Forbilleder
Alle vi, som lever i verden i vore dage, har brug for standarder – ja, forbilleder.
For mange år siden blev jeg slået af forundring, da jeg så forsiden på et af vore kirketidsskrifter, hvorpå der var trykt et pragtfuldt billede af et af Carl Blocks malerier. Det billede, som kunstneren have dannet sig i tankerne og derpå – med hjælp fra Mesterens hånd – overført til lærredet, viste Elisabeth, Zakarias’ hustru, der byder Maria, Jesu mor, velkommen. De skulle begge føde en søn på mirakuløs vis.
Elisabeths søn blev kendt som Johannes Døber. Som det er med Jesus, Marias søn, sådan er det også med Johannes – kun meget lidt findes nedskrevet om deres ungdom. En enkelt sætning fortæller os alt, hvad vi ved om Johannes’ liv fra hans fødsel til hans virke blandt folk: »Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.«1
Johannes’ budskab var ganske kort. Han forkyndte tro, omvendelse, dåb ved nedsænkning og Helligåndens overdragelse ved en myndighed, der var større end den, han selv besad. »Jeg er ikke Kristus,« sagde han til sine trofaste disciple, »men jeg er udsendt forud for ham.«2 »Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg … Han skal døbe jer med Helligånden og ild.«3
Så blev Kristus døbt af Johannes Døber. Senere aflagde Jesus vidnesbyrd om, at »blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber.«4
Alle vi, som lever i verden i vore dage, har brug for standarder – ja, forbilleder. Johannes Døber er for os et lydefrit eksempel på uskrømtet ydmyghed, for han bøjede sig altid for den, som skulle følge efter – menneskehedens Frelser.
Når vi lærer om andre, som satte deres lid til Gud og efterlevede hans lærdomme, lyder det i vores sjæl: »Stands, og forstå, at jeg er Gud.«5 Når de standhaftigt holdt hans befalinger og stolede på ham, blev de velsignet. Når vi følger deres eksempel, bliver vi på lignende måde velsignet i vore dage. Vi bliver hver især et forbillede.
Vi elsker alle den smukke beretning fra Bibelen om Abraham og Isak. Hvor må det have været umådelig vanskeligt for Abraham i lydighed mod Guds befaling at tage sin elskede Isak med til Morija for at bringe ham som brændoffer. Kan I forestille jer, hvor nedtrykt han må have været, mens han samlede brænde til bålet og rejste til det fastsatte sted? Smerten må uden tvivl have pint hans krop og plaget hans sind, da »han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret … [og] rakte … hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.« Hvor herligt og hvor velkomment var ikke følgende ord: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«6
Abraham kan regnes for et eksempel på ubetinget lydighed.
Hvis nogen føler, at deres udfordringer overstiger deres evner, skal de læse om Job. Hvis de gør det, får de denne forståelse: »Hvis Job kunne holde ud og sejre, så kan jeg også.«
Job var en »retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt.«7 Job, som var from i sin vandel, og som havde medgang, stod over for en prøve, som kunne have knust enhver. Han blev frataget sine ejendele, foragtet af sine venner, plaget af sine lidelser, knust over tabet af sin familie og blev opfordret til at forbande Gud og dø.«8 Han modstod denne fristelse og sagde fra grunden af sin ædle sjæl: »Også nu har jeg mit vidne i himlen, min forsvarer i det højeste.«9 »Dog ved jeg, at min løser lever.«10
Job blev et eksempel på ubegrænset tålmodighed. Den dag i dag siger vi om dem, som er langmodige, at de har »en tålmodighed som Jobs«. Han er et eksempel, som vi kan følge.
En anden, som »var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige,« og som »vandrede med Gud,«11 var profeten Noa. Han blev som barn ordineret til præstedømmet og »prædikede retfærdighed og forkyndte Jesu Kristi evangelium ved at undervise i tro, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden.«12 Han advarede om, at de, som hørte hans røst, ville fremkalde en vandflod, hvis de ikke gav agt på hans budskab, og alligevel lyttede de ikke til hans ord.
Noa gav agt på Guds befaling om at bygge en ark, så han og hans familie ikke skulle gå til grunde. Han fulgte Guds pålæg om at samle to af hver levende skabning i arken, så de også blev skånet fra vandfloden.
Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Der var endnu ikke noget tegn på regn eller oversvømmelse. Noas advarsler blev betragtet som fornuftstridige … Hvor tåbeligt var det ikke at bygge en ark på den tørre jord, når solen skinnede og livet gik videre som sædvanligt! Men tiden løb ud … Vandfloden kom. De ulydige druknede. Miraklet med arken fulgte efter den tro, der kom til udtryk ved at den blev bygget«13
Noa havde en urokkelig tro på, at man skal følge Guds befalinger. Måtte vi altid gøre ligeså. Måtte vi huske på, at Guds visdom ofte virker som dårskab for mennesker, men er den vigtigste erfaring, vi kan gøre os i jordelivet, er, at når Gud taler og vi adlyder, er vi altid på rette spor.
Et eksempel på ideel kvindelighed er Ruth. Ruth fornemmede den sorg, der fyldte hendes svigermor No’omi, som havde mistet begge sine to prægtige sønner, og hun følte måske den fortvivlelse og ensomhed, som plagede selve No’omis sjæl. Ruth sagde de ord, som er blevet et klassisk udtryk for loyalitet: »Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud.«14 Ruths gerninger viste, at hendes ord var oprigtige.
På grund af sin ufravigelige loyalitet over for No’omi skulle Ruth blive gift med Boaz, ved hvem hun – den fremmede moabit, som var blevet omvendt – blev oldemor til David og derfor forfader til vor Frelser Jesus Kristus.
Jeg vil nu tale om en af de store profeter i Mormons Bog – nemlig Nephi, Lehis og Sariahs søn. Han var trofast og lydig mod Gud – modig og ligefrem. Da han fik den svære opgave at skulle hente messingpladerne hos Laban, gav han ikke ondt af sig, men sagde: »Jeg vil gå og gøre det, som Herren har befalet, thi jeg ved, at Herren ikke giver menneskene nogen befaling uden at han åbner en udvej for dem, så at de kan udføre det, som han befaler dem.«15 Måske gav denne heltedåd inspiration til et vers, som indeholder et råd til os i salmen, »Jernstangen«:
Profeten Nephi fik engang
et herligt syn fra Gud …
Hold fast, ja, grib om denne stang
så stærk og fast og sand.
thi den er ordet sendt fra Gud,
til ham den os føre kan.16
Nephi var et eksempel på en aldrig svigtende beslutsomhed.
Ingen gennemgang af forbilleder ville være fuldstændig, uden at jeg medtog Joseph Smith, den første profet i denne uddeling. Da han kun var 14 år gammel, gik denne modige unge mand ud i en lund, som senere blev kaldt hellig, og fik svar på sin oprigtige bøn.
Da Joseph fortalte andre sin beretning om det herlige syn, han havde set i lunden, blev han udsat for ubønhørlig forfølgelse. Skønt han blev latterliggjort og spottet, stod han alligevel urokkelig fast. Han sagde: »Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det.«17
Under næsten ustandselig modgang og dog altid vejledt af Herrens hånd, organiserede Joseph skridt for skridt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han var modig, uanset hvad han foretog sig.
Da han hen imod slutningen af sit liv sammen med sin bror Hyrum blev ført til fængslet i Carthage, trodsede han modigt det, som han utvivlsomt vidste lå forude, og beseglede sit vidnesbyrd med sit blod.
Når vi står over for livets prøver, måtte vi da altid leve op til det uforfærdede mod, som profeten Joseph Smith er indbegrebet af.
Foran os i dag står der endnu en af Guds profeter – nemlig vores elskede præsident Gordon B. Hinckley. Han har præsideret over den største udvidelse af Kirken i vores historie, både hvad angår antal medlemmer og geografi. Han har krydset grænser, som ikke tidligere var blevet krydset, og har talt med regeringsledere og med medlemmer over hele verden. Hans kærlighed til medlemmerne gennembryder sproglige og kulturelle barrierer.
Med profetisk indsigt har han oprettet den selvsupplerende uddannelsesfond, som bryder fattigdomscirklen for vore medlemmer i mange områder af verden og muliggør oplæring og uddannelse, som kvalificerer unge mænd og kvinder til nyttig beskæftigelse. Denne inspirerede plan har tændt håbets lys i øjnene på dem, som følte sig dømt til middelmådighed, men som nu går en lysere fremtid i møde.
Præsident Hinckley har arbejdet uophørligt på at tilvejebringe hellige velsignelser til Kirkens medlemmer verden over ved at sørge for templer, som er inden for alles rækkevidde. Han har evnen til at hæve mennesker fra alle samfundslag op på et højere stade, uanset hvilken tro de bekender sig til. Han er et forbillede på ukuelig optimisme, og vi ærer ham som profet, seer og åbenbarer.
De enestående egenskaber, som besiddes af disse mænd og kvinder, som jeg har nævnt, kan være af uvurderlig hjælp for os, når vi står over for problemer og prøvelser, som ligger forude. Må jeg illustrere dette ved at berette om en oplevelse, som familien Jerome Kenneth Pollard fra Oakland i Californien, havde.
Mens ældste Taavili Joseph Samuel Pollard i maj var på vej til missionskontoret på den sidste dag af sin mission, i Zimbabwe mistede han på en eller anden måde herredømmet over missionsbilen og ramte et træ. Det lykkedes en forbipasserende at redde ældste Pollards kammerat, men ældste Pollard, som var bevidstløs, sad fast i bilen, som brød i brand. Ældste Pollard omkom. Hans mor var afgået ved døden otte år tidligere, og derfor opdragede hans far børnene alene. En af hans brødre var på mission i Vestindien.
Da nyheden om ældste Pollards død nåede hans far, ringede denne ydmyge mand – som allerede havde mistet sin hustru – til den søn, som var i Den Vestindiske Mission, for at fortælle ham om broderens død. Over den lange afstand gennem telefonen sang broder Pollard og hans søn, som utvivlsom var knust af sorg, sammen, »Jeg er Guds kære barn.«18 Inden de afsluttede samtalen, bad faderen en bøn til vor himmelske Fader, hvori han takkede ham for hans velsignelser og bad om hans guddommelige trøst.
Broder Pollard sagde senere, at han vidste, at hans børn nok skulle klare sig, for de har alle et stærkt vidnesbyrd om evangeliet og frelsesplanen.
Mine søskende, i denne vidunderlige, tidernes fyldes, uddeling, mens vi rejser gennem jordelivet og møder fremtidens prøvelser og udfordringer, måtte vi da huske på disse forbilleder, som jeg har talt om denne formiddag. Måtte vi besidde Johannes Døbers uskrømtede ydmyghed, Abrahams ubetingede lydighed, Jobs ubegrænsede tålmodighed, Noas urokkelige tro, Ruths ufravigelige loyalitet, Nephis aldrig svigtende beslutsomhed, profeten Joseph Smiths uforfærdede mod og præsident Hinckley ukuelige optimisme. Dette bliver som en stærk fæstning for os gennem vores liv.
Måtte vi altid blive vejledt af det ypperligste Eksempel, nemlig Marias søn, Frelseren Jesus Kristus – hvis liv var et fuldkomment forbillede.
Han, der blev født i en stald og lagt i en krybbe og kom ned fra himlen for at leve på jorden som et dødeligt menneske og oprette Guds rige. I løbet af sit jordiske virke underviste han menneskene i en højere lov. Hans herlige evangelium ændrede verdens tankegang. Han velsignede de syge, fik de lamme til at gå, de blinde til at se og de døve til at høre. Han vakte endda de døde til live igen.
Hvad var reaktionen på hans budskab om barmhjertighed, hans visdomsord og hans belæringer om livet? Der var kun nogle dyrebare få, som værdsatte ham. De badede hans fødder. De lærte hans ord. De fulgte hans eksempel.
Så var der dem, som forkastede ham. Da Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?«19 råbte de: »Korsfæst ham.«20 De spottede ham. De gav ham eddike at drikke. De hånede ham. De slog ham med en kæp. De spyttede på ham. De korsfæstede ham.
Gennem generationerne har Jesu budskab altid været det samme. Ved bredden af den smukke Galilæa Sø sagde han til Peter og Andreas: »Følg mig.«21 Til Filip fordum lød kaldet: »Følg mig!«22 Til levitten, som sad ved toldboden, lød befalingen: »Følg mig!«23 Og hvis vi blot vil lytte efter, lyder den samme dragende opfordring til jer og til mig: »Følg mig!«
Min bøn i dag er, at vi alle vil gøre det. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.