Kærlighed: Én familie, ét hjem ad gangen

Anne C. Pingree

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Som pagtskvinder … kan vi ændre jordens overflade én familie og ét hjem ad gangen ved kærlighed, ved vore små og enkle gerninger i ren kærlighed.

For nogle år siden besøgte min mand og jeg den østlige del af Berlin i Tyskland. Stykker af den engang berygtede mur, som delte borgerne i denne by, lå spredt omkring – bevaret som et minde om frihedens sejr over fangenskabet. Skrevet på et stykke af muren med uens røde bogstaver stod: »Mange små mennesker på mange små steder, der gør mange små ting, kan ændre jordens overflade.« For mig taler denne sætning om, hvad vi hver især – som pagtskvinder – kan gøre for at opnå resultater, når vi træder frem og tilbyder hjerte og hænder til Herren ved at opløfte og elske andre.

Det betyder ikke noget, om vi er nyomvendte eller har være medlemmer hele livet; om vi er enlige, gifte, fraskilte eller enker; om vi er rige, fattige, veluddannede eller uuddannede; bor i en moderne by eller i den fjerneste landsby i junglen. Vi har som pagtskvinder indviet os til Kristi sag ved vores dåbspagt og tempelpagter. Vi kan ændre jordens overflade én familie og ét hjem ad gangen ved kærlighed, ved vore små og enkle gerninger i ren kærlighed.

Kærlighed, Frelserens rene kærlighed, er »den højeste, ædleste, stærkeste form for kærlighed«¹, som vi » bed[er] til Faderen af [vores] ganske hjerte«² om at besidde. Ældste Dallin H. Oaks belærer os om, at kærlighed »ikke er handling, men en tilstand [man bliver].«³ Vore daglige ofre af kærlighed er »ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd … i hjerter, på tavler af kød og blod.«⁴ Lidt efter lidt ændrer vore kærlige gerninger vores natur, afgør vores karakter og gør os til sidst til kvinder med mod og forpligtelse til at sige til Herren: »Her er jeg, send mig.«

Som vores eksempel viste Frelseren os ved sine egne handlinger, hvad kærlighed betyder. Ud over at betjene store skarer, viste Jesus dybden af sin kærlighed og omsorg for sin familie. Selv da han led forfærdelig smerte på korset, tænkte han på sin mor og hendes behov:

»Men ved Jesu kors stod hans mor …

Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ›Kvinde, dér er din søn.‹

Derpå sagde han til disciplen: ›Dér er din mor.‹ Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.«⁵

Jeg synes, det er rørende, at dette skriftsted viser dybden af Johannes’ hengivenhed over for Maria ved at sige, at han »tog hende hjem til sig«. Jeg mener, at de vigtigste kærlighedsgerninger er små og enkle af natur, evige i konsekvens og ydes inden for vores eget hjems vægge.

Når vi hver dag tålmodigt og kærligt forsøger at tage os af lidt irritable spædbørn, overaktive børn, udfordrende teenagere, irriterende brødre eller søstre, vanskelige værelseskammerater, mindre aktive ægtefæller eller ældre, handicappede forældre, kan vi spørge os selv: »Er det, jeg gør, virkelig betydningsfuldt? Betyder det noget, eller gør det en forskel?« Kære søstre, det I gør med jeres familie, betyder noget! Det er så umådeligt betydningsfuldt. Daglig lærer og genlærer vi hver især derhjemme, at kærlighed, Frelserens rene kærlighed, aldrig ophører. Der er mange hjælpeforeningssøstre, der gør meget godt ved at tjene i deres familie. Disse trofaste kvinder får ikke verdens ros – ej heller søger de den – men »der er nogle, som I skal være barmhjertige imod«⁶ og gøre en forskel.

Hvem er disse kvinder, som gør en forskel? I Nauvoo åbnede vore første hjælpeforeningssøstre midt i den tyngende fattigdom, deres hjerte og bød mange nyomvendte velkommen, som strømmede ind i byen. De delte deres mad, deres tøj og endnu vigtigere, de delte deres tro på Frelserens forløsende kærlighed.

I vore dage er søster Knell en pagtskvinde, som gør en forskel. Hun er enke i 80’erne med en 47-årig søn, som er mentalt og fysisk handicappet fra fødslen. For nogle få år siden begyndte denne kære søster at gøre noget, som syntes umuligt for alle andre – at lære sin søn Keith at læse. Det var hans største ønske at lære at læse, men lægerne havde sagt, at Keith var ude af stand til at læse. Med tro i sit hjerte og et ønske om at velsigne sin søn, sagde denne ydmyge enke til sin søn: »Jeg ved, at vor himmelske Fader vil velsigne dig, så du kan læse Mormons Bog.«

Søster Knell skrev følgende: »Det var hårdt arbejde for Keith, og det var heller ikke let for mig. I begyndelsen var der nogle dårlige dage, fordi jeg blev vred. Det har været tidskrævende, en kamp ord for ord. Jeg sidder ved hans side hver morgen. Jeg pegede på hvert ord med en blyant for at hjælpe ham med at holde sig på sporet. Efter syv lange år og én måned var Keith endelige færdig med at læse Mormons Bog.« Hans mor sagde: »At høre ham læse et vers uden hjælp er en glæde, jeg bare ikke kan sætte ord på.« Hun vidner: »Jeg ved at mirakler sker, når vi har tillid til Herren.«⁷

Overalt i verden i Afrika, Asien, på Stillehavsøerne, i Nord- og Sydamerika og Europa gør kærlige kvinder, forenet med deres familie, også en forskel i samfundet. På den lille ø Trinidad hjælper søster Ramoutar, en travl hjælpeforeningspræsidentinde, og hendes familie børnene i nabolaget. Familien Ramoutar bor i en landsby, som er et »narkobefængt« sted, hvor mange forældre og voksne er afhængige af alkohol eller handler med narkotika. Børnene er meget udsat og ofte uden opsyn. Mange går ikke i skole.

Hver torsdag aften sidder op til 30 børn fra 3-19 år under det overdækkede område uden for familien Ramoutars hjem og deltager ivrigt i en gruppe, der kaldes »En stor, glad familie«. Bønner, salmer, sjove sange, samt udveksling af gode gerninger, udført af børnene hver uge er en del af aktiviteterne. Nogle gange giver læger, politimænd, lærere eller vore egne missionærer lektioner som fx præsident Gordon B. Hinckleys seks V’er. Familien Ramoutar redder børn ved deres små og enkle kærlighedsgerninger. Når de har fortalt om evangeliet i deres »En stor, glad familie«, har andre sluttet sig til Kirken.

Kære hjælpeforeningssøstre, jeg ved, at hvor end vi bor, uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i, kan vi, som pagtskvinder forenet i retfærdighed, ændre jordens overflade. Jeg bærer vidnesbyrd, som Alma gjorde, at ved »små og ringe ting bliver der udrettet store ting.«⁸ I vores hjem forkynder disse små og enkle gerninger – vore daglige kærlighedsgerninger – vores overbevisning: »Her er jeg, send mig!«

Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om, at den største kærlighedsgerning i tid og al evighed var Jesu Kristi forsoning. Han nedlagde villigt sit liv for at sone for mine og jeres synder. Jeg udtrykker min hengivenhed for hans sag og mit ønske om at tjene ham altid, hvor end han kalder mig. I Jesu Kristi navn. Amen