Jeg går, hvor du sender mig hen
Det fuldstændige resultat af [vores] forandring til gudfrygtige mænd og kvinder opnås bedst ved vores arbejde i hans vingård.
Min tekst er taget fra en salme, som har inspireret Herrens trofaste tjenere i mange generationer:
Det er måske ej i kampens gny,
ej ude på alfarvej,
det er måske ej i røg og sky,
at Herren har brug for mig.
Men når han mig kalder ved sin ånd
til noget at gøre her,
da vil jeg lydigt fra denne stund
ham tjene i al min færd.
(»Jeg går, hvor du sender mig hen«, Salmer og Sange, nr. 178).
Disse ord, som er skrevet af en digter, som ikke var sidste dages hellig, udtrykker Guds trofaste børns iver til alle tider.
Abraham, som førte Isak på en hjerteskærende rejse til Morijas bjerg, gik trofast derhen, hvor Herren sendte ham (se 1 Mos 22). Det samme gjorde David, da han trådte frem foran israelitternes hære for at tage kæmpen Goliats udfordring op (se 1 Sam 17). Ester, der var inspireret til at frelse sit folk, begav sig ud på en farefuld vandring for at tale med kongen i hans indre gård (se Est 4-5). »Jeg går, hvor du sender mig hen, o, Gud« var Lehis motivation til at forlade Jerusalem (se 1 Nephi 2) og det samme gjaldt hans søn Nephi, som vendte tilbage efter de dyrebare optegnelser (se 1 Nephi 3). Man kunne citere hundreder af andre eksempler fra skriften.
Alle disse trofaste sjæle viste deres lydighed mod Herrens vejledning og deres tro på hans magt og godhed. Som Nephi forklarede: »Jeg vil gå og gøre det, som Herren har befalet, thi jeg ved, at Herren ikke giver menneskene nogen befaling, uden at han åbner en udvej for dem, så at de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Nephi 3:7).
Overalt omkring os og i vores erindring om tidligere tider ser vi inspirerende eksempler på ydmyge, trofaste sidste dages helliges tjeneste. En af de bedst kendte var præsident J. Reuben Clark. Efter at have virket i mere end 16 år som en utrolig indflydelsesrig førsterådgiver, blev Det Første Præsidentskab reorganiseret, og han blev så kaldet som andenrådgiver. Som et eksempel på ydmyghed og tjenstvillighed, der har inspireret generationer, sagde han: »I Herrens tjeneste drejer det sig ikke om, hvor man tjener, men hvordan. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige indtager man den plads, som man behørigt er kaldet til, og denne plads er hverken en, man søger eller afslår« (Conference Report, april 1951, s. 154).
Mindst lige så betydningsfulde, men mindre synlige, er de medlemmer, som i dag tjener med lignende tro og hengivenhed i fjerne egne af Herrens vingård. Vore trofaste missionærægtepar er det bedste eksempel, jeg kender.
Jeg gennemgik for nylig missionæransøgninger fra over 50 ældre ægtepar. Alle havde allerede udført mindst tre missioner, da de ansøgte om endnu et kald. De boede overalt fra Australien til Arizona, fra Californien til Missouri. De varierede aldersmæssigt fra 60’erne og de tidlige 70’ere til … nå, glem det. Et par, som var rede til at tage ud på deres syvende mission, havde allerede tjent på Tempelpladsen i Salt Lake City, i Alaska, i New Zealand, i Kenya og i Ghana. De blev sendt til Filippinerne. Jeg kunne nævne adskillige andre eksempler.
Præstedømmeledernes kommentarer på disse ægtepars papirer er vidnesbyrd om tjenstvillighed og ofre. Jeg citerer en række af dem:
»Villige til at rejse hvor som helst hen og gøre hvad som helst i så lang tid, som det måtte være nødvendigt.«
»[De] er storslåede eksempler på kirkemedlemmer, som har viet deres liv til Herren.«
»Vi vil gå, hvorhen Herren måtte sende [os],« skrev et andet par. »Vi beder til, at vi må blive sendt derhen, hvor der er brug for os.«
Præstedømmeledernes kommentarer om disse ægtepars kvalifikationer giver et godt overblik over det arbejde, som vore ældre missionærer udfører så effektivt.
»Han er god til at få programmer til at køre og en fremragende leder.«
»De er gladest, når de bliver bedt om at opbygge og udvikle, så derfor vil et kald til et af de mindre udviklede områder i Kirken måske være passende. Er villige til at tjene i en hvilken som helst kaldelse, de tildeles.«
»De vil sikkert gøre mest gavn i arbejdet med [mindre aktive] og omvendte, snarere end på et kontor.«
»De elsker de unge og har et godt tag på dem.«
»De føler sig mest effektive i lederskabstræning og indførelse i fællesskabet.«
»Rent fysisk har de måtte geare ned, men bestemt ikke i åndelige anliggende eller i begejstringen for missionering.«
»Han er en ægte missionær. Han hedder Nephi til fornavn, og han følger i sin navnebrors fodspor. Hun er en fantastisk kvinde og har altid været et storslået eksempel. De vil klare sig fint, hvor de end måtte blive sendt hen. Dette er deres femte mission.« (De havde tidligere tjent i Guam, Nigeria, Vietnam, Pakistan, Singapore og Malaysia. Herrens tjenere gav dem en pause fra disse lange rejser og kaldte dette ægtepar til at tjene i templet i Nauvoo).
Et andet ægtepar talte på vegne af alle disse helte og heltinder, da de skrev: »Er villige til at rejse hvor som helst og gøre, hvad vi bliver bedt om. Det er ikke et offer, men et privilegium.«
Disse ældre missionærægtepar yder et særligt mål af offervillighed og hengivenhed. Det samme gør vore missions- og tempelpræsidenter og deres trofaste livsledsagere. Alle forlader de deres hjem og familier for at tjene på fuld tid i en periode. Det samme gælder også den hær af unge missionærer, som sætter deres liv derhjemme på vågeblus og tager afsked med familie og venner og drager ud (som regel for egen regning) for at tjene, der hvor Herren gennem sine tjenere sender dem hen.
Jeg går, hvor du sender mig hen, o, Gud,
over land og det skumklædte hav.
dit ord vil jeg råbe til verden ud,
jeg altid vil tjene dig.
(Salmer og Sange, nr. 178).
Millioner af andre tjener på frivillig basis og bor hjemme. Det gør sig også gældende med de 26.000 biskopråd og grenspræsidentskaber og de trofaste præsidentskaber i kvorummerne, Hjælpeforeningen, Primary og Unge Piger, som tjener sammen med dem og under deres ledelse. Og det samme gælder de millioner af andre trofaste lærere i ward, grene, stave og distrikter. Og tænk på de hundredtusinder af hjemmelærere og besøgslærerinder, som opfylder Herrens befaling om »bestandigt at våge over menigheden, at være hos medlemmerne og styrke dem« (L&P 20:53). Alle disse kan synge med på dette inspirerede vers:
Måske min Herre vil bruge mig
som bærer af frelsens ord
til en, som træder på syndens vej
og ene med byrden står.
O Herre, hjælp mig at sige det,
som du ham vil have sagt;
når du mig styrker, jeg taler let
de ord, du vil have bragt.
(Salmer og Sange, nr. 178).
Som profeten og kongen Benjamin sagde: »Når [vi] er i [vore] medmenneskers tjeneste, tjener [vi] blot Gud« (Mosiah 2:17). Han advarede os også om at »se til, at alt dette gøres med visdom og orden; thi det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til« (Mosiah 4:27).
Jesu Kristi evangelium udfordrer os til at omvende os. Det belærer os om, hvad vi bør gøre, og det giver os mulighed for at blive det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi skal blive. Det fuldstændige resultat af denne forandring til gudfrygtige mænd og kvinder opnås bedst ved vores arbejde i hans vingård.
Vi har en storslået tradition for uselvisk virke i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Ja, faktisk er et af Kirkens særkender, at vi ikke har noget betalt eller professionelt præsteskab i vore tusinder af lokale forsamlinger og i de regionale stave, distrikter og missioner, som fører tilsyn med dem. Som en afgørende del af Guds plan for sine børn udføres hans Kirkes ledelse og virke af hans børn, som villigt giver af deres tid til at tjene Gud og deres medmennesker. De adlyder Guds befaling om at elske og tjene ham (se Joh 14:15; L&P 20:19; 42:29; 59:5). Det er på den måde, at mænd og kvinder bereder sig på den største velsignelse, nemlig evigt liv.
Men der er hos nogle af os stadig mulighed for at forbedre sig. Når jeg spørger stavspræsidenter om forslag til emner, som jeg skal tage op ved stavskonferencer, hører jeg ofte om medlemmer, som nægter at tage imod kaldelser i Kirken, eller de tager imod kaldelsen, men passer ikke deres opgaver. Nogle er ikke hengivne og trofaste. Sådan har det altid været. Men det er ikke omkostningsfrit.
Frelseren talte om modsætningen mellem den trofaste og den utro i tre storslåede lignelser, som er nedskrevet i det 25. kapitel i Matthæus. Halvdelen af bryllupsgæsterne blev udelukket fra festen, fordi de ikke var beredt, da brudgommen kom (se Matt 25:1-13). De uduelige tjenere, som ikke forøgede de talenter, de havde fået af deres herre, fik ikke lov at træde ind til deres herres glæde (se Matt 25:14-30). Og da Herren kom i sin herlighed, skilte han fårene, som havde tjent ham og deres medmennesker, fra bukkene, som ikke havde gjort det. Kun de, der havde »gjort [det] mod en af disse mine mindste brødre« (Matt 25:40), blev placeret ved hans højre side for at arve det rige, som er bestemt for dem, siden verden blev grundlagt (se Matt 25:31-46).
Brødre og søstre, hvis I ikke er fuldt ud villige til at tjene, så tænk over, hvem det er, som I afviser eller nægter at tjene, når I siger nej til en kaldelse, eller når I siger ja, men ikke gør jeres pligt. Jeg beder til, at enhver af os vil følge denne inspirerede udtalelse:
Der sikkert findes en plet på jord,
hvor gøre jeg kan lidt gavn,
hvor jeg kan holde min Frelsers ord
og ære hans store navn.
(Salmer og Sange, nr. 178).
Jesus viste os vejen. Skønt han ønskede, at han ikke skulle følge den bitre vej, som førte over Getsemane og Golgata (se L&P 19:18), så sagde han ydmygt til Faderen: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).
Tidligere havde han sagt:
»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.
For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« (Matt 16:24-26).
Vi skal huske på formålet med vores tjeneste for hinanden. Hvis det udelukkende var for at udføre en del af hans værk, kunne Gud sende »legioner af engle«, som Jesus sagde ved en anden lejlighed (se Matt 26:53). Men det ville ikke opfylde formålet med den tjeneste, som han fordrer. Vi tjener Gud og vore medmennesker for at blive sådanne børn, som kan vende tilbage og bo hos vor himmelske Forældre.
Min tro på din kærlighed o, Gud,
med styrke forlener mig;
jeg vil stå fast, thi du for mig led,
jeg altid vil tjene dig.
(Salmer og Sange, nr. 178).
For næsten et årti siden læste jeg et brev fra en hjemvendt missionær, som beskrev denne proces i sit eget liv. Han havde skrevet for at takke dem, der leder missioneringen, »for at turde sende mig der, hvor Herren ville have mig hen, snarere end der, hvor jeg selv fandt det passende«. Han sagde, at han stammede fra et »stolt, konkurrencepræget intellektuelt miljø«. Inden sin mission havde han læst ved et højt anset universitet i det østlige USA. Jeg citerer:
»Jeg tror, at det var med en vis pligtfølelser og inerti, at jeg udfyldte mine missionspapirer og indsendte dem, idet jeg omhyggeligt havde noteret, at jeg nærede et brændende ønske om at tjene i udlandet i en fremmedsproget mission. Jeg sørgede for at gøre det klart, at jeg var dygtig til russisk og fuldt ud i stand til at tilbringe to år blandt russerne. Med visheden om, at ingen komité kunne modstå så åbenlyse kvalifikationer, var jeg overbevist om, at jeg skulle nyde et herligt, lærerigt og kulturelt eventyr.«
Han blev rystet over at modtage et kald til at tjene i USA. Han vidste intet om den stat, som han skulle tjene i, bortset fra, at den lå i hans eget land og var engelsktalende, i stedet for at ligge i udlandet og omfatte det sprog, som han havde lært. Og, som han sagde, »de mennesker, som jeg skulle arbejde med, ville højst sandsynlig være uden uddannelse.« Han fortsatte: »Jeg var lige ved at afvise kaldelsen, fordi jeg mente, at jeg ville få mere glæde af at melde mig som ulandsfrivillig eller sådan noget.«
Heldigvis fattede denne stolte, unge mand mod og tro til at tage imod kaldelsen og følge sin gode missionspræsidents råd og vejledning. Så begyndte den åndelige væksts mirakel. Han beskriver det således:
»Da jeg begyndte at tjene blandt disse uuddannede mennesker i [denne stat], var det en kamp for mig, men langsomt begyndte åndens virke at nedbryde de mure af stolthed og vantro, som havde omsluttet min sjæl. Den mirakuløse omvendelse til Kristus begyndte. Erkendelsen af Guds eksistens og menneskehedens evige broderskab stod stærkere og stærkere i mit urolige sind.«
Det var ikke let, indrømmede han, men med hjælp fra sin fremragende missionspræsident og med sin voksende kærlighed til det folk, som han tjente, lykkedes det.
»Mit ønske om at elske og tjene disse mennesker, som i den yderste konsekvens i hvert fald var mine ligemænd, men næsten helt sikkert mine overmænd, blev stærkere og stærkere. Jeg lærte ydmyghed at kende for første gang i mit liv. Jeg erfarede, hvad det vil sige at vurdere et menneskes værd uden at skele til det, som ikke betyder noget. Jeg begyndte at føle en svulmende kærlighed i mit bryst til de ånder, som sammen med mig kom til denne jord« (brev til generalautoriteterne, februar 1994).
Det er tjenestens mirakel. Og som digteren skrev:
Men når han mig kalder ved sin ånd
til noget at gøre her,
da vil jeg lydigt fra denne stund
ham tjene i al min færd.
(Salmer og Sange, nr. 178).
Jeg vidner om Jesus Kristus, som beder os følge hans sti og gå i hans tjeneste, og jeg beder til, at vi alle må have tro og hengivenhed til at følge og få kraft til at blive det, som han ønsker, at vi skal være. I Jesu Kristi navn. Amen.