Stavspatriarken
Herren har en særlig agtelse for patriarken, som indtager en enestående stilling i Kirken.
For 58 år siden bankede jeg på hos J. Roland Sandstrom, som var patriark for Santa Ana Stav i Californien. I lommen havde jeg en anbefaling fra min biskop til at få en patriarkalsk velsignelse. Vi havde aldrig truffet hinanden før og så ikke hinanden de næste 14 år. Vi mødtes igen 15 år senere. Denne gang gav jeg ham i egenskab af én af De Tolv en velsignelse, dagen før han døde.
Velsignelsen blev sendt til min kaserne på et af flyvevåbnets baser, hvor jeg tjente. Dengang vidste jeg ikke, som jeg gør nu, at en patriark har profetisk indsigt, at hans velsignelse ville blive mere end en vejledning for mig. Den har været et skjold og en beskyttelse.
I åbenbaringen står der, at »det er de tolvs pligt i alle større grene af Kirken at ordinere evangelister, som gennem åbenbaring udpeges for dem.«1
Profeten Joseph Smith har sagt: »En evangelist er en patriark … Hvor som helst Jesu Kristi Kirke oprettes på jorden, burde der være en patriark til gavn for de helliges efterkommere, som tilfældet var med Jakob, da han gav sin patriarkalske velsignelse til sine sønner.«2
I skrifterne omtales der tre slags patriarker: Familiefaderen3, de fordums profeter samt stavspatriarken, et embede i Det Melkisedekske Præstedømme.4
Faderen er patriark for sin familie og kan og bør give en fars velsignelse til sine børn.
Indtil for nogle få år siden blev hver eneste stavspatriark kaldet og ordineret af et medlem af De Tolvs Kvorum. Da antallet af stave steg, blev dette ansvar uddelegeret til stavspræsidenten.
Ligesom med andre embeder i Det Melkisedekske Præstedømme – ældste, højpræst, halvfjerdser og apostel – bliver stavspatriarken ordineret snarere end indsat.
Stavspræsidenten indsender navnet til De Tolv Apostles Kvorum. Hvert navn bliver omhyggeligt og bønsomt drøftet. Når patriarken er blevet godkendt, bliver han opretholdt ved en stavskonference og ordineret. Derefter kan han med profetisk indsigt udtale velsignelser over dem, som bliver anbefalet af biskoppen for den pågældendes menighed.
Der findes et lille hæfte, som hedder Informationer og forslag til patriarker. Det forklarer stavspræsident og patriark om dette hellige embede. Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum drøftede i årevis dette hæfte. Hver gang det blev gennemlæst, blev det forkortet. Et af de ældre medlemmer af kvorummet sagde: »Brødre, vi må ikke stille os imellem Herren og patriarkerne.«
Vi beder nu om, at alle stavspræsidenter og alle patriarker læser dette korte hæfte igennem. Læs det mere end én gang.
Patriarker opfordrer ikke medlemmerne til at få deres velsignelse. Medlemmerne bør søge denne velsignelse, hvis de føler sig inspireret til det. Der er ikke fastsat nogen grænse for, hvor gammel man skal være for at få en patriarkalsk velsignelse. Biskoppen sikrer sig, at medlemmet har en tilstrækkelig alder og modenhed til at forstå betydningen og vigtigheden af velsignelsen.
En patriarkalsk velsignelse bliver optaget på bånd og nedskrevet af den, som stavspræsidenten udpeger til det. Denne velsignelse bliver et meget personlig klenodie.
Vi bør ikke lade andre end medlemmer af den nærmeste familie læse vores velsignelse, og vi bør ikke bede andre om at fortolke den. Hverken patriarken eller biskoppen kan eller bør fortolke den.
Dengang De Tolv kaldte og ordinerede patriarker, delte vi vore oplevelser med hinanden. Vi lærte, at Herren har en særlig agtelse for patriarken, som indtager en enestående stilling i Kirken.
Jeg kan huske en stavskonference, hvor patriarken var meget gammel. Skønt hans ordination stadig var i kraft, var det tid til at fritage ham for at give velsignelser.
Stavspræsidenten anbefalede en mand, som havde megen erfaring som leder. Men jeg følte ikke, at han skulle være patriark.
Jeg vidste, at Det Første Præsidentskab havde sagt til stavspræsidenterne: »Selv om en mand ærefuldt har beklædt et præsiderende embede og har nået en moden alder, gør det ham ikke nødvendigvis til en god patriark … [Han bør være en, som har] udviklet patriarkernes ånd; faktisk bør det være hans mest fremtrædende egenskab … en mand med visdom, som tillige besidder velsignelsens gave og ånd.«5
Netop som aftenmødet skulle til at begynde, var en ældre mand på vej ned ad gangen, men da han ikke kunne finde en plads, gik han ned bagest i salen. Han var ikke nær så velklædt som de fleste andre og havde ganske tydeligt tilbragt megen tid udendørs.
Jeg hviskede til stavspræsident: »Hvem er han?«
Stavspræsident fornemmede, hvad jeg havde i tankerne, og sagde: »Jeg tror ikke, at han kunne være vores patriark. Han bor i udkanten af en fjerntliggende menighed og har aldrig haft en lederstilling i biskoprådet eller højrådet.«
Han blev bedt om at bede indledningsbønnen og havde kun sagt et par ord, da jeg følte bekræftelsen, sådan som man føler den ved åbenbaring: »Han skal være patriark.«
Så vidt jeg husker havde han seks sønner og en datter. Den yngste var på daværende tidspunkt på mission, ligesom hans ældre brødre havde været det. De var nu gift og boede rundt omkring i landet og tjente trofast i Kirken.
»Hvad med din datter?« Spurgte jeg.
»Jamen, hende har du skam mødt,« sagde han. »Hun er gift med en af rådgiverne i stavspræsidentskabet.«
Jeg tænkte: Hvilken patriark! Han er virkelig en patriark!
Inden hovedmødet mødte jeg den gamle patriark i foyeren og sagde: »Vi har tænkt os at aflaste dig lidt i dag.«
Han sagde: »Ih, mange tak! Det ville jeg sætte meget, meget stor pris på.«
Jeg sagde: »Jeg vil fortælle dig navnet på den nye patriark, og så er du og jeg og stavspræsidenten de eneste, der ved, hvem det er.«
Da jeg gav han navnet på manden, blev han forbløffet og sagde: »Det er vel nok interessant! Jeg så ham i mængden på vej ind i bygningen og sagde til mig selv: Ville han ikke være en vidunderlig patriark?« Det var en inspirerende bekræftelse fra den gamle patriark.
Der er intet andet embede som dette i hele Kirken eller i hele verden.
Stavspræsidenten må være meget opmærksom og drage særlig omsorg over for patriarken. I bør lade ham sidde på forhøjningen og blive anerkendt.
Lejlighedsvis, måske et par gange om året, bør I interviewe patriarken og læse nogle af hans velsignelser. Mind ham om, at hver velsignelse bør være individuel og noget særligt for medlemmerne. Stavspræsidenten må ikke forsømme denne jævnlige gennemlæsning af velsignelserne.
Jeg ordinerede engang en patriark, som følte sig overvældet af ansvaret. I månedsvis kunne han ikke få sig selv til at give en velsignelse. Til sidst spurgte han stavspræsidenten, om ikke han kunne skrive et afsnit som indledning til alle hans patriarkalske velsignelser. Stavspræsidenten indvilligede.
Senere fortalte han mig følgende: »Da den første unge mand kom for at få sin velsignelse, følte jeg mig tryg, fordi jeg havde lært denne færdigforfattede indledning udenad. Jeg lagde hænderne på hovedet af ham og brugte ikke et eneste ord af den. Den dag lærte jeg, hvis velsignelser de er. De er ikke mine velsignelser, for de gives ved Ånden.«
Nogen har sagt, at en patriarkalsk velsignelse er et »›[uddrag] af ens muligheders bog.‹ Hvis vi læser vores patriarkalske velsignelse, ser vi, hvad profetiens ånd har vist os, at vi kan blive.«6
En vigtig del af enhver patriarkalsk velsignelse er, at slægtslinjen bliver angivet. Ved omhyggeligt studium af skrifterne bliver patriarken fortrolig med den patriarkalske orden. Han lærer om, hvad der i den sidste ende skal ske med Israels stammer.
Brødrene har sagt: »Når patriarken giver en velsignelse, kan han angive vores slægtslinje – det vil sige, at vi stammer fra Israel og derfor tilhører Abrahams slægt og en af Jakobs stammer. I de fleste tilfælde tilhører de sidste dages hellige Efraims stamme, som har fået overdraget ansvaret for at lede dette, de sidste dages, værk. Om denne slægtslinje er bogstavelig, eller om man er adopteret, betyder ikke noget (Abraham 2:10). Dette er meget vigtigt, for det er alene gennem Abrahams slægtslinje, at Herrens storslåede velsignelser til sine børn på jorden bliver opfyldt (1 Mos 12:2, 3; Abraham 2:11).
Derpå ser patriarken ind i fremtiden og opregner de velsignelser og løfter – hvoraf nogle er særegne og andre er generelle – som personen af den relevante slægtslinje … har ret til, og besegler dem med sin myndighed på ham, således at de kan være hans for evigt ved trofasthed.«7
Eftersom vi hver især tilhører mange forskellige stammer, kan to medlemmer af den samme familie godt få at vide, at de tilhører hver deres stamme.
En patriark kan give velsignelser til sine egne børn, børnebørn og oldebørn, hvis deres biskop anser dem for værdige.
Når vi modtager anmodninger om undtagelser, når nogen vil have en velsignelse af deres onkel eller en særlig ven i familien, opfordrer vi dem til at følge den almindelige fremgangsmåde og få deres velsignelse af patriarken i deres egen stav.
I de missionsdistrikter eller de stave, hvor der ikke er nogen patriark, kan medlemmerne, fra deres biskop eller grenspræsident, få en anbefaling til en patriark i en tilstødende stav.
Det sker en gang i mellem, at et medlem føler, at deres velsignelse på den ene eller den anden måde ikke er helt, hvad de havde forventet. Men med tiden erkender de åbenbaringens kraft i den.
Til tider bekymrer et medlem sig, fordi et løfte, som blev givet i en patriarkalsk velsignelse, endnu ikke er blevet opfyldt. For eksempel fremgår det måske af en velsignelse, at et medlem bliver gift, men vedkommende finder ikke en ægtefælle. Det betyder ikke, at velsignelsen ikke bliver opfyldt. Man bør holde sig for øje, at alting sker, når Herren mener, at tiden er inde, ikke altid, når vi mener det. Det, som er af evig beskaffenhed, har ingen grænser. Fra vores førjordiske tilværelse til vores tilværelse hinsides dødens slør er vores liv et evigt liv.
Når der opstår visse forhold, såsom at patriarken bliver gammel og svagelig, når han flytter fra staven, eller når han bliver kaldet til at tage på mission, kan stavspræsidenten blive nødt til at anbefale De Tolvs Kvorum, at patriarken med ære bliver fritaget fra aktiv tjeneste.
Præsident Lee har engang fortalt om, hvordan han kaldte en patriark. Han og stavspræsidenten var taget hen til mandens hjem. Han havde været med sine sønner ude på velfærdsgården hele dagen og var træt og udmattet og beskidt.
Præsident Lee sagde: »Jeg gjorde ham endnu mere træt, da jeg fortalte ham, hvorfor jeg var kommet – at han skulle kaldes til patriark for staven.«
Efter konferencens formiddagsmøde, hvor manden havde aflagt et vidunderligt vidnesbyrd, gik vi ned på et kontor i kælderen.
Stavspræsidentens hustru var til stede og skrev til præsident Lee: »Da du gik hen for at lægge hænderne på hovedet af ham, tænke jeg ved mig selv: Det er ham, vi omgås. Vi har været på ture med ham, til fester … Nu er det en del af hans ansvar at fortælle enhver, der får en velsignelse, hvilken slægtslinje vedkommende tilhører. Han har aldrig studeret oldtidssprog – hvordan skal han kunne det?
… Du gik hen og lagde hænderne på hovedet af ham og bag dig viste der sig et lys, som gik lige igennem dig og ind i ham. Og jeg tænkte ved mig selv: Er det ikke et pudsigt sammentræf, at sollyset bryder frem i netop dette øjeblik. Og så gik det op for mig, at der var [intet vindue], intet sollys. Jeg var vidne til svaret på mit spørgsmål … Lyset kom fra et eller andet sted bagved broder Lee og gik igennem broder Lee og ind i denne patriark. Da vidste jeg, hvor han ville få denne viden fra – ved Gud den Almægtiges åbenbaring.«8
Og sådan må det være. Når som helst en patriark bliver ordineret eller udtaler en velsignelse, er det det selv samme lys, om end vi ikke ser det, der er til stede. Det sætter patriarken i stand til at angive slægtslinjen og give en profetisk velsignelse, selv om han måske ikke selv har nogen særlige evner.
I må ikke forsømme eller ignorere embedet som stavspatriark. Det er afgørende for en stavs åndelige kraft.
Til stavspræsidenterne: Våg over det arbejde, som jeres stavspatriark udfører. Hold ham nær til jer. Interview ham og læs et udvalg af hans velsignelser.
Og til patriarkerne: I er blevet udvalgt som kun meget få andre er blevet det. I må leve på en sådan måde, at I ved åndelig inspiration kan give profetiske og inspirerede velsignelser. Vær en eksemplarisk patriark i jeres egen familie. Lev på en sådan måde, at I er værdige til at have Ånden hos jer. Og nyd glæden ved jeres kald.
Patriarken, som aldrig havde set mig før, gav mig et løfte, som gælder for os alle. Han sagde: »Vend dig mod sandhedens sollys, så skal vildfarelsens, mistroens, tvivlens og mismodets skygge falde bag dig.«9 Jeg har mange gange fundet styrke ved at læse denne patriarkalske velsignelse, som blev givet af en af Herrens inspirerede tjenere.
Jeg vidner om, at dette er et helligt embede, at det er en velsignelse for denne kirke, ja, at det er et eksempel på de velsignelser, som Herren fastlagt i sin kirke til velsignelse for os alle. Og jeg aflægger vidnesbyrd om ham i Jesu Kristi navn. Amen.