Kapitel 16

»Du skal ofre dine sakramenter på min hellige dag«

At holde sabbatsdagen hellig og tage værdigt del i nadveren giver os øget åndelig styrke.

Fra George Albert Smiths liv

Som barn lærte George Albert Smith vigtigheden af at ære sabbatsdagen. Der kom ofte en gruppe drenge fra nabolaget hjem til ham om søndagen efter søndagsskolen for at spørge, om han ville spille bold. »Jeg havde det ligesom drengene,« sagde han. »Jeg syntes, det ville være rigtig sjovt at spille bold og lege andre lege. Men jeg havde en vidunderlig mor. Hun sagde ikke: ›Det må du ikke,‹ men hun sagde: ›Min søn, du bliver lykkeligere, hvis du ikke gør det …‹ Jeg vil gerne fortælle jer, hvor taknemlig jeg er for den slags opdragelse hjemmefra.«¹ Indvirkningen af præsident Smiths mors lærdomme kan ses på, hvordan han ofte mindede de hellige om, at overholdelse af sabbatsdagen medfører store velsignelser.

Som generalautoritet havde George Albert Smith mulighed for at overvære Kirkens søndagsmøder mange forskellige steder. Når han så de hellige tilbede sammen på sabbatten, var han glad over deres ærbødige holdning til nadveren: »Jeg føler, at en forståelse af helligheden af Herrens nadver er vigtig for Kirkens medlemmer … Jeg fryder mig, når jeg ser, at vore brødre og søstre kommer til Kirken og tager … værdigt del i disse sindbilleder«² (se forslag nr. 1 på s. 168).

George Albert Smiths lærdomme

Guds befaling om at holde sabbatsdagen hellig er ikke en byrde, men en velsignelse.

Herren har lært os, at vi må overholde sabbatsdagen for at helligholde den. En ud af syv dage har han indstiftet som sin dag, og i betragtning af alle de velsignelser, han udøser over os de andre dage, forekommer det mig, at vi burde finde glæde ved at gøre det, han beder os om at gøre på sin hellige dag, og jeg tror på, at medmindre vi gør det, finder vi ingen glæde … Han ønsker, vi skal være lykkelige og har fortalt os, hvordan vi kan opnå den lykke.³

Vi bør tænke på formålet med Herrens dag og tage del i den indvirkning, tilbedelse har. Hvad ville verden ikke opnå, hvis alle vor himmelske Faders børn – og vi er alle hans børn – ville respektere hans ønske om, at sabbatten skulle være en dag til tilbedelse. Der findes ingen måde at vurdere på, hvilken gavnlig virkning det kunne udvirke, hverken i vores land, eller i alle verdens lande, hvis vi ærede sabbatsdagen og holdt den hellig.⁴

Sabbatten er blevet en fridag … – en dag afsat af tusinder til at overtræde den befaling, Gud gav for længe, længe siden, og jeg er overbevist om, at meget af den sorg og nød, som rammer og fortsat vil ramme menneskeheden, kan spores tilbage til det faktum, at de har ignoreret hans formaning om at holde sabbatsdagen hellig⁵ (se forslag nr. 2 på s. 168).

En af de første prædikener, der blev afholdt i denne dal (Salt Lake), kom fra præsident Brigham Young, og han advarede folket om at ære sabbatsdagen og holde den hellig, og uanset hvor vanskelige forholdene var, skulle de ikke gå ud og lave legemligt arbejde på sabbatsdagen … Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har opfordret sit folk til at huske sabbatsdagen og holde den hellig, fordi det behager vor himmelske Fader, at vi gør det.⁶

Lad os undervise disse drenge og piger (i Kirken), efterhånden som de vokser op, så de gør de ting, Herren ønsker, de skal gøre på sabbatsdagen, og det vil være en overraskende indflydelse, de kan få i det lokalsamfund, de bor i. Medmindre verden omvender sig fra sin skødesløshed og ligegyldighed, medmindre vi sidste dages hellige i mange tilfælde omvender os fra vores ligegyldige holdning over for vor himmelske Faders helligdag, får vi ikke al den glæde og lykke, vi ønsker at nyde her, og den vil ikke findes hos os i evigheden.⁷

Nogle mennesker tror tilsyneladende, at hvis de har overværet et kirkemøde eller udført en del af den tjeneste, der forventes af dem om søndagen, så har de frihed til at søge fornøjelser og tage del i aktiviteter, der er uforenelige med sabbattens ånd, og samtidig kunne nyde vor Faders gunst. Jeg siger jer, at hvis Kirkens medlemmer, som ved bedre, fremturer med at vanhellige sabbatsdagen i søgen efter verdslige fornøjelser, mister de troen, og vor himmelske Faders Ånd vil trække sig bort fra dem.⁸

Det er ikke ubetydeligt at bryde sabbatten. Jeg ønsker at sige, at hver gang I bryder sabbatten, mister I mere, end I vinder, uanset hvad I tror, I kommer til at vinde.⁹

At glemme at den (sabbatsdagen) er Herrens dag, som nogle af os tilsyneladende gør, er utaknemligt. Han har reserveret en dag ud af syv, ikke for at gøre det til en byrde, men for at bringe glæde ind i vores tilværelse og gøre, at vores hjem kan være et samlingssted for familien, at forældre og børn kan samles om arnestedet og få større kærlighed til hinanden …

Ær sabbatten og hold den hellig, sidste dages hellige, og den vil bringe jer stor glæde, og vor himmelske Fader vil udøse de velsignelser over jer, som kommer ved lydighed mod hans råd og vejledning.¹⁰

At komme i kirke er en vigtig del af at helligholde sabbatsdagen.

Hvis vi gør det, vor himmelske Fader ønsker, vi skal gøre, går vi til hans hellige hus på sabbatsdagen og nyder dér nadveren til erindring om det offer, der blev gjort for vores skyld af menneskehedens Forløser.¹¹

Den (sabbatsdagen) er Herrens hellige dag, det er den dag, som han har reserveret, hvor vi skal tilbede ham, og i disse sidste dage har han givet endnu en befaling om, at vi skal gå til bønnens og fastens hus på hans hellige dag, og dér anerkende vore fejl og bære vores vidnesbyrd i hinandens nærvær (se L&P 59:9-12) …

I denne storslåede tidsalder, hvor folk kan sidde mageligt derhjemme og høre verdens musik og lytte til offentlige taler og prædikener, bliver de siddende hjemme og føler måske, at de modtager alt det, de kunne modtage, hvis de tog hen til et sted beregnet på religiøs gudstjeneste.

De sidste dages hellige behøver ikke at blive bedraget i denne sag. Det er ikke kun ordet, vi hører, som er gavnligt, men det, der er afgørende, er den indflydelse, der gennemtrænger vore tilbedelseshuse, og som kommer fra vor himmelske Fader. Vi kan have en radio i vores hjem, men vi drager ikke lige så meget nytte af det åndeligt, som hvis vi tager til Herrens hus på hans hellige dag, hvor vi får lov at nyde nadveren, hvor vi beder, og hvor vi nedkalder vor himmelske Faders velsignelser og får et vidnesbyrd om den sandhed, der er beregnet på at frelse menneskeheden¹² (se forslag nr. 3 på s. 168).

Det er et helligt privilegium at nyde nadveren på sabbatsdagen.

Jeg tror, at de fleste af os måske er klar over, hvilken gave vi har fået i de stunder, hvor vi har haft lov til at samles i fred og ro for at mødes og nyde symbolerne på Mesterens sønderbrudte legeme og udgydte blod. Det bør i vores sind være, og det antager jeg, det er, en yderst hellig og højtidelig stund hos hver eneste af os, hvor vi anerkender, at vi fornyr vore pagter med ham, som gav sit liv, så vi kan opstå og blive ophøjet. Når vi nyder disse symboler, er jeg sikker på, at vi alle er klar over, at nadveren, som blev indført af ham, før han gik bort, gennem evigheden skal opløfte og inspirere os og være en velsignelse for os.¹³

Nadveren er af stor betydning. Herren selv fastsatte, at vi skulle nyde disse symboler. Der er mange mennesker, der tror, at det er nødvendigt at blive døbt og få andre af evangeliets ordinancer udført til deres bedste, og alligevel bliver de ligegyldige og skødesløse med hensyn til Herrens nadver. Den blev anset for at være af så stor betydning fra vor himmelske Faders side, at de hellige gennem hans elskede Søn og apostlene og profeterne, som det står skrevet i skrifterne, blev formanet til at nyde den regelmæssigt. Tre af evangelisterne (de, der skrev evangelierne) henviser til den (se Matt 26:26-28; Mark 14:22-24; Luk 22:19-20), og vi opdager, at skriften mange steder lærer os om betydningen af den, sådan som Herren selv underviste i den, da han boede i kødet. Vor Fader i himlen giver os ikke befalinger eller råd, som ikke er vigtige. Han underviser os for at opløfte os, få os til at vokse og udvikle os, og hvis vi følger hans råd, vil det forberede os til at komme tilbage til hans nærhed … Hver sabbatsdag forventes vi at komme sammen og nyde disse symboler på vor opstandne Forløsers legeme og blod …

Vi finder også en henvisning til dette i det 18. kapitel i tredje Nefi, hvor Frelseren instruerer sit folk på dette (det amerikanske) fastland, nøjagtigt som han havde undervist sine disciple i den gamle verden i at nyde nadveren. Der står følgende:

»Og da mængden havde spist og var blevet mætte, sagde han til disciplene: Se, en blandt jer skal ordineres, og ham vil jeg give magt, så han kan bryde brødet og velsigne det og give det til min kirkes folk, til alle dem, som vil tro og blive døbt i mit navn.

Og dette skal I altid bestræbe jer på at gøre, ligesom jeg har gjort, ligesom jeg har brudt brødet og velsignet det og givet det til jer.«

… I det næste vers står der følgende:

»Og dette skal I gøre til erindring om mit legeme, som jeg har vist jer. Og det skal være et vidnesbyrd for Faderen om, at I altid erindrer mig. Og hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer« (3 Ne 18:5-7).

… Derudover finder vi, at Herren i vor tid har givet os åbenbaring om dette emne. I afsnit 20 i Lære og Pagter giver Herren os instruktioner om emnet. I den åbenbaring siger han begyndende med vers 75:

»Det er nødvendigt, at kirken ofte mødes for at nyde brød og vin til erindring om Herren Jesus;

og ældsten eller præsten skal velsigne det; og på denne måde skal han velsigne det: Han skal knæle sammen med kirken og påkalde Faderen i højtidelig bøn, idet han siger:«

Læg mærke til den smukke bøn, der følger …:

»O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn velsigne og hellige dette brød for alle de sjæle, som nyder deraf, så de må spise til erindring om din Søns legeme og vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem, så de altid må have hans Ånd hos sig. Amen« (L&P 20:75-77).

Bønnen over og velsignelsen af vandet er noget lig den (se L&P 20:78-79).

Hvor er de hellige, hvor er de dybt hellige, de tanker, der udtrykkes i denne nadverbøn. Jeg formaner jer til, mine brødre, når vi forretter velsignelsen af nadveren, at vi gentager … nøjagtigt de ord, vi har fået i denne åbenbaring, og at vi gør det med Herrens Ånd. Når vi fremsiger disse bønner, bør vi føle den betydning, der udtrykkes i den tekst, vi siger.¹⁴

Jeg frygter nogle gange, at der ikke er den højtidelige atmosfære, der burde være, når nadveren forrettes ved nogle af vore møder. Det er virkelig et helligt privilegium … De, der nyder nadveren, bør i deres sind erindre den forpligtelse, der henvises til i bønnen¹⁵ (se forslag nr. 4 på s. 168).

Værdig deltagelse i nadveren fornyr vores åndelige styrke.

Vi nyder fysisk mad – det vil sige, at vi nyder brød og vand osv. for at nære det fysiske legeme. Det er ligeså nødvendigt, at vi nyder symbolerne på vor opstandne Herres legeme og blod for at øge vores åndelige styrke. Det er set, at mænd og kvinder, der år efter år ikke nyder Herrens nadver, gradvist mister vor himmelske Faders Ånd. De sætter dens ledsagelse over styr, hvor de har haft mulighed for at nyde denne velsignelse, men har undladt at drage fordel af den …

Jeg har slået op på nogle skriftsteder i det 11. kapitel i 1. Korintherbrev, begyndende med det 23. vers, hvor der står følgende:

»For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,

takkede, brød det og sagde: ›Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!‹

Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: ›Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!‹

For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod.

Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.

For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.

Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen« (1 Kor 11:23-30).

… Jeg ønsker at henlede jeres opmærksomhed på, at der er en fare ved det, hvis vi gør det (nyder nadveren) uværdigt. Før vi nyder nadveren, bør vores hjerte være renset, vore hænder bør være rene, vi bør have aflagt os al fjendskab mod vore medmennesker, leve i fred med vores næste, og vi bør i vores hjerte have et ønske om at gøre vor Faders vilje og holde alle hans befalinger. Hvis vi gør det, bliver det en velsignelse for os at nyde nadveren, og den vil forny vores åndelige styrke …

Vi bør alvorligt overveje de pagter, vi indgår med vor Fader. Lad os vise nøje opmærksomhed mod disse pagter, og lad os sørge for, at vi spiser og drikker værdigt til velsignelse for vores sjæl og for at øge vores åndelige styrke. Disse velsignelser er til jer, mine brødre og søstre, som er vore trosfæller. Lad os værdsætte dem og leve værdigt til dem, så vi kan være et eksempel på vores tro gennem vores levevis. Lad ingen af os være under fordømmelse ved at nyde nadveren uværdigt, og derved miste vor Faders Ånds ledsagelse.¹⁶

Vi bør nyde den (nadveren) i ydmyghed og være forberedte med skyldfrie hænder og et rent hjerte samt med et ønske om at være antagelige for vor Fader, så vi kan modtage den værdigt og glæde os over de velsignelser, der kommer til os.¹⁷

Må Herren velsigne os, må hans Ånd fortsat udøses over os. Må vi elske hinanden, sådan som vor Fader har befalet, vi skal gøre. Hvis vi værdigt kan nyde nadveren, kan vi elske hinanden, ja, sådan som vor Fader har forordnet det, og huske at han har sagt til os: »Hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27).¹⁸ (Se forslag nr. 5 på s. 169).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Læs det sidste afsnit på s. 161. Hvis Kirkens præsident skulle overvære jeres nadvermøde, hvad tror du så, hans indtryk ville være? Hvad kan du personligt gøre for at vise større ærbødighed over for Herren og nadveren?
Overvej præsident Smiths ord i første og andet hele afsnit på s. 162. Hvordan ville samfundet generelt set drage fordel af, at flere mennesker ærede sabbatsdagen? På hvilke passende måder kunne vores familie og andre hjælpes til at se, at overholdelse af sabbatsdagen er en velsignelse frem for en byrde?
Hvilke fordele er der blandt andet ved at tilbede sammen på en søndag, som vi ikke får ved blot at studere evangeliet i vores hjem? (Se eksempler på s. 163-164; se også L&P 59:9-12).
Tænk over, hvad du kan gøre for at få nadverordinancen til at blive en mere betydningsfuld del af din tilværelse, mens du læser det delafsnit, der begynder på s. 164. Hvilke effektive måder kan hjælpe børn til at forberede sig til nadveren og behandle den med ærbødighed?
Se efter, hvad præsident Smith forklarer, der gør os fortjente til at nyde nadveren værdigt, mens du læser de fire sidste afsnit i lærdomme (s. 167-168). Hvorfor tror du, at værdig deltagelse i nadveren øger vores åndelige styrke?

Skriftstedshenvisninger: 2 Mos 20:8-11; Es 58:13-14; Matt 18:20; 3 Ne 18:1-12; 20:8-9; Moro 6:5-6

Til underviseren: »En dygtig lærer tænker ikke: ›Hvad skal jeg gøre i klassen i dag?‹ eller ›Hvad vil jeg undervise i i dag?‹ Han spørger: ›Hvad vil mine elever gøre i klassen i dag?‹ og ›Hvordan kan jeg hjælpe mine elever med at opdage det, som de har behov for at vide?‹« (Virginia H. Pearce, i Undervisning, den største kaldelse, s. 61).

»Ær sabbatten og hold den hellig, sidste dages hellige, og den vil bringe jer stor glæde.«

»Nadveren, som blev indført af [Mesteren], før han gik bort, [skal] gennem evigheden opløfte og inspirere os og være en velsignelse for os.«