Kapitel 21

Venlighedens kraft

Ved at være venlig og tålmodig kan vi blødgøre hjerter og opmuntre andre til at leve retskaffent.

Fra George Albert Smiths liv

George Albert Smith troede fast på venlighedens kraft til at blødgøre hjerter. Han lærte os, at vi bør »klare vore problemer i en kærlig og venlig ånd over for alle«.¹ Hans barnebarn har fortalt om, hvordan hans venlighed og hensynsfuldhed over for andre bragte fred i en spændt situation:

»Engang på en varm sommerdag var der et problem under vejen nær bedstefars hjem i Salt Lake City, og nogle arbejdere fra byen var kommet for at ordne det. Det var varmt uden for, solen brændte, og arbejdet foregik med hakke og skovl, hvilket fik sveden til at hagle fra mændenes ansigt og ryg, mens de gravede i vejen. Arbejderne passede ikke på med deres sprog, eller måske havde deres mødre ikke lært dem andet, men de bandede og brugte et forfærdeligt sprog. Deres ord begyndte snart at støde mange af naboerne, hvis vinduer var åbne for at fange den mindste brise, der kunne svale dem lidt.

Nogle gik ud for at bede mændene stoppe deres grimme sprog og påpegede, at bror Smith boede lige der – kunne de dog ikke vise lidt respekt og venligst tie stille? Det fik mændene til at lufte en ny strøm af grimme ord. Stille lavede bedstefar noget saftevand og stillede nogle glas og kanden på en bakke, som han bar ud til de hårdtarbejdende mænd med ordene: ›Kære venner, I ser så varme og trætte ud. Hvorfor kommer I ikke og sidder under mine træer og får noget koldt at drikke?‹ Deres vrede forsvandt, mændene reagerede på denne venlighed med mildhed og påskønnelse. Efter deres behagelige, lille pause gik de tilbage til deres arbejde og gjorde arbejdet færdigt, omhyggeligt og stille«² (se forslag nr. 1 på s. 221).

En af årsagerne til, at præsident Smith behandlede folk med sådan venlighed, var hans overbevisning om, at der findes en medfødt godhed i alle. Blot nogle få uger før præsident Smith gik bort, besøgte ældste Matthew Cowley, et medlem fra De Tolv Apostles Kvorum, ham på hospitalet. »Jeg gik hen ved siden af hans seng,« sagde han, »og han rakte ud og greb min hånd, tog fast om den og sagde: ›Unge mand, husk alle dit livs dage, at du kan finde noget godt i alle, hvis blot du kigger efter det.‹«

Ældste Cowley sagde da om præsident Smith:

»Han elskede alle, fordi han kunne se det gode i dem. Han så ikke på synd med den mindste grad af billigelse, men han elskede synderen, fordi han vidste, at Gud er kærlighed (se 1 Joh 4:16), og at det er Guds kærlighed, der fornyr menneskets sjæl og ved den proces kan forvandle synderen til en hellig.

Måske er der syndere, der forvekslede hans kærlighed med respekt. Han respekterede ikke synderen, men han elskede ham. Jeg er sikker på, at kærlighed vandt genklang i hjertet og tilværelsen hos dem, han elskede.«³

George Albert Smiths lærdomme

Herrens Ånd er venlig, ikke hård eller kritisk.

Jeg bliver nogle gange ked af det, når jeg hører de uvenlige ting, der siges, ikke kun af mennesker i vores kirke, men af mennesker i verden. Uvenlige ting siges normalt ikke under Herrens inspiration. Herrens Ånd er venlig, den er tålmodig, næstekærlig, kærlig, overbærende og langmodig, og der er ingen af os, der ikke behøver alle disse dyder, som er følgen af at være i besiddelse af vor himmelske Faders Ånd.⁴

Der bør udøves enhver indflydelse for fred. Lucifer udøver ethvert middel for at ødelægge den menneskelige families sjæle. Han er mere aktiv end nogensinde før, og han virker på yderst lumsk vis. Jeg vil ikke bruge tid på at opregne de mange måder, han anvender, men der er en måde, hvorpå han virker og har virket siden verdens begyndelse, og det er at friste den enkelte til at ødelægge en andens rygte ved at sige uvenlige ting om vedkommende.⁵

Det er så let at kritisere en anden, så let at finde fejl, og sommetider taler vi hårdt om vore venner og bekendte. Se, det er, hvad vor himmelske Fader har givet os … :

»Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.

For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje?« (Matt 7:1-4).

Som folk bliver vi rådet til ikke at være kritiske, ikke at være uvenlige og ikke at tale dårligt om dem, vi omgås. Vi bør være de største eksempler i hele verden i den henseende. Overvej nutidens kritik. Tag jeres aviser og se de uvenlige ting, der siges af enkeltpersoner om andre, og trods det har den, der kritiserer, mange gange en bjælke i sit eget øje og ser slet ikke klart, men vedkommende tror, at hans bror har en splint i sit øje⁶ (se forslag nr. 2 på s. 222).

Er vi ikke temmelig tilbøjelige til at se vore medmenneskers begrænsninger og svagheder? Og dog er det i strid med Jesu Kristi evangeliums lærdomme. Der er en gruppe mennesker, der finder fejl og altid kritiserer på en nedbrydende måde. Der er forskel på kritik. Hvis vi kan kritisere konstruktivt under indflydelse af Herrens Ånd, kan vi med godt resultat og på passende vis ændre noget af det, der forekommer. Men hvis vi er i besiddelse af en ånd, der finder fejl og udpeger andres svagheder og skavanker på en ødelæggende måde, kommer det aldrig som følge af ledsagelse fra vor himmelske Faders Ånd og er altid skadelig.⁷

Vi bør se efter andres dyder og lovprise dem oprigtigt.

I aften står jeg her for at tale om en mand, der for adskillige år siden er gået til sit andet hjem … Jeg tænker på Francis M. Lyman (fra De Tolv Apostles Kvorum), og jeg ønsker at sige til jer, at denne store mand var ligeså blid som et spædbarn, ligeså blid som et lille barn, og hans ønske om at hjælpe og opmuntre var rørende. Jeg har mange gange hørt ham rose sine brødre, når de havde gjort noget prisværdigt – en havde givet en god tale, en anden havde båret et overbevisende vidnesbyrd, en tredje havde gjort noget andet prisværdigt. Jeg har set ham lægge sin arm rundt om dem og sige: »Jeg er stolt af dig og alt det gode, du har gjort.« Er det ikke en prisværdig måde at leve på? Det er måden at gøre os selv lykkelige på. Hvis vi i stedet for at være misundelige ser, påskønner og priser vore fællers dyder og evner, hvis vi ser den gode kraft i andre, hvor meget bedre ville det da ikke være.

Mange af os lever i en sådan stemning, at vi er næsten stumme, når det gælder om at prise en anden. Vi synes ude af stand til at sige de ting, vi kunne sige … til andres velsignelse. Lad os se efter vores omgangskreds’ dyder og sørge for, at de bliver glade ved at prise dem.⁸

Jeg bønfalder jer om, mine brødre og søstre, at vi er mere gavmilde over for hinanden. Lad os være lige så tålmodige med hinanden, som vi gerne vil have, andre er med os. Lad os se vore venner og bekendtes dyder og tale om disse dyder, ikke finde fejl eller kritisere. Hvis vi gør det, udstråler vi solskin, og de, der kender os bedst, vil elske os⁹ (se forslag nr. 3 på s. 222).

Venlighed har magt til at lede folk væk fra deres fejl.

Der findes dem, der begår fejltagelser. Der findes dem blandt os i dag, der er faret vild, men de er vor Herres børn, og han elsker dem. Han har givet dig og mig ret til at opsøge dem i venlighed og kærlighed, med tålmodighed og et ønske om at velsigne og søge at vinde dem væk fra de fejltagelser, de begår. Jeg har ikke ret til at dømme nogle af dem, der har begået og stadig begår fejltagelser, medmindre jeg kaldes dertil af en myndighed, der kunne overdrages mig. Men, hvis jeg ser dem gøre noget forkert, så har jeg ret til på en eller anden måde om muligt at få dem ind på den rette vej, der fører til evigt liv i det celestiale rige.¹⁰

Lad os ikke beklage os over vore venner og bekendte, fordi de ikke gør det, vi ønsker, de skal gøre. Lad os hellere elske dem til at gøre de ting, som vor himmelske Fader ønsker, de skal gøre. Det kan vi gøre, vi kan ikke vinde deres tillid eller kærlighed på nogen anden måde.¹¹

Hvilken glæde, hvilken trøst og hvilken tilfredsstillelse vore venner og bekendte kan nyde godt af takket være venlighed. Hvor ville jeg gerne skrive dette ord med store bogstaver i luften og male det med strålende farver. Venlighed er den kraft, som Gud har givet os til at åbne hårde hjerter og underlægge os stædige sjæle og føre dem til en forståelse af hans formål¹² (se forslag nr. 4 på s. 222).

Kærlighed og venlighed i vores hjem kan få vore børn til at lytte til vores råd.

Det er vores pligt – jeg bør sige, at det er vores privilegium såvel som vores pligt at tage os tilstrækkelig tid til at værne om vore børn og elske dem således og gøre os fortjente til deres kærlighed, at de med glæde lytter til vores råd og vejledning.¹³

Lev på en sådan måde, i kærlighed og venlighed, at fred, bøn og taksigelse altsammen vil findes i jeres hjem. Lad ikke jeres hjem blot være et sted, hvor man hænger sin hat om aftenen og får sine måltider for derpå at rende et andet sted hen, men lad jeres hjem være et sted, hvor Herrens Ånd dvæler.¹⁴

Jeg beder til, at vi må blive fyldt med den ånd, der kommer fra Herren, og det er en ånd af kærlighed, venlighed, hjælpsomhed, tålmodighed og overbærenhed. Hvis vi bevarer den ånd i vores hjem, da vil vore drenge og piger vokse op og blive det, vi ønsker, de skal blive.¹⁵

Jeg husker, jeg for nogle få år siden sad i et tog, der kørte nordpå. I en af togets kupéer så jeg en kvinde, som jeg havde kendt … Hun genkendte mig, da jeg gik hen af gangen i togvognen. Hun talte til mig, og jeg spurgte: »Hvor skal du hen?« Hun sagde: »Jeg skal til Portland i Oregon.« Jeg vidste, at familien ikke var velstående. Jeg vidste, at denne kvinde var mor til en stor familie med drenge, så jeg sagde: »Hvad bringer dig til Portland?« Hun sagde: »Jeg har en søn, der ligger på hospitalet der.«

Jeg var ikke klar over, at nogen af hendes børn var flyttet væk, så jeg udspurgte hende lidt mere, og så åbnede hun sit hjerte. Hun sagde: For nogle få uger siden rejste min yngste søn hjemmefra og fortalte os ikke, hvor han tog hen. Vi hørte ikke fra ham, men han tænkte uden tvivl, at han ville tage ud i verden og selv opleve den, og den første tilkendegivelse, vi fik om hans opholdssted, var, da der kom et telegram fra Mercy-hospitalet i Portland, hvori der stod, at vores dreng lå syg på hospitalet der.« Hun sagde: »Selvfølgelig blev vi meget chokerede over beskeden. Der var kun ét at gøre, og det var at skaffe nogle penge og straks tage af sted til drengen.«

… Hun var indstillet på at sidde op under hele den lange tur, dag og nat, uden at være fortørnet over sin drengs uvenlighed og tankeløshed, men tænkte kun på, at han var hendes, at han tilhørte hende, at Gud havde givet ham til hende, og at vor himmelske Fader forventede, at hun brugte ethvert muligt middel til at berige hans liv og forberede ham på de muligheder, der ventede ham forude. Så gennem den lange nat, mens toget rumlede hen over skinnerne, sad denne gode kvinde der og længtes efter sin dreng, hvor hver kilometer bragte hende blot lidt nærmere til det smertensbarn, der rykkede i hendes hjerte. Da hun endelig ankom, fandt hun hurtigst muligt hen til hospitalet. Det faldt således, at det sted, hvor jeg skulle være, ikke lå langt fra hospitalet, så jeg tog derover for at se, hvad der var sket.

Der sad denne søde mor ved sin drengs side, som var blevet ramt af en alvorlig lungebetændelse, og der lå han og havde smerter. Hun bebrejdede ham ikke for at være ubetænksom over for hende, hun var ikke fortørnet over hans tankeløshed og skødesløshed, hun var blot taknemlig for at være sammen med den dreng, som Gud havde givet hende. Hun prøvede nu at passe og pleje det barn, som hun var gået i partnerskab med sin himmelske Fader om at bringe til verden. Han var i øvrigt omkring 16 år, men stadig hendes lille barn. Hun prøvede at opmuntre ham ved at fortælle ham det, der gjorde ham glad og tilfreds, og fortalte ham de muligheder, han havde, når han blev rask. I stedet for den lidelse og smerte, der fyldte værelset, før hun trådte ind, var der en fuldkommen glans af lys og fred, og glæde spredtes i denne drengs ansigt, da han så op på hende, der havde givet sit liv for at han kunne være til, og som i dette tilfælde var kommet så langvejs fra for at sidde ved hans side og passe og pleje ham.

Jeg spekulerer nogle gange på, om disse mødre er klar over, hvor vidunderlige de er i deres børns øjne i sådanne tilfælde. Før denne drengs mor havde været der i ret mange minutter, havde han bestemt, at han aldrig mere ville være illoyal mod hende, aldrig mere ville han være ligegyldig med det, hun havde givet ham, men besluttet sig for, at det navn, som han var blevet hædret med, ville han aldrig vanære hele sit liv¹⁶ (se forslag nr. 5 på s. 222).

Jeg beder til, at kærlighed til Herrens evangelium vil brænde i vores sjæl og berige vores tilværelse, at den vil være årsag til, at ægtemænd er venligere mod deres hustru, og hustruer er venligere mod deres ægtemand, forældre mod børn og børn mod forældre takket være Jesu Kristi evangelium, som er et kærlighedens og venlighedens evangelium.¹⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Læs beretningen om George Albert Smith, der laver saftevand til de trætte arbejdere (s. 215). Hvornår har du set en venlig gerning blødgøre en eller andens hjerte? Hvilke problemer tror du ville kunne løses med »en kærlig og venlig ånd over for alle«?
Præsident Smith lærte os, at »vi bør være de største eksempler i hele verden« med hensyn til at undgå hård kritik (s. 217). I hvilke situationer kan vi vise et sådant eksempel? Hvorfor er hård kritik og det at finde fejl så skadeligt i dine øjne?
På s. 217-218 fortæller præsident Smith om ældste Francis M. Lyman, der roser sine brødre. Hvordan er du blevet påvirket af, at én der oprigtigt har rost dig? Tænk et øjeblik over, hvem du kunne rose.
Præsident Smith lærte os, at »venlighed er den kraft, som Gud har givet os til at åbne hårde hjerter« (s. 219). Hvilke historier fra skrifterne kan du tænke på, der illustrerer dette princip? (Se fx Matt 9:10-13; Alma 20:1-27).
Gennemgå beretningen om moderen, der besøger sin søn på hospitalet (s. 219-221). Når et barn er på afveje, hvorfor er det da sommetider vanskeligt at reagere på den måde, som moderen i beretningen gjorde? Overvej bønsomt, hvordan en venlig og tålmodig ånd kan forbedre dit forhold til dine familiemedlemmer.

Skriftstedshenvisninger: Ordsp 15:1; Matt 18:15; Joh 8:2-11; Ef 4:29-32; 3 Ne 12:22-24; L&P 121:41-46

Til underviseren: Samtaler i mindre grupper »give[r] mange mennesker mulighed for at deltage i en lektion. Enkeltpersoner, der for det meste er tilbageholdende med at deltage, kan komme frem med ideer i små grupper, som de ikke ville give udtryk for foran hele klassen« (Undervisning, den største kaldelse,s. 181).

»Stille lavede bedstefar noget saftevand og stillede nogle glas og kanden på en bakke, som han bar ud til de hårdtarbejdende mænd.«

»Lev på en sådan måde, i kærlighed og venlighed, at fred, bøn og taksigelse… vil findes i jeres hjem.«