I kommer alle direkte fra Himlen.
Jeres rolle som søster er ganske særlig og enestående i Herrens værk. Det er jer, der opdrager og udviser omsorg
Mine elskede søstre, I er overvældende, og jeg føler mig meget ydmyg. Vi anerkender med taknemmelighed præsident Hinckleys og præsident Monsons tilstedeværelse. Korets musik har opløftet os meget. Søster Sainz’ bøn var en invitation til Gud om at være hos os. De inspirerede budskaber fra søster Bonnie Parkin, søster Kathleen Hughes og søster Anne Pingree har været fremragende. Præsident Hinckley, præsident Monson og jeg deltog i indsættelsen og velsignelsen af disse tre søstre i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab. Deres inspirerede opgave er at lede denne store, organisation af søstre under præstedømmets ledelse. Der blev udtalt store velsignelser over disse tre søstre både sammen og individuelt. Da præsident Hinckley indsatte søster Parkin, mindede han søstrene om, at »profeten Joseph beskrev Hjælpeforeningens virke som at række ud, betjene de fattige, nødlidende, bekymrede og nedtrykte samt at velsigne kvinder.«
Vores tema i aften er »Herre, her er jeg, send mig.« Denne dybsindige og enkle udtalelse er så passende, nu hvor jeg taler til jer søstre i aften, fordi så mange af jer så klart demonstrerer denne villighed til at træde frem og tjene. I kommer alle direkte fra Himlen. I er den smukke del af menneskeheden. Jeres rolle som søstre er ganske særlig og enestående i Herrens værk. Det er jer, der opdrager og udviser omsorg, og I har, som profeten Joseph Smith sagde, »godgørende følelser.«1
Jeg kan ikke med ord udtrykke min respekt, påskønnelse og beundring for jer, vidunderlige søstre. Kvinder i alle aldre i denne kirke har fået en guddommelig yndighed, der er enestående for kvinder. Vi betragter ydmygt jeres gerninger, der viser tro, hengivenhed, lydighed og kærlig tjeneste, samt jeres eksempler på retskaffenhed. Kirken kunne ikke udfylde sin rolle uden de trofaste og hengivne kvinder, som med deres retskaffenhed i umåleligt omfang har styrket Kirken. I årenes løb har Kirkens søstre stået over for udfordringer lige så store som jeres i dag. Jeres udfordringer er forskellige fra dem, som jeres mor, bedstemor og oldemødre oplevede, men de er meget virkelige.
Jeg fryder mig over, at mulighederne for kvinder i Kirken og i verden vokser. Vi håber, at I vil forbedre disse voksende muligheder ved at tilføje jeres enestående, kvindelige bidrag. Disse muligheder er virkelig ubegrænsede. Da profeten Joseph oprettede denne organisation, »åbnede han for frigørelsen af alle kvinder«, og det gjaldt »hele verden«.2 Siden døren blev åbnet i 1842, er der fremkommet mere viden til jorden og til kvinder end hidtil i hele verdens historie.
Gennem årene har denne store forening for kvinder udviklet sig under inspiration, men Hjælpeforeningens grundlæggende virke har ikke forandret sig. Profeten Joseph udtalte meget koncist, at jeres virke »er ikke blot at hjælpe de fattige, men at frelse sjæle.«3
Jeg mener, at de fire varige og grundlæggende begreber for denne forening er:
For det første er den et guddommeligt oprettet søsterfællesskab.
For det andet er den et sted, hvor man lærer.
For det tredje er den en organisation, hvis grundlæggende opgave er at tjene andre. Dens motto er »Kærligheden ophører aldrig.«
For det fjerde er den et sted, hvor kvinder kan komme sammen og danne evige venskaber.4
Det glæder mig, at I yngre søstre får mulighed for at deltage i Hjælpeforeningen som 18-årige. I vil få stor gavn af jeres medlemskab af denne levende organisation I vil blive velsignet, når I villigt sammen med søstrene deltager i barmhjertighedstjeneste og omsorg for andre. Hjælpeforeningens undervisningsmateriale er fokuseret på grundlæggende lærdomme og vil give jer mulighed for at studere evangeliet og vokse i åndelighed. Undervisningsmaterialet er relevant for alle mennesker, ikke blot hustruer og mødre. Alle søstre, herunder også jer yngre søstre, har behov for at blive »ihukommet og få næring gennem Guds gode ord«.5 Lærdommene vil styrke jer og hjælpe jer med at udvikle den nødvendige åndelighed til at overvinde livets udfordringer.
En ung kvinde, som står mig meget nær, observerede følgende: »Jeg er 18 år og det yngste medlem af Hjælpeforeningen i vores ward. Jeg nyder at komme i Hjælpeforeningen sammen med min mor og bedstemor, fordi det er rart at være sammen med dem som venner. Jeg kan lide at høre min mor tale med hendes venner, fordi det giver mig mulighed for at lære at kende søstrene, som er på hendes alder. Der er flere kvinder, som giver mig knus og spørger mig, hvor jeg arbejder, og hvad jeg gør denne sommer. De får mig til at føle, at jeg betyder noget for dem. Nu, hvor jeg har været sammen med bedstemødrene og oldemødrene i mit ward, har jeg udviklet nye og fantastiske venskaber, som har beriget og velsignet mig. Jeg holder også af de ældre søstres undervisning. De har boet forskellige steder, og deres personlige erfaringer har givet mig et bedre indblik i, hvordan man klarer livets udfordringer og problemer. Deres beretninger fra deres eget liv er interessante og hjælper mig med at forholde mig til lektionen. Jeg forstår nu, at Hjælpeforeningen virkelig er for alle kvinder, uanset deres alder.«6
Uanset hvilke situationer I søstre lever i, kan jeres indflydelse være utrolig langtrækkende. Jeg tror, at nogle af jer har en tendens til at undervurdere jeres enestående evne til at velsigne andres tilværelse. For det meste sker det ikke i rampelyset, hvor det annonceres offentligt, men ved jeres eksempel på retskaffenhed og ved utallige kærlige og venlige gerninger, som I så villigt udfører og meget ofte, hvor blot to er til stede.
Herrens særlige interesse for enker er nævnt ofte i skrifterne. Denne interesse gælder selvfølgeligt også alle enlige mødre. De udsættes for så mange krav. De skal sørge for mad og tøj og andre fornødenheder til familien. De skal også give deres børn en ekstra portion kærlighed og omsorg.
For nylig modtog jeg et brev fra en søn af en mor i denne situation, og jeg citerer et afsnit fra brevet: »Mor havde mulighed for at være hjemmegående på fuldtid, da vi var yngre. Således ønskede hun det, men for 28 år siden – med fire børn i alderen 5-14 år – blev hun tvunget til at arbejde uden for hjemmet for at kunne forsørge os, da hun pludselig blev enlig forsørger. Selv om vi ved, at det ikke er den ideelle situation til at opdrage en familie, så arbejdede mor flittigt for fortsat at opdrage os i evangeliet og for at passe alle pligterne i familien, samtidig med at hun arbejdede på fuldtid for at forsørge os økonomisk. Først nu, hvor jeg selv er forælder, velsignet med en hustru i hjemmet til at tage sig af vore børn, er jeg begyndt at forstå omfanget af mors situation og vanskelighederne ved at forsørge os dengang. Det var vanskeligt og krævende, og jeg ønsker, at jeg havde gjort mere for at gøre det lettere for hende. For evigt er jeg taknemmelig for hendes offer, da hun var et eksempel ved at lære os, hvordan man arbejder, og hvordan man bør leve. Visdommen i Familieproklamationen klinger især sandt for mig nu på grund af de oplevelser, vi var sammen om som familie.«7
Mange trofaste og retskafne søstre har ikke fået mulighed for at blive gift, og dog har de altid været en livsvigtig og afgørende del af dette hellige værk. Disse vidunderlige kvinder har en tydelig påvirkning som barmhjertige engle for forældre, søstre, brødre, niecer og nevøer så vel som for andre familiemedlemmer og venner. I Kirken er der uendelige muligheder for at elske og styrke. De enlige søstre, som måske har mere tid, tjener på fremragende vis.
Søster Margaret Anderson fra Centerville i Utah er et vidunderligt eksempel på en enlig søster, som har levet et eksemplarisk og dybt tilfredsstillende liv i andres tjeneste. I mange år tog hun sig kærligt af sin gamle mor, sin tante og sin handicappede søster. Hun vejledte og påvirkede hundredvis af børn som skolelærer. Som pensionist fortsætter hun som frivillig hver uge og hjælper børn med at lære at læse. Hendes tjeneste har været en særlig velsignelse for medlemmerne i hendes ward. En ung kvinde bemærkede: »Da jeg var barn, bagte Margaret en fødselsdagskage til mig hvert år. På glasuren pyntede hun den med de aktiviteter, som jeg havde deltaget i det foregående år som fx dans eller fodbold.« Ikke en missionær tager af sted fra hendes ward uden en af Margarets dekorerede læderpunge. Hun er en værdifuld ressource som er velfunderet i evangeliet, især i Hjælpeforeningen. For sine naboer og venner har hun villigt udført ærinder og kørt dem til templet. Margaret er en god værtinde. Hun bager lækre kager og maler smukke billeder, som hun nyder at forære til andre. Hun har virkelig velsignet utallige mennesker.
Herrens profeter har gentagne gange lovet, at ingen velsignelser vil blive nægtet Kirkens retskafne, enlige søstre, hvis de uden egen skyld aldrig har været gift i dette liv eller beseglet til en værdig præstedømmebærer. De vil kunne nyde den velsignelse for evigt i den næste verden. »Når I lejlighedsvis længes inderligt efter den accept og hengivenhed, som er en del af familielivet på jorden, så husk, at vor Fader i Himlen er opmærksom på jeres kvaler, og at han en dag vil velsigne jer så meget, at I ikke evner at beskrive det.«8
Efter indvielsen af det nye storslåede tempel i Nauvoo fløj vi hjem sammen med søster Parkin, søster Hughes, søster Pingree og deres gode ægtefæller. Jeg spurgte søstrene, om de havde besøgt Joseph Smiths købmandsbutik i Nauvoo, hvor Hjælpeforeningen blev stiftet den 17. marts 1842 med blot 20 medlemmer til stede. Søster Parkin svarede, at det havde de.
Mens jeg talte med dem, blev jeg kraftigt mindet om, at alle søstre overalt i verden kan arve og nyde godt af Herrens velsignelser til kvinder. Profeten Joseph Smith har sagt: »Jeg låser nu op for jer i Guds navn … Kundskab og intelligens vil tilflyde jer fra nu af.«9 Denne velsignelse af kundskab og intelligens kommer til alle retskafne kvinder i Kirken, uanset race eller nationalitet og uden hensyn til, om de er nye i Kirken eller efterkommer af en af de første 20 medlemmer i Nauvoo i 1842. Disse velsignelser tilflyder de søstre, som villigt udfører englenes arbejde.
For nylig hørte jeg ældste Dieter Uchtdorf fremsætte følgende indsigtsfulde udtalelse: »Ingen af mine slægtslinier går gennem Nauvoo. Jeg kan ikke spore mine forfædre til pionererne. Men ligesom flertallet af Kirkens medlemmer over hele verden kan jeg af hele mit hjerte inderligt knytte mig til de hellige i Nauvoo og til deres rejse til Zion. Den vedvarende anstrengelse for at rydde en vej i min egen religiøse rejse til et Zion bestående af ›de rene af hjertet‹ får mig til at føle mig tæt knyttet til pionererne i 1800-tallet. De er mine åndelige forfædre, ligesom de er for hvert eneste medlem af Kirken, uanset nationalitet, sprog eller kultur. De har etableret ikke blot et trygt sted i Vesten, men også det åndelige fundament for opbygningen af riget i alle verdens nationer.«
Nu nogle ord til jer søstre, som er gift. Det er overvejende jer søstre, som gør vore hjem til et tilflugtssted med fred og lykke i en uroplaget verden. En retskaffen mand bærer præstedømmet, hvilket præstedømme er den ledende myndighed i hjemmet. Men han er ikke præstedømmet; han bærer præstedømmet.10 Hans hustru har del i præstedømmets velsignelser sammen med ham. Han er på ingen måde hævet over sin hustrus guddommelige status. Præsident Gordon B. Hinckley udtalte ved mødet for præstedømmet ved sidste aprilkonference: »I ægteskabets fællesskab er der hverken mindreværdighed eller overlegenhed. Kvinden går ikke foran manden, og manden går ikke foran kvinden. De vandrer side om side som søn og datter af Gud på en evig rejse.«
Han fortsatte: »Jeg er sikker på, at når vi står foran Guds domstol, vil der ikke blive talt meget om den rigdom, som vi måtte have samlet i livet, eller om nogle af de æresbevisninger, som vi har opnået. Men, der bliver stillet dybdegående spørgsmål om vore hjemlige forhold. Og jeg er sikker på, at de, som har vandret gennem livet med kærlighed og respekt og værdsættelse af deres ægtefæller og børn vil modtage disse ord fra vores evige dommer: ›Godt, du gode og tro tjener … Gå ind til din herres glæde.‹«11
De hustruer, som opretholder deres ægtemand i biskopråd, stavspræsidentskaber og andre præstedømmekaldelser, er en stor velsignelse for Kirken. De tjener bag scenen, stille og effektivt, støtter familien og hjemmet, mens deres mænd betjener de hellige. Jeg sagde »stille.« Jeg har hørt det sagt, at nogle kvinder kan lide en stærk, tavs mand – de tror, at han hører efter!
Ingen ved mere end jeg, hvilken styrke en støttende hustru kan være. Siden vi blev gift, har min Ruth støttet og opmuntret mig i de mange kaldelser, jeg har haft i næsten 60 år. Jeg kunne ikke have tjent en dag uden hendes kærlige støtte. Jeg er hende inderligt taknemmelig og elsker hende højt.
En af mine missionærkammeraters enke, søster Effie Dean Bowman Rich, har meget travlt med sin familie og med to virksomheder. Desuden er hun mor, bedstemor og oldemor i en stor familie. For nogen tid siden, da hun kæmpede for at klare kravene fra alle disse roller, sagde hun: »Det, jeg har brug for, er en hustru!« Selvfølgelig mente hun, at hun følte behov for støtte fra en, som ville tage sig af de utallige detaljer, som en retskaffen og omsorgsfuld hustru klarer så godt.
Søstre, uanset jeres situation, har I alle brug for at have olie i jeres lamper. Det vil sige at være beredt. Vi husker alle lignelsen om de ti brudepiger, som var inviteret til bryllup. Fem var kloge og forberedte med olie i deres lamper til at møde Brudgommen; de andre fem var ikke. Alle ti gjorde deres lamper i stand, men fem havde ikke medbragt tilstrækkeligt med olie og var løbet tør. Vi har alle brug for lyset fra vore lamper til at få os gennem mørket. Vi ønsker alle at møde Brudgommen og deltage i bryllupsfesten.
For nogle år siden talte præsident Spencer W. Kimball tydeligt om tragedien ved at være uforberedt. Han sagde, at de fem ukloge brudepiger i lignelsen »var blevet undervist. De var blevet advaret hele livet.« I dagslyset virkede både de kloge og de tåbelige ens, men i »den allermørkeste time, da brudgommen var mindst ventet, kom han.« De fem, hvis lamper var gået ud, skyndte sig ud for at få den nødvendige olie, men da de nåede frem til bryllupssalen, var døren lukket. Det var for sent.
Præsident Kimball forklarede, at »de tåbelige bad de andre om at dele deres olie med dem, men man kan ikke på et øjeblik dele åndelig forberedelse. De kloge måtte gå, ellers var brudgommen ikke blevet budt velkommen. De havde brug for al deres olie selv; de kunne ikke redde de tåbelige.«
I denne lignelse, fortsatte han, »kan olie ikke købes på markedspladsen. I vores tilværelse oplagres forberedelsens olie dråbe for dråbe ved retskaffen levevis. Tilstedeværelse ved nadvermøder føjer olie til vore lamper, dråbe efter dråbe i løbet af årene. Faste, familiebøn, hjemmeundervisning, kontrol af de legemlige lyster, forkyndelse af evangeliet, studium af skrifterne – hver handling i hengivenhed og lydighed er en dråbe, der bliver føjet til vores lager. Gode gerninger, betaling af offerydelser og tiende, kyske tanker og handlinger, ægteskab i pagten for evigt – disse bidrager også betydningsfuldt til den olie, hvormed vi kan påfylde vore brugte lamper ved midnatstid.«12
Søstre, det er vigtigt, at I har olie i jeres lamper, så når I siger til Herren: »Her er jeg, send mig,« så er I beredt og egnet til at blive sendt. Vi kommer alle fra himlen, men hvad vi er i stand til at opnå i Herrens værk afhænger for en stor dels vedkommende af vores villighed og evner.
Mit vidnesbyrd baseret på 59 års familieliv er, at min Ruths deltagelse i Hjælpeforeningen har medført større åndelighed og harmoni i vores hjem. Denne guddommeligt inspirerede organisation har ikke alene velsignet hende, men også hver enkelt i vores familie. Involvering i Hjælpeforeningen kan hjælpe jer med at fylde olie på jeres lamper. Det kan give jer meget af den stabilitet og udholdenhed, som I behøver for at komme gennem livets storme og rejsen her på jorden.
Da den første pressekonference blev afholdt, efter at præsident Hinckley var ordineret og indsat som præsident for Kirken, bad en kvinde præsidenten om at kommentere udfordringen for mødre, som skal arbejde og samtidig også klare de mange behov i deres hjem og familie. Præsident Hinckley svarede: »Gør det bedste, I kan, og husk, at det, der er af størst værdi for jer i denne verden, er de børn, som I har bragt til verden, og som I har ansvaret for at opdrage og sørge for.«13 Jeg gentager det i aften. Gør det bedste, I kan, for at hjælpe os alle med at nå højere og gøre det bedre. Brug jeres medfødte åndelige gaver til at velsigne. Hjælp os med at skubbe verdens skadelige påvirkninger bort i vores tilværelse, vores hjem og i Kirken.
Må Nephis løfte blive opfyldt på jer: »… og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed.«14 Jeg ønsker at bære vidnesbyrd om de velsignelser, jeg i mit liv har fået på grund af kærligheden fra min hustru Ruth, min kristuslignende mor og hellige bedstemødre, vore døtre og vore børns døtre samt mange andre retskafne kvinder. Dette gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen.