Underkast jer den Helligånds ledelse

Ældste Kenneth Johnson

De Halvfjerds

Disse tilskyndelser i os udspringer af en guddommelig kilde og holder os, når vi følger dem, på den rette kurs og beskytter os derved mod skadelige påvirkninger og farlige omveje.

Jeg er blevet opdraget af omsorgsfulde forældre i et hjem, hvor vi lærte og praktiserede de værdinormer, som banede vejen for, at jeg blev præsenteret for Kirken og antog evangeliets principper. Jeg blev døbt i august 1959 kort efter min 19-års fødselsdag. Når jeg grunder over de begivenheder, som ledte op til min omvendelse, tænker jeg tilbage på en oplevelse, jeg havde som barn.

I nærheden af mit barndomshjem lå der et stort hus. Det lå en i smuk park, som var omgærdet af, hvad der forekom mig at være et tårnhøjt træstakit på knap to meter. Jeg kan huske, at jeg kiggede ind gennem hullerne i stakittet, hvor knaster var faldet ud. Det var som at kigge gennem et teleskop og ind i en fremmed verden. De velplejede græsplæner, de velholdte blomsterbede og en lille frugthave dannede en idyllisk ramme om den karakteristiske bolig. Desværre var muligheden for at nyde synet ret kort på grund af den årvågne bulldog, som patruljerede haven og straks lagde mærke til, hvis nogen stod på den anden side af stakittet. Skønt den bidske hund ikke kunne komme ud af haven, fik lyden af dens snusen, når den nærmede sig stakittet, mig til at springe frygtsomt tilbage, mens jeg med min livlige fantasi forestillede mig forskellige skrækscenarier.

Hr. og fru Lyons, som boede der, var skolelærere. De optrådte altid værdigt og syntes at holde af det privatliv, som deres hus og have gav dem. Og for at gøre det endnu mere spændende så manglede hr. Lyons den højre hånd og brugte i stedet en stålklo, som stak ud under hans jakkeærme. I mit drengesind kunne jeg se for mig, hvordan hr. Lyons fulgte efter mig, greb mig i kraven med kloen og tog mig til fange.

Jeg husker en morgen i august, hvor jeg var 10 eller 11 år gammel, da jeg efter en nat med usædvanligt voldsomme vindstød mødte mine venner, da jeg gik hjemmefra. De var tydeligvis oprørte over et eller andet og spurgte: »Hørte du vinden i nat?«

Da jeg fortalte dem, at jeg det havde jeg, gik de videre med at fortælle mig, hvad de havde opdaget – vinden havde blæst flere stykker af stakittet om Lyons’ hus ned. Jeg forstod ikke, hvorfor det skabte så megen røre, og bad dem om at forklare, hvilken betydning det havde.

De svarede med endnu større begejstring: »Nu kan vi komme til æbletræerne!«

Jeg var stadig meget tilbageholdende og spurgte: »Men hvad med hr. Lyons?«

»Hr. og fru Lyons er ikke hjemme. De er rejst bort for at besøge noget familie.«

»Hvor er hunden?« spurgte jeg undersøgende.

»Familien har anbragt den på en hundepension,« lød svaret.

Mine venner havde bestemt foretaget en grundig undersøgelse. Opmuntret af deres ord løb vi hen mod vores mål med største hast. Da vi var kommet ind i haven, klatrede vi op i træerne og skyndte os at plukke frugterne og fylde vore lommer og også fylde dem inden for skjorten. Mit hjerte hamrede og min puls galopperede, for jeg frygtede, at hunden eller hr. Lyons eller dem begge hvert øjeblik ville dukke op i haven og fange os. Vi løb fra gerningsstedet til et skjulested mellem nogle træer i nærheden og efter at have genvundet fatningen, begyndte vi at spise æblerne.

Det var i august, og æblerne var endnu ikke modne nok til at spise. Faktisk smagte de meget bittert, men den sure smag af grønne æbler standsede os ikke, mens vi med begejstring fortærede vores rov, som var det en tvangstanke for os, som jeg ikke kan forklare i dag. Da jeg havde spist rigtig mange, stillede jeg mig tilfreds med at tage en bid af hvert af de æbler, der var tilbage, og kaste resten af frugten ind i buskene i nærheden. Vores fjantethed tog af, efterhånden som vore kroppe gradvis begyndte at reagere på den invasion, de havde været udsat for. Den kemiske reaktion mellem min mavesyre og de umodne æbler gav mig mavekramper og kvalme. Mens jeg sad og fortrød, hvad jeg havde gjort, lagde jeg mærke til, at en følelse inden i mig gjorde mig endnu dårligere tilpas end de umodne æbler.

Den største utilpashed udsprang af, at jeg indså, at det, jeg havde gjort, var forkert.

Da mine venner havde foreslået, at vi skulle invadere haven, havde jeg følt mig ilde til mode ved det, men havde ikke mod til at sige nej og havde således undertrykt mine følelser. Efter at gerningen nu var gjort, var jeg fyldt med anger. Til min fortrydelse havde jeg ignoreret de tilskyndelser, som advarede mig om, at mine handlinger var forkerte.

Fysiske barrierer og ydre kræfter kan hindre os i at træde ind på afvigende stier, men vi har også en følelse inden i os, der somme tider beskrives som en sagte, stille røst,¹ som, når vi lægger mærke til den og giver agt på den, hindrer os i at give efter for fristelser.

Flere år senere vakte det genklang i mig, da jeg hørte præsident Boyd K. Packers ord: »Vi kan ikke begive os afsted på en forkert kurs uden først at have overhørt en advarsel.« Jeg tænkte på oplevelsen dengang og andre som den – de indtryk og den indsigt, vi får, når vi tænker over følgerne af vore handlinger.

Profeten Mormon åbner vore øjne for kilden til disse indtryk med disse ord: »Kristi ånd gives alle mennesker, for at de kan kende godt og ondt.«²

Forestillingen om, at vi alle har denne vejledende gave, bliver underbygget i Johannesevangeliet, hvor der om Frelseren står, at han var »det sande lys, som oplyser ethvert menneske,«³ som kommer til verden.

Disse tilskyndelser i os udspringer af en guddommelig kilde og holder os, når vi følger dem, på den rette kurs og beskytter os derved mod skadelige påvirkninger og farlige omveje.

Flere uger efter oplevelsen med æblerne gik jeg ud for at møde mine venner i lunden i nærheden af mit hjem i forventning om, at vi skulle udtænke en eller anden leg, vi kunne lege. Da jeg nærmede mig dem, var de krøbet sammen. Jeg så røg stige op i luften over dem og genkendte lugten af brændt tobak. En af dem havde fået fat i en pakke cigaretter og nu sad de og røg. De spurgte, om jeg ikke ville være med, men det afslog jeg. De blev ved og sagde, at min ulyst til at være med var et svaghedstegn. Deres drillerier blev til latterliggørelse iblandet nedladende bemærkninger. Men intet af det, de kunne finde på at sige eller gøre, kunne overtale mig til at ombestemme mig. Jeg var ikke blevet opdraget med en viden om det gengivne evangelium og vidste intet om visdomsordet, men jeg blev holdt tilbage af en følelse i mig af, at jeg ikke skulle være sammen med dem.

Mens jeg på vej hjem grundede over den beslutning, jeg havde truffet, følte jeg mig rigtig godt tilpas. Skønt mine forventninger ikke var blevet omsat til handling, og skønt jeg måtte finde ud af at udfylde min tid uden mine venner, havde jeg lært noget om mig selv – om kilden til virkelig lykke og den kraft, man får ved at træffe den rette beslutning, uanset hvordan forholdene er, eller hvad resultatet måtte være.

I en åbenbaring, som profeten Joseph Smith fik, beskrives i følgende skriftsted de fordele, der er forbundet med at rette sig efter dette medfødte kompas: »Og Ånden giver hvert menneske, som kommer til verden, lys, og Ånden oplyser hvert menneske i verden, der lytter til hans røst.«⁴

Ikke alene er dette vers et yderligere vidnesbyrd om, at vi alle har adgang til denne kilde til guddommelig vejledning, men den understreger også behovet for, at vi giver agt på eller lytter til og reagerer på de tilskyndelser, vi får. Det løfte, som følger, betyder meget for mig: »Og enhver, der lytter til Åndens røst, kommer til Gud, ja, til Faderen.«⁵

Disse følelser, som af og til omtales som samvittigheden, men som mere præcist bør defineres som Kristi Lys, ikke alene hjælper os til at afgøre, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, men fører os, hvis vi giver agt på dem, til kilden til dette lys, som udstråler fra Faderens og Sønnens nærhed.⁶

Frelseren gav sine disciple dette løfte: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd.«⁷ Han beskriver yderligere denne gave som: »Talsmanden, Helligånden.«⁸ Man kan føle Helligåndens tilkendegivelser, men gaven må overdrages og kan kun modtages ved håndspålæggelse efter dåb.⁹

Jeg har fået en større forståelse af, hvorfor der om hans disciple på den vestlige halvkugle står skrevet: »De bad om det, som de ønskede mest; og deres ønske var, at den Helligånd måtte blive dem givet.«¹⁰

Han er den fuldkomne formidler af sandhed.

Når jeg ser tilbage på mit liv, står det klart for mig, at mange beslutninger – hvoraf nogle syntes ubetydelige dengang, og andre, som jeg har kæmpet med på grund af deres betydning – har hævet mig op på højere niveauer, end jeg ville have nået, hvis jeg ikke have underkastet mig Helligåndens ledelse.¹¹

Uden denne herlige gave kan vi ikke forstå meningen med livet eller vor evige Faders store plan.¹² For »det er umuligt for mennesket at finde ud af alle hans veje. Og intet menneske kender hans veje, medmindre de bliver åbenbaret for ham.«¹³

Det er ikke tilstrækkeligt at forlade sig på logik og at bruge sit intellekt, »ej heller formår noget menneske at kundgøre dem, thi de kan kun ses og forstås ved den Helligånds kraft, som Gud skænker dem, der elsker ham og renser sig for ham.«¹⁴

Jeg kan ikke finde ord, som i tilstrækkelig grad kan udtrykke mine følelser vedrørende Kristi lys og Helligåndens gave. De er som en »lygte for min fod, et lys på min sti.«¹⁵

Tænk på den bøn, som Frelseren med disse ord opsendte til Faderen angående De Tolv i Overflødighedens land:

»Fader, jeg takker dig, at du har givet dem, som jeg har udvalgt, den Helligånd. Og det er på grund af deres tro på mig, at jeg har udvalgt dem af verden.

Fader, jeg beder dig, at du vil give alle dem den Helligånd, som vil tro på deres ord.«¹⁶

I denne urolige og plagede verden kan vi finde fortrøstning og nyde samvittighedsfred ved at tro på profeternes ord og ved Talsmandens ledsagelse. Således kan vi lære, at Jesus Kristus er Guds Søn, verdens Frelser.¹⁷

Jeg bærer vidnesbyrd om disse sandheder i Jesu Kristi navn. Amen.