2002
Elaine Schwartz Dalton Andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab
November 2002


Elaine Schwartz Dalton
Andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Kort tid før Elaine S. Dalton begyndte sit andet år på Brigham Young University, døde hendes far uventet. Det var en vanskelig tid i hendes liv, og hun bad ofte for at forstå, hvorfor hendes far var blevet taget bort fra sin familie, som havde så stort behov for ham.

Svaret på hendes bønner kom først den følgende sommer, da hun optrådte med et folkedanserhold fra BYU i Europa. På fars dag, da holdet afholdt et nadvermøde, henviste en af talerne til Ordsprogenes Bog 3:5-6: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«

»Jeg forstod, at dette skriftsted var mit svar,« siger søster Dalton nu. »Jeg vidste stadig ikke, hvorfor min far døde, men jeg vidste, at jeg skulle stole på Herren. Det skriftsted har siden været en vejledning i mit liv. I alt, hvad der er sket, og som jeg ikke har forstået, har jeg vidst, at hvis jeg stoler på Herren, så vil han jævne min vej«.

I sin nye kaldelse som andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab håber søster Dalton at opmuntre de unge piger til at udvikle den samme tillid til vor himmelske Fader og til at søge Helligåndens vejledning.

Søster Dalton er født i Ogden i Utah den 1. november 1946 som datter af Melvin Leo og Emma Martin Schwartz. Hun giftede sig med Stephen E. Dalton den 13. september 1968 i templet i Salt Lake City. De har 6 børn og bor i Salt Lake City.

Søster Dalton har en BA-grad i engelsk fra Brigham Young University. Hun har tjent som medlem af Unge Pigers hovedbestyrelse, som Unge Pigers præsidentinde i staven, som vejleder for laurbærpigerne og som lærer i Hjælpeforeningen.

»De unge piger i dag er utrolige – de er åndeligt følsomme og stærke«, siger hun. »De har en usædvanlig udfordring i at være retskaffen i den verden, som vi lever i nu. Som medlemmer af Kirken kan de stå frem og lede andre, som søger efter retskafne eksempler.