At de må være ét i os
Vi kan ganske enkelt ikke være ét med Gud og Kristus, førend vi har gjort deres vilje og interesse til vores største ønske.
Da Jesu jordiske virke var ved at nå sin afslutning, og han vidste, »at hans time var kommet,« (Joh 13:1), samlede han sine apostle i et værelse ovenpå i Jerusalem. Efter aftensmåltidet og efter at han havde tvættet deres fødder og undervist dem, gik Jesus med storladne ord i forbøn for disse apostle og for alle andre, som vil tro på ham. Han bønfaldt Faderen med disse ord:
»Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,
at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.
Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,
jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét« (Joh 17:20-23).
Hvor er det herligt at tænke over, at vi er blevet budt indenfor i den fuldkomne samhørighed, som findes mellem Faderen og Sønnen. Hvordan kan det lade sig gøre?
Når vi grunder over dette spørgsmål, bliver det indlysende, at vi må begynde med at blive ét med os selv. Vi er hver især et todelt menneske af kød og ånd, og til tider føler vi os i ubalance eller måske ligefrem i splid med os selv. Vores ånd er oplyst af vores samvittighed, Kristi lys (se Moroni 7:16; L&P 93:2), og lytter naturligt til Helligåndens hvisken og ønsker at følge sandheden. Men de lyster og fristelser, som kødet er underlagt, kan, hvis vi tillader det, overvælde og styre ånden. Paulus har sagt:
»Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde.
For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov.
Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer« (Rom 7:21-23).
Nephi gav udtryk for lignende følelser:
»Men uagtet Herrens store godhed i at vise mig sine store og forunderlige gerninger, udbryder mit hjerte dog: O, jeg elendige menneske! Ja, mit hjerte sørger over mit kød, og min sjæl bedrøves på grund af min synd.
Jeg er omgivet af de fristelser og synder, som så let besnærer mig« (2 Nephi 4:17-18).
Men da Nephi så huskede på Frelseren, udtalte han denne fortrøstningsfulde konklusion: »Alligevel ved jeg, til hvem jeg har sat min lid« (2 Nephi 4:19). Hvad mente han med det?
Jesus var også et menneske af kød og ånd, men han gav ikke efter for fristelse (se Mosiah 15:5). Vi kan henvende os til ham, når vi stræber efter samhørighed og fred i os selv, fordi han forstår os. Han forstår kampen, og han forstår også, hvordan vi vinder den. Som Paulus har sagt: »For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd« (Hebr 4:15).
Vigtigst af alt kan vi bede Jesus om hjælp til at genvinde vores sjæls indre samhørighed, når vi har overgivet os til synd og brudt vores fred. Kort efter sin forbøn om, at vi fuldt ud måtte »blive ét«, led Jesus og ofrede sit liv for at sone for synd. Kraften i hans forsoning kan udviske virkningerne af synd i os. Når vi omvender os, retfærdiggør og renser hans forsonende nåde os (se 3 Nephi 27:16-20). Det bliver, som om vi ikke havde overgivet os, som om vi ikke havde givet efter for fristelse.
Når vi dag for dag og uge for uge bestræber os på at følge Kristi vej, indtager vores ånd sin forrang, den indre kamp tager af og fristelserne ophører med at plage os. Der opstår en større og større harmoni mellem det åndelige og det fysiske, indtil vores fysiske legeme forvandles, som Paulus siger det, fra »redskaber for uretfærdighed« til »redskaber for retfærdighed« (se Rom 6:13).
Når vi bliver ét med os selv, gør det os rede til den større velsignelse det er at blive ét med Gud og Kristus.
Jesus opnåede en fuldkommen samhørighed med Faderen, fordi han underkastede sig – både hvad kødet og hvad ånden angår – Faderens vilje. Hans virke var altid klart målrettet, fordi der ikke var nogen svækkende eller forstyrrende tvesindethed i ham. Om sin Fader sagde Jesus: »Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne« (Joh 8:29).
Fordi det var Faderens vilje, underkastede Jesus sig endog døden, »idet … Sønnens vilje er opslugt i Faderens vilje« (Mosiah 15:7).
Det var bestemt ikke nogen bagatel. Den lidelse, sagde han, »gjorde, at selv jeg, Gud, den største af alle, skælvede af smerte og blødte fra hver pore og led både på legeme og sjæl og ønskede, at jeg ikke skulle drikke den bitre kalk.
Dog, ære være Faderen, jeg tømte den og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:18-19).
Disse udtalelser viser, at Frelserens overordnede mål er at herliggøre Faderen. Faderen er »i« Sønnen i den forstand, at Faderens herlighed og Faderens vilje er Sønnens altopslugende mål.
Under det sidste aftensmåltid med sine apostle sagde Frelseren:
»Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.
Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt« (Joh 15:1-2).
Hvordan denne renselse bliver, og hvilke ofre den kommer til at medføre, kan vi sandsynligvis ikke vide på forhånd. Men hvis vi sammen med den rige unge mand skulle spørge: »Hvad mangler jeg så?« (Matt 19:20), ville Frelserens svar være det samme: »Kom så og følg mig!« (Matt 19:21), vær min discipel, ligesom jeg er Faderens discipel, og bliv »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underkaste sig alt det, Herren finder tjenligt at pålægge det, ligesom et barn underkaster sig sin fader« (Mosiah 3:19).
Præsident Brigham Young talte med forståelse om vores udfordring, da han sagde:
»Efter alt, hvad der er blevet sagt og gjort, efter at han har ledt dette folk så længe, fornemmer I da ikke, at I mangler tillid til vores Gud? Kan I ikke fornemme det i jer selv? I spørger måske: ›Broder Brigham, føler du det i dig selv?‹ Ja, jeg gør, jeg kan se, at jeg i nogen grad stadig mangler tillid til ham, som jeg stoler på. Hvorfor? Fordi jeg ikke har styrken som følge af det, som faldet har bevirket i mig …
… Der er noget, som fra tid til anden vælder op i mig, som … trækker en skillelinje mellem min interesse og min himmelske Faders interesse – noget, som gør, at min interesse og min himmelske Faders interesse ikke er fuldstændig den samme.
… Vi bør, i det omfang det er muligt, i det omfang vores faldne tilstand tillader os det, i det omfang vi kan få tilstrækkelig tro og kundskab til at forstå os selv, føle og forstå, at vi og den Gud, som vi tjener, har en og samme interesse, og at vi ikke har nogen anden, hverken i tid eller i evighed« (Deseret News, 10. sep. 1856, s. 212).
Vi kan ganske enkelt ikke være ét med Gud og Kristus, førend vi har gjort deres vilje og interesse til vores største ønske. En sådan underdanighed opnår vi ikke på én dag, men ved Helligåndens hjælp vil Herren undervise os, hvis vi er villige til det, indtil det med tiden med rette må kunne siges, at han er i os, ligesom Faderen er i ham. Til tider skælver jeg ved tanken om, hvad det kan komme til at kræve, men jeg ved, at det kun er i denne fuldkomne samhørighed, at vi kan finde en fylde af glæde. Jeg kan ikke udtrykke, hvor taknemmelig jeg er over at være blevet opfordret til at være ét med disse hellige væsener, som jeg ærer og tilbeder som min himmelske Fader og Forløser.
Måtte Gud høre Frelserens bøn og lede os alle, så vi kan være ét med dem. Det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.