Til brødrene i præstedømmet
I mænd, som bærer dette dyrebare præstedømme, knyt det til selve jeres sjæl. Vær præstedømmet værdigt til enhver tid og under alle forhold.
Mine elskede brødre, jeg taler ud fra et ønske om at hjælpe. Jeg beder om, at Herrens Ånd må vejlede mig.
Jeg behøver ikke fortælle jer, at vi er blevet en stor og omfattende kirke. Vore programmer er så vidtrækkende og vores udbredelse så enorm, at det er vanskeligt at begribe. Vi er en kirke med ledere, som er lægmænd. Og hvor er det dog fantastisk og vidunderligt. Sådan skal det altid forblive. Vi må aldrig bevæge os hen mod et dyrt betalt præsteskab. Men vi ved, at der hviler en tung administrativ byrde på vore biskopper og stavspræsidenter såvel som på andre. Denne kendsgerning har fået Præsidentskabet og De Tolv til at holde en række møder, nogle af dem lange og interessante, hvor vi har splittet Kirken ad og stykket den sammen igen. Vores hensigt har været at se, om der var programmer, som vi kunne undvære. Men trods vores undersøgelser har vi ikke fundet meget, som kunne skrottes. At skrotte et program er som at forære et af sine børn væk. Man nænner ikke at gøre det. Men I skal vide, at vi er opmærksomme på de byrder, som I bærer, og den tid, som I bruger. Ved dette præstedømmemøde vil jeg fortælle om noget af det, som vi har drøftet. Jeg tror, at I vil bemærke, at vi har gjort nogle fremskridt, selv om de måske er små.
Jeg vil tale om en række forskellige emner.
For det første har vi besluttet, at med virkning fra den 1. november er tempelanbefalinger gyldige i to år i stedet for blot et. Det skulle skære lidt ned på den tid, som biskopper og stavspræsidenter og deres rådgivere bruger på tempelinterview. Men hvis et medlem med en gyldig tempelanbefaling bliver uværdig til at gå i templet, er det selvfølgelig biskoppens eller stavspræsidentens opgave at inddrage det medlems anbefaling.
Men erfaringen har vist, at der er meget få sådanne tilfælde. Så derfor er det retningslinjen fremover, brødre. Fra den 1. november vil alle tempelanbefalinger, uanset hvilken dato der står på anbefalingen, blive forlænget med et års gyldighed. Derefter skal anbefalinger fornys hvert andet år, i stedet for som nu hvert år. Vi håber, at det er en hjælp. Det er vi sikre på, at det er.
Et andet punkt.
Ældste Ballard talte til jer om missionærer. Jeg tilslutter mig det, han sagde. Jeg håber, at vore unge mænd og vore unge kvinder vil leve op til den udfordring, som han har fremsat. Vi må hæve grænsen for værdighed og kvalifikationer for dem, som rejser ud i verden som repræsentanter for Herren Jesus Kristus.
Vi har en interessant skik i Kirken. Afrejsende missionærer får tildelt et afskedsmøde. I nogle ward er det blevet et problem. Når man tæller udgående og hjemvendende missionærer sammen, går de fleste nadvermøder med afskeds- og hjemkomstmøder.
Ingen anden i Kirken har et afskedsmøde, når de påbegynder en bestemt tjeneste. Vi har aldrig haft særlige møder som »afskedsmøder« for nykaldede biskopper, stavspræsidenter, hjælpeforeningspræsidenter, generalautoriteter eller nogen, som jeg kan tænke på. Så hvorfor skal vi have afskedsmøder for missionærer?
Det Første Præsidentskab og De Tolv er efter bønsom og omhyggelig overvejelse nået til beslutningen, at det nuværende system med afskedsmøder for missionærer skal ændres.
Den afrejsende missionær vil få mulighed for at tale ved et nadvermøde i et kvarter til 20 minutter. Men forældre og søskende bliver ikke inviteret til at tale. Der kan være to eller flere afrejsende missionærer, som taler ved samme møde. Mødet er fuldstændig i hænderne på biskoppen og må ikke arrangeres af familien. Der vil ikke være særlige musiknumre eller andet lignende.
Vi ved, at dette bliver en stor skuffelse for mange familier. Mødre og fædre, brødre og søstre samt venner har deltaget tidligere. Vi beder jer om at acceptere denne afgørelse. Hvor et afskedsmøde allerede er arrangeret, kan det gennemføres. Men for fremtiden bør ingen af disse traditionelle møder planlægges. Vi er overbevist om, at når man betragter alle sider af situationen, så er det en klog afgørelse. Kære brødre, I bedes acceptere det. Jeg udbreder også denne bøn til søstrene, især mødrene.
Vi håber også, at afholdelse af overdådige åbenthusarrangementer efter nadvermødet, hvor missionæren taler, ikke varer ved. Familiens medlemmer ønsker måske at samles. Det har vi intet imod. Men vi beder om, at der ikke afholdes offentlige receptioner, hvortil mange mennesker inviteres.
Missionstiden er en så vidunderlig oplevelse, at den bringer sin egen gavmilde belønning. Og når en missionær vender hjem til sin familie og sit ward, kan han igen få mulighed for at tale ved et nadvermøde.
Næste emne.
Lad mig give jer en kort rapport om Den selvsupplerende uddannelsesfond, som blev oprettet ved aprilkonferencen for halvandet år siden. Dette program går nu fremad godt rodfæstet. Vi har et solidt økonomisk grundlag, takket være trofaste sidste dages hellige. Vi håber, at flere vil bakke op om det, så det bliver muligt at hjælpe et større antal værdigt trængende.
I dag får omkring 5000 mænd og kvinder, hvoraf de fleste er unge, en uddannelse, som de måske ellers ikke havde fået mulighed for at få. Tænk på konsekvenserne af det. Disse trofaste sidste dages hellige tilbydes en stige, som de kan bruge til at hæve sig op over den fattigdom, som de og deres forfædre har levet under. Deres mulighed for at tjene penge vokser voldsomt. Deres lederevner fremmes. De bliver solide mænd og kvinder, medlemmer af Kirken, som kan fremme dens programmer på en måde, som man ikke før havde troet muligt.
Lad mig give jer et eksempel. Den første unge kvinde, som modtog et lån, har nu fuldført det første år af sin uddannelse og har ansøgt om midler til sit sidste studieår. Hun læser til klinikassistent.
Tidligere arbejdede hun i en restaurant, hvor hun tjente 130 dollar om måneden. Det anslås, at hun, når hun om kort tid er færdig med sin uddannelse, kommer til at tjene 650 dollar om måneden – en øjeblikkelig stigning på 500 procent. Og lønnen stiger med årene.
Hvor kan nogle få dollars dog udrette meget, når de anvendes på den rette måde. Gang så hendes eksempel med 5000. Det er helt fantastisk at tænke på. Unge uddannes til mekanikere, systemanalytikere, administrationskonsulenter, sygehjælpere, informationssystemteknikere, sygeplejersker, hospitalsassistenter, computerprogrammører, modedesignere, revisorer, elektrikere, engelsklærere, bagere, hoteladministratorer og grafiske designere, for blot at nævne nogle få.
Mulighederne er uendelige, og det, som vi ser ske, er bestemt vidunderligt og mirakuløst.
Det næste emne, som jeg vil tale om, er familieaften. Vi frygter, at dette program er på retur på mange områder. Brødre, der findes ikke noget vigtigere end jeres familie. Det ved I godt. Dette program blev stiftet i 1915, for 87 år siden, da præsident Joseph. F. Smith opfordrede de hellige til at vie en aften om ugen til familien. Det skulle være en aften med undervisning, studium af skrifterne, udvikling af talenter og drøftelse af familieanliggender. Det var ikke en aften, hvor man skulle gå til sportsarrangementer eller lignende. Men hvis der af og til skulle være familieaktiviteter af den art, så er det i orden. Men med det øgede pres, som lægges på os, er det vigtigt, at fædre og mødre sidder sammen med deres børn, beder med dem, underviser dem i Herrens veje, taler om familieproblemer og lader børnene vise deres talenter. Jeg er overbevist om, at dette program kom som åbenbaring fra Herren som hjælp til et behov, der fandtes blandt familierne i Kirken.
Hvis der var behov for det for 87 år siden, så er der endnu mere behov for det i dag.
Det blev besluttet, at mandag aften blev reserveret til denne familieaktivitet. I de områder, hvor der var et stort antal medlemmer af Kirken, tog skoler og andre hensyn til dette program og undlod at lægge arrangementer på den aften.
Nu synes der at være en stadig større tendens til at planlægge andre aktiviteter mandag aften. Vi anmoder respektfuldt om, at vore offentlige skoler og andre lader os beholde denne ene aften om ugen til dette vigtige og traditionsrige program. Vi beder dem om ikke at planlægge aktiviteter, som kræver børnenes tid mandag aften. Vi er sikre på, at de vil indse, at det er meget vigtigt, at familier får mulighed for mindst en gang om ugen at være sammen uden at svigte andre forpligtelser. Vi vil være taknemlige, hvis de vil være os behjælpelige på dette område. Og vi opfordrer på det kraftigste til, at fædre og mødre alvorligt overvejer denne mulighed og udfordring, nemlig at gøre mandag aften til en hellig stund for familien.
Jeg har modtaget ikke så få indbydelser til at tage del i arrangementer i lokalsamfundet på mandag aftener. Jeg har konsekvent sagt pænt nej tak med henvisning til, at jeg har afsat mandag til familieaften. Jeg håber inderligt på, at I hver især vil gøre det samme.
Næste emne.
Brødre, jeg vil igen påpege betydning af, at hvert enkelt medlem af Kirken og deres familier er uafhængig.
Vi ved aldrig, hvornår katastrofen rammer os. Sygdom, arbejdsskader og arbejdsløshed kan ramme mange af os.
Vi har et velfærdsprogram, som visse steder sørger for at oplagre korn. Det er vigtigt, at vi har det. Men det bedste sted at have et lager af mad er i hjemmet. Og vi bør også sætte penge til side. Det bedste velfærdsprogram er vores eget velfærdsprogram. Fem eller seks bøtter hvede i hjemmet er bedre end en skæppe i velfærdstjenestens kornkammer.
Jeg forudsiger ikke her overhængende katastrofer. Jeg håber ikke, at der kommer nogle. Men vi bør leve fornuftigt. Enhver, som har et hus, erkender nødvendigheden af en brandforsikring. Vi håber og beder til, at der aldrig udbryder brand. Men ikke desto mindre betaler vi for en brandforsikring, så vi er dækket ind, hvis katastrofen skulle ramme os.
Vi burde gøre det samme med hensyn til familiens velfærd.
Vi kan begynde i det små. Vi kan begynde med fødevarer til en uge og så udbygge det til en måned og siden til tre måneder. Jeg taler her om fødevarer, som kan dække de grundlæggende behov. Som I alle ved, er dette ikke en ny opfordring. Men jeg er bange for, at mange føler, at det langtrækkende forråd ligger uden for deres formåen, så derfor gør de slet ikke noget.
Begynd i det små, brødre, og arbejd frem mod et rimeligt mål. Læg regelmæssigt lidt penge til side, så vil I blive overrasket over, hvor hurtigt det løber op.
Bliv gældfri og frigør jer for gældens trældom.
Vi hører meget om at belåne friværdien i husene. Nu hører jeg også om belåning ud over husets værdi.
Udvis disciplin, når det gælder udgifter, lån og andre forhold, som kan føre til konkurs og de sorger, som følger deraf.
Til sidst, mine brødre, vil jeg kort tale om en sag, som jeg har talt om før, og som ældste Ballard og præsident Monson har berørt ved dette møde. Jeg håber ikke, at de har noget imod, at jeg prøver igen at understrege, hvad de har sagt. Jeg taler her om Kirkens medlemmers moralske disciplin.
Alt for mange er fanget i et net af umoral og alle de bitre frugter, som følger med. Til de drenge, som er her i aften – de unge mænd – vil jeg kraftigt påpege, at I skal holde jer fra moralsk ugudelighed. I ved, hvad der er rigtigt og forkert. I kan ikke bruge uvidenhed som en undskyldning for uacceptabel adfærd.
Hvordan kan I dog tro, at I kan hengive jer til umoralsk adfærd og derefter drage ud i missionsmarken som repræsentanter for Herren Jesus Kristus? Tror I, at I kan tage værdigt til Herrens hus og blive gift der for tid og al evighed, hvis I har hengivet jer til den slags?
Jeg bønfalder jer, mine kære, unge venner, om at undgå en sådan adfærd. Det bliver ikke let. Det kræver selvdisciplin. De kræfter, som I står over for, er stærke og fristende. Det er en snu fjendes styrker. I har brug for den styrke, som bønnen yder.
Hold jer fra erotiske sider på internettet. Det kan kun trække jer ned. Det kan føre til jeres undergang.
Glem aldrig, at I bærer Guds præstedømme. Da Johannes Døber overdrog Det Aronske Præstedømme til Joseph Smith og Oliver Cowdery, sagde han, at dette præstedømme »ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse« (L&P 13).
Ønsker I englebetjening?
Den betjening medfører ufattelige belønninger. Vælg den højere vej i livet, så vil Gud velsigne jer og nære jer og »lede [jer] ved hånden og besvare [jeres] bønner« (L&P 112:10).
Jeg vil rette den samme bøn og advarsel til jer modne mænd. Små fejltrin kan føre til store tragedier. Vi oplever det konstant. Der er så megen sorg, vrede, skuffelse og skilsmisse iblandt os.
Tillad mig igen at nævne en sag, som jeg har talt meget om tidligere. Jeg taler nu om børnemisbrugets onde og afskyelige synd.
Vi kan ikke tolerere det. Vi vil ikke tolerere det. Enhver, der misbruger et barn, kan vente kirkedisciplinering samt mulig retsforfølgelse.
Børnemisbrug er en krænkelse af Gud. Jesus talte om børnenes skønhed og uskyld. Hvis nogle af jer har tendenser, som kunne føre til misbrug af børn, så opfordrer jeg jer på det allerkraftigste til at udøve selvbeherskelse. Søg hjælp, inden I gør et barn fortræd og bringer ødelæggelse over jer selv.
I mænd, som bærer dette dyrebare præstedømme, knyt det til selve jeres sjæl. Vær præstedømmet værdigt til enhver tid og under alle forhold.
Hvis I gør det, vil I nyde »Guds fred, som overgår al forstand« (Fil 4:7).
Må Gud velsigne jer, mine kære brødre i præstedømmet, både unge og gamle. Fædre, vær et eksempel for jeres børn. Drenge, søg visdom og råd og forståelse hos jeres fædre.
Hvor store er ikke Herrens løfter til dem, der vandrer i tro. Jeg efterlader jer min velsignelse, min kærlighed og mit vidnesbyrd. Hvor er dette præstedømme dog en stor og vidunderlig kraft i det godes sag, hvis vi står sammen og vandrer enigt fremad. Må Herren velsigne os til at gøre det. Det beder jeg om, i Jesu Kristi navn. Amen.