Vores familie velsignes ved vore pagter
Hvis vi holder vore pagter, er de løfter, vi modtager til gengæld, storslåede.
Søstre, hvor er det vidunderligt at være sammen med jer i aften. I er sådan nogle gode kvinder. I er Guds trofaste, retfærdige døtre, som stræber efter at gøre det bedste, I kan for at holde de pagter, I har indgået med vor himmelske Fader.
Jeg håber, at I hver især har haft mulighed for at se den plakat, vi har valgt til at repræsentere vores tema: »Her er jeg, send mig.« Maleriet med titlen Ankommende pionerer er malet af søster Minerva Teichert, som er mor, hustru og hædret kunstner. Vi elsker dette maleri. Vi elsker udtrykket på kvindens ansigt, mens hun går med sin familie ved siden af sig. Og vi elsker især hendes taske. Selv om vi aldrig får at vide, hvad der er i tasken, minder den mig om andre tasker, jeg ser i Kirken. Jeg har båret på dem, og jeg er også sikker på, at I har! Mine har på forskellige tidspunkter indeholdt skrifterne, undervisningsmaterialer, flasker, stillebøger, papir og farver.
Søstre, ligesom vi tager vores taske med i kirke, skal vi billedligt have en anden taske med os, hvor end vi går – og i denne taske er vore skatte af pagter – fordi vi er pagtskvinder. Jeg vil gerne tale med jer om, hvordan vore pagter kan styrke retskafne familier.
Det er vigtigt for os at forstå, at der ikke er nogen bestemt måde, en retskaffen familie ser ud på. Nogle retskafne familier har to forældre, men sommetider er der, på grund af dødsfald eller skilsmisse, kun én. Nogle retskafne familier har mange børn, og andre familier har, i hvert fald i øjeblikket, ingen. De fleste medlemmer er enlige en del af deres liv, men ældste Marvin J. Ashton lærte os, at »Gud og én er en familie.«1 I nogle retskafne familier er det kun faderen, der arbejder uden for hjemmet, og andre gange må begge de voksne arbejde. Så selv om vi er forskellige, er det, som retskafne familier har til fælles, de pagter, som de holder hellige.
Jeg tænker først og fremmest på pagter, der har at gøre med evangeliets love: Fx tiende, at komme i Kirken og visdomsordet. Søstre, jeg behøver ikke at fortælle jer, at hvis vi holder disse pagter, vil vores familie blive velsignet. Det betyder ikke, at vi aldrig vil lide, men i sidste ende ved vi, at der er en belønning for at holde vore løfter.
Andre pagter forpligter os i forbindelse med moralsk adfærd: Både vores etik i forhold til hinanden og standarder for adfærd i forbindelse med vores legeme. Vi skal undervise vore børn i etisk adfærd: Ærlighed, respekt, retskaffenhed, venlighed i ord og gerninger. Vi sender vore børn ud i en verden, hvor disse adfærdsformer er aftagende, men vi skal undervise dem i anstændig og venlig adfærd ved ord og endnu vigtigere ved eksempel.
Og hvad med adfærdsstandarden med hensyn til vores legeme? Søstre, vi skal være eksempler for vore børn på, hvad vi forventer i beklædning, i udseende og i dyd. For to år siden stod præsident Hinckley ved dette møde og rådede os til at »undervis[e vores] børn, når de er meget små, og hold aldrig op.«2 Standarderne for os alle er tydelige, men det, vi ved, er, at verdens skikke for ofte bliver vore skikke og vore børns skikke.
Jeg hørte engang en mor sige, at med al den onde indflydelse, hendes døtre oplever, måtte hun vælge, hvilke kampe hun ville kæmpe. Og derfor havde hun valgt ikke at kæmpe mod deres tøjstandarder. Men ærbarhed er en kamp, der er værd at kæmpe, fordi den så ofte påvirker mere alvorlige moralske spørgsmål. Nuvel, det betyder ikke, at vi skal forlange, at vore døtre og sønner er dækket fra halsen ned til anklerne, men det betyder, at vi hjælper dem med at klæde sig på en måde, som viser, at de er Guds børn. Søstre, I er kloge og forbløffende mødre. I behøver ingen håndbog, der fortæller, hvad der er acceptabelt med hensyn til tøj. Følg Ånden, og I og jeres børn vil vide, hvad der er rigtigt.
Vi må også sikre os, at vore børn forstår Herrens forventninger vedrørende seksuel adfærd. Standarden med hensyn til dyd er aldrig ændret – børn bør vide, hvor grænsen går. Dog ser vi alt for ofte vore børn retfærdiggøre adfærd, som de ved er forkert, og efterligner verdens adfærd. Vi må se bort fra enhver forlegenhed eller ubehag, vi kunne føle, så vi kan have en ærlig samtale med vore teenagere. De skal vide specifikt, ikke generelt, hvilken adfærd der er acceptabel for en mand og en kvinde uden for ægteskabet. Hvis vi ikke underviser dem i standarderne, så vil verden gøre det med forfærdelige resultater.
Det samme gælder den nyeste trussel: Teknologi. Sørgelig nok vil selv de bedste filtre ikke sikre, at intet bespotteligt kommer ind i vores hjem. Selv om internettet er vidunderligt, skal vi være årvågne over for det og andre medieindflydelser i hjemmet. Pornografi er ved at blive alt for fremherskende og siver ind i de helliges liv og vender deres hjerte bort fra Guds standarder.
Den vigtigste pagt med hensyn til familier er den evige ægteskabspagt. Vi ved, at »ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og … familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne.«3 Vores familie er vores største ansvar såvel som vores største velsignelse.
Temaet ved denne konference er: »Her er jeg, send mig.« Ordene er et løfte til Herren og et udtryk for vores villighed til at tjene. Hvis vi holder vore pagter, er de løfter, vi modtager til gengæld, storslåede. Præsident Boyd K. Packer har skrevet:
»Det er ikke ualmindeligt for ansvarlige forældre for en tid at miste et af børnene til påvirkninger, som de ikke har kontrol over. De pines på grund af oprørske sønner eller døtre. De spekulerer på, hvorfor de er så hjælpeløse, når de har prøvet så hårdt på at gøre det, de skulle.
Det er min overbevisning, at disse onde indflydelser en dag vil blive underkendt …
Vi kan ikke overvurdere værdien af tempelægteskab, beseglingsordinancens bindende bånd og de tilhørende værdighedsstandarder, som må opfyldes. Når forældre holder de pagter, de har indgået ved templets alter, vil deres børn for evigt være bundet til dem.«4
Søstre, dette løfte giver mig så meget håb. Lad os gå fremad med tillid, med vore strålende tasker i et fast greb i vore arme, men lad os tømme disse tasker for det, vi ikke har brug for. Ekstra vægt vil kun sætte vores hastighed ned. Lad os skaffe os af med »hvad nu hvis« og »hvis bare« og i stedet »kast[e vores] byrde på Herren.«5 Jeg må selv gøre det sammen med jer. Lad os bare gøre det bedste, vi kan hver dag, og tillade Herren at kompensere for det, vi ikke kan gøre. Det er et af de løfter, han har givet os.
Lad mig til sidst fortælle jer om en kvinde, jeg aldrig har mødt, men som jeg elsker højt, fordi hun var trofast over for sine pagter. Min tip-oldemor, Charlotte Gailey Clark, var en af de sidste 295 personer, der modtog deres pagter i templet i Nauvoo, før de begyndte den store vandring mod vest. Templet var blevet lukket, da de hellige var tvunget til at forlade byen, men alle de, som var værdige havde endnu ikke haft mulighed for at modtage deres begavelse. Min tip-oldemor og hendes mand skulle føre deres familie mod vest, og hun ønskede sine pagter hos sig, før hun begyndte på denne rejse. Jeg har ofte tænkt på hende disse sidste par måneder. En dag vil jeg gerne sige til hende: »Tip-oldemor, tak for at du holdt dine pagter. Jeg er så velsignet ved at være dit tip-oldebarn. Din trofasthed har velsignet mig og min familie – og vil fortsat velsigne os i alle generationerne.« Og søstre, vore børn og børnebørn vil en dag være i stand til at sige det samme til os og om os. En dag vil de takke os for at holde denne »taske« med pagter hos os, og bruge dem til at velsigne vores familie.
Må vor himmelske Fader velsigne os til at holde vore pagter, så vores familie kan blive styrket og velsignet på grund af vores retfærdige liv. I Jesu Kristi navn. Amen.