»O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt«
Jeg beder jer … indtrængende om at benytte Kirkens templer. Tag til templet, og udfør det store og forunderlige værk, som himlens Gud har forklaret os.
Mine elskede søskende. Vi byder jer igen velkommen til denne store verdensomspændende konference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Alma sagde: »O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt, så jeg kunne gå ud og tale som Guds basun med en røst, der kunne få jorden til at skælve, og råbe omvendelse til alle folk« (Alma 29:1).
Vi er nået dertil, hvor vi næsten kan gøre dette. Denne konference bliver transmitteret over hele verden, og talerne bliver hørt og set af sidste dages hellige på hvert eneste kontinent. Vi er nået langt med at se opfyldelsen af det syn, som omtales i Johannes’ Åbenbaring: »Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tun-gemål og folk« (14:6).
Hvilken storslået begivenhed dette er, mine brødre og søstre. Det er svært at fatte. Vi taler fra dette vidunderlige konferencecenter. Jeg kender ikke til nogen anden bygning, som kan sammenlignes med det.
Vi er som én stor familie – repræsentanter for menneskeslægten på denne vide og skønne jord.
Mange af jer deltog i indvielsen af templet i Nauvoo i juni. Det var en storslået og vidunderlig begivenhed – en som vi sent skal glemme. Vi indviede ikke blot en pragtfuld bygning – Herrens hus – men vi indviede også et smukt mindesmærke over profeten Joseph Smith.
I 1841, to år efter at han var kommet til Nauvoo, tog han det første spadestik til et Herrens hus, som skulle stå som kronen på Guds værk.
Det er svært at forestille sig, at man under de forhold og omstændigheder skulle opføre en så pragtfuld bygning på et sted, som dengang var civilisationens grænse i Amerika.
Jeg tvivler på, ja, jeg tvivler alvorligt på, at der fandtes en bygning med en udformning og pragt magen til den i hele staten Illinois.
Den skulle indvies til den Almægtiges værk – til at bringe hans evige hensigter til udførelse.
Man gjorde sig alle anstrengelser. Intet offer var for stort. I de følgende fem år tilhuggede man sten og lagde fundamentet og soklen, opbyggede murene og pyntestenene. Hundredvis drog nordpå for at bo der en tid og skove tømmer i store mængder og derpå binde det sammen i flåder, som blev sejlet ned ad floden til Nauvoo. Af dette tømmer blev der fremstillet flotte træskærerarbejder. Man samlede enører sammen til at købe søm for. Der blev ydet ufattelige ofre for at kunne købe glas. De var i færd med at bygge et tempel til Gud, og det skulle være det allerbedste, de formåede.
Midt under al denne aktivitet blev profeten og hans bror Hyrum dræbt i Carthage den 27. juni 1844.
Ingen af os, som lever i dag, kan fatte, hvilket katastrofalt sværdslag det var for de hellige. Deres leder var borte – manden, som havde modtaget syner og åbenbaringer. Han var ikke alene deres leder. Han var deres profet. Deres sorg var stor, og deres nød forfærdelig.
Men Brigham Young, som var præsident for De Tolvs Kvorum, stillede sig ved roret. Joseph havde lagt sin myndighed på skuldrene af apostlene. Brigham besluttede, at man skulle bygge templet færdig, og arbejdet fortsatte. Nat og dag forfulgte de deres mål på trods af alle de trusler, der blev slynget imod dem af den lovløse pøbel. I 1845 vidste de, at de ikke kunne blive i den by, de havde grundlagt på det, som før havde været et sumpet område af floden. De vidste, at de måtte tage af sted. Det blev en tid med hektisk aktivitet, for det første med at bygge templet færdig, og for det andet med at bygge vogne og samle forsyninger, så de kunne rejse ud i ødemarken mod vest.
Man begyndte at udføre tempelordinancer, inden templet var fuldstændig færdigt. Sådan fortsatte de hektisk, indtil vinterkulden i 1846 satte ind. Medlemmerne begyndte at lukke dørene til deres hjem og vognene rullede langsomt ned ad Parley Street til flodbredden, derpå over floden og op på bredden i Iowa.
Rejsen fortsatte. Det var så bitterligt koldt, at floden frøs til. Men det satte dem i stand til at køre over isen.
For sidste gang så de sig tilbage og skuede mod øst deres drømmeby og deres Guds tempel. Så skuede de mod vest, mod en ukendt fremtid.
Efterfølgende blev templet indviet, og de, som indviede det, sagde »amen« og rejste videre. Bygningen brændte senere ned efter at være blevet antændt af en brandstifter, som næsten mistede livet under sit ugudelige forehavende. Til sidst blæste en tornado det meste af det, der stod tilbage, omkuld. Herrens hus, det store mål for deres anstrengelser, var borte.
Nauvoo blev næsten til en spøgelsesby. Den sygnede hen, indtil den næsten døde. Tempelgrunden blev pløjet op og beplantet. Årene gik, og langsomt opstod der en vækkelse. Nogle af vore medlemmer, som er efterkommere af dem, som engang boede der, havde i sig gemt minderne om deres forfædre og blev grebet af et ønske om at hædre dem, som havde betalt en så frygtelig pris. Gradvist kom der igen liv i byen, og dele af Nauvoo blev genopbygget.
Efter tilskyndelse fra Ånden og motiveret af de ønsker, som min far, der havde tjent som missionspræsident i området, og som ønskede at genopbygge templet til Nauvoos hundredårsdag, men aldrig havde været i stand til det, bekendtgjorde vi ved aprilkonferencen 1999, at vi ville genopbygge denne historiske bygning.
Luften fyldtes af spænding. Mange mænd og kvinder tilkendegav deres ønske om at hjælpe til. Vi blev tilbudt store bidrag i form af penge og ekspertise. Igen gjorde man sig alle anstrengelser. Vi ville genopbygge Herrens hus som et mindesmærke over profeten Joseph og som en offergave til vor Gud. Den 27. juni om eftermiddagen, omkring på det tidspunkt, da Joseph og Hyrum blev skudt i Carthage 158 år tidligere, indviede vi den pragtfulde, nye bygning. Den er meget smuk. Den står på nøjagtig det samme sted, hvor det oprindelige tempel stod. De ydre mål er de samme som oprindeligt. Det er et passende mindesmærke over denne uddelings store profet, seeren Joseph.
Hvor er jeg taknemmelig, så dybt taknemmelig for, hvad der er sket. I dag står med front mod vest på bakken med udsigt over byen Nauvoo, derfra over Mississippifloden og over Iowas sletter, Josephs tempel, et pragtfuldt Guds hus. Her i Salt Lake-dalen står Brighams tempel, som vender mod øst mod det smukke tempel i Nauvoo. De vender nu mod hinanden som bogstøtter med mange bøger mellem, som beretter om den lidelse, sorg og de ofre, ja, endog dødsfald blandt de tusinde, som foretog den lange rejse fra Mississippifloden til Great Salt Lake-dalen.
Nauvoo er blevet det 113. tempel, som nu fungerer. Vi har siden da indviet endnu et i Haag, så vi nu er oppe på 114 i alt. Disse vidunderlige bygninger, som hver har deres egen størrelse og arkitektur, ligger nu spredt blandt alle jordens folkeslag. De er blevet opført for at give vore medlemmer mulighed for at udføre den Almægtiges værk, hvis hensigt det er at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket (se Moses 1:39). Disse templer er blevet bygget, for at de skal bruges. Vi ærer vor Fader, når vi benytter dem.
Ved åbningen af denne konference beder jeg jer, mine søskende, indtrængende om at benytte Kirkens templer.
Tag til templet, og udfør det store og forunderlige værk, som himlens Gud har forklaret os. Lad os der lære om hans veje og hans planer. Lad os der indgå pagter, som fører os ad retfærdighedens, uselviskhedens og sandhedens stier. Lad os der blive føjet sammen som familier under en evig pagt, som forrettes med Guds præstedømmes myndighed.
Og måtte vi der tilbyde de selv samme velsignelser til de tidligere slægter, nemlig vore egne forfædre, som venter på den tjeneste, som vi nu kan yde.
Måtte himlens velsignelser hvile på jer, mine kære søskende. Måtte Elias’ ånd gribe jer og tilskynde jer til at gøre det arbejde for andre, som ikke kan komme videre, hvis ikke I gør det. Måtte vi glæde os over det herlige privilegium, som er vores. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.