Kaldet til at tjene
At opdrage vore børn og tjene trofast i Kirken, alt sammen uden at løbe hurtigere end vi har kræfter til, kræver visdom, dømmekraft, guddommelig hjælp – og uundgåeligt nogle ofre.
Buenas tardes, hermanos y hermanas. Jeg bringer hilsener fra de vidunderlige medlemmer og missionærer i Latinamerika. Som mange af jer ved, er ældste og søster Dallin Oaks og ældste og søster Holland blevet kaldet til at tjene i henholdsvis Filippinerne og Chile. Hvis man skal tro den snak, der går, så har det vakt mere opmærksomhed i Kirken, end man skulle have ventet. Uanset hvad I måtte gå og tro, så tror jeg nok, jeg er bemyndiget til at sige, at vi ikke er blevet sendt ud til disse fjerne forposter for at fungere som to af de fire ryttere fra Johannes’ Åbenbaring. Hvis nogen ønsker at se et »tegn« i alt det her, så tag det som et tegn på en vidunderlig, voksende, international kirke med medlemmer og missionærer, som konstant når ud til flere og flere sprog og lande. Det er en fornøjelse at møde og tjene sammen med de sidste dages hellige overalt, både nær og fjern, hjemme eller ude, og vi takker jer for jeres bønner og jeres interesse for værket.
Der er ikke noget nyt i, at De Tolv tjener på denne måde, og jeg må nok sige, at vores generation har en mindre udfordring med hensyn til at rejse end vore forgængere. Og det bedste af det hele er, at jeg har søster Holland ved min side i stedet for at skulle efterlade hende til at klare sig selv alene derhjemme med børnene. Desuden behøvede jeg ikke at arbejde fysisk undervejs for at tjene til rejsen til Santiago. Vi fløj til vores destination på nogle få timer i et moderne fly i stedet for at skulle sejle i uger, ja, måske endda måneder, på dækket af et skib. Jeg måtte ikke tage af sted, mens jeg led af feberrystelser, kolera eller sot, skønt jeg var en smule forkølet, og et af vore fly var forsinket i en time. Jeg har håbet, at disse strabadser kvalificerer mig til en dag at se Peter og Paulus, Brigham og Wilford i øjnene.
Ligesom så mange andre af jer er jeg opflasket med historier om, hvordan de første brødre rejste til Canada, England, Skandinavien, Europa, Stillehavsøerne, Mexico, Asien og så videre. For nylig har jeg læst om Parley P. Pratts korte mission til Chile, hvor familien Pratt mistede og begravede deres nyfødte søn i Valparaiso. Jeg har også læst om ældste Melvin J. Ballard, som blev kaldet til at indvie Sydamerika, da det fantastiske kontinent stadig var en ny og ganske overvældende missionsmark. Den tjenestegerning, som er med til at opbygge en ung og voksende kirke er ikke noget, man lemfældigt kaldes til eller skødesløst yder. Til tider har hindringerne været store, og prisen har ofte været meget høj.
Og her taler vi ikke kun om de første brødre, som drog ud for at tjene, men også om de kvinder, som støttede dem – samtidig med at de forsørgede sig selv og deres børn ved at blive hjemme og opdrage og værne om familien, som jo er den anden del af den vingård, som Herren så ivrigt røgter.
Den dag Vilate Kimballs mand rejste til England for anden gang, var hun svækket og rystede af feber, så hun kun svagt kunne trykke sin mand i hånden, da han grædende kom for at tage afsked med hende. Deres lille David var mindre end fire uger gammel på det tidspunkt, og kun et af deres børn, nemlig den fireårige Heber Parley, var rask nok til at hente vand til den syge familie. I timerne efter sin mands afrejse blev Vilate så svag, at hun måtte hjælpes tilbage til sin seng.
Mary Ann Young og hendes børn var lige så syge, da Brigham drog af sted på den samme mission, og deres økonomiske situation var lige så elendig. En gribende historie beskriver, hvordan hun vandrede over den frosne Mississippiflod midt om vinteren, kun iført tyndt tøj, skælvende af kulde og med sin spæde datter i favnen, for at nå hen til tiendekontoret i Nauvoo og bede om et par kartofler. Stadig syg af feber vandrede hun så tilbage med barnet over den lumske flod, uden nogensinde at skrive et ord til sin mand om sine trængsler.1
Vi står sjældent over for sådanne situationer i dag, skønt mange missionærer og medlemmer stadig må ofre meget for at udføre Herrens værk. Efterhånden som vi får velsignelserne, og Kirken modnes, håber vi alle, at vores tjenestegerning ikke må blive så vanskelig, som den var for disse første medlemmer, men som missionærerne synger fra Oslo til Osorno og fra Seattle til Cebu, så er vi »tjenere for Himlens Konge«.2 At opdrage vore børn og tjene trofast i Kirken, alt sammen uden at løbe hurtigere end vi har kræfter til,3 kræver visdom, dømmekraft, guddommelig hjælp – og uundgåeligt nogle ofre. Lige fra Adams dage og op til vor tid har sand tro på Jesus Kristus altid været forbundet med at bringe ofre, som er vores lille gave, der skal være et symbolsk ekko af hans storslåede offer.4 Med blikket fast rettet mod forsoningen udtalte profeten Joseph Smith, at en religion, som ikke omfatter pagter om at ofre, ikke har magt til at love evigt liv.5
Tillad mig at berette om et nutidigt eksempel på både de udfordringer og velsignelser, som vores kald til at tjene kan byde på. En dejlig søster fortalte for nylig en kær veninde: »Lad mig fortælle dig om dengang, hvor jeg holdt op med at ærgre mig over den tid og de ofre, som min mand bragte i sit virke som biskop. Det virkede sært, at der altid opstod en nødsituation hos et eller andet medlem af wardet, hver gang han og jeg skulle ud sammen.
En dag lod jeg mine frustrationer få frit løb, og min mand lovede, at vi ud over mandag aften skulle reservere en aften om ugen, som bare var vores. Nå, den første af disse aftener oprandt, og da vi var på vej ud i bilen, ringede telefonen.
›Det er en prøve,‹ sagde jeg smilende. Telefonen blev ved med at ringe. ›Husk vores aftale. Husk vores hyggeaften. Husk mig. Lad telefonen ringe.‹ Til sidst smilede jeg ikke mere.
Min stakkels mand var fanget mellem mig og telefonen. Jeg vidste jo godt, at det er mig, han sætter højest, og jeg vidste også, at han havde glædet sig lige så meget til den aften som jeg. Men han syntes lammet af den ringende telefon.
›Jeg må hellere lige se, hvad det er,‹ sagde han med et trist blik. ›Det er sikkert ikke noget vigtigt.‹
›Hvis du gør det, er vores aften ødelagt,‹ råbte jeg. ›Jeg ved det.‹
Han gav min hånd et klem og sagde: ›Jeg er straks tilbage.‹ Og så løb han ind for at tage telefonen.
Da min mand ikke straks vendte tilbage til bilen, vidste jeg, hvad der var sket. Jeg steg ud af bilen, gik ind i huset og gik i seng. Den næste dag sagde han stille undskyld, og jeg tog stille imod undskyldningen, og det var så det.
Eller det troede jeg i hvert fald. Men episoden pinte mig stadig flere uger senere. Jeg bebrejdede ikke min mand noget, men jeg var alligevel skuffet. Hændelsen stod stadig frisk i erindringen, da jeg traf en kvinde fra wardet, som jeg knap kendte. Tøvende spurgte hun, om hun lige måtte tale med mig. Hun fortalte mig, at hun var blevet betaget af en anden mand, som syntes at bringe spænding ind i hendes triste liv med en mand, som arbejdede på fuld tid og samtidig læste på universitetet. Deres lejlighed føltes lille og trang. Hun havde små børn, som ofte var krævende, støjende og udmattende. Hun sagde: ›Jeg var meget fristet til at forlade det, som jeg betragtede som mit elendige liv og bare følge med denne anden mand. Jeg var så presset, at jeg mente, at jeg fortjente bedre. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg bare kunne forlade min mand, vore børn, mine tempelpagter og min kirke og finde lykken sammen med en fremmed.‹
Hun sagde: ›Planen var lagt, tidspunktet for min flugt var aftalt. Men som en sidste krampetrækning af fornuft sagde min samvittighed til mig, at jeg skulle ringe til din mand, min biskop. Jeg siger ›samvittighed‹, men jeg ved, at det var en åndelig tilskyndelse direkte fra himlen. Næsten imod min egen vilje ringede jeg op. Telefonen ringede og ringede og ringede. I den tilstand, som jeg var i, tænkte jeg: ›Hvis biskoppen ikke tager den, er det et tegn på, at jeg skal føre min plan ud i livet.‹ Telefonen blev ved med at ringe, og jeg skulle lige til at lægge røret på og gå undergangen i møde, da jeg pludselig hørte din mands stemme. Den trængte gennem min sjæl som et lyn. Pludselig hørte jeg mig selv hulke og sige: ›Biskop, er det dig? Jeg er i knibe. Jeg har brug for hjælp.‹ Din mand bragte mig hjælpen, og jeg er i sikkerhed i dag, fordi han tog den telefon.
Når jeg ser tilbage, forstår jeg, at jeg var træt og tåbelig og sårbar. Jeg elsker min mand og mine børn af hele mit hjerte. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilken tragedie mit liv ville have været uden dem. Det er stadig en svær tid for min familie. Jeg ved, at alle oplever dette. Men vi har løst nogle af problemerne, og det ser bedre ud nu. Det gør det jo altid til sidst.‹ Så sagde hun: ›Jeg kender dig ikke særlig godt, men jeg vil gerne takke dig, fordi du støtter din mand i hans kaldelse. Jeg ved ikke, hvad prisen ved hans virke har været for dig eller for jeres børn, men hvis du visse dage må yde særlige personlige ofre, så skal du vide, at jeg vil være evigt taknemlig for de ofre, som mennesker som du yder, for at sikre hjælp til mennesker som mig.‹«
Brødre og søstre, I må forstå, at jeg er en af dem, der eftertrykkeligt opfordrer til en mere realistisk forventning til, hvad vore biskopper og ledere formår. Jeg mener især, at de mange krav fra samfundet, arbejdet og andre steder, som gør at forældre, deriblandt og i særdeleshed mødre, må forlade hjemmet og opdragelsen af deres børn, er et af vor tids største problemer. Og fordi jeg holder stærkt på, at ægtefæller og børn har krav på hellig, hengiven tid sammen med en ægtemand og far, ville jeg ni gange ud af ti have stået ved den kvindes side og sagt til hendes mand, at han ikke skulle tage den telefon. Men på min egen måde er jeg lige så taknemlig, som den unge kvinde var på sin, for at denne gode mand i dette tilfælde fulgte Åndens tilskyndelse og reagerede på dette »kald« eller måske snarere »opkald« til at tjene.
Jeg aflægger vidnesbyrd om, at hjemmet og familien og ægteskabet er vore dyrebareste besiddelser. Jeg aflægger vidnesbyrd om behovet for at beskytte og bevare dem, mens vi finder tid og måder til at tjene trofast i Kirken. I de forhåbentlig sjældne tilfælde, hvor der opstår konflikt, hvor vi står en skønne dag eller nat og pligten og åndelige tilskyndelser kræver, at vi gør noget, det er i de situationer, at jeg gerne vil hylde enhver hustru, som har siddet alene, mens middagen blev kold, enhver ægtemand, som har måtte lave sin egen mad, der jo nok ender med at være kold mad alligevel, og ethvert barn, der er blevet skuffet, fordi en campingtur måtte udskydes, eller fordi en forælder uventet måtte gå glip af barnets fodboldkamp (og jeg håber ikke, at det sker ret tit)! Jeg hylder enhver missionspræsident og hans hustru og deres børn og ethvert modent ægtepar, som er kaldet til at tjene sammen med dem, og alle andre som for en tid må gå glip af fødsler og dåb, bryllupper og begravelser, familiesamvær og hygge for at tage imod et kald til at tjene. Jeg takker alle, som i krævende situationer rundt om i Kirken »gør deres bedste« for at opbygge Guds rige på jorden.
Jeg aflægger vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi offer og tjenestegerning, han, som gav alt for os og i den ånd sagde: »Følg du mig!«6 »Den, der tjener mig, skal følge mig,« sagde han, »og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.«7 En sådan tjeneste medfører uundgåeligt vanskelige beslutninger om, hvordan vi skal afveje vores prioriteter, og hvordan vi bedst kan være de disciple, som han ønsker, at vi skal være. Jeg takker ham for hans guddommelige hjælp til at træffe de beslutninger, og fordi han hjælper os med at finde den bedste løsning for alle. Jeg takker ham for, at »det var vore lidelser, han bar,«8 og at han har kaldet os til at gøre noget af det samme for hinanden. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.