde, han ønsker det. De, der misforstår os nu, vil lære os bedre at kende. De, der tror, at vore motiver er selviske, skal blive revet ud af vildfarelsen, og vore brødre og søstre i verden, der higer efter sandheden og ønsker at vide, hvad Herren ønsker af dem, bliver stukket i hjertet og skal tage imod evangeliet. Zion skal rejse sig og skinne og skal blive hele jordens pragt, således har Israels Gud bestemt det²³ (se forslag nr. 4 på s. 159).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Præsident Smith profeterede, at »vor Herre Jesu Kristi evangelium … [skal] høres i alle dele af verden« (s. 152). Hvilke teknologier er med til at muliggøre det? Hvordan kan nye teknologier eller videnskabelige fremskridt ellers bidrage til Herrens værk?
Tænk over din nuværende kaldelse eller opgave i Kirken, mens du læser det første delafsnit i lærdomme (s. 152-154). Hvordan har du mulighed for at tage del i at »fremme Herrens værk«, når du udfører din kaldelse? Hvordan bidrager din indsats som hjemmelærer eller besøgslærer til dette værk? Hvordan kan vi alle deltage udover vore formelle kaldelser og opgaver?
På s. 154-157 bærer præsident Smith vidnesbyrd om, at Herren leder værket i sin kirke. Hvilke oplevelser har du haft, der viser, at dette er sandt? Hvordan viser undervisning og efterlevelse af evangeliet i vores hjem vores tro på Herrens værk?
Led efter ting på s. 152 og 157-158, som præsident Smith sagde, Herren vil gøre for at berede vejen, så hans evangelium kan forkyndes. Hvilket bevis ser du for, at disse ting er sket eller er ved at ske i verden i dag?

Skriftstedshenvisninger: Dan 2:44-45; Joel 2:27-28; Mosi 27:13; L&P 64:33-34; 65:1-6; 107:99-100; Moses 1:39

Til underviseren: »Det kan … hænde, at du ikke kender svaret på et spørgsmål. Hvis det sker, så sig ganske enkelt, at du ikke ved det. Du kan eventuelt sige, at du vil prøve at finde svaret derpå. Ellers kan du opfordre eleverne til at finde svaret og i en anden lektion give dem tid til at fortælle, hvad de har fundet frem til« (Undervisning, den største kaldelse, s. 64).

Præsident Smith troede på, at teknologiens fremskridt »virkelig [kan] blive velsignelser, hvis vi anvender dem i retfærdighed til at udbrede sandheden og fremme Herrens værk blandt menneskene«.

»Over hele Kirken er der rigeligt med muligheder for, at enhver mand og enhver kvinde kan gøre noget for at velsigne deres medmennesker og fremme Herrens værk.«