Her er jeg, send mig
Bonnie D. Parkin
For 161 år siden lagde de sidste dages hellige hjørnestenen til Herrens hus på en bakke med udsigt over byen Nauvoo. Og blot et år senere grundlagde profeten Joseph Smith Hjælpeforeningen for kvinderne. En nødvendig handling, sagde profeten, for at fuldstændiggøre Kirkens organisation. Denne forening for søstrene var medvirkende til opførelsen og færdiggørelsen af dette herlige, mirakuløse tempel. Vores åndelige arv som pagtsindgående døtre af Gud i denne guddommeligt inspirerede forening begyndte her i den Smukke By. Templet i Nauvoo er et håndgribeligt symbol på, hvad vi har opnået, hvad vi kan opnå, og hvad vor himmelske Fader har til sine trofaste døtre.
Kathleen H. Hughes
Dette første hjælpeforeningsmøde blev overværet af blot 20 kvinder. Nogle var lige under 20, andre var nyomvendte, nogle havde børn, andre var enlige. Det var ligesom Hjælpeforeningen i dag! Organisationen voksede hurtigt og omfattede kvinder fra alle samfundslag. Der var brug for hver eneste søster – ligesom der er brug for hver eneste nu. Disse søstre stod over for svære kampe: Deres børns død, mangel på mad, familiens afvisning, forfølgelse, mangel på tro. Men på grund af pagter indgået med Herren lyttede de til hinanden, de passede på hinanden, de underviste hinanden. De delte deres mad og tøj og følelser med hinanden. Den unge Nancy Tracy blev påmindet i en velsignelse: »Du kender den gode hyrdes røst … og da han kom for at samle sine får, genkendte du hans budskab og modtog det med lykke og glæde.«1 Disse søstres forpligtelse og omvendelse resulterede i handlinger af kærlighed, barmhjertighed og forenet søsterfællesskab.
Anne C. Pingree
Vore første søstre i Hjælpeforeningen var i høj grad som os! Der var tidspunkter, hvor de unge eller de gamle, immigranter eller nyomvendte, følte sig alene, udenfor eller uforberedt på de udfordringer, de mødte. Men fyldt med tro trådte disse søstre frem, forenede sig i at udføre deres del til at opføre Herrens hus. Hver især gav de deres gaver; de gav af det stof, som de selv manglede, syede tøj, lavede mad til arbejderne, bidrog med familiens arvestykker, gav husly, passede de syge og de gamle, syede endog forhænget til templet. Deres småpenge, som kunne have givet dem mad eller tøj, gik i stedet til søm til templet og glas til vinduerne. En søster sagde om sit offer: »Jeg begyndte med stor tro at gå til templets kontor for at skænke mit offer. Pludselig kom fristelsen over mig … at med disse penge kunne jeg købe de nødvendigheder, som jeg stod og manglede. Jeg modstod. Jeg sagde: ›Selv om jeg ikke havde mere end en brødskorpe til hver dag i ugen, vil jeg betale disse penge til templet.‹«2 Vore første hjælpeforeningssøstre anså det for at være et privilegium »at bruge deres småpenge til at hjælpe brødrene med at bygge Herrens hus.«3 De sagde villigt: »Herre, her er jeg, send mig!«
Bonnie D. Parkin
Fra begyndelsen har Hjælpeforeningens formål været at frelse sjæle, at finde de fattige og nødlidende, at tilbyde de undertrykte hjælp, at styrke hinanden. Og disse første søstre arbejdede på at opbygge templet og modtog derpå deres egen begavelse, de fandt den nødvendige fred og det mod, der var nødvendigt for den vanskelige rejse, der lå forude. I dag er dette også tilfældet for os. I Nauvoo havde Herren brug for alle søstre – uanset alder, uddannelse, indkomst, sprog, erfaring – til at være med i opbyggelsen af hans rige.
Det er ikke anderledes i dag. Vi er alle nødvendige i Hjælpeforeningen. Vores levende profet har bedt os om at rejse os og opfylde vores sjælsfrelsende ansvar. Vi har i sandhed højtideligt indgået pagt om at gøre det. Profeten Joseph Smiths oprindelige formaning om at »hjælpe de fattige« og »frelse sjæle«4 gælder for os. Vi skal også lægge armen rundt om en andens skulder, lette en byrde, bære vores vidnesbyrd og fortælle om vores tro på Jesus Kristus. Jeg elsker det, som en af de første søstre, Zina Young, bemærkede ved vores søsterfællesskab i Hjælpeforeningen: »Det er en velsignelse at mødes … Guds Ånd er her, og når vi taler med hinanden, er det som olie, der går fra krukke til krukke.«5
Søstre, det er her vores tros arv begyndte. Når vi ser dette Herrens hus genopbygget, skal vi huske, at Jesus Kristus har givet os det hverv i disse sidste dage for at være med til at opbygge hans rige. Vi skal se hen til ham, ære hans præstedømme og efterleve vore pagter. Uanset vores situation og uanset hvor vi bor, kan vi – og skal vi – træde frem som Guds døtre og trofast forkynde: »Herre, her er jeg, send mig.