Kaldet af Gud
Vi er blevet givet præstedømmets store kraft. Den velsigner os individuelt og giver vores familie velsignelser.
Den 5. trosartikel lyder: »Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af sådanne, som har myndighed dertil for at prædike evangeliet og tjene i dets forordninger.«1
En af vore vigtigste præstedømmekaldelser, en, der kræver vores konstante opmærksomhed, er i vores familie og i vores hjem. Brødre, som fædre og patriarker i vores familie skal vi »i henhold til den guddommelige plan … lede [vores] familie i kærlighed og retskaffenhed og … sørge for livets fornødenheder samt beskytte [vores] familie.«
»Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn … Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«2
Vi lever i en verden, der råber på retskaffent lederskab baseret på pålidelige principper.
I vores kirke er vi på vores egen enestående måde blevet belært om korrekte ledelsesprincipper, ledet af præstedømmets myndighed. Jeg tror, at ganske få af os fatter præstedømmets muligheder og den velsignelse, som det er. Jo mere vi lærer om at bære præstedømmet og forstår, hvordan det virker, des mere værdsætter vi de velsignelser, som Herren har givet os.
John Taylor erklærede engang:
»Jeg vil … ganske kort svare, at [præstedømmet] er Guds styre, uanset om det er på jorden eller i himlene, for det er ved den kraft, den frihed eller det princip, at alt opretholdes [og] styres på jorden og i himlene, og [det er] ved den kraft, at alt opretholdes og fastholdes. Det styrer alt – det leder alt – det opretholder alt – og vedrører alt det, der er forbundet med Gud og sandhed.
Det er Guds kraft, betroet til intelligenser i himlene og til mænd på jorden … Når vi ankommer til Guds celestiale rige, finder vi, at der hersker den mest fuldkomne orden og harmoni, fordi der er det fuldkomne mønster, den mest fuldkomne form for styre gennemført, og når eller hvor disse principper er blevet udviklet på jorden, i samme forhold som de er blevet udbredt og efterfulgt, præcis i det forhold har de skabt velsignelser og frelse til menneskeheden. Og når Guds styre bliver indført mere omfattende, og når Jesu bøn, som han lærte sine disciple, besvares, og når Guds rige kommer på jorden, og hans vilje sker her som i himlen, da, og ikke før, vil universel kærlighed, fred, harmoni og enighed være fremherskende.«3
Herren gav os en vision af, hvad præstedømmet kan være, da han vejledte sine apostle, som skulle fortsætte værket efter Herrens død. Han sagde til dem: »Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.«4
En af velsignelserne ved at modtage præstedømmet er at få mulighed for at tilhøre et kvorum. Et kvorum i præstedømmet består af en specifik gruppe mænd, der bærer det samme embede i præstedømmet, organiseret for mere effektivt at fremme af Guds rige.
Præsident Stephen L Richards gav os engang en trefoldig definition af et præstedømmekvorum. Han sagde, at et præstedømmekvorum er tre ting: »1. en klasse; 2. et broderskab; og 3. en tjenesteenhed.«5
For mange år siden blev jeg belært om, hvordan et kvorum fungerer på disse tre områder, da jeg overværede et møde i højpræsternes gruppe i en lille by i det sydlige Wyoming. Lektionen den uge handlede om retfærdiggørelse og helliggørelse. Det var tydeligt, da undervisningen begyndte, at læreren var velforberedt til at undervise sine brødre. Svaret på et spørgsmål ændrede hele undervisningens forløb. Som svar på spørgsmålet kommenterede en bror: »Jeg har med stor interesse lyttet til undervisningen. Tanken har strejfet mig, at undervisningen hurtigt vil gå tabt, hvis vi ikke finder en måde, hvorpå vi praktisk kan anvende det i vores hverdag.« Derpå fortsatte han med at foreslå en handlingsplan.
Aftenen før var en lokal beboer gået bort. Hans hustru var medlem af Kirken, men det havde han ikke været. Denne højpræst havde besøgt enken og kondoleret. Da han forlod hjemmet, kastede han et blik ud over den afdøde brors smukke gård. Han havde lagt en stor del af sit liv og sin arbejdskraft i at bygge den op. Høet var parat til at blive skåret; kornet var snart klar til at blive høstet. Hvordan kunne denne stakkels søster klare de uventede opgaver, som nu ramte hende? Hun havde brug for tid til at få alt organiseret i sin nye situation.
Derpå foreslog han gruppen, at de anvendte det princip, som de netop var blevet undervist i – ved at arbejde sammen med enken og holde driften af gården gående, indtil enken og hendes familie kunne finde en mere permanent løsning. Resten af mødet blev brugt til at organisere projektet med at hjælpe hende.
Da vi forlod lokalet, var der en god følelse blandt brødrene. Jeg hørte en af dem bemærke, da han gik ud af døren: »Dette projekt er lige, hvad vi som gruppe har brug for til at arbejde sammen igen.« Der var blevet undervist, broderskabet var blevet styrket, et tjenesteprojekt var blevet organiseret til at hjælpe nogen i nød.
Disse principper, som vi i en kvorumsorganisation undervises i, gælder ikke kun for et kvorum, men de samme principper gælder for præstedømmets ledelse i hjemmet. Vi er af Gud blevet befalet, »at opdrage [vore] børn i lys og sandhed.«6 Hvis fædre ikke opdrager deres børn i lys og sandhed, er Herren utilfreds med dem. Dette er budskabet:
»Men sandelig siger jeg dig, min tjener … at du ikke desto mindre er under denne fordømmelse.
Du har ikke lært dine børn lys og sandhed efter befalingerne, og den onde har endnu magt over dig, og dette er årsagen til din sorg.
Og nu giver jeg dig den befaling, at om du vil hjælpes, må du sætte dit eget hus i orden, thi der findes meget, som ikke er rigtigt i dit hus.«7
Kirken må fastholde sin familiebaserede orientering. Vi er nødt til at undervise i begrebet med at bygge flere på hinanden følgende generationer af medlemmer, som er gift i tem-plet og trofaste. Vi er nødt til at undervise i grundlæggende lærdomme og forstå sammenhængen mellem personlig åndelig vækst og familiens. Vi er nødt til at gøre målet tydeligt: At invitere medlemmer til at komme til Kristus og holde ud indtil enden.
Blandt de første instruktioner givet til manden og kvinden var: »Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.«8
Gud skabte ægteskabet som en del af sin guddommelige plan for at tilve-jebringege sin grundlæggende organisatoriske enhed – familien. Et af de første principper, som han belærte Adam og Eva om, var at udvikle et arbejdsfællesskab. Skriften siger:
»Og Adam og Eva, hans hustru, påkaldte Herrens navn, og i retning af Edens Have hørte de Herrens røst, som talte til dem, og de så ham ikke, thi de var udelukket fra hans åsyn.
Og han gav dem befalinger, at de skulle tilbede Herren, deres Gud, og ofre de førstefødte af deres hjord som et offer til Herren. Og Adam var lydig mod Herrens befalinger.«9
Derpå instruerede Herren vore første jordiske forældre om at undervise deres børn i lydighed mod hans love, »og Adam og Eva velsignede Guds navn, og de kundgjorde alt for deres sønner og døtre.«10
Præsident Spencer W. Kimball belærte os om familiens evige natur:
»Opskriften er enkel; ingredienserne få, selv om de hver især kan forøges meget.
Der må for det første være en passende holdning over for ægteskabet. Det omfatter også at udvælge en ægtefælle, som når så langt op mod fuldkommenhed i alle anliggender, som har betydning for de enkelte. Og derpå må de to komme til alteret i templet med den forståelse, at de må arbejde hårdt på at leve med succes sammen.
For det andet må der være stor uselviskhed, selvforglemmelse, og man må indrette hele familielivet og alt, hvad der har med det at gøre, efter familiens bedste og undertvinge selvet.
For det tredje må der være fortsat bejlen og udtryk for hengivenhed, venlighed og hensyn for at holde kærligheden i live og voksende.
For det fjerde må der være fuldkommen efterlevelse af Herrens befalinger, således som de er defineret i Jesu Kristi evangelium.«11
Hjemmet bør være et anker, en tryg havn, et tilflugtssted, et lykkeligt sted, hvor familien kan bo sammen, et sted, hvor børn er elsket. I hjemmet bør forældre lære deres børn livets store lektier. Hjemmet bør være midtpunktet for en persons jordiske oplevelser, hvor kærlighed og gensidig respekt er blandet på passende vis.
For det andet overgås betydningen af at være jordisk forælder kun af at være en evig partner. Fædre og mødre skal overveje deres roller i dette store ansvar. Mine børn lærte mig en stor lektie for mange år siden. Vi flyttede fra Californien til New York, hvor jeg havde fået en stilling i et nyt firma. Vi begyndte processen med at finde et nyt hjem ved at se på byerne nærmest New York. Langsomt kom vi længere væk fra byen for at finde et hjem i et nabolag, som svarede til vore behov. Vi fandt et smukt hus ret langt fra New York City. Det var i ét plan omgivet af smukke skove i Connecticut. Den endelig prøve før købet af huset bestod i, at jeg tog toget ind til New York City for at afprøve køreplanen og se, hvor lang tid turen tog. Jeg tog turen og vendte ret nedtrykt tilbage. Turen var halvanden time hver vej. Jeg kom ind på vores motelværelse, hvor familien ventede på mig, og præsenterede mine børn for et valg.
»I kan enten få dette hus eller en far,« sagde jeg. Til min overraskelse svarede de: »Vi tager huset. Du er alligevel aldrig hjemme.« Jeg var sønderknust. Det, mine børn fortalte mig, var sandt. Jeg måtte omvende mig hurtigt. Mine børn havde brug for en far, som var mere hjemme. Til sidst nåede vi et kompromis og købte et hus nærmere byen og meget kortere til arbejde. Jeg ændrede på mine arbejdsvaner, så jeg kunne tilbringe mere tid med min familie.
I alle tidsaldre har Herren befalet sit folk at undervise deres børn i sandhed og retfærdighed. Vi opfordrer jer til at samle jeres familie omkring jer til familiebøn, studium af evangeliet, til at arbejde sammen i familien og til familieaktiviteter. Vi opfordrer jer indtrængende til at rådføre jer med medlemmerne af jeres familie og opmuntre dem til at tage del i vigtige beslutninger som fx planlægning af familieaktiviteter.
Præsident Brigham Young sagde: »Præstedømmet … er en regeringsorden og et regeringssystem, som er fuldkomment, og er det eneste, der kan fri menneskeslægten fra alt ondt, som nu plager dens medlemmer, og sikre dem glæde og lykke herefter.«12
Vi har fået præstedømmets store kraft. Den velsigner os individuelt og giver vores familie velsignelser; den velsigner de kvorummer, som vi tilhører; den velsigner de menigheder, hvor vi er kaldet til at tjene; og den velsigner tilmed den verden, som vi lever i. Vi er nødt til at lære, hvordan vi i retfærdighed følger de lærdomme, som Herren har givet os som bærere af hans hellige præstedømme. Vi har fået dette råd:
»Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.
Den, der er lad, skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald, og den, der ikke lærer, hvad der er hans pligt og ikke viser sig Gud velbehagelig, skal ikke agtes værdig til at beholde sin plads.«13
Må Herren velsigne os som medlemmer af hans kirke, så vi må forstå, hvilken velsignelse det er at have præstedømmet på jorden og kunne bruge det til gavn for vores familie og hele menneskeheden. Må vi nå en forståelse af vores forhold til Gud vor evige Fader og det præstedømme, som han har givet os. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.