I hjertets hellighed
Hver gang vi rækker ud med kærlighed, tålmodighed, venlighed, gavmildhed, ærer vi vore pagter ved at sige: »Her er jeg, send mig.«
Selv om vores antal er meget større end hjælpeforeningssøstrene i Nauvoo, så er ånden i vores forsamling den samme. Som os opløftede, nærede og inspirerede de hinanden, de bad for hinanden, de indviede alt det, de havde, til riget. Præsident Hinckley har beskrevet os som »et umådeligt forråd af tro og gode gerninger … et anker af hengivenhed og loyalitet og resultater.«1 Hvor er det bemærkelsesværdigt, at uanset om vi er i Konferencecentret eller i en kirke i Mexico eller i en gren i Litauen, så er vi søstre i Zion med et stort værk at udføre. Og sammen vil vi, ledet af Guds profet, gøre det! Jeg håber, at I føler den kærlighed, jeg har til jer – en kærlighed, som deles af mine rådgivere, som er en stor velsignelse for mig.
At sige, at jeg var overvældet, da præsident Hinckley kaldte mig til at tjene som Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde er en kæmpe underdrivelse! Det kan I nok forstå, ikke? Men med rystende stemme svarede jeg: »Her er jeg, send mig.« Efter at en jødisk veninde hørte om, hvad min kaldelse omfattede, så hun på mig, som om jeg var skør og spurgte: »Bonnie, hvorfor skulle du gøre det?« (På sådanne tidspunkter stiller jeg ofte mig selv samme spørgsmål). Men der er kun én årsag til, at jeg gjorde det: Jeg har indgået pagt med Herren, og jeg ved, hvad det kræver. Og jeg vidste, at I og jeg ville tjene sammen, og at min villighed var på vegne af os alle.
I århundreder har retfærdige kvinder trådt frem og sluttet sig til Kristi sag. Mange af jer er blevet døbt for ganske nyligt; jeres pagter er friske i jeres hjerte, jeres offer kan stadig føles. Når jeg tænker på alle jer, mindes jeg Priscilla Stains fra Wiltshire i England. Den 19-årige Priscilla sluttede sig til Kirken i 1843. Alene. Hun måtte snige sig bort midt om natten for at blive døbt, på grund af forfølgelser fra sine naboer og sin families uvilje. Hun skrev: »Vi ventede til midnat … og begav os så til et vandløb omkring 400 meter væk. Her var der vand … tilfrosset, og ældsten måtte hugge et hul i isen, der var stort nok til dåb. Ingen andre end Gud og hans engle og nogle få vidner, som stod på bredden sammen med os, hørte min pagt, men i denne midnatstimes højtidelige stund var det som om al naturen lyttede, og de skrivende engle nedfældede vore ord i Herrens bog.«2
Hendes ord: »Ingen andre end Gud og hans engle … hørte min pagt«, rørte min sjæl, for ligesom Priscilla er vi – uanset vores alder, vores kendskab til evangeliet, vores tid i Kirken – alle pagtskvinder. Det er en vending, vi ofte hører i Kirken, men hvad betyder den? Hvorledes definerer pagter, hvem vi er, og hvordan vi lever?
Pagter – eller bindende løfter mellem os og vor himmelske Fader – er nødvendige for vores evige fremgang. Trin for trin lærer han os at blive som ham ved at lade os deltage i hans værk. Ved dåben indgår vi pagt om at elske ham af hele vores hjerte og elske vore søstre og brødre som os selv. I templet indgår vi yderligere pagt om at være lydig, uselvisk, trofast, hæderlig og godgørende. Vi indgår pagt om at ofre og indvie alt det, vi har. Skabt ved præstedømmets myndighed resulterer vore pagter, når vi holder dem, i velsignelser, som fylder vores bæger til randen. Hvor ofte tænker I på, at jeres pagter når ud over jordelivet og forbinder jer med det guddommelige? Indgåelse af pagter er udtryk for et villigt hjerte. At holde pagter er udtryk for et trofast hjerte.
Det ser enkelt ud på papir, gør det ikke? Selvfølgelig er det i handlingen, vi beviser, hvem vi virkelig er. På denne måde ærer vi, når vi rækker ud med kærlighed, tålmodighed, venlighed, gavmildhed, vore pagter ved at sige: »Her er jeg, send mig.« Vi siger sædvanligvis disse ord blidt og ikke akkompagneret af stort orkester.
Hvornår har en andens pagter med Herren velsignet dig, bragt dig fred, næret din sjæl? Da min mand og jeg var missionærer i England, så vi mange ældster og søstre, som var direkte påvirket af værdige kvinders pagter. Jeg var så taknemmelig for mødre, søstre, tanter, lærere – som så mange af jer – de havde æret deres pagter og derved velsignet andre ved den måde, hvorpå de underviste disse fremtidige missionærer.
Pagter fører os ikke alene ud af vores trygge verden og til ny vækst, men leder også andre til at gøre det samme. Jesus sagde: »De gerninger, I har set mig gøre, skal I også gøre.«3 Hans overholdelse af pagterne opmuntrer os.
Pagter redder os fra unødvendig lidelse. Når vi fx adlyder profetens vejledning, holder vi en pagt. Han har rådet os til at undgå gæld, have et lager af fødevarer og blive selvforsynende. At leve inden for vore evner velsigner os ud over denne lydighed. Det lærer os taknemmelighed, tilbageholdenhed, uselviskhed, det bringer fred for økonomisk pres og beskyttelse mod materialismens grådighed. At holde vore lamper fyldt betyder, at uforudsete omstændigheder ikke hindrer os i muligheder for at erklære med hengivenhed: »Her er jeg, send mig.«
Fornyede pagter styrker og forfrisker en træt sjæl. Hvad sker der hver søndag, når vi deltager i nadveren, i vores hjerte, når vi hører ordene, »altid erindre ham«?4 Forbedrer vi os i den efterfølgende uge ved atter at fokusere på det, som har størst betydning. Ja, vi møder svære tider, ja, at foretage ændringer er anstrengende. Men har I nogen sinde spekuleret på, hvordan vore søstre overlevede at blive fordrevet fra Nauvoo, og mange måtte gå hele turen? Når deres fødder var trætte, blev de båret af deres pagter! Hvad ellers kunne give en sådan åndelig og fysisk styrke?
Pagter beskytter os også fra at »drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast.«5 Pagtskvinder står fast, når det onde kaldes godt, og godt kaldes ondt. Uanset om det er i skolens klasseværelse, på arbejdet eller foran fjernsynets nyeste »eksperter«, hjælper det at huske vore pagter os med ikke at blive ført vild.
Pagter kan holde os og dem, vi elsker, åndeligt sikre og åndeligt forberedt på at sætte det vigtigste først. Når det fx drejer sig om familien, har vi ikke råd til ligegyldighed og forstyrrelser. Barndommen er et flygtigt under. Få har de solskinsdage, jeg kendte til i opvæksten på en gård. Præsident Hinckley har sagt: »Vore problemer, næsten alle sammen, opstår i menneskenes hjem. Hvis der skal ske en forbedring … skal det begynde i hjemmet. Det er der, man lærer sandheden at kende, hvor der dyrkes hæderlighed, hvor der fremkaldes selvdisciplin, og hvor kærligheden næres.«6
Søstre, Herren har brug for kvinder, som vil undervise børn i at arbejde og lære og tjene og tro. Uanset om de er vore egne eller en andens, må vi stå fast og udtale: »Her er jeg, send mig ud for at våge over jeres små, at sætte dem først, at vejlede og beskytte dem fra ondt, at elske dem«.
Af og til står vi over for at holde vore pagter, når der ikke synes at være nogen logisk årsag til at gøre det. Jeg lyttede til en enlig søster, der fortalte om sin oplevelse med at »komme til at stole fuldstændigt på Herren.« Hendes liv var ikke gået, som hun havde forventet. Lyder det bekendt? Hendes periode med ransagelse af sjælen var kendetegnet af forskellige jobs, nyt økonomisk pres, påvirkning af verdslige filosofier. Lyt nu til det, hun gjorde. Hun var sammen med andre søstre fra sit ward og fandt ud af, at de også søgte at finde den fred, evangeliet bringer. Hun bad om en præstedømmevelsignelse. Hun fortsatte tappert i sin kaldelse. Hun studerede og forsøgte i højere grad at overgive sin kærlighed, påskønnelse og overbevisning til Jesus. Hun bad. »Jeg anråbte Herren,« sagde hun, »og fortalte ham, at jeg ville gøre, hvad end han bad mig om.« Alt dette gjorde hun på trods af sine vanskeligheder. Og ved I hvad der skete? Nej, hendes evige partner stod ikke på hendes dørtrin. Men fred fandt vej til hendes hjerte, og hendes liv blev bedre.
Søstre, vi holder vore pagter, når vi fortæller om vores livs visdom for at opmuntre en anden, når vi går ud som besøgslærerinde med ægte barmhjertighed, når vi hjælper en yngre søster med at vide, at hendes nye perspektiv vil velsigne os i Hjælpeforeningen. Det kan vi gøre!
Da unge Priscilla, vores britiske omvendte fra 1843, krydsede Atlanterhavet, blev hun venner med en kvinde på sin mors alder. Denne ældre søster følte den pagts brænden, hun havde indgået. Hun var ved Priscillas side, da de lagde til ved kajen i Nauvoo. Sammen, frimodige og troende, sluttede de sig til Guds hellige.7
Den åndelige retskaffenhed til at holde vore pagter kommer fra konsekvent skriftstudium, bøn, tjeneste og offer. Sådanne enkle trin nærer vores sjæl, så vi kan sige: »Send mig ud for at hjælpe en søster og hendes nyfødte, send mig ud for at hjælpe en kæmpende studerende, send mig ud for at elske en, der er udenfor. Send mig derhen, hvor du har brug for mig, når du har brug for mig.«
Herren har kaldet os til at gøre alt, hvad vi kan gøre »i hjertets hellighed«.8 Og hellighed er et produkt af at efterleve pagter. Jeg elsker ordene i denne salme, og det, den får mig til at føle:
Mer hellighed giv mig,
mer stræben i løn;
mer tålmod i prøver;
mer tro på min Frelser;
mer lyst til hans bud;
mer fryd i hans gerning,
mer kundskab om Gud.9
Hellighed tilskynder til ordene: »Her er jeg, send mig.« Da Priscilla Stains indgik sine midnatspagter i dette kolde vand, trådte hun ind i et nyt liv med tøj, der var næsten frossen, dog med et hjerte varmet af glæde. »Der var ikke noget med at se tilbage«, sagde hun. »Jeg besluttede mig til at nå det evige livs belønning, idet jeg stolede på Gud.«10
Præsident Hinckley, sammen med Hjælpeforeningens søstre rundt omkring i verden, jeg forpligter mig over for dig, at vi står forenede som pagtskvinder og lytter til din røst. På mange forskellige sprog, hør da hver hjælpeforeningssøsters ord, når vi siger: »Her er jeg, send mig.«
Må vore personlige pagter, som binder os til vor kærlige himmelske Fader, vejlede os, beskytte os, helliggøre os og tillade at gøre ligeså for alle hans børn. Det beder jeg om I Jesu Kristi navn. Amen.